mandag, juli 17th, 2017

Ugens haiku

(16.07.2017)
(Busturen hjem fra Sjælland i går)

Fra en gul kornmark
vinker røde valmuer
til alle som ser

M!

fredag, juli 7th, 2017

Om lidt bliver her stille

Tog tidligt fra Brabrand i går på vej til Sankt Josephsøstrenes retrætecenter i Kokkedal, Stella Matutina, dog med en enkelt dag/overnatning i mit gamle nabolag, nemlig Vesterbro i København, hvor jeg har set et par længe savnede venner. Her sidder jeg lige nu, lige lidt endnu i en solskinsopvarmet stue på femte sal.

I Kokkedal venter mig ti dage – otte hele dage – med bøn og stilhed.

Det er gaven til mig selv for at have gennemført første år af teologistudiet uden alt for mange skrammer. Det bliver ti dage uden computer og telefon, uden internet, uden overflødige og unødvendige input, skiftet ud med åndelig fordybelse og nærvær.

I samme anledning holder bloggen 14 dages pause.

På gensyn på den anden side.

M!

fredag, juli 7th, 2017

Ugens haiku

(27.06.2017)
(Morgentur med hunden)

Solsorten synger,
disse sommermorgener,
kærlighedssange

M!

torsdag, juli 6th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er tilskrevet Lin Pe og taget fra titelbladet til William Heinesens fine erindringsbog Tårnet ved verdens ende. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt gennemskue, om Heinesen citerer en på hans samtid levende digter eller han selv har skrevet digtet og tillagt det en fiktiv figur, altså Lin Pe; det bliver jeg måske klogere på med tiden. Hvis nogen kan kaste opklaring over gåden, modtages denne med glæde. Digtet fejler ingenting:

Venner, se: Græsset grønnes!
Kulden bider, blæsten fejer,
sneen hvirvler,
men græsset grønnes,
og stor, stor er min grønne lykke!

Venner, se, Græsset grønnes!
Træt er min fod, hårløs min skalle,
tandløs min mund, sløret mit blik,
snart farer jeg heden,
men mit hjerte blomstrer
og dyb, dyb
er i aften min grønne lykke!

M!

onsdag, juli 5th, 2017

Sommerferielæseplan

Sommerferien er allerede gået ind i sin tredje uge og jeg nærmer mig vitterligt laveste gear; alting går bare langsommere nu, end det har gjort det seneste års tid. Det er vidunderligt.

Udsigten til en lang sommerferie har fået mig til at gøre noget, jeg ikke plejer at gøre, nemlig lave en sommerferielæseplan. Den er jeg så ved at gøre indhug i:

Gustaf Aulén Christus Victor
Peter Elsass Kunsten at være alene
William Heinesen Tårnet ved verdens ende
Søren Kierkegaard Kjerlighedens Gjerninger
Caroline Albertine Minor Velsignelser
Hiromi Kawakami Kvinden ved havet
Alister E. McGrath Forsvar for troen
Marilynne Robinson Åndsfraværelse
Peter Robinson When the Music is Over
Tomas Sjödin Det sker, mens du hviler
Hanya Yanagihara Et lille liv

Sideløbende vil jeg forsøge at få læst Markusevangeliet, både på dansk og på græsk; det gør det til en skønsom blanding af både lyst- og pligtlæsning. Det er dejligt. Det er ubeskriveligt at læse fiktion igen – og første bog blev Hanya Yanagiharas Et lille liv, som jeg anbefaler bredt, højt og vidt til alle. Den er ikke blevet modtaget lige godt hos alle anmeldere, men hul i det. Den er voldsom og vedkommende.

Efterfølgende har jeg taget fat i både William Heinesen og Tomas Sjödin, begge dele i passende små bider. Heinesens poetiske lyrik er vidunderlig – og dermed også anbefalelsesværdig.

M!

mandag, juni 26th, 2017

Helt nye højdepunkter fra Silkeborg Højskole

For tredje år i træk deltog jeg på Bibelselskabet og Silkeborg Højskole og nu synes jeg efterhånden, at der er basis for, at kalde det en tradition; denne gang var jeg alene af sted (hvad jeg teknisk set også var første gang, hvad jeg absolut ikke var anden gang) og uden, at jeg på forhånd vidste, om jeg kendte nogle af de andre deltagere eller ej. Det, viste det sig, gjorde jeg, idet der var et par gamle kendinge, blandt andet en yngre pige, der også læser teologi – dog ikke her i Århus, men i København – og som jeg snakkede kort med, første gang jeg deltog.

Denne gang blev det til flere samtaler om faget.

Tre faglige højdepunkter:
Hans Jørgen Lundager Jensens ustyrligt morsomme forsøg på at gøre os alle sammen klogere på, hvad de egentlig troede/tror på i Det Gamle Testamente. Det er ikke noget nemt spørgsmål.
Birgitte Stoklunds genfortælling og gennemgang af Ruths bog, så let en af kernefortællingerne i Det Gamle Testamente.
Marie Hellebergs tour de force gennem sin nys udkomne reformationsroman Stormene efterlod os alle overvældede, men jeg endte faktisk med at få lyst til at læse den. Og det var vel hendes mål?

Tre kunst-højdepunkter:
Peter Brandes fremvisning af hans beskedne, men effektive arbejde i den gennemrenoverede, genåbnede Silkeborg Kirke … en kirke med meget få svipsere og ingen af dem kan tilskrives den distingverede Hr. Brandes.
Simon Grotrians beskedne, men effektive poetiske bidrag til Brandes kunst samme sted.
Gensynet med det på højskolen hængende og uforlignelige Adam, Eva og Slangen af Leif Sylvester Petersen.

Tre personlige højdepunkter:
Det, at jeg formåede at være social, samtidig med, at jeg forsøgte at tage hånd om mig selv, min egen træthed og mit behov for også at være alene.
Det, at jeg atter holdt gang i kreativiteten – som særligt flød over med kragefugle (mere eller mindre realistiske) – og som indirekte er skyld i og årsag til, at jeg nu er er i gang med tegningen Engel, vingerne inde – eller Indianerengel min kæreste T straks døbte den. Dens farvestrålende streg kommer op på siden her, så snart den er færdigfarvelagt.
Det, at jeg trods alt også havde overskud til at tage et smut tilbage til Århus og tage imod kæresten i det øjeblik hun trådte ud fra sin sidste eksamen.

Desuden var det bare dejligt at være til gudstjeneste i Tvilum Klosterkirke – besøg den, hvis du kan – og bare skønt at komme lidt rundt i Højskolesangbogen igen. Begge dele trængte jeg til.

Og nu ser jeg så frem til en uge uden kage til kaffen. Dér nåede jeg trods alt kvalmepunktet.

M!

torsdag, juni 22nd, 2017

Forandringsparathedens svøbe

I dag skal alt og alle være forandrings- og omstillingsparate i et fuldstændig forrykt tempo, at den eller de, der tør holde uforanderligt fast og stå ved det, han, hun, den eller de er, altså de stokkonservative, næsten fremstår som de mest progressive.

Noget i den retning vil jeg citere formiddagens foredragsholder (og medkursusleder) på Silkeborg Højskole for at have sagt; så må han jo rette mig, hvis han læser dette og stejler, fordi det er en fejlfortolkning.

Han sagde det, netop i denne sammenhæng, fordi han følte, at her kunne kirken virkelig spille en rolle: Som en institution, der byder en meget kedelig, menneskeligt nedbrydende tendens trod og i stedet tilbyder hver enkelt af os et sted, hvor vi bare kan gå hen og bare være. I stilhed. Alene. Eller i et fællesskab. Et sted, hvor vi kan give os selv og hinanden lidt fri for alt det, vi ellers skal. Og det er godt sagt. Det ønsker jeg mig også. Det er faktisk noget af det, der ligger mig allermest på sinde … men det er bare ikke det, der sker. Folkekirken som institution – og det gælder både hele folkekirken og den enkelte folkekirke – er jo ved at slå knude på sig selv for at få fat på mennesker i troens periferi og bliver på den måde selv en meget aktiv spiller i forandringsparathedens svøbe.

M!

tirsdag, juni 20th, 2017

Ugens haiku

(lige skrevet)

Solsorten synger
den eneste absolut
nødvendige sang

M!

mandag, juni 19th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er Jens Rosendals fine, fine salme De dybeste lag i mit hjerte (#28 i salmebogen):

1 De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor.
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.
Et sted må det findes, det lærred,
som spænder sit billede op,
et sted må dét være i verden,
som fylder mit sind og min krop.

2 De dybeste lag i mit hjerte
har set et forklarelsens land,
hvor alt var et fuldkomment billed,
og lykken var evig og sand,
men kun som et glimt, som en lysning,
der strøg over marker og vand.
I strejf lå mit landskab forklaret
som livets og kærligheds land.

3 Er billedet til som en kalden,
der rammer mig langvejsfra?
Et paradis, fjernt og forsvundet
fra slægten, jeg stammer af?
Er kaldet kun ekko af drømme,
den ø, som er intetsteds til,
så har den dog morgenens klarhed
og kræfter, som aldrig går til.

4 Min Gud, som jeg kalder den mester,
der maler mig morgenens drøm,
det spekter, jeg ikke behersker,
af længsel urolig og øm,
som spænder de strenge i hjertet,
der aldrig vil klinge ud,
som synger og smerter og kalder
og længes mod Herren, min Gud!

5 Du, skabelsens Gud, som vil bøje
dig ned til din verden i dag.
Du, Skaber, som åbner mit øje
og kender mit hjertes slag.
Din Ånd over lande og have,
din kalden på skabningen selv
er lyden i alt det, du skabte
i blodets og flodernes væld.

6 Så mød mig en skabelsens morgen
her midt i mit goldeste land,
og knus mig i selviskheds ørken,
skab du så, som Skaberen kan.
At uro kan vendes til glæde,
min længsel til det, jeg formår:
at rejse mig nyskabt og leve
på jorden, mens dagene går.

Den skrev han i 1990. Den skabte opmærksomhed omkring sig selv dengang. Den er lige smuk i dag. Og i går aftes hørte jeg forfatteren fortælle om den, hvorefter vi sang den – og en del andre salmer og sange – her, på Silkeborg Højskole, hvor jeg har begyndt min lange, lange sommerferie.

M!

onsdag, juni 7th, 2017

Mellemrum

Næsten præcis mellem to eksamener og mærkeligt til mode; eksamen i bibelkundskab i fredags sidder stadig fast i kroppen, delvist bearbejdet, delvist ubearbejdet. Resultatet kan jeg ikke klage på, det gør jeg heller ikke, men oplevelsen var voldsom. Eksamen i græsk venter forude som et uundgåeligt uheld, der bare venter på at ske; nej, egentlig skal det nok gå, men nerverne sidder udenpå og jeg mangler føling med mig selv og ikke mindst med mine egne evner. Kunne man bare én gang opleve at være skråsikker?

M

« Forrige sideNæste side »