Archive for Ydmyghed

torsdag, juni 1st, 2017

Ugens haiku

(31.05.2017)
(Under observation)

Blåmejserne bor
oppe under vores tag
Unger i reden!

M!

tirsdag, marts 21st, 2017

Saligprisningerne

Fortvivlet fakta fra en teologistuderende: Jeg får tegnet alt, alt for lidt i det daglige, men denne, omhandlende Saligprisningerne (Matt 5,3-14), er det da langt om længe blevet til.

scan0006 (2)

M!

tirsdag, marts 7th, 2017

En pjækkedag

Jeg kunne sige, at det var sangeren Allan Olsens skyld … men det er ikke sikkert, at han vil synes, at det er helt fair og rimeligt; heller ikke selvom han jo synger sådan her i sangen Jeg vil:

kom lad os ta’ en pjækdag sammen
den slags gør vi aldrig mere
vi render ud og gemmer os ved stranden
og fanger luftfisk mellem fingrene dér
kom lad os splejse om en billig flaske Palanca
vi sender alvorsbetjenten på flugt
vi retter ryggen
til honky tonky
og finder den baggård vi altid har brugt
når vi sagde

jeg vil
jeg vil ik’, jeg vil ik,
jeg vil
jeg vil ik’, jeg vil ik,
jeg vil

Så jeg tager en pjækkedag, men lader være med at give nogen skylden for det. Ikke andre, end mig selv. Og kun fra én enkelt time, også selvom det er fra mit yndlingsfag. Græsk. Jeg håber, at SFJ tilgiver mig. Og jeg håber, at det ikke giver bagslag. Det er faktisk fantastisk vanskeligt for mig at gøre det, som jeg gør i dag, men måske er det meget sundt – når jeg nu har muligheden for det.

Og i øvrigt holder det med pjækkeriet ikke éthundrede procent, idet jeg snart vil sætte mig og lave lektier. Græsk. Til i morgen. Så jeg kan vel godt pakke den alt for dårlige samvittighed langt væk.

Kender I til at pjække, og hvordan føles det?

M

torsdag, marts 2nd, 2017

Ta’ skraldet

Det er forår. Endelig. Det er endelig forår. Lyset er vendt stærkt tilbage, fuglene synger for fulde næb, træerne står med bristefærdige knopper – og alt sammen betyder flere gåture i skoven for både hund og herre (vi diskuterer ind i mellem, hvem, der er hvad her i huset), morgen, middag og aften.

Det er er bare dejligt. Vel er det så.

Det er bare knap så skønt at være vidne til, hvor lemfældigt mange bruger skoven. Det er ganske enkelt ikke småting, der bliver efterladt, glemt, kastet, smidt eller tabt i det grønne. Det er mig ganske uforståeligt, for jeg er opdraget til, at man pænt rydder op og tager sine ting med sig, hvor man end går og står; ligegyldigheden fylder mig med forundring – og har også gjort mig skiftevis indigneret, irriteret og vred.

Jeg synes bare ikke, at det er rimeligt, at ubetænksomme individer skal have den magt over mig.

Derfor … har det længe været min intention at tage en affaldspose med, i det mindste i hvert fald på én af de daglige ture, som jeg så kunne fylde med alt det, der ikke gavner i skovbunden, men der har været nærmest ufatteligt langt fra tanke til handling. Men … de sidste to dage, er det lykkedes mig, og trods det, at det er korte ture med den gamle hund, så har jeg nemt haft fyldte poser, når turen var slut.

Det er lidt skræmmende, synes jeg.

DA jeg ikke tror, at situationen er enestående for vores lille skov, så skynder jeg mig med at opfordre alle, der læser dette, til at gøre det samme, når de går tur i skoven. Det gavner miljøet, det er godt for den personlige samvittighed og så tager det tilmed toppen af den negative energi, man sender ud i verden, fordi andre ikke opfører sig helt, som man selv ville gøre.

M!

 

torsdag, januar 12th, 2017

tilstandsløs

Pludselig sidder jeg her. På den anden side af eksamen. Og på besøg i København, men ellers … underligt tilstandsløs. Jeg kæmpede og nåede igennem hele pensum, små syvhundrede sider, som langt fra alle var lige til at gå til, end sige forstå. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår heller ikke, hvordan det gik til, men med ført hånd klarede jeg mig sikkert og godt gennem studiets første mundtlige prøve med et langt mere end tilfredsstillende resultatet.

Mark Beazley - StatelessDet føles godt, men jeg prøver at forholde mig ydmyg, klar over, hvor lavt niveauet er på nuværende tidspunkt. Her taler jeg ikke nødvendigvis om andres niveau, men om, at uddannelsesinstitutionen trods alt tager visse hensyn, som altså også er kommet mig til gode. Jeg er klar over – særligt med udsigten til det nye semester – at jeg skal i arbejdstøjet, hvis jeg ønsker at fortsætte den gode begyndelse.

Derfor er dette pludselige limbo selvfølgelig mærkværdigt at befinde sig i, men måske både helt forståeligt og endda mere end velkomment, sådan i forhold til at samle kræfter, fysisk og psykisk. Jeg håber dog, at det fortager sig, inden semesterstart.

Men ved et helt utroligt tilfælde, så er Stateless også titlen på et formidabelt instrumentalt album af og med bassisten Mark Beazley – som også har et projekt, der hedder Rothko kørende – og det album har jeg vel nok lyttet til og lyttet til og lyttet til under mine forberedelser. Det har været med til at holde humøret oppe og motiveret mig. Ordet kan godt oversættes med det mere åbenlyse hjemløs, men da albummets skæringer alle bærer et tidspunkt, så antager jeg, at det er den alt for lette løsning. Måske spiller det ind nu. Men måske er det bare naturligt, når man i en god måneds tid har befundet sig i en kamp med siderne. Jeg må dog skynde mig at tilføjet, at jeg – særligt med et kærligt indspark fra en god veninde – fandt en fornyet læseglæde. Det var rigtig dejligt at opleve. Det er vitterligt et spændende studie, jeg er begyndt på. Og jeg er kun lige begyndt.

M!

lørdag, november 19th, 2016

Lidt om at famle … og at falme

Som jeg sidder her i stuen i mit midlertidige logi, en lettere nedslidt lejlighed på femte sal på Vesterbro, med espresso dampende i koppen, stadig forpustet og svedig efter en løbetur ad Havneholmen, Islands og Kalvebod Brygge, er jeg fyldt op til randen af den erkendelse, at jo mere jeg lever, des mere bliver det klart for mig, at jeg famler mig frem gennem livet. Det har jeg i virkeligheden altid gjort. Jeg har i hvert fald aldrig gået gennem tilværelsen med alt for faste og sikre skridt, men altid mere usikkert og vaklende. Og det vil jeg nok altid gøre, selvom jeg nu mere end nogensinde ved, hvad jeg vil … problemet er jo, at jeg ikke med sikkerhed ved, hvad jeg kan. Kan jeg alt det, som jeg skal kunne? Jeg kan noget af det, det ved jeg, det kan jeg mærke … men kan jeg alt, hvad der forventes?

Som et kuriosum må man jo bare tilføje, at man jo ligeledes falmer sig frem gennem livet … og det gælder til gengæld os alle sammen. Bogstav- og sprogfetichisten i mit hjerte frydes over dette sammenfald af bogstaver i mine to retningsgivende udsagnsord, men ikke nødvendigvis over betydningen af dette sammenfald. Det er en erkendelsesrejse at blive ældre. Men hvem, på den anden side, ønsker at blive yngre? Det ville jo slet ikke give nogen mening. Så man må vel bare bukke og sige tak?

M!

tirsdag, september 20th, 2016

Teologisk tankegods

Denne dejlige tirsdags teologiske tankegods bliver leveret af Johannes Chrysostomos, en af den kristne kirkes tidlige skikkelser, her portrætteret i et af kirkefaderens dramatiske højdepunkter af maleren Jean-Paul Laurens; han var berømt for sin retorik og prædikenkunst. Tilnavnet Chrysostomos er græsk og betyder noget i retning af ‘guld i mund’ og henviser til hans veltalenhed.

Følgende ord pryder titelbladet til værket Guds virkelighed, som igen er en oversættelse af Anselm af Canterburys Proslogion, og ramte mig lige i solar plexus:

Det er topmålt galskab at anstrenge sig for at forstå, hvad Gud i sit inderste væsen er.

M!

lørdag, september 10th, 2016

Tilbage på skolebænken

På min tur til Nobelparken, hvor jeg nu tilbringer mange af mine vågne timer, møder jeg de fleste morgener – det er de morgener, hvor undervisningen begynder allerede klokken otte, hvilke igen vil sige alle morgener med undtagelse af onsdag – to (vil jeg tro) seksårige drenge, der lige har taget hul på deres karriere i undervisningssystemet.

Ingen ved, hvor lange deres respektive løbebaner bliver.

Men de minder mig konstant om min egen uforudsigelige vandring gennem livet.

Selv er jeg ofte citeret for at have sagt – lige umiddelbart efter min allerførste skoledag – at ‘jeg da lige ville have det første år med!’

Det kom ikke helt til at holde stik.

Men da jeg endelig lukkede en lærebog for sidste gang, her skrev vi sådan ca. 1992, forsvor jeg, at jeg nogensinde ville åbne én igen. Nå, enkelte aftensskolekurser, enkelte folkeuniversitetskurser senere, så endte jeg jo alligevel med at drømme om at læse … denne gang på universitetet. Dermed er jeg – dette er skrevet uden ønske om at prale, blot konstatere – den første i min familie, der går den akademiske vej. Det er lidt sent i livet, jeg er en moden mand, og det er endnu uvist, om jeg kan gå hele vejen. Det er en lang vandring. Men en dag ad gangen, et fag ad gangen, et semester ad gangen, så nærmer jeg mig vel. Og det er virkelig, virkelig sjovt og spændende … særligt er jeg ved at blive godt og grundigt fascineret af det oldgræske univers og fryder mig over, at jeg – ganske, ganske langsomt, ganske, ganske tøvende, ganske, ganske tålmodigt – begynder så småt, at kunne læse og forstå lidt i NOVUM TESTAMENTUN GRAECE.

Er det ikke vildt?

Førstkommende mandag tager jeg hul på tredje uge på studiet. Det glæder jeg mig til. Der er også ting, jeg frygter og kommer til at blive frygteligt udfordret af, men … denne glæde, skal og vil jeg forsøge at holde fast i.

Den lille dreng, jeg var engang, er jeg stadigvæk.

M!

torsdag, marts 31st, 2016

Fastetanker

Fasten er – officielt med i søndags, Påskedag – afsluttet; som læsere af denne blog ved vide, så har min kæreste, T, og jeg været en del af fastefællesskab, som gode kræfter i Gellerup Kirke i Brabrand tog initiativ til. Da jeg endnu bor i betragtelig afstand fra kirken og langt fra er i Brabrand hver og hver anden weekend, så har jeg kun haft ringe mulighed for at deltage i de planlagte fastegruppemøder – et enkelt er det blevet til – og jeg kommer heller ikke til at deltage ved det afsluttende møde, som holdes  førstkommende søndag.

Det har været en lille, men stærk kreds, og jeg har flere gange draget nytte af fællesskabet. Et par gange har det eksempelvis været ulige meget nemmere end sædvanligt at sige nej til fristelser med henvisning til min ‘forpligtelse’ overfor fastegruppen.

Derfor vil jeg glæde mig til at deltage igen; jeg antager, at der bliver etableret en lignende gruppe i adventstiden.

Mine mål for de forgangne fyrre dage har været meget konkrete; jeg skulle:

– afstå fra at købe vand på flaske
– afstå fra raffineret sukker ((plus honning i te), dvs. desserter, kage, slik)
– afstå fra computer/pc/internet (også på mobil) efter 21

– passe mine sengetider/min søvn

– øve mig i at kontakte bekendte, familie og venner
– øve mig i ikke at blive irriteret på mine medtrafikanter
– øve mig i også at skrive digte, der ikke er haiku

Det er virkelig gået over al forventning, særligt, hvis jeg ser bort fra punkt nummer seks; her har jeg vitterlig en udfordring, som jeg kommer til at se dybere og nærmere på. Samtidig må jeg dog skrive, at jeg finder, at den klare samfundstendens, der sætter individet før fællesskabet, hensynet til sig selv over hensynet til andre, har bredt sig til trafikken. Der satses mere og tænkes mindre. På et eller andet tidspunkt kommer det desværre til at koste menneskeliv.

Nå, nok om det.

For ellers er det gået godt. Jeg har i perioden:

Slet ikke købt vand på flaske; på den konto har jeg sparet penge, sparet mig selv for kulsyre og smagstilsætninger (citron), sparet miljøet for plastik; ved nogle få lejligheder har jeg, under besøg hos andre, dog drukket vand – og særligt vand med brus – fra flaske. Det er slet ikke dumt. Jeg skal bare være ekstra opmærksom på at opretholde min væskebalance.

Jeg fortsætter dette, selv nu, hvor fasten er overstået. Jeg har brug for vand, men hverken den ekstra tilsætning eller den ekstra udgift.

Så godt som afstået fra raffineret sukker; det er praktisk talt umuligt at undgå sukker helt, særligt, hvis man køber halv- eller helfabrikata, men jeg har ikke indgået mange kompromisser. Jeg har klaret mig gennem flere familiesammenkomster og forældrebesøg uden at falde i slikskålen. To gange, kun to gange, har jeg overgivet mig til de søde sager foran mig, begge gange med skuffelse til følge. Til gengæld blev både Påskedag og 2. Påskedag markeret med chokoladepåskeæg fra Anker Chokolade i Godsbanegade på Vesterbro i København. Det smagte godt, men jeg nu kæmper jeg så med at finde ind i afholdenheden igen.

Jeg ønsker nemlig at holde fast i sukkerafholdenheden i almindelighed og til hverdag … og sandsynligvis også til de fleste fester; gevinsterne er utallige, eks.: bedre fordøjelse, mindre pres på blæren, renere tanker og bedre nattesøvn.

Hver aften har jeg troligt slukket den bærbare omkring klokken 21 og kun i nogle få tilfælde været fristet til at kigge på internettet med telefonen. Også dét er en befrielse.

Også fremover vil jeg forsøge at slukke for alt elektronisk udstyr kl. 21; her tæller langt mindre hovedpine, langt stærkere immunforsvar og langt bedre nattesøvn og langt mindre irriterede øjne som næsten umuligt gode argumenter.

I fasteperioden er jeg gået fra gennemsnitligt 5-6 timers søvn pr. nat til gennemsnitligt 6-7 timers søvn pr. nat. Det er jeg bare både lettet over og meget tilfreds med. Det rokker ikke meget ved den alvorlige og dybe grundtræthed, jeg bærer rundt på.

Sengetiderne vil også fremover blive højt prioriteret. Sammen med øvrige ovennævnte fortsætter så vil det ganske gradvist og langsomt forhåbentlig give mig ikke bare langt mere energi og overskud, men også bedre og sikrere fodfæste og gang på Jorden.

Skrevet så meget som overhovedet muligt udover det (eller de) daglige haiku. Jeg har særligt brugt det til at beskrive oplevelser eller dykke ned i en følelse. Jeg skriver ikke disse stumper og stykker med andet formål end at skrive dem, og det har straks reduceret alle tanker om præstationsangst til et minimum, og det har været befriende, ja, frigørende.

Selvsagt har dette beriget mit liv, og jeg ville være fattigere var jeg foruden; det ønsker jeg ikke at være.

Jeg tror, at det er første gang, at jeg har fastet fra/med noget med så stor succes og med så stort et ønske om, at fastholde alle forhold fra min faste i min nye hverdag. Det er jeg bare helt igennem fornøjet ved. Og forundret. Jeg føler, at jeg ganske bevidst er ved at ændre nogle ting, jeg længe har lidt under. Jeg har taget ansvar for mit eget liv og er lykkedes … med Guds hjælp.

Er der noget at sige til, at jeg næsten ikke kan få armene ned?

M!

torsdag, november 12th, 2015

Torsdagens tanke: Hvad er meningen?

Indrømmet: Jeg har ikke den store fidus til Lars Hjortshøj, synes vel knapt nok, at han er morsom på en nogenlunde underholdende måde, men jeg kan godt lide hans ræsonnement:

Jeg ved ikke helt, hvad jeg tror på. Folk, der er meget sikre på, hvad sandheden er, gør mig også altid lidt utryg. Jeg tror egentlig livets mening er at blive ved med at tænke over livets mening. For jeg mener, at tro og tvivl hænger sammen. For at tvivle er også at være ydmyg over for, at man kan tage fejl.

Det skal han have; læs hele interviewet her.

M!