Archive for Ud

torsdag, juli 20th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er skrevet af Gisela Baltes og nærmer sig en bøn:

Famlende. Søgende.

Skaber.
Hersker.
Du altomfattende.
Urtanke.
Evige.

Dagligt finder jeg nye navne til dig,
famlende, søgende,
uden virkelig
at kende dig.

Og jeg?
Hvem er jeg?

Din tanke.
Barn af din kærlighed.
Kaldt til live
ved dit åndedrag.

Din guddommelige gnist i mig,
min andel i dig,
vil overleve
døden.

For evigt.

M!

onsdag, august 12th, 2015

Noget nyt

Min gæve veninde, Præstinden, har desværre helt ret, når hun hævder, at verden konstant bliver mindre. Det skal ikke forstås på den måde, at vi hele tiden kommer tættere og tættere på hinanden. Nej, tværtimod. I stedet skaber vi hver vores og vore individuelle verdener er hver især skrumpet ind til sådan ca. 5 gange 7 centimeter.

Det er måske endda højt sat.

Mange af os lever livet med næsen dybt begravet i vores oversmarte mobiltelefoner.

Men i dag, på min vej til fabrikken, prøvede jeg noget helt nyt. Noget, jeg ikke kan huske, at jeg nogensinde har gjort før. Eller: Hvis jeg har, er det meget længe siden, så længe, at det er glemt.

Fristet, som jeg indrømmer, at jeg vitterligt var, til at gribe ud efter min elektroniske enhed, lod jeg den alligevel ligge dybt begravet i bukselommen – og stirrede ganske enkelt ud ad S-togsvinduet, station efter station, hele strækningen fra Enghave til Malmparken – og sågar det sidste stykke med bus! Det var befriende!

Og smukt, tilmed, ind i mellem.

Mine øjne takker mig.

M!

mandag, juli 21st, 2014

(gen)opdagelsesrejsende

Så feberfremprovokerende fantastisk det kan være at opdage nyt, ukendt land, så kan det alligevel sjældent måle sig med oplevelsen af at genopdage – eller generobre – områder, man egentlig havde glemt eller troet tabt for altid. Det er altid meget tilfredsstillende – aldrig angstprovokerende – lidt, nej meget, som at komme hjem.

M!

lørdag, marts 15th, 2014

Nu med, nu uden

Det er underligt. Jeg går stadig rundt her, men alene, helt alene, idet jeg mangler min ‘ledsager’, min godeste, firbenede ven. Aslan. Han lod sig frivilligt – og uden større overtalelse – afhente pr. motorkøretøj af vor fælles gode ven, den næsten-to meter høje SE til otte feriedage på ‘landet’ (ja, og så alligevel ikke længere væk end Karlslunde, men alt er jo relativt). Jeg tror, at han, altså Aslan, fandt nogen fortrøstning i, at der fulgte en pænt stor pose foder med på rejsen. Det troløse dyr. Jeg tror, at han har lært sig selv, at ture, der begynder i bil, har større potentiale end ture, der begynder til fods. Jeg synes så bestemt, at han så forventningsfuld ud. Godt for ham.

Selv er jeg også forventningsfuld. Og det er selvsagt selve grunden til, at Aslan er blevet hentet.

I morgen aften springer jeg nemlig på nattoget til Frankfurt, hvor jeg lander tidligt mandag morgen, blot for at rejse videre til Rüdesheim, ind i stilheden, men også på sporet af et menneske, der forlod os i 1179, men generøst efterlod os sin inspiration, sin musik, sin viden, sin visdom og sine visioner foruden sin ånd. Turen kan ikke komme på et bedre tidspunkt, idet jeg fornemmer, at noget er ved at brænde over inde i mig, noget, som jeg for alt i verden må beskytte og bevare, hvis jeg kan. Erfaringen siger også mig, at jeg er nødt til at rejse væk for at komme hjem; og at rejser, der begynder med tog, har langt større potentiale end ture, der begynder til fods. Godt for mig?

M!