Archive for Tro & tvivl

fredag, januar 5th, 2018

Teori og praksis

Ét er teori, noget andet praksis. SE, jeg er altid blevet belært om, at karbade var skidt for miljøet, forstået på den måde, at man bruger langt mere vand, hvis man vælger at bade liggende frem for stående. Men jeg har også altid vidst, at dette nødvendigvis måtte afhænge af, den tid, man brugte på henholdsvis den ene og den anden badeform. På den korte bane, så vinder brusebadet. På den lange, karbadet.

Det siger al fornuft. Og det siger al empiri, også.

Men, ret skal være ret, karbade bruger meget vand, og i overgangen til 2018 lovede, at jeg mig selv, at det nye år skulle byde på langt færre karbade – og dermed også langt flere brusebade. Det er ikke så nemt, som det måske lyder eller ser ud på papiret. Sagen er nemlig, at karbadet er og bliver langt mere end blot et bad for mig. Det er afstresning foruden afvaskning. Det er en pause fra alt, hvad der er hektisk.

Og hektisk er min hverdag. Luksuriøst hektisk.

I dag har jeg så rent faktisk taget et karbad. Og taget tid. Det tager nogenlunde præcist ti minutter at fylde badekarret så meget, som det er forsvarligt. Og det betyder, kort fortalt, at bruger jeg at bruge mere end ti minutter i badet, så er badekarret ikke nogen dum løsning. Nå. Var vores brusebadsløsning så snedigt indrettet, at man nemt kunne sætte det på pause, når man sæbede sig ind og så videre, så ville regnskabet selvfølgelig se lidt anderledes ud.

Tror, at jeg skal afprøve dette lidt mere i praksis. Altså tænd-sluk-og-tænd-igen.

M!

onsdag, januar 3rd, 2018

Ugens haiku

(01.01.2018)
(sen aftentur med hunden)

De fanger aldrig
fuldmånen på den måde

Ahorntræerne

M!

tirsdag, januar 2nd, 2018

Ugens digt

Inger Christensen får lov til at begynde det nye års række af digte; jeg fik højst uventet den lille, nye posthume samling Som var mit sind lidt græs der blev fortalt i julegave; den er forløberen for en større udgivelse af ikke-før-trykte skriverier, der kommer i løbet af 2018. Reelt set er det  hendes efterladte arbejdspapirer og skitser man har gennem, ting, hun aldrig havde forestillet sig, skulle ud, men der er jo skitser og så er der skitser. Og ærefrygt beskriver ved bedst, hvordan jeg har det med nedenstående:

Bebrejd ikke tomheden dens tomhed
Én lyd i øret er bedre end ti i rummet
Én lyd ligegyldig hvilken er bedre end ingen
Tag dig ikke et øjeblik af at den minder om døden
Hold den ud når den begynder sig afsindige kimen
Og lad den vokse til den spaltes i musik
Væk så det sovende barn mens det drømmer
En drøm om at solen skal oplyse
Nætterne sammen med dig

M!

torsdag, december 28th, 2017

Torsdagens teologiske tanke: Den fuldkomne Gud

’Eftersom vi ikke kan tænke Gud overgået af noget større, som så i fald ville have været Gud selv, må vi forstå Gud som fuldkommen. Det kan […] ikke tænkes, at Gud i sin fuldkommenhed kan ville bedrage os, da bedrag indbefatter ufuldkommenhed.’

René Descartes Metafysiske Meditationer

M!

onsdag, december 27th, 2017

Ugens haiku

(hjemme, i dialog med Kazuko Shiraishi)
(27.12.2017)

Den rene væren
gør intet væsen af sig
men er – i tavshed

M!

onsdag, december 27th, 2017

Ugens digt

Ugens digt stammer fra en digtsamling, den første på dansk af Kazuko Shiraishi, med den lidt besynderlige titel Solens Ærmer. Digtet er også til den besynderlige (eller surrealistiske) side:

Brændende meditation

Jeg er brændende meditation
Jeg har en våd ø – inde i mig
Vandfugle og fuldmånen flyder – hen til den
og jeg lader nilkrokodiller bo der
Min meditation –  er ikke vandblå – Somme tider
bliver den rød – af begæret
i krokodilleøjnene
Giver en skøn sol – til de øjne
og får dem til at sove
Jeg lever i brændende tanker
mens jeg lytter til stille bølgelyde fra en våd ø

M!

mandag, december 18th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er kommet til mig pr. SMS fra J; jeg gætter på, at han har det fra sin samling af skrifter af Tomas Sjödin. Det er skrevet af Birger Norman og lyder:

Vi er; verden er.
Noget findes. Miraklet!
Fornægte at Gud findes?
Gør det, du, som tror
at det hjælper.

M!

mandag, december 18th, 2017

Uden mål og med (Furari)

2017 lakker hastigt mod enden og jeg er blevet fanget ind i en meget mærkelig, men ikke ukendt tilstand af kan ingenting og vil ingenting. Jeg flakker rundt, dagen igennem, uden egentlige mål. Jeg har lovet mig selv, at der ikke er noget (bestemt), jeg skal i dag. Jeg skal sådan set bare være.

Siden sommerferien har vi her i huset forsøgt at komme hviledagen i hu. Denne mandag forlænger blot hviledagen for mig.

Det er der flere grunde til. Fredag, halvanden uge tilbage, sluttede efterårssemesteret. De 13-14 hektiske uger nåede et foreløbigt klimaks med eksamensopgave i Etik og Religionsfilosofi (1), onsdag til fredag i sidste uge; 48, for mig, vanvittige timer, vitterligt non-stop, i selskab med K.E. Løgstrup og Den etiske fordring. Og såmænd: I tiden mellem fredag og onsdag gennemgik jeg mine noter og læste lidt supplerende, hvorfor jeg nærmest har gået hånd i hånd med Løgstrup i en uges tid.

Jeg afleverede min syv- siders opgave en god halv time før fristens udløb og faget bør være bestået – ellers forstår jeg ingenting – men jeg nærer omvendt ingen illusioner om, at det blev den perfekte opgave.

Tirsdag – natten til onsdag – sprang en halsbetændelse på mig og satte sig fast til glæde for alle i min lille familie; som jeg dog har hostet – og fortsat hoster. Den har jeg således kæmpet med alt imens jeg har taget livtag med Løgstrup, dag som nat, og har ikke det ene, så har det andet holdt mig vågen. Trætheden har nærmest overskygget forløsningen ved at aflevere.

Lørdag stod jeg alligevel tidligt op (kl. 5) og tog til Sjælland til årets sidste måde i Spilleklubben Sparbonde, et bræt- og kortspilsfællesskab, jeg har haft sammen med tre andre … i mere end 25 år. En munter, men faktisk også strabadserende dag, da jeg først var tilbage på vores fælles matrikel igen kort før midnat; ud-og-hjem-samme-dag er normalt ikke mig, men da jeg vandt både dagen og den ærværdige titel som Årets Spiller er det svært at være utilfreds i nævneværdig grad.

Måske alt ovenstående, denne tekst, har en klang af beklagelse, en tone fra en sang efter (med)ynk? men sådan skal det bestemt ikke læses eller opfattes. Min tilværelse er en yderst privilegeret gang på jord, magisk, ligefrem, og jeg er, bliver og forbliver Gud og mine medmennesker meget taknemmelig.

Magisk er også den lille bog Furari af mangakaen Jiro Taniguchi, som jeg fik fingrene i bare dagen før sidste uges eksamenen, hvorfor den på behagelig vis kom til at danne modvægt til al min faglige, saglige stræben. For det er det han kan Taniguchi. Skabe modvægt. Eller kunne. For jeg erfarede nemlig også i sidste uge, at Taniguchi desværre sluttede sin tid blandt vi levende allerede i februar i år. De faktuelle forhold gjorde mig en kende trist, men straks jeg påbegyndte læsningen af Furari blev jeg grebet af dens intensitet. Den er på mange måder beslægtet med Manden, der går tur, der blev udgivet på dansk i 2011, men har en central japansk historisk figur og har på sin vis en narrativ ramme, hvor Manden, der går tur er meget mere løs – og episoderne helt uforbundne. En smagfuld dosering af både magisk realisme og poesi løfter Furari ud af det ordinære. En særlig fin detalje er, at hovedpersonen møder Kobayashi Issa hele to gang. Issa er én af de fire helt store haiku-digtere.

Efterhånden kommer energien vel også tilbage, sådan, at jeg kan komme i træningslejr til næste eksemen, der ligger onsdag den 17. januar 2018?!?

M!

torsdag, oktober 19th, 2017

Tidens … løb

Min Gud, min Gud. Hvor tiden iler. Det har jeg skrevet før. Her. Og andre steder. Om tiden kommer eller går er jeg skiftevis i tvivl om. Men hurtig … det er den. Det er godt nok ikke mange indlæg, jeg får postet her. Det er heller ikke mange breve, jeg får skrevet. Det er ikke mange venner, jeg får kontaktet. Det er ikke mange kaffeaftaler, jeg får lavet. Studiet fylder. Hele tiden. Og sådan fylder det helt sikkert for meget. I hvert fald sådan at forstå, at jeg ikke har ret mange kræfter tilbage, når jeg har taget mig af det, som læseplanen kræver … ofte uden helt at være med, forståelsesmæssigt. Og det frustrerer mig. Trætter mig. Så jeg udskyder alle andre ting. Blandt andet bloggen. Blandt andet brevene. Blandt andet opkaldene.

Men da jeg vågnede i morges, alt, alt for tidligt, da kæresten kom ind og sagde farvel – lige godt halv seks – erfarede jeg kort efter, at mine forældre havde ringet til mig i nat. Min telefon ligger af forskellige årsager IKKE på min natbord, men langt væk, så jeg ikke kan kigge på den, lydløs i forhold til opkald og sms’er, så jeg ikke kan høre den – først og kun når alarmen lyder om morgenen. Mine forældre er gamle. Min far har været meget syg. Et opkald fra dem på det tidspunkt, der var tale om, kan næsten kun betyde én ting. Tænkte jeg. Og det er for så vidt rigtigt, men alligevel ikke, hvad jeg troede. Men det betyder, at jeg bliver nødt til at spørge mig selv, om jeg bruger min tid rigtigt. Og det gør jeg … spørger mig selv.

M!

torsdag, august 24th, 2017

Ugens digt

Du går forbi mig

Du går forbi mig
mens vi sidder helt stille

Jeg taler forbi mig selv
mens du ikke hører

Vi gør ingenting
og en engel samler os op

Inger Christensens fine digt er fra side 53 i Samlede digte.

M!