Archive for Tid

lørdag, oktober 1st, 2016

Hvor blev september af?


Mutts 01.10.2016
M! – med hjælp fra Patrick McDonnell

onsdag, juli 6th, 2016

Ugens digt

Nok et digt af Knud Sørensen, som jeg er ved at blive godt gammeldags begejstret for; denne gang fra samlingen Først nu:

DET ER EN AF DE MORGENER

hvor han ligger der i sengen
og føler det
som om dele af ham
ønsker at frigøre sig
ønsker
at få mulighed for
at erobre nye vaner
glemme
den kalender der ligger opslået
på bordet derinde

men som altid
når lyset bliver påtrængende
suges han gennem en tragt
ind i den dag
som datoen
har forudbestemt.

M!

torsdag, februar 5th, 2015

Mønmeditation

Formedelst en ganske beskeden sum lånte fabrikken sit sommerhus ved Råbylille Strand, Møn ud i hele fjorten dage til kæresten, hunden og jeg. Dér trak vi os tilbage til ultimo december, bare os tre, og det blev straks en god, tryg og sikker base, hvorfra vi tog på kortere og længere traveture indimellem, at vi fordybede os i bagning, fortællinger, madlavning, samtaler, øvelser og ikke mindst hinanden.

Det var en ret god retræte.

Straks i forløbet genoptog jeg min ambition om ét haiku-digt dagligt, noget som beviseligt har distraherende effekt på mig, får mig ned i gear, stresser mig af, uden at jeg går helt i dvale.

Udfordringen er lagt i faste rammer, idet digtet kræver 1) fem stavelser i første linie, 2) syv i anden 3) og fem igen i tredje linje. Digtet skal også helst rumme en naturreference og en årstidsreference; hertil kommer nogle for mig uklare regler forbundet til et bestemt buddhistisk livssyn (noget med smerte eller smertefuldhed). Mere om det, når jeg bliver mere oplyst på det punkt.

Men inden for de faste rammer er man fri – og det er temmelig befordrende for kreativiteten – og jeg kom således hjem med fjorten nye haikuer.

Hr. og Fru Solsort
Efterser plænen for orm
Frydefuldt frostfri

Som noget nyt, og det opstod allerede den første dag i min tiltagende afslappede tilstand, gav jeg også mig selv det mål, at jeg skulle nå en tegning hver dag. Også her gav jeg mig selv faste rammer, idet jeg satte, at de skulle tegnes i min mindste notesbog,  hvor ét blad måler bare 9 x 14 cm – evt. opslået 9 x 28 cm.

Det udviklede sig til en samtale med Kristus og jeg kom fra Råbylille med fjorten meget forskellige udlæg. Hvis jeg havde troet, det ville begrænse mig, tog jeg fejl; i første omgang blev figurerne meget små, men med ét rev de sig fri, og fik virkelig hver deres udtryk. Her er to yderpunkter.

Den første blev til efter at jeg læste en passage i Dietrich Bonhoeffers bog Fællesliv:

scan0001
Denne forholder sig til Johannes Evangeliet kapitel 14, vers 17:

scan0012

Dét var virkelig en helt særlig tid, som jeg ser tilbage på med stor fred, fryd og glæde … og ikke mindst taknemmelighed og ydmyghed. Tænk, at det blev mig forundt.

M!

torsdag, januar 15th, 2015

Skævt anslag

Jeg kan ikke mindes, at jeg nogensinde har haft en dag som i dag. Jeg vil ikke sværge på det, da min hukommelse er svigtende per se og altid har været upålidelig. Jeg siger bare, at jeg ikke erindrer det.

Skønt først tilbage på fabrikken i mandags efter næsten tre ugers helt sikkert forrygende ferie, valgte jeg at holde min næstsidste feriedag i dag, ganske enkelt fordi, jeg havde så mange aftaler, at det ville være umuligt at finde tid til at arbejde mellem dem, hvis jeg havde taget en hjemmearbejdsdag.

Så høj er min arbejdsmoral dog.

Men allerede i går fik jeg bevis for, hvor dårlig min hukommelse i virkeligheden er: Jeg kunne jo ikke forstå, hvorfor min ellers så meddelsomme tandlæge havde forsømt at minde mig om min aftale. Det er der én god grund til. Min aftale var ikke i dag, men er først på næste fredag.

NÅ!

I dag fandt jeg så ud af, at min frisør havde glemt at indskrive den aftale, som jeg positivt ved – tror jeg da nok – vi indgik da jeg forlod hende for tre måneder siden. Jeg kan komme i morgen, sidst på eftermiddagen i stedet for.

NÅ!

Et godt stykke på den forkerte side af frokost – og ditto side af den aftale, vi aftalte i telefonen i mandags – ringede fyren fra det firma, som forhåbentlig kan og vil hjælpe mig med at renovere mit efterhånden godt slidte køkken med samt badeværelse. Han ville lige have repeteret min tidsplan, og jeg kunne sagtens høre, hvorfor, nemlig derfor, at det blev umuligt for ham at nå det. Han har nu lovet sig herom i morgen klokken ti.

NÅ!

Jeg selv hastede nemlig ud ad døren kvart over ét, lige lovlig sent på den, men stod alligevel ud for min terapeuts dør i Hellerup fem-ti minutter før aftalt tid, en aftale og en tid, jeg bestemt så hende nedfælde i sin store kalender – og tilføje på mit lille kort; alt var dog lukket og slukket og alt forblev mørkt og uindtageligt. Ti minutter over aftalt tid dæmrede da i det mindste dét lys, at hun var og blev borte. Jeg kigger forbi igen den 29. ds.

NÅ!

Men intet er selvfølgelig så galt, at det ikke er godt for noget. Jeg har fået bagt ‘rug’brød, handlet ind og så godt som ryddet op og er nærmest klar til kærestens besøg i weekenden. Hvis hun da kommer? Pludselig kan man jo komme helt i tvivl om, hvorvidt ens egen virkelighed også er alle andres virkelighed …

M!

 

onsdag, august 27th, 2014

Dagen derpå

Det er dagen derpå på fabrikken efter endnu en større organisationstilpasning. Den første udmelding gik på, at det var nødvendigt at fjerne 120 m/k; tallet landede i praksis i går på 66. Det ér selvfølgelig positivt. Dét tal dækker over, at firmaet har tilstået ‘udvalgte’ en frivillig fratrædelse, ledt efter interne omplaceringer i stedet for nyansættelser samt og undladt at genbesætte stillinger, der var ledige efter opsigelser fra medarbejdere.

Egentlig positivt. Og i hvert fald, psykologisk set, ganske snedigt. Og så må jeg hellere lade være med at skrive mere om den sag, men i stedet finde tilbage på et positivt spor.

Det er jo dét min blog handler om. Det gode, det opbyggelige. Ikke al det fnidder, der nedbryder andre (og mig selv) indefra.

Little Dog Lost

Min kæreste, T, spurgte i går, hvad jeg gør for at finde tilbage til mig selv? Ind til mig selv igen? Jeg svarede instinktivt lidt spagt med ordet meditation; og bøn og meditation giver mig mening, men jeg har en alvorlig slagside, føler mig grædefærdig over udviklingen i en grad, så den personlige glæde/lettelse over stadig at være i job ingenting får lov at fylde, hvorfor det kommer til at tage lidt tid.

Tid i stilhed.

Dén må jeg give mig selv. Og alle andre må selv tage deres tid.

M!

onsdag, juli 30th, 2014

Billedskønt

Udsagnet er måske en kliché – og temmelig letkøbt – men iagttagelsen er lige nøjagtig for det og tilmed godt formuleret, når nu den i Amerika bosatte kinesiske forfatter Yiyun Li lader sin navnløse fortæller i novellen Døden er ikke nogen dårlig vittighed, hvis bare den fortælles godt – en af mange gode fortællinger i samlingen Efter tusind års fromme bønner – bemærke, at ‘tiden går med små børneskridt, når man er ung, men derefter sætter den farten op og flyver af sted.’

M!