Archive for Taknemmelighed

tirsdag, marts 21st, 2017

Saligprisningerne

Fortvivlet fakta fra en teologistuderende: Jeg får tegnet alt, alt for lidt i det daglige, men denne, omhandlende Saligprisningerne (Matt 5,3-14), er det da langt om længe blevet til.

scan0006 (2)

M!

tirsdag, marts 7th, 2017

En pjækkedag

Jeg kunne sige, at det var sangeren Allan Olsens skyld … men det er ikke sikkert, at han vil synes, at det er helt fair og rimeligt; heller ikke selvom han jo synger sådan her i sangen Jeg vil:

kom lad os ta’ en pjækdag sammen
den slags gør vi aldrig mere
vi render ud og gemmer os ved stranden
og fanger luftfisk mellem fingrene dér
kom lad os splejse om en billig flaske Palanca
vi sender alvorsbetjenten på flugt
vi retter ryggen
til honky tonky
og finder den baggård vi altid har brugt
når vi sagde

jeg vil
jeg vil ik’, jeg vil ik,
jeg vil
jeg vil ik’, jeg vil ik,
jeg vil

Så jeg tager en pjækkedag, men lader være med at give nogen skylden for det. Ikke andre, end mig selv. Og kun fra én enkelt time, også selvom det er fra mit yndlingsfag. Græsk. Jeg håber, at SFJ tilgiver mig. Og jeg håber, at det ikke giver bagslag. Det er faktisk fantastisk vanskeligt for mig at gøre det, som jeg gør i dag, men måske er det meget sundt – når jeg nu har muligheden for det.

Og i øvrigt holder det med pjækkeriet ikke éthundrede procent, idet jeg snart vil sætte mig og lave lektier. Græsk. Til i morgen. Så jeg kan vel godt pakke den alt for dårlige samvittighed langt væk.

Kender I til at pjække, og hvordan føles det?

M

tirsdag, marts 7th, 2017

Ugens haiku

(04.03.2017)
(ved besøg hos min bror)

Når katten spinder
hviler verden i sig selv
og intet mangler

M!

torsdag, januar 12th, 2017

tilstandsløs

Pludselig sidder jeg her. På den anden side af eksamen. Og på besøg i København, men ellers … underligt tilstandsløs. Jeg kæmpede og nåede igennem hele pensum, små syvhundrede sider, som langt fra alle var lige til at gå til, end sige forstå. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår heller ikke, hvordan det gik til, men med ført hånd klarede jeg mig sikkert og godt gennem studiets første mundtlige prøve med et langt mere end tilfredsstillende resultatet.

Mark Beazley - StatelessDet føles godt, men jeg prøver at forholde mig ydmyg, klar over, hvor lavt niveauet er på nuværende tidspunkt. Her taler jeg ikke nødvendigvis om andres niveau, men om, at uddannelsesinstitutionen trods alt tager visse hensyn, som altså også er kommet mig til gode. Jeg er klar over – særligt med udsigten til det nye semester – at jeg skal i arbejdstøjet, hvis jeg ønsker at fortsætte den gode begyndelse.

Derfor er dette pludselige limbo selvfølgelig mærkværdigt at befinde sig i, men måske både helt forståeligt og endda mere end velkomment, sådan i forhold til at samle kræfter, fysisk og psykisk. Jeg håber dog, at det fortager sig, inden semesterstart.

Men ved et helt utroligt tilfælde, så er Stateless også titlen på et formidabelt instrumentalt album af og med bassisten Mark Beazley – som også har et projekt, der hedder Rothko kørende – og det album har jeg vel nok lyttet til og lyttet til og lyttet til under mine forberedelser. Det har været med til at holde humøret oppe og motiveret mig. Ordet kan godt oversættes med det mere åbenlyse hjemløs, men da albummets skæringer alle bærer et tidspunkt, så antager jeg, at det er den alt for lette løsning. Måske spiller det ind nu. Men måske er det bare naturligt, når man i en god måneds tid har befundet sig i en kamp med siderne. Jeg må dog skynde mig at tilføjet, at jeg – særligt med et kærligt indspark fra en god veninde – fandt en fornyet læseglæde. Det var rigtig dejligt at opleve. Det er vitterligt et spændende studie, jeg er begyndt på. Og jeg er kun lige begyndt.

M!

mandag, januar 9th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er et haiku af Inge Hertz Aarestrup:

I nedsat tempo
kan jeg knapt overkomme
at rejse mig op

M!

mandag, januar 2nd, 2017

Overhalet indenom

Sidst jeg skrev her på siden, skrev kalenderen den 7. december 2016 og læseferien tog for alvor fart; nu skriver den 2. januar 2017 – og jeg er næsten igennem hele pensum. Sidstnævnte faktum er selvsagt både godt og tilfredsstillende, men jeg kan bare konstatere, at materialet og opgaven har overrumplet mig fuldstændigt, og tiden overhalet mig indenom. Det har på mange måder været en gentagelse af mit første semester. Bevares, ikke uden glæde og opture, men også en frustration og en kamp.

NÅ!

Det er min første læseferie siden slutningen af firserne, begyndelsen af halvfemserne, og jeg har aldrig været helt god til at planlægge den slags. Og, bortset fra tre intensive måneder med GSK/Engelsk sidste efterår/vinter, så jeg er også lidt ude af træning med at planlægge studietiden generelt.

Det må derfor give mig lidt tid til at finde den måde at gøre det hele på, der passer mig bedst. Der er masser af ting at reflektere over, og, når eksamen er overstået, så er der også tid nok til det. Tid til at gentænke indsatsen.

Læseferien har givet mig meget mere lyst til at læse ting … af lyst. Studiet kommer nok ikke til at give mig tiden til det, selvom jeg synes skemaet for andet semester ser godt ud. Græsk kommer helt sikkert også til at trække tænder ud! Så jeg er ganske langsomt i gang med at lave en sommerferielæsningsliste. Dén glæder jeg mig (også) til.

I adventstiden var vi – kæresten og jeg – som vanligt med i en fastegruppe, men – set i bakspejlet – så skulle jeg nok have holdt mig ude af det … eller været mindre ambitiøs. Dét gik nemlig slet ikke. Højtiden kom – og gik – i et rask tempo. Kirkejul i Gellerup og familie-julefrokoster (i Odense og Vemmelev) efterfulgt af fem rare sommerhusdage – heraf to helt stille, men ikke uden læsning – på Langeland henover nytåret. Dét var vitterligt balsam for hjerne, hjerte, sind, sjæl og krop.

Nu er vi tilbage i Brabrand og hverdagen har indfundet sig. Og nu kalder bøgerne. Godt nytår … jeg håber, at alle, hver især, vil føle sig beriget og velsignet.

M!

onsdag, december 7th, 2016

Ugens haiku

(04.12.2016)

De nøgne træer
afslører hvor sommerens
fugle boede

M!

torsdag, november 24th, 2016

København, kort

Den forgangne weekend var jeg som antydet i København for en kort bemærkning. Det var kun anden gang siden min ud/overflytning til Århus/Brabrand, at jeg tog tilbage til Hovedstaden, men denne gang var betydeligt rarere end første gang. Første gang følte jeg mig som en fremmed og hjemløs gut. Særligt et kortere visit i ‘min’ (udlejede)lejlighed forekom underligt fremmedgørende. Denne gang, selvom om, eller måske fordi, jeg var helt alene, følte jeg mig pludselig favnet, forstået og taget i mod. Det var ganske dejligt. Det er såmænd ikke fordi, jeg føler hverken længsel eller savn i forhold til København og Vesterbro – næh, jeg er glad for luftforandringen – men det er bare rart at vide, at forholdet er intakt.

Det blev et fortættet ophold.

Fredag landede jeg i passende tid til aftensmad og brugte resten af dagen på at forberede græsk til den kommende mandag. Lørdag morgen stod jeg tidligt op og tog til morgenandagt i Domkirken, Vor Frue Kirke, og nød godt af domprovstens gode karma, noget jeg i sagens natur ikke har gjort et stykke tid. Tilbage fra andagt skiftede jeg til det løbetøj, jeg efterhånden er ved at have for vane at pakke med, og løb en lige vel optimistisk tur ad Dybbølsbro, Havneholmen, Bryggebroen, Islands Brygge, vendte ved Langebro og kæmpede mig tilbage ad Kalvebod Brygge mod Dybbølsbro. Efter et langt bad snuppede jeg en bycykel – en førstegangsfornøjelse for mit vedkommende – ud til Møllegades Boghandel, der heldigvis havde Shuntaro Tanikawa på lager. Derpå fulgte en efterfrokostkaffepassiar med en god veninde. Så et besøg i Politikens Boghal, så jeg kunne få den seneste bog af Peter Robinson med hjem til Århus. Den glæder jeg mig til at komme i gang med. Resten af dagen brugte jeg i selskab med syv tidligere kollegaer, fem af dem pensionister, rundt omkring i den indre by; det var både hyggeligt og skægt i en sjælden grad. Søndag morgen tog jeg mig tid til mig selv, inden jeg pakkede sammen og drog et par timer på Glyptoteket og nød udstillingen Vild Natur, der bestemt er værd at skrive hjem om. Busturen hjem var til gengæld en ørkenvandring; togturene er så meget mere mig.

Og nu haster vi mod endnu en weekend, der bliver brugt her i Århus, i Brabrand, på besøg fra kærestens familie, fastegruppemøde, Gudstjeneste – og lektier, selvfølgelig.

Men dejligt at mærke, at jeg stadig at have rum for København i hjertet.

M!

søndag, november 20th, 2016

Mejsetoget kom lige forbi

I denne fine artikel, nærmest lige offentliggjort på Kristeligt Dagblads hjemmeside, kan man læse om et fænomen, jeg gentagne gange er stødt på ovre i Skjoldhøjkilen – altså lige udenfor vores hoveddør i Brabrand – men ind til i dag ikke har haft passende ord til at beskrive: Pludselig, nærmest ud af ingenting, kommer en flok på ti-tyve-tredive småfugle drønende forbi i høj fart og med høj lyd, knevrende faktisk, stopper op i et træ, plyndrer det for alt spiseligt, og haster så videre … lidt som et eksprestog med meget få stop. I artiklen kalder den svenske fuglemaler og fuglekender Lars Jonsson det meget malende for et mejsetog. Jeg lover, at man ikke er i tvivl, når man først har oplevet det. Fugleverdenen bliver bare mere og mere fascinerende, jo mere man fordyber sig i den. Forunderligt, faktisk, men meget lidt i den er tilsyneladende tilfældigt.

M!

lørdag, november 19th, 2016

Lidt om at famle … og at falme

Som jeg sidder her i stuen i mit midlertidige logi, en lettere nedslidt lejlighed på femte sal på Vesterbro, med espresso dampende i koppen, stadig forpustet og svedig efter en løbetur ad Havneholmen, Islands og Kalvebod Brygge, er jeg fyldt op til randen af den erkendelse, at jo mere jeg lever, des mere bliver det klart for mig, at jeg famler mig frem gennem livet. Det har jeg i virkeligheden altid gjort. Jeg har i hvert fald aldrig gået gennem tilværelsen med alt for faste og sikre skridt, men altid mere usikkert og vaklende. Og det vil jeg nok altid gøre, selvom jeg nu mere end nogensinde ved, hvad jeg vil … problemet er jo, at jeg ikke med sikkerhed ved, hvad jeg kan. Kan jeg alt det, som jeg skal kunne? Jeg kan noget af det, det ved jeg, det kan jeg mærke … men kan jeg alt, hvad der forventes?

Som et kuriosum må man jo bare tilføje, at man jo ligeledes falmer sig frem gennem livet … og det gælder til gengæld os alle sammen. Bogstav- og sprogfetichisten i mit hjerte frydes over dette sammenfald af bogstaver i mine to retningsgivende udsagnsord, men ikke nødvendigvis over betydningen af dette sammenfald. Det er en erkendelsesrejse at blive ældre. Men hvem, på den anden side, ønsker at blive yngre? Det ville jo slet ikke give nogen mening. Så man må vel bare bukke og sige tak?

M!