Archive for Sundhed

tirsdag, juli 25th, 2017

Ugens haiku

(25.07.2017)
(Morgentur i skoven)

Tænk at grøn findes
i så mange nuancer
for øjnenes skyld

M!

torsdag, marts 9th, 2017

Studseligt

Det er studseligt på grænsen til det paradoksale, at egenomsorg er og bliver en ting, man kun kan lære andre … ikke sig selv. Det er nok også temmelig betydende skråstreg sigende.

M!

fredag, oktober 14th, 2016

To gange om ugen

Er der noget, jeg er bare en lille smule stolt af, så er det, at det i denne rimeligt travle eftersommer/dette rimeligt besatte efterår, alligevel er lykkedes hunden og jeg at komme ud og løbe/lunte en tur på tredive til tres minutter stort set to gange om ugen, nemlig mandag og torsdag, faktisk lige siden vi flyttede her til udkanten af smilets by. Og endelig begynder denne vedholdenhed, sammen med mine to daglige cykelture af femogtyve til tredive minutter, at sætte sig spor i min krop: Jeg har ikke tabt mig – hvilket nok kommer, når jeg igen får vredet sukkerdjævelen fladt om på ryggen – men kroppen begynder at mærkes ’strammere’ samtidig med, at jeg får mere og mere fysisk overskud. Netop dét har jeg brug for. I denne uge har jeg været særlig stolt, fordi efteråret virkelig har meldt sin ankomst, hvor det rå vejr godt – i hvert fald nogle gange – kan virke demotiverende. Desuden: Det bliver nok alt sammen virkelig godt, når jeg igen begynder at sove ordentligt – igen skyder jeg skylden på sukkeret – og det trænger jeg ved Gud også til. Det skulle gerne blive til mere end to gange om ugen.

M!

fredag, september 30th, 2016

Medicinhaverne i Tranekær

I den snart længe forgangne weekend, altså sidste weekend, var min kæreste og jeg et smut på Langeland, nærmere bestemt nær Rudkøbing, fredag aften til søndag eftermiddag. Det nød vi i den grad. Dejligt med lidt luftforandring. Men som overskriften antyder, så havde vi også lige tid til et visit i den anden ende af øen, nærmere bestemt i Tranekær, hvor vi lod os begejstre af Medicinhaverne … som ligger på en skråning, lige syd for Tranekær Slot, som må være en af de kendteste attraktioner på øen.

Det er et pragtfuldt sted, man ikke skal snyde sig selv for, hvis man er på de kanter.

Haven – eller haverne, idet de er anlagt (eller ved at blive anlagt) som seks (måske senere ni) korresponderende haver med hver deres tema omgivet af et stort udvalg af træer – samler en stor del af alle de buske, planter og træer, der har været eller/og stadig bliver brugt verden over til medicinsk brug, og er virkelig en sanselig oplevelse.

For synet. For næsen. For kroppen. For hjertet. For sjælen. Og for troen.

Cosmos-atrosanguineus.jpgMin – og måske også min kærestes – yndlingsplante blev så let denne aromatiske perle, med den latinske benævnelse cosmos atrosanguineus – og den maleriske, men absolut aromatisk korrekte, danske chokolade kosmos. Køn så den ud lige klods op og ned af et bed lavendeller, men det var ikke derfor, at den overbeviste mig så let om dens fortræffeligheder. Stikker man snuden ned til den, så vil man opleve, at den ganske enkelt dufter som en plade mørk chokolade med højt indhold af kakao.

Enestående.

Men det var selvfølgelig ikke den eneste grund til, at vi nød det. Septembereftersommervejret viste sig fra sin allerbedste side, og så var det alligevel også opmuntrende, dels at genkende så mange planter og deres brug, dels generfare, at der altså er en veludforsket verden her, man ikke skal afskrive eller afvise … og så er det også bare livgivende at bevæge sig blandt planter – og endnu mere, selvfølgelig, fordi det er planter, som næsten alle har en påviselig gavnlig effekt på ens helbred. Det kan man vel kalde placebo … men det virker altså på mig.

Medicinhaverne har mine varmeste anbefalinger. Stedet anlægges, drives og vedligeholdes af frivillige, hvilket er endnu en grund til at aflægge haverne et besøg. Entreindtægterne er beskedne og går ubeskåret til driften.

M!

tirsdag, juli 19th, 2016

Ugens haiku

(11.07.2016)
(Inspireret af Poul Krebs sang ‘Lad klokkerne ringe’)

Klokkerne ringer
for dagen, for dåben og
for fred i sindet.

M!

onsdag, marts 23rd, 2016

Sundere, 2016: Ro

Mens det er gået ganske godt, når jeg ser på mine sundhedsmål for januar (mobiltelefoni) og februar (bevægelse), så går det ganske enkelt noget dårligere med mit mål for marts: Ro. Det skal forstås på den måde,  at jeg gerne vil blive bedre til at skabe nogle lommer af tid, nogle øjeblikke, i løbet af dagen, hvor jeg arbejder bevidst og konstruktivt på at få mere ro på. Som modvægt, ikke til al bevægelsen, men til al stressen i hverdagen.

Jeg havde ellers masser af idéer ved indgangen til måneden; jeg ville gerne arbejde hen imod:

– at drikke lidt mindre kaffe
– at dyrke Ichuan hver eller hver anden dag
– at gøre noget langsomt
– at indføre en jævnlig musikpause
– at indlægge to faste pauser i min arbejdsdag, kl. 10 og kl. 14
– at slutte dagen med en 10 minutters aftenmeditation

Ingen af de nævnte dele er blevet til noget. Faktisk drikker jeg mere kaffe end nogensinde.

Men! Der er også gode ting: Jeg har formået at holde godt fast i min morgenmeditation, som går godt lige nu, og så er jeg begyndt på, og nogenlunde lykkedes med, at gå hen og røre ved et træ på mindst én af de daglige ture med Aslan … og også selve lufteturene er blevet bedre, hvor i det mindste én af turene foregår i et adstadigt tempo og i en eller anden form for balance, og det er rart.

Jeg har netop lovet mig selv, at målet for april måned skal være ‘mere tålmodighed med mig selv’ og déri arbejde videre med at få mere ro i min hverdag. På den måde fortsætter jeg min rejse mod et sundere jeg, et sundere 2016.

M!

torsdag, februar 18th, 2016

Sundere, 2016: Bevægelse

Som allerede antydet så er mit sundhedsmål fra februar og resten af 2016 ganske enkelt at få mere bevægelse ind i hverdagen.

Det skulle naturligvis ikke være så vanskeligt, når man, som jeg, har en gåturskrævende firbenet livsledsager, men alligevel finder jeg ofte, at jeg sidder alt, alt for meget ned. En del af forklaringen skal selvsagt findes i mit arbejde, som foregår siddende, lænket, nærmest, til en kontorstol og foran en skærm.

Og når man så kommer træt hjem fra fabrikken, så kræver det mærkeligt nok overvindelse, at tage løbe- eller vandreskoene på og komme af sted.

Til at hjælpe mig med at komme af sted, har jeg som også allerede nævnt købt et fitnessarmbånd. Og jeg må bare sige, at det fungerer for mig. Det er en motiverende faktor, at denne lille sladrehank og overvågningsanordning fortæller mig, hvor mange skridt jeg har gået – og hvor langt der er til dagens mål, som er de bredt anbefalede 10.000. Jeg ville ønske, at jeg selv kunne omdefinere målet, men, hvis jeg kan, så har jeg ikke gennemskuet det endnu. Langt de fleste dage er jeg tættere på de 20.000 end de 10.000. Langt de fleste dage går der sport i den for at nå dette mål i stedet.

Apparatet holder øje med:

– antal aktive timer
– antal kilometer tilbagelagt
– antal skridt

Men også oplysninger om puls og søvn – både kvantitet og kvalitet – fortæller mig noget om, hvordan jeg bruger mig selv, om, hvor meget, jeg bevæger mig. Ganske overraskende hjælper dette lille armbånd mig til at blive mere bevidst om min måde at være til på.

Meget inspirerende og motiverende.

Højst overraskende så fortæller det jo også én, hvor meget man er i bevægelse i løbet af en dag. Det er ikke så lidt endda. Mit fokus er lige nu på al slags bevægelse (ja, også den!), men på sigt skal jeg – og her kommer jeg til at gentage mig selv i forhold til tidligere indlæg – også have mere konditionsfremmende og -krævende bevægelse samt styrkeøvelser på programmet; lige nu handler det dog bare om at komme ud af dovenskaben og sofaens gab.

Næste skridt? Mere om det i marts …

M!

Januars sundhedsmål: Et nedtonet, normaliseret forhold til mobiltelefonen.

tirsdag, november 17th, 2015

Nogle gange

Nogle gange er jeg træt i hver eneste, hver allermindste fiber af min krop, så træt, at jeg har en fornemmelse af aldrig nogen sinde at vågne op, og det er faktisk ikke så sjældent endda. Nogle gange, om end det er de færreste, vibrerer de selvsamme fibre af overspændt energi, som bare venter på at blive brændt af.

Egentlig har jeg det bedst, når jeg befinder mig et eller andet sted midt i mellem de to yderpunkter.

M!

onsdag, august 19th, 2015

I løb, igen

Dette er jo vitterligt vand i forhold til én af vore medbloggere her i Bloggers Lounge, det er nemt nok at gætte hvem uden, at jeg nævner hende direkte, og i hvert fald kan jeg ikke med nogen ret at være ultraløber, men for mig, personligt, er det alligevel noget af en bedrift at komme ud og løbe med hunden … ikke bare én, men hele tre gange på én uge.

Netop det antal er faktisk mit beskedne, ikke-nedskrevne og uudtalte mål, som det er længe siden, vi har levet op til sidst.

Nu er det altså lykkedes – tirsdag og fredag i sidste, mandag i denne uge – og så skal vi gerne tage en tur igen i morgen. Lykkes også det, synes jeg godt, at jeg med rette kan hævde, at vi er i løb igen. Mange vil nok grine en vis legemsdel i laser ved vores fysiske præstationer, tredive til fyre minutter, hvor vi også går noget af tiden, men lige nu er det faktisk ikke det der tæller mest.

Det er den psykologiske faktor, vi lever højest på lige nu.

Det betyder ganske mere at komme i gang med at være fysisk aktiv igen, end at hænge sig i faktuelle reb og statistikker. Både krop og sind skriger efter til bevægelse, og det er handlingen – eller måske snarere stykket fra tanke til handling – som er det længste skridt.

Og det føles helt fantastisk at sige, at skrive, at tænke – og at være dét igen. Jeg glæder mig allerede til i morgen, og det forestiller jeg mig, at Aslan også ville gøre, hvis han vidste, hvad jeg ved, at vi skal.

M!

torsdag, august 6th, 2015

Nogle gange

Nogle gange – og det er oftest – bliver jeg helt forskrækket over den åbenlyse (og efter min mening meget unaturlige) og nærmest skræmmende besættende teknologi-fascination, som vi mennesker lider af, hvormed eksempelsvis lanceringen af en ny smart kinesisk mobiltelefon bliver en både større og væsentligere nyhed end eksempelvis den samtidige, som lykkeligvis tyder på at Ugandas bestand af elefanter synes at være ottedoblet på godt tredive år.

Hvordan går det til? Og hvorfor er vi sådan?

Men andre gange deler jeg denne samme fascination, men kun i al hemmelighed – og det mikroskopisk små. Sig det ikke til nogen.

M!