Archive for Studseligt

torsdag, marts 9th, 2017

Studseligt

Det er studseligt på grænsen til det paradoksale, at egenomsorg er og bliver en ting, man kun kan lære andre … ikke sig selv. Det er nok også temmelig betydende skråstreg sigende.

M!

tirsdag, januar 31st, 2017

Ugens haiku

(31.01.2017)
(ses hele året rundt)

De fire råger
deler en bakke fritter
og rydder lidt op

M!

torsdag, januar 19th, 2017

Studseligt

Det er egentlig studseligt med de to enkle ord lidt og meget. Alene og hver for sig, er det nogenlunde lige til. Det viser sig, at lidt er en smule, næppe helt nok og næsten ikke noget at skrevet hjem om, mens meget på den anden side er på grænsen til overvældende, men dog inden for det rimelige. Sætter man dem sammen sker der noget sjovt: Meget lidt er så afgjort i underkanten, måske endda næsten ikke noget, mens lidt meget oftest er mere, end man kan klare. Det danske sprog er og bliver studseligt.

M!

mandag, oktober 17th, 2016

Tiden før

mutts 17.10.2016M!

søndag, august 21st, 2016

Før første skoledag

Kors; jeg nærmer mig de 50 og er simpelthen så nervøs som da jeg var lille dreng og stod foran første skoledag … hov, vent; det gør jeg også nu. Står foran første skoledag. Det er som om det hele begynder forfra. Det er studseligt. Men sikkert også forståeligt. For … er det nu den ny begyndelse, som jeg drømmer, håber og tror, at det er? Eller bliver det et uoverkommeligt mareridt? Det bliver jeg nok ikke klogere på lige med det samme, men mon alligevel ikke, at de første par dage giver mig en indikation.

M!

torsdag, maj 12th, 2016

Studseligt

Dette er studseligt ud over alle grænser:

Når man står og kigger sig selv i spejlet, så ser man ikke bare sig selv, men også sin familie. Og ikke bare sine søskende eller sine forældre, men også sine forældres forældre eller sine forældres søskende eller sine forældres søskendes børn etc.

Og, som om ovenstående ikke var studseligt nok, så bliver dette forhold ganske enkelt mere og mere udtalt (værre, vil nogen nok hævde), jo ældre man bliver.

M!

fredag, oktober 16th, 2015

Tilbagetrækning

Det er mærkeligt at skrive det, men fra og med denne weekend trækker hunden, kæresten og jeg os tilbage fra vores (temmelig langvarigt siden februar midlertidige, men dog stadig) midlertidige omplaceringsadresse til den vi kom fra, nær det gamle godsbaneareal.

Det er mærkeligt at skrive det, selvom jeg hele tiden har vidst, at jeg en dag skulle skrive det.

Det er først og fremmest mærkeligt, fordi, der er gået langt længere tid, end jeg i sin tid forestillede mig og forventede, da vi rykkede ind i værelset her, så lang tid, at det nu synes uvirkeligt, at der sker noget.

Det er også mærkeligt, fordi jeg – vi – virkelig har nydt at være her, om end jeg ind i mellem har følt, at vi var landflygtige.

Det er faktisk også mærkeligt, fordi jeg ikke synes, at et eneste af mine gamle, slidte stykker møbel – som allerede er rykket ind i de istandsatte stuer – passer dertil længere; hvordan kan jeg så gøre mig forhåbninger om og tro, at jeg gør.

Sidst, men ikke mindst er det også mærkeligt, fordi selve tilbagetrækningen også bliver midlertidig, idet vi flytter vestoverpå i løbet af 2016, hvis alt går, som vi alle tre gerne vil.

Men nu sker det altså, og jeg glæder mig også, i hvert fald, bare en lille bitte smule.

M!

tirsdag, maj 26th, 2015

Studseligt

Jeg plejer ikke, at lægge mærke til den slags, men denne gang gjorde jeg. Jeg er jo i gang med Effekten af Susan af Peter Høeg og synes egentlig godt om den; den har et godt drive og er velskrevet; alligevel studsede jeg over følgende udveksling, hvor én af bogens større bipersoner, Andrea Fink, siger til hovedpersonen og den fyr, der skal blive hovedpersonens mand:

– Susan fremkalder oprigtighed. Vi ved endnu ikke hvorfor, men vi har testet det i trekvart år.
Hun vendte sig mod mig.
– Laban har noget af den samme effekt. Anderledes tonet, men noget af det samme. Jeg havde en teori om at effekten kunne forstærkes af, at I var i samme rum. Det var derfor jeg bragte jer sammen. Der var selvfølgelig ikke tid til at iscenesætte kontrollerede observationer. Men jeg fulgte jer, både i køkkenet og spisesalen. Jeg er nu helt sikker.
– Hvordan har I testet hende?
Laban var helt fremme på stolen. Jeg var blevet stående.
– Susan har foretaget afhøringer for politiet. Af såkaldte hårde benægtere. Fra den organiserede kriminalitet. Individer, som politiet havde opgivet. Det var det bedste vi kunne finde på. Dér er vi sikre på, at der foreligger en objektiveret modstand mod oprigtighed. Hun har afhørt sytten personer på ni måneder. Hver af dem havde fra tolv til otteogtreds afhøringstimer hos politiet bag sig. Uden at give noget fra sig. Hos os åbnede tolv af de sytten op efter to timer. Yderligere tre efter fire til seks timer.
Han talte på fingrene.
– Og den sidste?
– Hun blev psykotisk.

Jeg kan nu ikke finde ud af, hvem det er, der er dårlig til at regne. Laban eller Peter Høeg. Men i hvert fald må jeg studse over regnestykket: Jeg kan ikke få tolv plus tre plus én til at blive mere end seksten.

Kan andre?

M!

 

 

tirsdag, maj 12th, 2015

Udsigten fra mit vindue

Udsigten fra mit vindue (og min kærestes stue) heroppe på syvende er på én og samme tid nøjagtig den samme som i går og helt anderledes og ny. Den er den samme. Og den er aldrig den samme. Den ligner, men er forandret, forvandlet. Men én ting er altid, den samme: Min reaktion. For meget få udsigter i Danmark har samme wauw-faktor, som dette enestående vue. Gad vide, om den er endnu bedre oppe fra ottende?

M!

tirsdag, marts 10th, 2015

Studseligt

Studseligt, hvor anderledes det er på at mærke forårssolens skarpe stråler i ens åbne ansigt siddende på en kontorstol inde et kontor sammenlignet med ude i det fri.

Jeg mener, det er da den samme sol, men det føles som to helt forskellige systemer.

M!