Archive for Stud. Teol.

mandag, januar 30th, 2017

Ugens digt

Linjer af Nis Petersen til at klare den mørke tid:

Men mørket er ikke så mørkt, som det synes
den dag, da glæderne ødes,
når kun man erindrer, at der er i mørket
morgenrøden skal fødes.

M!

torsdag, januar 26th, 2017

– pausesignal –

Nåede jeg derhen, hvor jeg syntes, at min læseferie manglede lidt ferie fra bøgerne, så kan jeg omvendt konstatere, at de godt fjorten dage, der er gået siden eksamenskulminationen, er gået med meget lidt. Jeg har knapt nok åbnet en fagbog. Til gengæld har jeg været lidt omkring i det danske land. Besøgt og set folk. Set ind, op og ud. Og det har bare føltes godt, ja, det føles stadig godt, men samtidig lyder og genlyder en spinkel stemme fra et sted bagest i hovedet, om det nu også var klogt?

Er det sådan, det er at studere? En konstant følelse af ikke helt at gøre nok, nå nok, ville nok?

Nå, men jeg vil overhøre stemmen lige ind til mandag morgen, hvor andet semester begynder, lige på og hårdt, med græsk mellem ni og ti. Den konsekvente pause gør, at jeg glæder mig. Lidt meget.

Lige nu kalder maven rumlende til frokost. Derpå går hunden og jeg en tiltrængt tur, langsommeligt og i stilhed, ned i skoven for at finde haiku (jeg), spor (hunden) og høre stemmer (mig) – og måske tænke en enkelt tanke.

M!

lørdag, januar 14th, 2017

Teologisk tankegods …

Johannes af Korset… sagt og skrevet af Johannes af Korset: ‘Sådan her er Gud; altid indstrømmende.’

M!

torsdag, januar 12th, 2017

tilstandsløs

Pludselig sidder jeg her. På den anden side af eksamen. Og på besøg i København, men ellers … underligt tilstandsløs. Jeg kæmpede og nåede igennem hele pensum, små syvhundrede sider, som langt fra alle var lige til at gå til, end sige forstå. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår heller ikke, hvordan det gik til, men med ført hånd klarede jeg mig sikkert og godt gennem studiets første mundtlige prøve med et langt mere end tilfredsstillende resultatet.

Mark Beazley - StatelessDet føles godt, men jeg prøver at forholde mig ydmyg, klar over, hvor lavt niveauet er på nuværende tidspunkt. Her taler jeg ikke nødvendigvis om andres niveau, men om, at uddannelsesinstitutionen trods alt tager visse hensyn, som altså også er kommet mig til gode. Jeg er klar over – særligt med udsigten til det nye semester – at jeg skal i arbejdstøjet, hvis jeg ønsker at fortsætte den gode begyndelse.

Derfor er dette pludselige limbo selvfølgelig mærkværdigt at befinde sig i, men måske både helt forståeligt og endda mere end velkomment, sådan i forhold til at samle kræfter, fysisk og psykisk. Jeg håber dog, at det fortager sig, inden semesterstart.

Men ved et helt utroligt tilfælde, så er Stateless også titlen på et formidabelt instrumentalt album af og med bassisten Mark Beazley – som også har et projekt, der hedder Rothko kørende – og det album har jeg vel nok lyttet til og lyttet til og lyttet til under mine forberedelser. Det har været med til at holde humøret oppe og motiveret mig. Ordet kan godt oversættes med det mere åbenlyse hjemløs, men da albummets skæringer alle bærer et tidspunkt, så antager jeg, at det er den alt for lette løsning. Måske spiller det ind nu. Men måske er det bare naturligt, når man i en god måneds tid har befundet sig i en kamp med siderne. Jeg må dog skynde mig at tilføjet, at jeg – særligt med et kærligt indspark fra en god veninde – fandt en fornyet læseglæde. Det var rigtig dejligt at opleve. Det er vitterligt et spændende studie, jeg er begyndt på. Og jeg er kun lige begyndt.

M!

mandag, januar 2nd, 2017

Overhalet indenom

Sidst jeg skrev her på siden, skrev kalenderen den 7. december 2016 og læseferien tog for alvor fart; nu skriver den 2. januar 2017 – og jeg er næsten igennem hele pensum. Sidstnævnte faktum er selvsagt både godt og tilfredsstillende, men jeg kan bare konstatere, at materialet og opgaven har overrumplet mig fuldstændigt, og tiden overhalet mig indenom. Det har på mange måder været en gentagelse af mit første semester. Bevares, ikke uden glæde og opture, men også en frustration og en kamp.

NÅ!

Det er min første læseferie siden slutningen af firserne, begyndelsen af halvfemserne, og jeg har aldrig været helt god til at planlægge den slags. Og, bortset fra tre intensive måneder med GSK/Engelsk sidste efterår/vinter, så jeg er også lidt ude af træning med at planlægge studietiden generelt.

Det må derfor give mig lidt tid til at finde den måde at gøre det hele på, der passer mig bedst. Der er masser af ting at reflektere over, og, når eksamen er overstået, så er der også tid nok til det. Tid til at gentænke indsatsen.

Læseferien har givet mig meget mere lyst til at læse ting … af lyst. Studiet kommer nok ikke til at give mig tiden til det, selvom jeg synes skemaet for andet semester ser godt ud. Græsk kommer helt sikkert også til at trække tænder ud! Så jeg er ganske langsomt i gang med at lave en sommerferielæsningsliste. Dén glæder jeg mig (også) til.

I adventstiden var vi – kæresten og jeg – som vanligt med i en fastegruppe, men – set i bakspejlet – så skulle jeg nok have holdt mig ude af det … eller været mindre ambitiøs. Dét gik nemlig slet ikke. Højtiden kom – og gik – i et rask tempo. Kirkejul i Gellerup og familie-julefrokoster (i Odense og Vemmelev) efterfulgt af fem rare sommerhusdage – heraf to helt stille, men ikke uden læsning – på Langeland henover nytåret. Dét var vitterligt balsam for hjerne, hjerte, sind, sjæl og krop.

Nu er vi tilbage i Brabrand og hverdagen har indfundet sig. Og nu kalder bøgerne. Godt nytår … jeg håber, at alle, hver især, vil føle sig beriget og velsignet.

M!

onsdag, december 7th, 2016

Læseferie

Det er lidt af en tilsnigelse, ikke? Alt kalde det læseferie, mener jeg. Jeg har regnet lidt på det og kan se, at jeg kommer til at sidde med næsen begravet i bøgerne og klistret til skærmen i mindst seks timer om dagen i mindst 22 af mine 32 dage, hvis jeg skal nå hele mit pensum igennem, hvilket jeg ville elske at gøre, så jeg kommer vitterligt til at læse – som i arbejde hårdt – i min ferie.

Men, når ovenstående lige er kommet ud mellem sidebenene, så kan jeg tilføje, at min læseferie officielt begynder i dag; jeg tyvstartede i går, men har lige haft nogle timer, der af en eller anden grund skulle ligge i denne uge – og ikke i sidste, hvad vi ellers gerne ville have haft – og som skulle overstås, inden det var muligt helt at koncentrere sig om læsningen. I dag har jeg således holdt et lille oplæg.

Grænseoverskridende, men nogenlunde vellykket.

Det betyder jo så også, at jeg allerede nu har været igennem mit første fulde semester på teologi. Næsten, i hvert fald. Der er jo lige den her eksamen, som vi skal til i en dag i begyndelsen af januar, og som jeg altså nu begynder at læse op til for fuld kraft … og ellers må jeg bare sige, at det er vildt. Jeg kan bare konstatere, at folk har talt sandt, når smilende de har forudset, at det ville gå ganske hurtigt …

… en time, et fag, en dag, en uge ad gangen.

Og nu har jeg bare tolv semestre tilbage.

M!

søndag, november 6th, 2016

Tro på tale

‘Mange gange tænker jeg tilbage […], hvor det blev sagt, at man skulle huske at behandle folk forskelligt, hvis man ønskede at behandle dem ens. […] Der ligger i det kristne menneskesyn, at det enkelte menneske har værdi, uanset, hvad det kan bidrage med, og vil vi behandle folk ens, skal vi behandle dem forskelligt.’

‘Mine forældre lærte mig at bede Fadervor. Jeg har bedt hele mit liv og holder af den ensartethed, det giver. Men jeg tyr også til bønnen, når jeg er presset.’

‘For mig er tro et holdepunkt og en måde at se på verden på, som giver en rummelighed. Hvis troen bliver fjern, så kan man blive helt bange, når man møder mennesker med en mere tydelig trospraksis.’

Tre citater om tro sagt af Svend Brodersen, slotsejer og økologisk landmand på Gram Slot, og alle lånt fra bogen Min Tro, der er redigeret og sammensat af Else Marie Nygaard.

M!

onsdag, oktober 19th, 2016

Et efterårsbillede

I skrivende stund haster jeg med DSB InterCityLyn gennem et land præget af efterårets nuancer og overgivet til efterårets tilstande … meget er endnu frodigt, grønt, men naturen pakker snart sammen og forbereder sig på vinteren, så en del er allerede falmet, bart, brunt & nøgent eller eksploderet i gult, orange, rødt. Markerne er for længst høstede, pløjede, harvede – og sået til igen, nu med vinterafgrøderne. Himmelhvælvingen er oftest grå og i den dunkle ende af skalaen; jordens farver er nedtonede, douche, konturerne udviskede. Man bliver helt overrasket, når solen pludselig bryder igennem skydækket. Fugten ligger nu som en permanent film trukket ud over land og by, alt er klamt og vådt, og det er svært at tro på, at det nogensinde bliver anderledes. At det bliver vinter med knivskarp frost og hvide dyner af sne. At det vågner igen, først blidt og mildt, siden vildt og voldsomt under i forårets gennemspilning af genopstandelsestemaet. Det er tungere lige nu, men jeg er sådan set ikke trist, allerhøjest lidt mærkeligt til mode.

Det er allerede to og en halv måned siden, at jeg flyttede mit allersidste habengut fra København til Brabrand, Århus, til et nyt liv væk fra storbyen, nær skov, sammen med hunden og kæresten. Til et nyt liv. Som studerende. Med teologi. På universitetet! Det er lige godt halvanden måned siden, at jeg gik og var nervøs for ‘første skoledag’ … og siden er det gået slag i slag, dag for dag, fag for far, time for time … græsk verbum for græsk verbum … og så videre. Ikke et eneste undervisningsminut er undsluppet mig. Jeg har ind i mellem været fristet til at pjække, og måske heller ikke været helt nærværende i alle timerne, men intentionen og motivationen har været klar fra begyndelsen og er sådan set usvækket, men forandringerne og forventningerne har været overrumplende og overvældende, og jeg skal lige finde mine akademiske ben at stå på. Her går glæder hånd i hånd med frustrationer, men lige nu er det vel godt nok at vide, at jeg befinder mig så godt som nogensinde.

Nu er det så pludselig efterår og undervisningsfri uge. Uge 42. Og en anledning til at vende tilbage til udgangspunktet … til Sjælland, til København, til Vesterbro; ikke at jeg egentlig har travlt med det; afgangen er valgt udelukkende efter pris; eneste andet kriterium var såmænd prisen. Nu, hvor jeg ikke længere får min ‘fede hyre’ fra fabrikken, må jeg desværre skele til udgifterne – men afgangstidspunktet var da også en motiverende faktor. Hvorfor tager jeg overhovedet tilbage? Hjem, kan jeg ikke skrive, for i dag har jeg hjemme et helt andet sted. Men et gensyn er det jo. Med personer og steder. Savn og længsel præger i og for sig ikke mit forhold til København, til Vesterbro, selvom jeg i mine tyve år undervejs på stenbroen har været endog særdeles tæt på ovenud lykkelig. Men … der er mange mennesker, jeg næsten ikke har set, siden jeg flyttede, og det er et tab i min verden. Det er trods alt dem, som har været med til at forme mig til den jeg er i dag. Det er trods alt dem, der konstant tegner omridset af mig op og maler mig fuld med mine farver.

Jeg er intet i mig selv.

Nye relationer giver nye sider til Mikael, og det er slet ikke dumt. Jeg kan godt lide det. Og overgangen er jo heldigvis præget af relationer, som favner både det gamle og det nye.

Men nu venter fem dage i København og omegn og en hel stribe af gensyn. Jeg er spændt på at gense folk. Jeg er spændt på at gense stedet. Jeg er især spændt på, hvad det gør ved mig. Og jeg er overordentlig spændt på, hvordan jeg selv vil håndtere og rumme kontrasten mellem det gamle (som nu bliver det nye) og det nye (som for en stund lægger lidt bag mig). Heldigvis er jeg ikke alene af sted. Hunden ville gerne med. Han har også sine venner at besøge, sine bekendte at gense … han har også haft mange gode år derinde.

Uha, ja, efteråret har ramt os alle … nogle hårdere end andre. Men uden ville livet jo ikke være komplet, og hvem har lyst til at leve halvt? Direkte adspurgt, ingen.

M!

torsdag, september 29th, 2016

Bønnen bærer mig videre

Det kan synes som hokus pokus* (!) for mange/nogen, men det forholder sig vitterligt sådan, at bønnen bærer mig videre gennem svære/tunge tider.

Nogle gange er det naturligvis andre ting, men ikke sjældent, er bøn det eneste, der hjælper mig.

Og jeg er sikker på, at Teresa af Avila, en af reformationens bemærkelsesværdige skikkelser, en beslutsom og handlekraftig kvinde, der først sluttede sig til karmelitterordenen, siden grundlagde en lang række klostre, hvor bøn og hengivenhed til Jesus var i centrum, havde det på samme måde.

Og nu låner jeg lidt fra en kronik i Kristelig Dagblad af Grethe Livbjerg:

Hendes definition af bøn var så enkel: ” Ikke andet end det intime fællesskab mellem venner, ofte at være sammen med den, som vi ved elsker os.” Efter hendes død fandt man i hendes tidebog en lille seddel:

Lad intet forvirre dig.
Lad intet skræmme dig.
Alt forgår.
Gud forandrer sig aldrig.
Tålmodighed opnår alt.
Den, som har Gud, Skal opdage, at han intet mangler.
Gud alene er nok.

Lån slut.

M!

* hoc est corpus filii

tirsdag, september 20th, 2016

Teologisk tankegods

Denne dejlige tirsdags teologiske tankegods bliver leveret af Johannes Chrysostomos, en af den kristne kirkes tidlige skikkelser, her portrætteret i et af kirkefaderens dramatiske højdepunkter af maleren Jean-Paul Laurens; han var berømt for sin retorik og prædikenkunst. Tilnavnet Chrysostomos er græsk og betyder noget i retning af ‘guld i mund’ og henviser til hans veltalenhed.

Følgende ord pryder titelbladet til værket Guds virkelighed, som igen er en oversættelse af Anselm af Canterburys Proslogion, og ramte mig lige i solar plexus:

Det er topmålt galskab at anstrenge sig for at forstå, hvad Gud i sit inderste væsen er.

M!