Archive for Stadig unægtelig uhørt

tirsdag, april 25th, 2017

Ugens haiku

(25.04.2017)
(fra morgenturen i skoven)

Rimfrosten ligner
støv de har tabt i natten
– Anemonerne

M!

tirsdag, april 25th, 2017

Ugens digt

Så er jeg tilbage ved Peter Laugesen og Brev til en maler; Laugesen kan, som også tidligere vist, sige utrolig meget med utroligt få ord; her om skabelsen:

Der var ikke andre i begyndelsen,
og jeg var der heller ikke selv.

M!

mandag, april 17th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er et forårshaiku af en af de fire store japanske haikudigtere Yosa Buson, læst for ganske nylig (i den forgangne uge) i bogen Sommersol og vintermåne, der indeholder 185 haiku samlet og oversat af Niels Kjær; bare én af flere fine haikusamlinger fra hans hånd. Bemærk, at i oversættelse af japanske haiku, tilstræber man gerne en så tekstnær oversættelse som mulig – og tæller sjældent stavelser.

Jeg ville gå ud
men jeg blev hjemme hos
blommeblomsterne

M!

tirsdag, april 11th, 2017

Ugens haiku

(10.04.2017)
(sen aftentur med Aslan)

Søen i skumring
Det er atter fuldmåne
Som tiden iler

M!

lørdag, april 8th, 2017

Ugens haiku

(05.04.2017)
(gransangeren er meget aktiv for tiden, høres og ses hele tiden)

Trods sin størrelse
kan gransangeren sagtens
fylde skoven ud

M!

tirsdag, marts 21st, 2017

Saligprisningerne

Fortvivlet fakta fra en teologistuderende: Jeg får tegnet alt, alt for lidt i det daglige, men denne, omhandlende Saligprisningerne (Matt 5,3-14), er det da langt om længe blevet til.

scan0006 (2)

M!

torsdag, marts 16th, 2017

Ugens (låne)haiku

(15.03.2017)
(skrevet af min haiku-veninde IHA)

Kender du sproget
som vindende behersker
i hvisken og råb?

M!

torsdag, marts 9th, 2017

Studseligt

Det er studseligt på grænsen til det paradoksale, at egenomsorg er og bliver en ting, man kun kan lære andre … ikke sig selv. Det er nok også temmelig betydende skråstreg sigende.

M!

tirsdag, marts 7th, 2017

Ugens haiku

(04.03.2017)
(ved besøg hos min bror)

Når katten spinder
hviler verden i sig selv
og intet mangler

M!

torsdag, marts 2nd, 2017

Ta’ skraldet

Det er forår. Endelig. Det er endelig forår. Lyset er vendt stærkt tilbage, fuglene synger for fulde næb, træerne står med bristefærdige knopper – og alt sammen betyder flere gåture i skoven for både hund og herre (vi diskuterer ind i mellem, hvem, der er hvad her i huset), morgen, middag og aften.

Det er er bare dejligt. Vel er det så.

Det er bare knap så skønt at være vidne til, hvor lemfældigt mange bruger skoven. Det er ganske enkelt ikke småting, der bliver efterladt, glemt, kastet, smidt eller tabt i det grønne. Det er mig ganske uforståeligt, for jeg er opdraget til, at man pænt rydder op og tager sine ting med sig, hvor man end går og står; ligegyldigheden fylder mig med forundring – og har også gjort mig skiftevis indigneret, irriteret og vred.

Jeg synes bare ikke, at det er rimeligt, at ubetænksomme individer skal have den magt over mig.

Derfor … har det længe været min intention at tage en affaldspose med, i det mindste i hvert fald på én af de daglige ture, som jeg så kunne fylde med alt det, der ikke gavner i skovbunden, men der har været nærmest ufatteligt langt fra tanke til handling. Men … de sidste to dage, er det lykkedes mig, og trods det, at det er korte ture med den gamle hund, så har jeg nemt haft fyldte poser, når turen var slut.

Det er lidt skræmmende, synes jeg.

DA jeg ikke tror, at situationen er enestående for vores lille skov, så skynder jeg mig med at opfordre alle, der læser dette, til at gøre det samme, når de går tur i skoven. Det gavner miljøet, det er godt for den personlige samvittighed og så tager det tilmed toppen af den negative energi, man sender ud i verden, fordi andre ikke opfører sig helt, som man selv ville gøre.

M!