Archive for Stadig unægtelig uhørt

mandag, oktober 23rd, 2017

Ugens digt

Korsruder

Mennesker er huse
med korsruder.

Alle er vi
huse i byen.

Skrevet af Ole Sarvig; taget fra digtsamlingen Jeghuset.

M!

torsdag, oktober 19th, 2017

Tidens … løb

Min Gud, min Gud. Hvor tiden iler. Det har jeg skrevet før. Her. Og andre steder. Om tiden kommer eller går er jeg skiftevis i tvivl om. Men hurtig … det er den. Det er godt nok ikke mange indlæg, jeg får postet her. Det er heller ikke mange breve, jeg får skrevet. Det er ikke mange venner, jeg får kontaktet. Det er ikke mange kaffeaftaler, jeg får lavet. Studiet fylder. Hele tiden. Og sådan fylder det helt sikkert for meget. I hvert fald sådan at forstå, at jeg ikke har ret mange kræfter tilbage, når jeg har taget mig af det, som læseplanen kræver … ofte uden helt at være med, forståelsesmæssigt. Og det frustrerer mig. Trætter mig. Så jeg udskyder alle andre ting. Blandt andet bloggen. Blandt andet brevene. Blandt andet opkaldene.

Men da jeg vågnede i morges, alt, alt for tidligt, da kæresten kom ind og sagde farvel – lige godt halv seks – erfarede jeg kort efter, at mine forældre havde ringet til mig i nat. Min telefon ligger af forskellige årsager IKKE på min natbord, men langt væk, så jeg ikke kan kigge på den, lydløs i forhold til opkald og sms’er, så jeg ikke kan høre den – først og kun når alarmen lyder om morgenen. Mine forældre er gamle. Min far har været meget syg. Et opkald fra dem på det tidspunkt, der var tale om, kan næsten kun betyde én ting. Tænkte jeg. Og det er for så vidt rigtigt, men alligevel ikke, hvad jeg troede. Men det betyder, at jeg bliver nødt til at spørge mig selv, om jeg bruger min tid rigtigt. Og det gør jeg … spørger mig selv.

M!

torsdag, september 14th, 2017

Ugens haiku

(12.09.2017)
(På vej til Nobel)

Tag vestenvinden
ud af mit flagrende hår

og alt er muligt

M!

onsdag, august 30th, 2017

Ugens haiku

(29.08.2017)
(ved morgenmeditation)

Herfra kan jeg kun
røre dem med øjnene

Ahorntræerne

M!

mandag, august 28th, 2017

Ugens digt

Det store hav
bringer mig i bevægelse.
Det store hav
sætter mig i drift.
Det bevæger mig
som alger på stene i rindende vand.

Himlens hvælv
bringer mig i bevægelse.
Det vældige vejr
blæser igennem mit sind.
Det river mig med
så jeg skælver af glæde.

Skrevet af den kvindelige, grønlandske Shaman Uvavnuk Iglulik og nedfældet af grønlandsfareren Knud Rasmussen i 1923 – og fundet i 2017 af mig i en retrospektiv fotobog, hvis titel, jeg ikke kan huske lige her og nu.

M!

torsdag, august 24th, 2017

Ugens digt

Du går forbi mig

Du går forbi mig
mens vi sidder helt stille

Jeg taler forbi mig selv
mens du ikke hører

Vi gør ingenting
og en engel samler os op

Inger Christensens fine digt er fra side 53 i Samlede digte.

M!

tirsdag, august 8th, 2017

Ugens haiku

(08.08.17)
(fra morgenturen)

Det dugvåde græs
gør mit fodtøj upraktisk
gi’r våde fødder

M!

onsdag, august 2nd, 2017

En ny sæson

En ny sæsons Taizé-andagter nærmer sig; hvis man bor/alligevel opholder sig i nærheden af Gellerup Kirke, så er man meget velkommen*:

Det er, hvis jeg skal sige det (i al ubeskedenhed, da jeg er én af arrangørerne), en koncentreret og rolig stund i et af byens (Århus’) smukkeste kirkerum, men kom og oplev det selv.

M!

* Det er man selvfølgelig også, hvis man bor langt væk, men så tænker jeg, at det er knap så sandsynligt, at man skulle få den tanke at dukke op.

tirsdag, juli 25th, 2017

Ugens haiku

(25.07.2017)
(Morgentur i skoven)

Tænk at grøn findes
i så mange nuancer
for øjnenes skyld

M!

mandag, juli 24th, 2017

Ugens digt

Nu går dagen
til ro
lyset går ud
og alting trættes
Nu forstummer
alle fugle
Nu sagtes alle skvulp
Nu stopper alle stemmer
for, schyy …

Natten kommer
og ve den, der larmer

M!

PS: Egentlig er ‘ugens digt’ reserveret til andre digteres digte. Men dette er mit. Det er det første af en række digte skrevet på intuition og Stella Matutina, skrevet på, hvad der bare faldt mig ind i den situation, jeg var i; ingen overvejelse, ingen titel. Bare ord fra ende til anden uden … begrænsninger.