Archive for Stadig unægtelig uhørt

torsdag, januar 18th, 2018

Ugens haiku

(Stille, søndag morgen)
(14.01.2018)

Ugens haiku et af mine få tanka:

Søndagsmorgener
er gerne anderledes
end alle andre

For de bærer stilheden
tilbage til mennesket

M!

mandag, januar 15th, 2018

Ugens digt

Første vinterdag

Storetæerne kigger frem
af sokkerne

Ugens digt er et haiku (tæl ikke stavelser; de holder sjældent i oversættelser, hvor man går mere efter bogstavets ånd end bogstavets form) fra en af de fire store japanere, Kobayashi Issa.

M!

tirsdag, januar 9th, 2018

Ugens haiku

(Natten mellem den 4. og den 5. januar 2018)
(Ved afbrudt nattesøvn)

Når hunden skal ud
og tisse midt om natten

Bander også jeg

M!

mandag, januar 8th, 2018

Ugens digt

At gå

Det er det at gå
Bære verbet
at gå under armen
Hvor langt skal jeg gå
tage fødderne med
tage hjernen med
tage hjertet med
tage lidt rejsepenge med
i stedet for tabi*
behagelige sko
et behageligt sprog
og andre lidt ubehagelige sprog
At beslutte sig til at gå
så langt som til gravpladsen
det er et stykke
Samtidig
er der også hinsides gravpladsen
At gå
frit
ender med at gå af sig selv
Altså bære at gå
stille under armen
i det abstrakte

At gå
er
at stå op hver morgen
Det kommer til fødderne
og til brystet
som en trofast hund
Det at tage verbet med
uden at lytte til lyde udefra som
Er du ikke træt?
Stresset?
Somme tider hører jeg
at det såkaldte verbum
at gå
er fyldt med energi
i sorg og
i sundhed
Ideelt er det
en drøm
Nej
en drøm i en drøm
Virkelighedens drøm er ikke drøm

Igen Kazuko Shiraishi; ‘tabi er japanske strømper med adskillelse mellem storetåen og de øvrige tæer.

M!

fredag, januar 5th, 2018

Teori og praksis

Ét er teori, noget andet praksis. SE, jeg er altid blevet belært om, at karbade var skidt for miljøet, forstået på den måde, at man bruger langt mere vand, hvis man vælger at bade liggende frem for stående. Men jeg har også altid vidst, at dette nødvendigvis måtte afhænge af, den tid, man brugte på henholdsvis den ene og den anden badeform. På den korte bane, så vinder brusebadet. På den lange, karbadet.

Det siger al fornuft. Og det siger al empiri, også.

Men, ret skal være ret, karbade bruger meget vand, og i overgangen til 2018 lovede, at jeg mig selv, at det nye år skulle byde på langt færre karbade – og dermed også langt flere brusebade. Det er ikke så nemt, som det måske lyder eller ser ud på papiret. Sagen er nemlig, at karbadet er og bliver langt mere end blot et bad for mig. Det er afstresning foruden afvaskning. Det er en pause fra alt, hvad der er hektisk.

Og hektisk er min hverdag. Luksuriøst hektisk.

I dag har jeg så rent faktisk taget et karbad. Og taget tid. Det tager nogenlunde præcist ti minutter at fylde badekarret så meget, som det er forsvarligt. Og det betyder, kort fortalt, at bruger jeg at bruge mere end ti minutter i badet, så er badekarret ikke nogen dum løsning. Nå. Var vores brusebadsløsning så snedigt indrettet, at man nemt kunne sætte det på pause, når man sæbede sig ind og så videre, så ville regnskabet selvfølgelig se lidt anderledes ud.

Tror, at jeg skal afprøve dette lidt mere i praksis. Altså tænd-sluk-og-tænd-igen.

M!

onsdag, januar 3rd, 2018

Ugens haiku

(01.01.2018)
(sen aftentur med hunden)

De fanger aldrig
fuldmånen på den måde

Ahorntræerne

M!

tirsdag, januar 2nd, 2018

Ugens digt

Inger Christensen får lov til at begynde det nye års række af digte; jeg fik højst uventet den lille, nye posthume samling Som var mit sind lidt græs der blev fortalt i julegave; den er forløberen for en større udgivelse af ikke-før-trykte skriverier, der kommer i løbet af 2018. Reelt set er det  hendes efterladte arbejdspapirer og skitser man har gennem, ting, hun aldrig havde forestillet sig, skulle ud, men der er jo skitser og så er der skitser. Og ærefrygt beskriver ved bedst, hvordan jeg har det med nedenstående:

Bebrejd ikke tomheden dens tomhed
Én lyd i øret er bedre end ti i rummet
Én lyd ligegyldig hvilken er bedre end ingen
Tag dig ikke et øjeblik af at den minder om døden
Hold den ud når den begynder sig afsindige kimen
Og lad den vokse til den spaltes i musik
Væk så det sovende barn mens det drømmer
En drøm om at solen skal oplyse
Nætterne sammen med dig

M!

fredag, december 29th, 2017

Digtningens vilkår

– Uuuuh! udbrød min kæreste T, da jeg straks efter hjemkomsten lagde mine hænder på hendes kinder. – Hvorfor har du dog ikke handsker på, når I går tur? Men det kan man jo ikke, for som jeg svarede: – Man kan ikke skrive haiku, når man er pakket ind. Kolde fingre er digtningens vilkår!

Og ved søens bred
i solens varme favntag

viser lykken sig

M!

torsdag, december 28th, 2017

Torsdagens teologiske tanke: Den fuldkomne Gud

’Eftersom vi ikke kan tænke Gud overgået af noget større, som så i fald ville have været Gud selv, må vi forstå Gud som fuldkommen. Det kan […] ikke tænkes, at Gud i sin fuldkommenhed kan ville bedrage os, da bedrag indbefatter ufuldkommenhed.’

René Descartes Metafysiske Meditationer

M!

onsdag, december 27th, 2017

Ugens haiku

(hjemme, i dialog med Kazuko Shiraishi)
(27.12.2017)

Den rene væren
gør intet væsen af sig
men er – i tavshed

M!