Archive for Spil og Leg

torsdag, februar 4th, 2016

Bidt af fitbit

Mod al forventning, alle odds – og min kærestes meget store forundring – har jeg købt mig en ny elektronisk tingest, et fitnessarmbånd, et såkaldt fitbit charge hr, som spiller sammen med min smarte telefon, for at hjælpe mig selv med at realisere mit sundhedsmål for februar 2016.

Det giver mig selvfølgelig endnu en elektronisk tingest, jeg skal lære ikke at hænge fast i hele tiden.

I første omgang skal den dog motivere mig til at nå at få bevæget mig så meget som muligt nu – og resten af mit … liv, havde jeg nær skrevet, men i første omgang bare resten af 2016. Så følger de kommende år vel af sig selv?

Og lige nu tillader jeg mig at være bidt af den. Smittet, i hvert fald. Selv de skøre badges, som man konstant og vedvarende belønnes med; her er min yndlings – the high tops badge – som belønning for mere end 20.000 skridt:

hightop

Skørt, men skønt! Bare se på de sko! Se på dem!

Nå, men det bedste, lige nu, er, at det ser ud til at virke for mig. I hvert fald har jeg været meget, meget mere aktiv siden, jeg købte den i mandags. Dét alene gør den vel alle pengene værd?

M!

mandag, november 3rd, 2014

Ikke helt, men næsten

‘Knud er i k k e Gud. Men han er ret tæt på Ham!’

Præcis sådan sagde Johnny Madsen fra scenen i Portalen, Greve, sent lørdag aften, som svar på publikums taktfaste råb om det modsatte. Det lød og genlød igen og igen mellem stort set hver eneste sang, trioen From, Madsen og Møller diskede op med gennem godt to gode timer, og det er ganske let at forstå. For, hvis ikke Knud Møller er og bliver Danmarks bedste guitarist, så aner jeg ikke, hvem, der skal have prædikatet; manden er ikke bare en virtuos, nej, han er simpelthen en kunstner på sit felt. Han er musikalsk som få, men det er ikke det, der løfter hans spil. Det, som er den afgørende forskel mellem ham og alle de andre gode danske seksstrengsekvilibrister, er hans helt enestående evne til at finde ind til kernen i hvert eneste nummer og spille hver melodi og ikke mindst hver evig eneste solo så de afspejler essensen heri. Samtidig undgår han de gentagelser, der ville gøre spillet og dermed koncerten monoton og trættende i længden. Læg dertil en sympatisk og vindende ydmyghed.

Han er i sandhed ret tæt på.

M!

lørdag, april 12th, 2014

Kom selv og hent den!

Morgenturen med Aslan gik over Dybbølsbro ad Kalvebod Brygge ud – og ad Islands Brygge og over Dybbølsbro hjem – i tiltagende sol og varme. I sig selv skønt. Byen vågner langsomt, denne lørdag; endnu bedre. Islands Brygge er anlagt med pænt store, flade græsarealer, holdt fri for fodboldmål (ikke at jeg har noget imod fodbold, mål eller kombinationen af de to), arealer, denne morgen endnu tunge af dug, som inviterer til den klassiske kast-og-hent leg hund og mand imellem. En leg, som både Aslan og jeg holder af. Til formålet havde jeg medbragt den blå-gule, specialdesignede bold – der skulle være lige god til hunde som katte – og boldens særlige udformning skulle gøre det nemmere for hunden at se den, når den hopper/triller af sted. Han, Aslan, har da heller ingen problemer med at se den. Så snart han ser den i min hånd, så ved han, hvad det handler om. Han lyser op. Han fyldes af forventning. Og han spæner også meget gerne  efter den. Han benytter en helt særlig teknik, når bolden skal indfanges, idet han afslutter med et langt, højt spring og forpotenedslag på hver side af det chanceløse bytte! Kosteligt! Så langt, så godt. Men så snart han står med ‘dyret’ i munden, så hører enigheden om, hvad der så skal ske med bolden, op. Her ser jeg gerne, at han kommer tilbage med den – og jeg gestikulerer, opfordrer og opmuntrer ham til det på alle de måder, jeg kender – men det sker sjældent. Meget sjældent. Det er, som om han ikke ved, at han egentlig skulle være designet til det. Forskeren Alexandra Horowitz skriver i bogen Inside of a dog, at man da nemt kan påklistre de forskellige hunderacer alle mulige etiketter, men i sidste ende, kan man kun håbe på, at hunden får/har disse egenskaber og karakteristika. Der gives ingen garanti. Det kan jeg nikke genkendende til. For Aslan er mere end almindeligt uvillig til at komme tilbage med tingene. Det samme gælder kastepinde. Her er han endnu mindre kristisk. Kan han ikke lige finde den pind, jeg har kastet, så tager han da bare en anden. Dét betyder ikke så meget. En pind er jo en pind. Heller ikke her skal jeg regne med, at han kommer tilbage til mig. Det er som om, han ikke forstår (eller tænder nok på) belønningen ved hjembringelsen, nemlig at jeg kaster bolden igen, heller ikke skulle jeg skrue præmien i vejret med en knasende godbid eller to, selvom han tripper særdeles ivrigt af sted ved min side, når jeg omsider atter står med bolden i hånden, og også atter springer lystigt af sted, når jeg atter svinger armen og bolden i en stor bue. Eller også synes han bare, at det er sjovere, hvis han også kan få mig til at springe efter bolden og ham. En slags noget for noget. En sjovere leg, hvor jeg skal yde lige så meget som han. Fra tid til anden ser han i hvert fald temmelig skælmsk ud i blikket og hovedet, når han står og dækker over den og inviterer mig til at komme nærmere, til at prøve at tage bolden fra ham, blot for at snuppe den – før mig – og smutte væk … stoppe op og gentage posituren og invitationen til legen.

Nå, vi arbejder med det, og det er jo også en del af legen og kommunikationen os to imellem. Og dermed en del af glæden ved at være sammen, hund og mand imellem.

M!

søndag, december 22nd, 2013

Miskmask

Udover at være et ualmindelig godt bud på, hvordan jeg mest rammende beskriver mit liv med ét eneste ord lige nu, et liv som næsten udelukkende indeholder arbejde, så betegner det engelske ord jumble – her ret præcist oversat til det danske miskmask (i sig selv et grimt, men skønt ord, der ifølge ordnet.dk bruges om en forvirret eller skødesløs sammenblanding af bestanddele der ikke passer sammen) – også et spil, hvor man først skal løse et antal anagrammer, som hver giver to-tre nøgleordsbogstaver, der indgår i et nøgleord, en løsning, man skal gætte ud fra handlingen på en vittighedstegning. Det kan eksemplevis spilles på The Seattle Times hjemmeside – og er ret sjovt i min bog.

M!