Morgenturen med Aslan gik over Dybbølsbro ad Kalvebod Brygge ud – og ad Islands Brygge og over Dybbølsbro hjem – i tiltagende sol og varme. I sig selv skønt. Byen vågner langsomt, denne lørdag; endnu bedre. Islands Brygge er anlagt med pænt store, flade græsarealer, holdt fri for fodboldmål (ikke at jeg har noget imod fodbold, mål eller kombinationen af de to), arealer, denne morgen endnu tunge af dug, som inviterer til den klassiske kast-og-hent leg hund og mand imellem. En leg, som både Aslan og jeg holder af. Til formålet havde jeg medbragt den blå-gule, specialdesignede bold – der skulle være lige god til hunde som katte – og boldens særlige udformning skulle gøre det nemmere for hunden at se den, når den hopper/triller af sted. Han, Aslan, har da heller ingen problemer med at se den. Så snart han ser den i min hånd, så ved han, hvad det handler om. Han lyser op. Han fyldes af forventning. Og han spæner også meget gerne efter den. Han benytter en helt særlig teknik, når bolden skal indfanges, idet han afslutter med et langt, højt spring og forpotenedslag på hver side af det chanceløse bytte! Kosteligt! Så langt, så godt. Men så snart han står med ‘dyret’ i munden, så hører enigheden om, hvad der så skal ske med bolden, op. Her ser jeg gerne, at han kommer tilbage med den – og jeg gestikulerer, opfordrer og opmuntrer ham til det på alle de måder, jeg kender – men det sker sjældent. Meget sjældent. Det er, som om han ikke ved, at han egentlig skulle være designet til det. Forskeren Alexandra Horowitz skriver i bogen Inside of a dog, at man da nemt kan påklistre de forskellige hunderacer alle mulige etiketter, men i sidste ende, kan man kun håbe på, at hunden får/har disse egenskaber og karakteristika. Der gives ingen garanti. Det kan jeg nikke genkendende til. For Aslan er mere end almindeligt uvillig til at komme tilbage med tingene. Det samme gælder kastepinde. Her er han endnu mindre kristisk. Kan han ikke lige finde den pind, jeg har kastet, så tager han da bare en anden. Dét betyder ikke så meget. En pind er jo en pind. Heller ikke her skal jeg regne med, at han kommer tilbage til mig. Det er som om, han ikke forstår (eller tænder nok på) belønningen ved hjembringelsen, nemlig at jeg kaster bolden igen, heller ikke skulle jeg skrue præmien i vejret med en knasende godbid eller to, selvom han tripper særdeles ivrigt af sted ved min side, når jeg omsider atter står med bolden i hånden, og også atter springer lystigt af sted, når jeg atter svinger armen og bolden i en stor bue. Eller også synes han bare, at det er sjovere, hvis han også kan få mig til at springe efter bolden og ham. En slags noget for noget. En sjovere leg, hvor jeg skal yde lige så meget som han. Fra tid til anden ser han i hvert fald temmelig skælmsk ud i blikket og hovedet, når han står og dækker over den og inviterer mig til at komme nærmere, til at prøve at tage bolden fra ham, blot for at snuppe den – før mig – og smutte væk … stoppe op og gentage posituren og invitationen til legen.
Nå, vi arbejder med det, og det er jo også en del af legen og kommunikationen os to imellem. Og dermed en del af glæden ved at være sammen, hund og mand imellem.
M!
