Archive for Små glæder er store

mandag, december 18th, 2017

Uden mål og med (Furari)

2017 lakker hastigt mod enden og jeg er blevet fanget ind i en meget mærkelig, men ikke ukendt tilstand af kan ingenting og vil ingenting. Jeg flakker rundt, dagen igennem, uden egentlige mål. Jeg har lovet mig selv, at der ikke er noget (bestemt), jeg skal i dag. Jeg skal sådan set bare være.

Siden sommerferien har vi her i huset forsøgt at komme hviledagen i hu. Denne mandag forlænger blot hviledagen for mig.

Det er der flere grunde til. Fredag, halvanden uge tilbage, sluttede efterårssemesteret. De 13-14 hektiske uger nåede et foreløbigt klimaks med eksamensopgave i Etik og Religionsfilosofi (1), onsdag til fredag i sidste uge; 48, for mig, vanvittige timer, vitterligt non-stop, i selskab med K.E. Løgstrup og Den etiske fordring. Og såmænd: I tiden mellem fredag og onsdag gennemgik jeg mine noter og læste lidt supplerende, hvorfor jeg nærmest har gået hånd i hånd med Løgstrup i en uges tid.

Jeg afleverede min syv- siders opgave en god halv time før fristens udløb og faget bør være bestået – ellers forstår jeg ingenting – men jeg nærer omvendt ingen illusioner om, at det blev den perfekte opgave.

Tirsdag – natten til onsdag – sprang en halsbetændelse på mig og satte sig fast til glæde for alle i min lille familie; som jeg dog har hostet – og fortsat hoster. Den har jeg således kæmpet med alt imens jeg har taget livtag med Løgstrup, dag som nat, og har ikke det ene, så har det andet holdt mig vågen. Trætheden har nærmest overskygget forløsningen ved at aflevere.

Lørdag stod jeg alligevel tidligt op (kl. 5) og tog til Sjælland til årets sidste måde i Spilleklubben Sparbonde, et bræt- og kortspilsfællesskab, jeg har haft sammen med tre andre … i mere end 25 år. En munter, men faktisk også strabadserende dag, da jeg først var tilbage på vores fælles matrikel igen kort før midnat; ud-og-hjem-samme-dag er normalt ikke mig, men da jeg vandt både dagen og den ærværdige titel som Årets Spiller er det svært at være utilfreds i nævneværdig grad.

Måske alt ovenstående, denne tekst, har en klang af beklagelse, en tone fra en sang efter (med)ynk? men sådan skal det bestemt ikke læses eller opfattes. Min tilværelse er en yderst privilegeret gang på jord, magisk, ligefrem, og jeg er, bliver og forbliver Gud og mine medmennesker meget taknemmelig.

Magisk er også den lille bog Furari af mangakaen Jiro Taniguchi, som jeg fik fingrene i bare dagen før sidste uges eksamenen, hvorfor den på behagelig vis kom til at danne modvægt til al min faglige, saglige stræben. For det er det han kan Taniguchi. Skabe modvægt. Eller kunne. For jeg erfarede nemlig også i sidste uge, at Taniguchi desværre sluttede sin tid blandt vi levende allerede i februar i år. De faktuelle forhold gjorde mig en kende trist, men straks jeg påbegyndte læsningen af Furari blev jeg grebet af dens intensitet. Den er på mange måder beslægtet med Manden, der går tur, der blev udgivet på dansk i 2011, men har en central japansk historisk figur og har på sin vis en narrativ ramme, hvor Manden, der går tur er meget mere løs – og episoderne helt uforbundne. En smagfuld dosering af både magisk realisme og poesi løfter Furari ud af det ordinære. En særlig fin detalje er, at hovedpersonen møder Kobayashi Issa hele to gang. Issa er én af de fire helt store haiku-digtere.

Efterhånden kommer energien vel også tilbage, sådan, at jeg kan komme i træningslejr til næste eksemen, der ligger onsdag den 17. januar 2018?!?

M!

onsdag, august 2nd, 2017

En ny sæson

En ny sæsons Taizé-andagter nærmer sig; hvis man bor/alligevel opholder sig i nærheden af Gellerup Kirke, så er man meget velkommen*:

Det er, hvis jeg skal sige det (i al ubeskedenhed, da jeg er én af arrangørerne), en koncentreret og rolig stund i et af byens (Århus’) smukkeste kirkerum, men kom og oplev det selv.

M!

* Det er man selvfølgelig også, hvis man bor langt væk, men så tænker jeg, at det er knap så sandsynligt, at man skulle få den tanke at dukke op.

torsdag, juni 22nd, 2017

Forandringsparathedens svøbe

I dag skal alt og alle være forandrings- og omstillingsparate i et fuldstændig forrykt tempo, at den eller de, der tør holde uforanderligt fast og stå ved det, han, hun, den eller de er, altså de stokkonservative, næsten fremstår som de mest progressive.

Noget i den retning vil jeg citere formiddagens foredragsholder (og medkursusleder) på Silkeborg Højskole for at have sagt; så må han jo rette mig, hvis han læser dette og stejler, fordi det er en fejlfortolkning.

Han sagde det, netop i denne sammenhæng, fordi han følte, at her kunne kirken virkelig spille en rolle: Som en institution, der byder en meget kedelig, menneskeligt nedbrydende tendens trod og i stedet tilbyder hver enkelt af os et sted, hvor vi bare kan gå hen og bare være. I stilhed. Alene. Eller i et fællesskab. Et sted, hvor vi kan give os selv og hinanden lidt fri for alt det, vi ellers skal. Og det er godt sagt. Det ønsker jeg mig også. Det er faktisk noget af det, der ligger mig allermest på sinde … men det er bare ikke det, der sker. Folkekirken som institution – og det gælder både hele folkekirken og den enkelte folkekirke – er jo ved at slå knude på sig selv for at få fat på mennesker i troens periferi og bliver på den måde selv en meget aktiv spiller i forandringsparathedens svøbe.

M!

mandag, april 17th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er et forårshaiku af en af de fire store japanske haikudigtere Yosa Buson, læst for ganske nylig (i den forgangne uge) i bogen Sommersol og vintermåne, der indeholder 185 haiku samlet og oversat af Niels Kjær; bare én af flere fine haikusamlinger fra hans hånd. Bemærk, at i oversættelse af japanske haiku, tilstræber man gerne en så tekstnær oversættelse som mulig – og tæller sjældent stavelser.

Jeg ville gå ud
men jeg blev hjemme hos
blommeblomsterne

M!

fredag, oktober 14th, 2016

To gange om ugen

Er der noget, jeg er bare en lille smule stolt af, så er det, at det i denne rimeligt travle eftersommer/dette rimeligt besatte efterår, alligevel er lykkedes hunden og jeg at komme ud og løbe/lunte en tur på tredive til tres minutter stort set to gange om ugen, nemlig mandag og torsdag, faktisk lige siden vi flyttede her til udkanten af smilets by. Og endelig begynder denne vedholdenhed, sammen med mine to daglige cykelture af femogtyve til tredive minutter, at sætte sig spor i min krop: Jeg har ikke tabt mig – hvilket nok kommer, når jeg igen får vredet sukkerdjævelen fladt om på ryggen – men kroppen begynder at mærkes ’strammere’ samtidig med, at jeg får mere og mere fysisk overskud. Netop dét har jeg brug for. I denne uge har jeg været særlig stolt, fordi efteråret virkelig har meldt sin ankomst, hvor det rå vejr godt – i hvert fald nogle gange – kan virke demotiverende. Desuden: Det bliver nok alt sammen virkelig godt, når jeg igen begynder at sove ordentligt – igen skyder jeg skylden på sukkeret – og det trænger jeg ved Gud også til. Det skulle gerne blive til mere end to gange om ugen.

M!

fredag, september 30th, 2016

Medicinhaverne i Tranekær

I den snart længe forgangne weekend, altså sidste weekend, var min kæreste og jeg et smut på Langeland, nærmere bestemt nær Rudkøbing, fredag aften til søndag eftermiddag. Det nød vi i den grad. Dejligt med lidt luftforandring. Men som overskriften antyder, så havde vi også lige tid til et visit i den anden ende af øen, nærmere bestemt i Tranekær, hvor vi lod os begejstre af Medicinhaverne … som ligger på en skråning, lige syd for Tranekær Slot, som må være en af de kendteste attraktioner på øen.

Det er et pragtfuldt sted, man ikke skal snyde sig selv for, hvis man er på de kanter.

Haven – eller haverne, idet de er anlagt (eller ved at blive anlagt) som seks (måske senere ni) korresponderende haver med hver deres tema omgivet af et stort udvalg af træer – samler en stor del af alle de buske, planter og træer, der har været eller/og stadig bliver brugt verden over til medicinsk brug, og er virkelig en sanselig oplevelse.

For synet. For næsen. For kroppen. For hjertet. For sjælen. Og for troen.

Cosmos-atrosanguineus.jpgMin – og måske også min kærestes – yndlingsplante blev så let denne aromatiske perle, med den latinske benævnelse cosmos atrosanguineus – og den maleriske, men absolut aromatisk korrekte, danske chokolade kosmos. Køn så den ud lige klods op og ned af et bed lavendeller, men det var ikke derfor, at den overbeviste mig så let om dens fortræffeligheder. Stikker man snuden ned til den, så vil man opleve, at den ganske enkelt dufter som en plade mørk chokolade med højt indhold af kakao.

Enestående.

Men det var selvfølgelig ikke den eneste grund til, at vi nød det. Septembereftersommervejret viste sig fra sin allerbedste side, og så var det alligevel også opmuntrende, dels at genkende så mange planter og deres brug, dels generfare, at der altså er en veludforsket verden her, man ikke skal afskrive eller afvise … og så er det også bare livgivende at bevæge sig blandt planter – og endnu mere, selvfølgelig, fordi det er planter, som næsten alle har en påviselig gavnlig effekt på ens helbred. Det kan man vel kalde placebo … men det virker altså på mig.

Medicinhaverne har mine varmeste anbefalinger. Stedet anlægges, drives og vedligeholdes af frivillige, hvilket er endnu en grund til at aflægge haverne et besøg. Entreindtægterne er beskedne og går ubeskåret til driften.

M!

mandag, juli 18th, 2016

Fysisk flytning, del 1

Sidder netop nu, i denne skrivende stund, i en velsignet stille stillekupé i IC Lyn 51062 fra Århus og helt til København, og lige om lidt får vi et ophold i Fredericia; jeg er på vej hjem efter en weekend, der har stået i flytningens tegn.

Fredag formiddag landede jeg i Brabrand; fredag eftermiddag hentede kæresten og jeg nøgler til vores nye, fælles hjem, og jeg så det for første gang ved selvsyn.

Må bare sige, at vores fornemmelse for stedet har været helt, helt rigtig. Og alligevel skal jeg bruge nogle kræfter på at flytte mig selv, ikke bare fysisk, men i høj grad også psykisk. Det er – så hjælpe mig Gud – hårdt på mange måder.

De fysiske anstrengelser hjælper på mange måder. Det er som om, at man får sit nye hjælp ned i fødderne, ind i kroppen; man får lært trapper, gulve, rum, vægge, skabe, skuffer, kroge, afkroge … ja, hver en centimeter godt og grundigt at kende.

Og fysisk har det også været i weekend.

Jeg har ikke helt styr på, hvor mange trin, hvor mange skridt, hvor mange meter, at jeg har trådt de sidste par dage, men det er ikke få.

Lørdag var vi et større hold, som flyttede ned fra syvende, ind i biler, ud fra biler og proppede al min kærestes – og en smule af mit eget – habengut ind i vores nye hjem. Lørdag aften var vi allerede nogenlunde på plads i køkkenet. Søndag knoklede vi også hårdt på. I dag har vi været mere flade og ikke nået ret meget, men er enige om, at vi har nået nok. Nu har hun selv knoklet på med at gøre den fraflyttede lejlighed ren, mens jeg endnu må passe mit borgerlige erhverv på hverdage.

Men vi har nået nok til, at vi kan bruge køkkenet og til, at vi begge synes, at vi var seje. Nu venter næste del. Næste mandag.

M!

 

fredag, juli 15th, 2016

En hund takker af, 2

Suk … og stort set sammenfaldende med, at Aslan trækker sig fra stenbroen på Vesterbro i København til fordel for den brabrandske muld – og skovene omkring – så forlyder det fra pålidelig kilde, at en anden hund finder hjem igen.

Tegneren Steve Boreman har annonceret, at serien om den lille navnløse og fortabte hund sig sin afslutning. Og dagens stribe underbygger så sandelig hans kald:

Little Dog Lost

Næsten ti år har han flakket omkring. Og selv om det personligt er både svært og trist at skulle give slip på dette fine, faste element i hverdagen, så må jeg samtidig sige, at det er så rørende, at det giver mig tårer i øjnene.

Og jeg er meget, meget spændt på at høre/læse hans navn.

M!

onsdag, juni 8th, 2016

Som himlen og havet

som himlen og havetEr der noget som himlen og havet, der kan skubbe og tale til os? Befri eller lette os? Klare, rense og vaske – eller helt basalt bare sætte gang i – tankerne? Føde eller genføde drømmene? Nære udlængslen? Få os til at åbne os? Tale til barnet …

Næppe.

Men ‘Som himlen og havet’ er også titlen på en forrygende samling barndoms-/ungdomserindringer skrevet af pastor emeritus Niels Johansen, som jeg har været så heldig at blive begavet med i den netop forgangne weekend af min salmedigterveninde.

Den gør netop det!

Den skubber til én. Den taler til én. Den let læst, sprogligt forbilledligt økonomisk, bid for bid, erindring efter erindring, og sætter på forunderlig vis gang i ens egne erindringer. Det var i hvert fald min oplevelse. Det er ikke højtragende, men mere jordnært, med andre ord genkendeligt, og alene derfor velkomment. Det er sjovt og tankevækkende; det virker troværdigt og ægte. Og den har mine varmeste anbefalinger.

M!

onsdag, april 27th, 2016

Nye helte

Direkte adspurgt, så ja, så mener jeg så afgjort, at verden har brug for nye helte … og jeg fandt én i går. Oliver Jeffers, hedder han, og han er en billedbogsforfatter fra Nordirland, vist nok bosiddende i New York. Det betyder mindre. Hvad betyder noget, er, at jeg i går læste den første af hans bøger, den umådeligt fine og sart poetiske Hittegods – eller Lost and Found, som den originalt hedder – som virkelig er blevet voldsomt eksponeret hos de københavnske boghandlere. Jeg faldt straks for smukt farvesatte, mildt tragikomiske forside, og tænkte, at her var måske noget.

Det var der. Der var masser.

Det er ikke bare en fint fortalt, sød historie; det er en fortælling om noget helt essentielt, nemlig relationer og venskaber, pakket ind som et kunstværk. Den rummer det ene smukke panel efter det andet.

Og det viser sig heldigvis, at Hittegods er en godt ti år gammel sag og langt fra den første, den eneste eller den sidste bog Jeffers har på samvittigheden. Faktisk er der en lille håndfuld alene med denne lille dreng og hans nye gode ven, pingvinen. Desforuden en masse andet godt. Og mere på vej. Og det viser sig samtidig, hvad jeg ikke anede, at de københavnske biblioteker er pænt velforsynede med hans udgivelser. Hurra! Reservationsbestillingerne fløj om ørerne på mig i går, straks jeg opdagede mit held.

Det viser sig også, at han er en lille smule barnlig og skør, med andre ord, et forbillede for os alle:

Hvem er dine helte? Og hvorfor?

M!