Archive for Små glæder er store

mandag, april 17th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er et forårshaiku af en af de fire store japanske haikudigtere Yosa Buson, læst for ganske nylig (i den forgangne uge) i bogen Sommersol og vintermåne, der indeholder 185 haiku samlet og oversat af Niels Kjær; bare én af flere fine haikusamlinger fra hans hånd. Bemærk, at i oversættelse af japanske haiku, tilstræber man gerne en så tekstnær oversættelse som mulig – og tæller sjældent stavelser.

Jeg ville gå ud
men jeg blev hjemme hos
blommeblomsterne

M!

fredag, oktober 14th, 2016

To gange om ugen

Er der noget, jeg er bare en lille smule stolt af, så er det, at det i denne rimeligt travle eftersommer/dette rimeligt besatte efterår, alligevel er lykkedes hunden og jeg at komme ud og løbe/lunte en tur på tredive til tres minutter stort set to gange om ugen, nemlig mandag og torsdag, faktisk lige siden vi flyttede her til udkanten af smilets by. Og endelig begynder denne vedholdenhed, sammen med mine to daglige cykelture af femogtyve til tredive minutter, at sætte sig spor i min krop: Jeg har ikke tabt mig – hvilket nok kommer, når jeg igen får vredet sukkerdjævelen fladt om på ryggen – men kroppen begynder at mærkes ’strammere’ samtidig med, at jeg får mere og mere fysisk overskud. Netop dét har jeg brug for. I denne uge har jeg været særlig stolt, fordi efteråret virkelig har meldt sin ankomst, hvor det rå vejr godt – i hvert fald nogle gange – kan virke demotiverende. Desuden: Det bliver nok alt sammen virkelig godt, når jeg igen begynder at sove ordentligt – igen skyder jeg skylden på sukkeret – og det trænger jeg ved Gud også til. Det skulle gerne blive til mere end to gange om ugen.

M!

fredag, september 30th, 2016

Medicinhaverne i Tranekær

I den snart længe forgangne weekend, altså sidste weekend, var min kæreste og jeg et smut på Langeland, nærmere bestemt nær Rudkøbing, fredag aften til søndag eftermiddag. Det nød vi i den grad. Dejligt med lidt luftforandring. Men som overskriften antyder, så havde vi også lige tid til et visit i den anden ende af øen, nærmere bestemt i Tranekær, hvor vi lod os begejstre af Medicinhaverne … som ligger på en skråning, lige syd for Tranekær Slot, som må være en af de kendteste attraktioner på øen.

Det er et pragtfuldt sted, man ikke skal snyde sig selv for, hvis man er på de kanter.

Haven – eller haverne, idet de er anlagt (eller ved at blive anlagt) som seks (måske senere ni) korresponderende haver med hver deres tema omgivet af et stort udvalg af træer – samler en stor del af alle de buske, planter og træer, der har været eller/og stadig bliver brugt verden over til medicinsk brug, og er virkelig en sanselig oplevelse.

For synet. For næsen. For kroppen. For hjertet. For sjælen. Og for troen.

Cosmos-atrosanguineus.jpgMin – og måske også min kærestes – yndlingsplante blev så let denne aromatiske perle, med den latinske benævnelse cosmos atrosanguineus – og den maleriske, men absolut aromatisk korrekte, danske chokolade kosmos. Køn så den ud lige klods op og ned af et bed lavendeller, men det var ikke derfor, at den overbeviste mig så let om dens fortræffeligheder. Stikker man snuden ned til den, så vil man opleve, at den ganske enkelt dufter som en plade mørk chokolade med højt indhold af kakao.

Enestående.

Men det var selvfølgelig ikke den eneste grund til, at vi nød det. Septembereftersommervejret viste sig fra sin allerbedste side, og så var det alligevel også opmuntrende, dels at genkende så mange planter og deres brug, dels generfare, at der altså er en veludforsket verden her, man ikke skal afskrive eller afvise … og så er det også bare livgivende at bevæge sig blandt planter – og endnu mere, selvfølgelig, fordi det er planter, som næsten alle har en påviselig gavnlig effekt på ens helbred. Det kan man vel kalde placebo … men det virker altså på mig.

Medicinhaverne har mine varmeste anbefalinger. Stedet anlægges, drives og vedligeholdes af frivillige, hvilket er endnu en grund til at aflægge haverne et besøg. Entreindtægterne er beskedne og går ubeskåret til driften.

M!

mandag, juli 18th, 2016

Fysisk flytning, del 1

Sidder netop nu, i denne skrivende stund, i en velsignet stille stillekupé i IC Lyn 51062 fra Århus og helt til København, og lige om lidt får vi et ophold i Fredericia; jeg er på vej hjem efter en weekend, der har stået i flytningens tegn.

Fredag formiddag landede jeg i Brabrand; fredag eftermiddag hentede kæresten og jeg nøgler til vores nye, fælles hjem, og jeg så det for første gang ved selvsyn.

Må bare sige, at vores fornemmelse for stedet har været helt, helt rigtig. Og alligevel skal jeg bruge nogle kræfter på at flytte mig selv, ikke bare fysisk, men i høj grad også psykisk. Det er – så hjælpe mig Gud – hårdt på mange måder.

De fysiske anstrengelser hjælper på mange måder. Det er som om, at man får sit nye hjælp ned i fødderne, ind i kroppen; man får lært trapper, gulve, rum, vægge, skabe, skuffer, kroge, afkroge … ja, hver en centimeter godt og grundigt at kende.

Og fysisk har det også været i weekend.

Jeg har ikke helt styr på, hvor mange trin, hvor mange skridt, hvor mange meter, at jeg har trådt de sidste par dage, men det er ikke få.

Lørdag var vi et større hold, som flyttede ned fra syvende, ind i biler, ud fra biler og proppede al min kærestes – og en smule af mit eget – habengut ind i vores nye hjem. Lørdag aften var vi allerede nogenlunde på plads i køkkenet. Søndag knoklede vi også hårdt på. I dag har vi været mere flade og ikke nået ret meget, men er enige om, at vi har nået nok. Nu har hun selv knoklet på med at gøre den fraflyttede lejlighed ren, mens jeg endnu må passe mit borgerlige erhverv på hverdage.

Men vi har nået nok til, at vi kan bruge køkkenet og til, at vi begge synes, at vi var seje. Nu venter næste del. Næste mandag.

M!

 

fredag, juli 15th, 2016

En hund takker af, 2

Suk … og stort set sammenfaldende med, at Aslan trækker sig fra stenbroen på Vesterbro i København til fordel for den brabrandske muld – og skovene omkring – så forlyder det fra pålidelig kilde, at en anden hund finder hjem igen.

Tegneren Steve Boreman har annonceret, at serien om den lille navnløse og fortabte hund sig sin afslutning. Og dagens stribe underbygger så sandelig hans kald:

Little Dog Lost

Næsten ti år har han flakket omkring. Og selv om det personligt er både svært og trist at skulle give slip på dette fine, faste element i hverdagen, så må jeg samtidig sige, at det er så rørende, at det giver mig tårer i øjnene.

Og jeg er meget, meget spændt på at høre/læse hans navn.

M!

onsdag, juni 8th, 2016

Som himlen og havet

som himlen og havetEr der noget som himlen og havet, der kan skubbe og tale til os? Befri eller lette os? Klare, rense og vaske – eller helt basalt bare sætte gang i – tankerne? Føde eller genføde drømmene? Nære udlængslen? Få os til at åbne os? Tale til barnet …

Næppe.

Men ‘Som himlen og havet’ er også titlen på en forrygende samling barndoms-/ungdomserindringer skrevet af pastor emeritus Niels Johansen, som jeg har været så heldig at blive begavet med i den netop forgangne weekend af min salmedigterveninde.

Den gør netop det!

Den skubber til én. Den taler til én. Den let læst, sprogligt forbilledligt økonomisk, bid for bid, erindring efter erindring, og sætter på forunderlig vis gang i ens egne erindringer. Det var i hvert fald min oplevelse. Det er ikke højtragende, men mere jordnært, med andre ord genkendeligt, og alene derfor velkomment. Det er sjovt og tankevækkende; det virker troværdigt og ægte. Og den har mine varmeste anbefalinger.

M!

onsdag, april 27th, 2016

Nye helte

Direkte adspurgt, så ja, så mener jeg så afgjort, at verden har brug for nye helte … og jeg fandt én i går. Oliver Jeffers, hedder han, og han er en billedbogsforfatter fra Nordirland, vist nok bosiddende i New York. Det betyder mindre. Hvad betyder noget, er, at jeg i går læste den første af hans bøger, den umådeligt fine og sart poetiske Hittegods – eller Lost and Found, som den originalt hedder – som virkelig er blevet voldsomt eksponeret hos de københavnske boghandlere. Jeg faldt straks for smukt farvesatte, mildt tragikomiske forside, og tænkte, at her var måske noget.

Det var der. Der var masser.

Det er ikke bare en fint fortalt, sød historie; det er en fortælling om noget helt essentielt, nemlig relationer og venskaber, pakket ind som et kunstværk. Den rummer det ene smukke panel efter det andet.

Og det viser sig heldigvis, at Hittegods er en godt ti år gammel sag og langt fra den første, den eneste eller den sidste bog Jeffers har på samvittigheden. Faktisk er der en lille håndfuld alene med denne lille dreng og hans nye gode ven, pingvinen. Desforuden en masse andet godt. Og mere på vej. Og det viser sig samtidig, hvad jeg ikke anede, at de københavnske biblioteker er pænt velforsynede med hans udgivelser. Hurra! Reservationsbestillingerne fløj om ørerne på mig i går, straks jeg opdagede mit held.

Det viser sig også, at han er en lille smule barnlig og skør, med andre ord, et forbillede for os alle:

Hvem er dine helte? Og hvorfor?

M!

torsdag, marts 31st, 2016

Fastetanker

Fasten er – officielt med i søndags, Påskedag – afsluttet; som læsere af denne blog ved vide, så har min kæreste, T, og jeg været en del af fastefællesskab, som gode kræfter i Gellerup Kirke i Brabrand tog initiativ til. Da jeg endnu bor i betragtelig afstand fra kirken og langt fra er i Brabrand hver og hver anden weekend, så har jeg kun haft ringe mulighed for at deltage i de planlagte fastegruppemøder – et enkelt er det blevet til – og jeg kommer heller ikke til at deltage ved det afsluttende møde, som holdes  førstkommende søndag.

Det har været en lille, men stærk kreds, og jeg har flere gange draget nytte af fællesskabet. Et par gange har det eksempelvis været ulige meget nemmere end sædvanligt at sige nej til fristelser med henvisning til min ‘forpligtelse’ overfor fastegruppen.

Derfor vil jeg glæde mig til at deltage igen; jeg antager, at der bliver etableret en lignende gruppe i adventstiden.

Mine mål for de forgangne fyrre dage har været meget konkrete; jeg skulle:

– afstå fra at købe vand på flaske
– afstå fra raffineret sukker ((plus honning i te), dvs. desserter, kage, slik)
– afstå fra computer/pc/internet (også på mobil) efter 21

– passe mine sengetider/min søvn

– øve mig i at kontakte bekendte, familie og venner
– øve mig i ikke at blive irriteret på mine medtrafikanter
– øve mig i også at skrive digte, der ikke er haiku

Det er virkelig gået over al forventning, særligt, hvis jeg ser bort fra punkt nummer seks; her har jeg vitterlig en udfordring, som jeg kommer til at se dybere og nærmere på. Samtidig må jeg dog skrive, at jeg finder, at den klare samfundstendens, der sætter individet før fællesskabet, hensynet til sig selv over hensynet til andre, har bredt sig til trafikken. Der satses mere og tænkes mindre. På et eller andet tidspunkt kommer det desværre til at koste menneskeliv.

Nå, nok om det.

For ellers er det gået godt. Jeg har i perioden:

Slet ikke købt vand på flaske; på den konto har jeg sparet penge, sparet mig selv for kulsyre og smagstilsætninger (citron), sparet miljøet for plastik; ved nogle få lejligheder har jeg, under besøg hos andre, dog drukket vand – og særligt vand med brus – fra flaske. Det er slet ikke dumt. Jeg skal bare være ekstra opmærksom på at opretholde min væskebalance.

Jeg fortsætter dette, selv nu, hvor fasten er overstået. Jeg har brug for vand, men hverken den ekstra tilsætning eller den ekstra udgift.

Så godt som afstået fra raffineret sukker; det er praktisk talt umuligt at undgå sukker helt, særligt, hvis man køber halv- eller helfabrikata, men jeg har ikke indgået mange kompromisser. Jeg har klaret mig gennem flere familiesammenkomster og forældrebesøg uden at falde i slikskålen. To gange, kun to gange, har jeg overgivet mig til de søde sager foran mig, begge gange med skuffelse til følge. Til gengæld blev både Påskedag og 2. Påskedag markeret med chokoladepåskeæg fra Anker Chokolade i Godsbanegade på Vesterbro i København. Det smagte godt, men jeg nu kæmper jeg så med at finde ind i afholdenheden igen.

Jeg ønsker nemlig at holde fast i sukkerafholdenheden i almindelighed og til hverdag … og sandsynligvis også til de fleste fester; gevinsterne er utallige, eks.: bedre fordøjelse, mindre pres på blæren, renere tanker og bedre nattesøvn.

Hver aften har jeg troligt slukket den bærbare omkring klokken 21 og kun i nogle få tilfælde været fristet til at kigge på internettet med telefonen. Også dét er en befrielse.

Også fremover vil jeg forsøge at slukke for alt elektronisk udstyr kl. 21; her tæller langt mindre hovedpine, langt stærkere immunforsvar og langt bedre nattesøvn og langt mindre irriterede øjne som næsten umuligt gode argumenter.

I fasteperioden er jeg gået fra gennemsnitligt 5-6 timers søvn pr. nat til gennemsnitligt 6-7 timers søvn pr. nat. Det er jeg bare både lettet over og meget tilfreds med. Det rokker ikke meget ved den alvorlige og dybe grundtræthed, jeg bærer rundt på.

Sengetiderne vil også fremover blive højt prioriteret. Sammen med øvrige ovennævnte fortsætter så vil det ganske gradvist og langsomt forhåbentlig give mig ikke bare langt mere energi og overskud, men også bedre og sikrere fodfæste og gang på Jorden.

Skrevet så meget som overhovedet muligt udover det (eller de) daglige haiku. Jeg har særligt brugt det til at beskrive oplevelser eller dykke ned i en følelse. Jeg skriver ikke disse stumper og stykker med andet formål end at skrive dem, og det har straks reduceret alle tanker om præstationsangst til et minimum, og det har været befriende, ja, frigørende.

Selvsagt har dette beriget mit liv, og jeg ville være fattigere var jeg foruden; det ønsker jeg ikke at være.

Jeg tror, at det er første gang, at jeg har fastet fra/med noget med så stor succes og med så stort et ønske om, at fastholde alle forhold fra min faste i min nye hverdag. Det er jeg bare helt igennem fornøjet ved. Og forundret. Jeg føler, at jeg ganske bevidst er ved at ændre nogle ting, jeg længe har lidt under. Jeg har taget ansvar for mit eget liv og er lykkedes … med Guds hjælp.

Er der noget at sige til, at jeg næsten ikke kan få armene ned?

M!

fredag, marts 18th, 2016

Fuglefrifredag

I dag har jeg haft den første fridag i umindelige tider. Eller næsten i hvert fald. Klokken 10.00 slukkede jeg for skærmen og gik ud i forårsvejret sammen med min tegneserietossede veninde T – ikke min kæreste, som bliver i Århus i weekenden – for at opsøge nogle af vore kendte og vante tegneseriejagtmarker.

Og der er jo noget særligt ved at holde fri … udover i weekenden.

I bund og grund er fredag en dårlig dag til det, idet nogle af tegneseriebutikkerne har endog særdeles begrænsede åbningstider.

Derfor blev det kun til besøg hos Politikens Boghal, Fantask og Faraos Cigarer; rent faktisk var vi også i Arnold Busck på Købmagergade, men deres udvalg af tegneserier er ikke noget at skrive hjem om; alt i alt fint nok, da det er næsten ét helt år siden, at vi var på en lignende tur.

Min veninde hjemtog en større høst af gode ting og sager (eks. nye Max Jordan, Rubine , Splint & Co. og Tim og Thomas samt hele serien af Et ekstraordinært eventyr med Splint & Co., hvoraf nogle er virkelig, virkelig gode), mens min høst var mere beskeden. Jeg købte fire album i serien 100 % Zits, en flot samleudgave af Will Eisner’s The Contract With God Trilogy samt første bind i Shimura Takako’s manga-serie Wandering Son, som handler om de begyndende teenageår, køn- og seksualforvirring; spændt på at se, hvordan det bliver behandlet i grafisk form. I hvert fald ikke et hverdagsemne i tegneserieverdenen … men hvorfor ikke? Og jeg tror, der er otte bind i alt, så det er en omfattende serie.

Fik også fingrene i to film, jeg gerne har villet se længe samt to haiku-digt-samlinger, til videre inspiration til egne haiku.

Efter sen frokost og endnu senere kaffe var det tid at vende næsen hjemad igen.

Og fundere over, hvor meget jeg elsker dage, hvor jeg bare er og tiden bare går – og jeg gør noget godt og rart.

M!

torsdag, februar 18th, 2016

Sundere, 2016: Bevægelse

Som allerede antydet så er mit sundhedsmål fra februar og resten af 2016 ganske enkelt at få mere bevægelse ind i hverdagen.

Det skulle naturligvis ikke være så vanskeligt, når man, som jeg, har en gåturskrævende firbenet livsledsager, men alligevel finder jeg ofte, at jeg sidder alt, alt for meget ned. En del af forklaringen skal selvsagt findes i mit arbejde, som foregår siddende, lænket, nærmest, til en kontorstol og foran en skærm.

Og når man så kommer træt hjem fra fabrikken, så kræver det mærkeligt nok overvindelse, at tage løbe- eller vandreskoene på og komme af sted.

Til at hjælpe mig med at komme af sted, har jeg som også allerede nævnt købt et fitnessarmbånd. Og jeg må bare sige, at det fungerer for mig. Det er en motiverende faktor, at denne lille sladrehank og overvågningsanordning fortæller mig, hvor mange skridt jeg har gået – og hvor langt der er til dagens mål, som er de bredt anbefalede 10.000. Jeg ville ønske, at jeg selv kunne omdefinere målet, men, hvis jeg kan, så har jeg ikke gennemskuet det endnu. Langt de fleste dage er jeg tættere på de 20.000 end de 10.000. Langt de fleste dage går der sport i den for at nå dette mål i stedet.

Apparatet holder øje med:

– antal aktive timer
– antal kilometer tilbagelagt
– antal skridt

Men også oplysninger om puls og søvn – både kvantitet og kvalitet – fortæller mig noget om, hvordan jeg bruger mig selv, om, hvor meget, jeg bevæger mig. Ganske overraskende hjælper dette lille armbånd mig til at blive mere bevidst om min måde at være til på.

Meget inspirerende og motiverende.

Højst overraskende så fortæller det jo også én, hvor meget man er i bevægelse i løbet af en dag. Det er ikke så lidt endda. Mit fokus er lige nu på al slags bevægelse (ja, også den!), men på sigt skal jeg – og her kommer jeg til at gentage mig selv i forhold til tidligere indlæg – også have mere konditionsfremmende og -krævende bevægelse samt styrkeøvelser på programmet; lige nu handler det dog bare om at komme ud af dovenskaben og sofaens gab.

Næste skridt? Mere om det i marts …

M!

Januars sundhedsmål: Et nedtonet, normaliseret forhold til mobiltelefonen.