Archive for Selvhjælp

fredag, oktober 14th, 2016

To gange om ugen

Er der noget, jeg er bare en lille smule stolt af, så er det, at det i denne rimeligt travle eftersommer/dette rimeligt besatte efterår, alligevel er lykkedes hunden og jeg at komme ud og løbe/lunte en tur på tredive til tres minutter stort set to gange om ugen, nemlig mandag og torsdag, faktisk lige siden vi flyttede her til udkanten af smilets by. Og endelig begynder denne vedholdenhed, sammen med mine to daglige cykelture af femogtyve til tredive minutter, at sætte sig spor i min krop: Jeg har ikke tabt mig – hvilket nok kommer, når jeg igen får vredet sukkerdjævelen fladt om på ryggen – men kroppen begynder at mærkes ’strammere’ samtidig med, at jeg får mere og mere fysisk overskud. Netop dét har jeg brug for. I denne uge har jeg været særlig stolt, fordi efteråret virkelig har meldt sin ankomst, hvor det rå vejr godt – i hvert fald nogle gange – kan virke demotiverende. Desuden: Det bliver nok alt sammen virkelig godt, når jeg igen begynder at sove ordentligt – igen skyder jeg skylden på sukkeret – og det trænger jeg ved Gud også til. Det skulle gerne blive til mere end to gange om ugen.

M!

mandag, juli 18th, 2016

Fysisk flytning, del 1

Sidder netop nu, i denne skrivende stund, i en velsignet stille stillekupé i IC Lyn 51062 fra Århus og helt til København, og lige om lidt får vi et ophold i Fredericia; jeg er på vej hjem efter en weekend, der har stået i flytningens tegn.

Fredag formiddag landede jeg i Brabrand; fredag eftermiddag hentede kæresten og jeg nøgler til vores nye, fælles hjem, og jeg så det for første gang ved selvsyn.

Må bare sige, at vores fornemmelse for stedet har været helt, helt rigtig. Og alligevel skal jeg bruge nogle kræfter på at flytte mig selv, ikke bare fysisk, men i høj grad også psykisk. Det er – så hjælpe mig Gud – hårdt på mange måder.

De fysiske anstrengelser hjælper på mange måder. Det er som om, at man får sit nye hjælp ned i fødderne, ind i kroppen; man får lært trapper, gulve, rum, vægge, skabe, skuffer, kroge, afkroge … ja, hver en centimeter godt og grundigt at kende.

Og fysisk har det også været i weekend.

Jeg har ikke helt styr på, hvor mange trin, hvor mange skridt, hvor mange meter, at jeg har trådt de sidste par dage, men det er ikke få.

Lørdag var vi et større hold, som flyttede ned fra syvende, ind i biler, ud fra biler og proppede al min kærestes – og en smule af mit eget – habengut ind i vores nye hjem. Lørdag aften var vi allerede nogenlunde på plads i køkkenet. Søndag knoklede vi også hårdt på. I dag har vi været mere flade og ikke nået ret meget, men er enige om, at vi har nået nok. Nu har hun selv knoklet på med at gøre den fraflyttede lejlighed ren, mens jeg endnu må passe mit borgerlige erhverv på hverdage.

Men vi har nået nok til, at vi kan bruge køkkenet og til, at vi begge synes, at vi var seje. Nu venter næste del. Næste mandag.

M!

 

torsdag, marts 31st, 2016

Fastetanker

Fasten er – officielt med i søndags, Påskedag – afsluttet; som læsere af denne blog ved vide, så har min kæreste, T, og jeg været en del af fastefællesskab, som gode kræfter i Gellerup Kirke i Brabrand tog initiativ til. Da jeg endnu bor i betragtelig afstand fra kirken og langt fra er i Brabrand hver og hver anden weekend, så har jeg kun haft ringe mulighed for at deltage i de planlagte fastegruppemøder – et enkelt er det blevet til – og jeg kommer heller ikke til at deltage ved det afsluttende møde, som holdes  førstkommende søndag.

Det har været en lille, men stærk kreds, og jeg har flere gange draget nytte af fællesskabet. Et par gange har det eksempelvis været ulige meget nemmere end sædvanligt at sige nej til fristelser med henvisning til min ‘forpligtelse’ overfor fastegruppen.

Derfor vil jeg glæde mig til at deltage igen; jeg antager, at der bliver etableret en lignende gruppe i adventstiden.

Mine mål for de forgangne fyrre dage har været meget konkrete; jeg skulle:

– afstå fra at købe vand på flaske
– afstå fra raffineret sukker ((plus honning i te), dvs. desserter, kage, slik)
– afstå fra computer/pc/internet (også på mobil) efter 21

– passe mine sengetider/min søvn

– øve mig i at kontakte bekendte, familie og venner
– øve mig i ikke at blive irriteret på mine medtrafikanter
– øve mig i også at skrive digte, der ikke er haiku

Det er virkelig gået over al forventning, særligt, hvis jeg ser bort fra punkt nummer seks; her har jeg vitterlig en udfordring, som jeg kommer til at se dybere og nærmere på. Samtidig må jeg dog skrive, at jeg finder, at den klare samfundstendens, der sætter individet før fællesskabet, hensynet til sig selv over hensynet til andre, har bredt sig til trafikken. Der satses mere og tænkes mindre. På et eller andet tidspunkt kommer det desværre til at koste menneskeliv.

Nå, nok om det.

For ellers er det gået godt. Jeg har i perioden:

Slet ikke købt vand på flaske; på den konto har jeg sparet penge, sparet mig selv for kulsyre og smagstilsætninger (citron), sparet miljøet for plastik; ved nogle få lejligheder har jeg, under besøg hos andre, dog drukket vand – og særligt vand med brus – fra flaske. Det er slet ikke dumt. Jeg skal bare være ekstra opmærksom på at opretholde min væskebalance.

Jeg fortsætter dette, selv nu, hvor fasten er overstået. Jeg har brug for vand, men hverken den ekstra tilsætning eller den ekstra udgift.

Så godt som afstået fra raffineret sukker; det er praktisk talt umuligt at undgå sukker helt, særligt, hvis man køber halv- eller helfabrikata, men jeg har ikke indgået mange kompromisser. Jeg har klaret mig gennem flere familiesammenkomster og forældrebesøg uden at falde i slikskålen. To gange, kun to gange, har jeg overgivet mig til de søde sager foran mig, begge gange med skuffelse til følge. Til gengæld blev både Påskedag og 2. Påskedag markeret med chokoladepåskeæg fra Anker Chokolade i Godsbanegade på Vesterbro i København. Det smagte godt, men jeg nu kæmper jeg så med at finde ind i afholdenheden igen.

Jeg ønsker nemlig at holde fast i sukkerafholdenheden i almindelighed og til hverdag … og sandsynligvis også til de fleste fester; gevinsterne er utallige, eks.: bedre fordøjelse, mindre pres på blæren, renere tanker og bedre nattesøvn.

Hver aften har jeg troligt slukket den bærbare omkring klokken 21 og kun i nogle få tilfælde været fristet til at kigge på internettet med telefonen. Også dét er en befrielse.

Også fremover vil jeg forsøge at slukke for alt elektronisk udstyr kl. 21; her tæller langt mindre hovedpine, langt stærkere immunforsvar og langt bedre nattesøvn og langt mindre irriterede øjne som næsten umuligt gode argumenter.

I fasteperioden er jeg gået fra gennemsnitligt 5-6 timers søvn pr. nat til gennemsnitligt 6-7 timers søvn pr. nat. Det er jeg bare både lettet over og meget tilfreds med. Det rokker ikke meget ved den alvorlige og dybe grundtræthed, jeg bærer rundt på.

Sengetiderne vil også fremover blive højt prioriteret. Sammen med øvrige ovennævnte fortsætter så vil det ganske gradvist og langsomt forhåbentlig give mig ikke bare langt mere energi og overskud, men også bedre og sikrere fodfæste og gang på Jorden.

Skrevet så meget som overhovedet muligt udover det (eller de) daglige haiku. Jeg har særligt brugt det til at beskrive oplevelser eller dykke ned i en følelse. Jeg skriver ikke disse stumper og stykker med andet formål end at skrive dem, og det har straks reduceret alle tanker om præstationsangst til et minimum, og det har været befriende, ja, frigørende.

Selvsagt har dette beriget mit liv, og jeg ville være fattigere var jeg foruden; det ønsker jeg ikke at være.

Jeg tror, at det er første gang, at jeg har fastet fra/med noget med så stor succes og med så stort et ønske om, at fastholde alle forhold fra min faste i min nye hverdag. Det er jeg bare helt igennem fornøjet ved. Og forundret. Jeg føler, at jeg ganske bevidst er ved at ændre nogle ting, jeg længe har lidt under. Jeg har taget ansvar for mit eget liv og er lykkedes … med Guds hjælp.

Er der noget at sige til, at jeg næsten ikke kan få armene ned?

M!

torsdag, februar 18th, 2016

Sundere, 2016: Bevægelse

Som allerede antydet så er mit sundhedsmål fra februar og resten af 2016 ganske enkelt at få mere bevægelse ind i hverdagen.

Det skulle naturligvis ikke være så vanskeligt, når man, som jeg, har en gåturskrævende firbenet livsledsager, men alligevel finder jeg ofte, at jeg sidder alt, alt for meget ned. En del af forklaringen skal selvsagt findes i mit arbejde, som foregår siddende, lænket, nærmest, til en kontorstol og foran en skærm.

Og når man så kommer træt hjem fra fabrikken, så kræver det mærkeligt nok overvindelse, at tage løbe- eller vandreskoene på og komme af sted.

Til at hjælpe mig med at komme af sted, har jeg som også allerede nævnt købt et fitnessarmbånd. Og jeg må bare sige, at det fungerer for mig. Det er en motiverende faktor, at denne lille sladrehank og overvågningsanordning fortæller mig, hvor mange skridt jeg har gået – og hvor langt der er til dagens mål, som er de bredt anbefalede 10.000. Jeg ville ønske, at jeg selv kunne omdefinere målet, men, hvis jeg kan, så har jeg ikke gennemskuet det endnu. Langt de fleste dage er jeg tættere på de 20.000 end de 10.000. Langt de fleste dage går der sport i den for at nå dette mål i stedet.

Apparatet holder øje med:

– antal aktive timer
– antal kilometer tilbagelagt
– antal skridt

Men også oplysninger om puls og søvn – både kvantitet og kvalitet – fortæller mig noget om, hvordan jeg bruger mig selv, om, hvor meget, jeg bevæger mig. Ganske overraskende hjælper dette lille armbånd mig til at blive mere bevidst om min måde at være til på.

Meget inspirerende og motiverende.

Højst overraskende så fortæller det jo også én, hvor meget man er i bevægelse i løbet af en dag. Det er ikke så lidt endda. Mit fokus er lige nu på al slags bevægelse (ja, også den!), men på sigt skal jeg – og her kommer jeg til at gentage mig selv i forhold til tidligere indlæg – også have mere konditionsfremmende og -krævende bevægelse samt styrkeøvelser på programmet; lige nu handler det dog bare om at komme ud af dovenskaben og sofaens gab.

Næste skridt? Mere om det i marts …

M!

Januars sundhedsmål: Et nedtonet, normaliseret forhold til mobiltelefonen.

torsdag, februar 4th, 2016

Bidt af fitbit

Mod al forventning, alle odds – og min kærestes meget store forundring – har jeg købt mig en ny elektronisk tingest, et fitnessarmbånd, et såkaldt fitbit charge hr, som spiller sammen med min smarte telefon, for at hjælpe mig selv med at realisere mit sundhedsmål for februar 2016.

Det giver mig selvfølgelig endnu en elektronisk tingest, jeg skal lære ikke at hænge fast i hele tiden.

I første omgang skal den dog motivere mig til at nå at få bevæget mig så meget som muligt nu – og resten af mit … liv, havde jeg nær skrevet, men i første omgang bare resten af 2016. Så følger de kommende år vel af sig selv?

Og lige nu tillader jeg mig at være bidt af den. Smittet, i hvert fald. Selv de skøre badges, som man konstant og vedvarende belønnes med; her er min yndlings – the high tops badge – som belønning for mere end 20.000 skridt:

hightop

Skørt, men skønt! Bare se på de sko! Se på dem!

Nå, men det bedste, lige nu, er, at det ser ud til at virke for mig. I hvert fald har jeg været meget, meget mere aktiv siden, jeg købte den i mandags. Dét alene gør den vel alle pengene værd?

M!

søndag, januar 24th, 2016

Nogle gange

Nogle gange kan jeg mærke mig selv, mærke livslysten boble og se mig ind i og ud af … alt. Ja, endog en kærlighed til og en mildhed overfor mig selv. Nogle, helt andre gange aner jeg ikke hvem jeg er, hvad jeg eventuelt vil, husker ikke helt hvorfor og kommer aldrig i nærheden af hvornår; og jeg kan slet, slet ikke se mig selv i øjnene i spejlet … end ikke mentalt.

Er det normalt?

M!

fredag, januar 22nd, 2016

Sundere, 2016: Mobiltelefoni

I lighed med tidligere år, har jeg en naturlig intention om at blive og leve sundere i løbet af 2016; hvordan det, sådan overordnet set, kommer til at gå, kan jeg ikke rigtigt vide endnu, men jeg går lidt anderledes til værks.

Noget af det første, jeg er gået i gang med at ændre på, er min måde at bruge mobiltelefonen på.

Efter min opgradering fra en almindelig til en smart mobiltelefon i efteråret, så har jeg – og mine omgivelser – fundet mig stadigt mere og mere afhængig af den forbistrede lille skærm med den store virkning. Det kunne ikke blive ved med at gå.

Så nu har jeg opstillet nogle regler for mig selv, som skal begrænse mit forbrug og øge mit nærvær. Nogle af disse er:

– ingen telefon i soveværelse
– ingen telefon (fremme) mens jeg spiser; slet ikke, hvis jeg spiser med nogen
– ingen telefon (fremme), hvis jeg er sammen med nogen og vi hygger os, heller ikke selvom den ringer; folk må ringe igen
– mindst to daglige gåture med hunden uden at have telefonen med
– hverken læse eller skrive SMS’er, når jeg går

Sidstnævnte lyder måske mærkeligt, men det har virkelig været med til at stresse mig; hundeluftningen var også ved at blive en farce, så Aslan er glad for min beslutning.

Det har været forholdsvis smertefrit at implementere, hvorfor mit første skridt mod et sundere 2016 indtil videre er en succes.

Næste skridt? Mere om det i februar …

M!

onsdag, august 19th, 2015

I løb, igen

Dette er jo vitterligt vand i forhold til én af vore medbloggere her i Bloggers Lounge, det er nemt nok at gætte hvem uden, at jeg nævner hende direkte, og i hvert fald kan jeg ikke med nogen ret at være ultraløber, men for mig, personligt, er det alligevel noget af en bedrift at komme ud og løbe med hunden … ikke bare én, men hele tre gange på én uge.

Netop det antal er faktisk mit beskedne, ikke-nedskrevne og uudtalte mål, som det er længe siden, vi har levet op til sidst.

Nu er det altså lykkedes – tirsdag og fredag i sidste, mandag i denne uge – og så skal vi gerne tage en tur igen i morgen. Lykkes også det, synes jeg godt, at jeg med rette kan hævde, at vi er i løb igen. Mange vil nok grine en vis legemsdel i laser ved vores fysiske præstationer, tredive til fyre minutter, hvor vi også går noget af tiden, men lige nu er det faktisk ikke det der tæller mest.

Det er den psykologiske faktor, vi lever højest på lige nu.

Det betyder ganske mere at komme i gang med at være fysisk aktiv igen, end at hænge sig i faktuelle reb og statistikker. Både krop og sind skriger efter til bevægelse, og det er handlingen – eller måske snarere stykket fra tanke til handling – som er det længste skridt.

Og det føles helt fantastisk at sige, at skrive, at tænke – og at være dét igen. Jeg glæder mig allerede til i morgen, og det forestiller jeg mig, at Aslan også ville gøre, hvis han vidste, hvad jeg ved, at vi skal.

M!

torsdag, august 13th, 2015

Lettere med alderen?

Over et par dage, har jeg hygget mig igennem haiku-samlingen Inch by Inch, der indeholder 45 korte digte af mesteren (og ikke bare én mester, men mesteren over dem alle, hvis man spørger mig om min mening) Kobayashi Issa (1763-1827). Samlingen er oversat til engelsk af Nanao Sakaki og betitlet efter dette berømte haiku:

Inch by inch –
Little snail
creep up and up Mt. Fuji

Issa kan være utroligt morsom (ofte absurd/grotesk), meget, meget præcis og umådeligt forstemmende, og ovenstående er for mig at læse et glimrende eksempel på alle tre forhold.

Han formåede at skrive hele 20.000 haiku i sin levetid, selvsagt også af svingende kvalitet, men det er alligevel imponerende. Og skal man for sjov regne på det – og det synes jeg åbenbart, at man skal – og antager, at han har skrevet siden han blev 14 – altså i ca. 50 år – bliver det 400 om året, altså mere end ét om dagen, og det tager jeg hatten af for.

Man må håbe, at det er blevet lettere for ham med alderen.

Til spørgsmålet om, hvordan det kan være, at han får det bedre og bedre jo ældre han bliver, siger Nanao Sakai (på oversættelsens tidspunkt (1999) 75 år gammel) i øvrigt følgende:

When you are young you are too busy escaping, you are holding yourself too tightly. When you are old, you see more deeply, feel more deeply. So you are lighter. You have time. Everything talks to you, everything is alive.

Der er altså både forsoning, håb og liv i alderdommen.

M!

lørdag, maj 23rd, 2015

En lille nærværsøvelse

Retræten i Skovhuset i Kristi Himmelfartsferien var virkelig en stor, udbytterig oplevelse; noget som kommer til at præge mig fremover. Jeg har i hvert fald fået mange ting med hjem. Også meget at kigge på med min terapeut.

Blandt de mange værktøjer er en lille nærværsøvelse, som kan koges helt ind til følgende:

Luk evt. øjnene. Tag en dyb ind- og udånding. På næste indhånd siges/tænkes blot ja. Jeg er. Lige her. Lige nu.

Personligt har jeg lidt flere ord på, men det kan man jo bare eksperimentere med. Essensen i ovenstående er bare, at man siger ja til øjeblikket, præcis som det er.

Prøv dig frem. Og prøv om det ikke duer for dig også.

M!