Archive for Rejser

torsdag, november 24th, 2016

København, kort

Den forgangne weekend var jeg som antydet i København for en kort bemærkning. Det var kun anden gang siden min ud/overflytning til Århus/Brabrand, at jeg tog tilbage til Hovedstaden, men denne gang var betydeligt rarere end første gang. Første gang følte jeg mig som en fremmed og hjemløs gut. Særligt et kortere visit i ‘min’ (udlejede)lejlighed forekom underligt fremmedgørende. Denne gang, selvom om, eller måske fordi, jeg var helt alene, følte jeg mig pludselig favnet, forstået og taget i mod. Det var ganske dejligt. Det er såmænd ikke fordi, jeg føler hverken længsel eller savn i forhold til København og Vesterbro – næh, jeg er glad for luftforandringen – men det er bare rart at vide, at forholdet er intakt.

Det blev et fortættet ophold.

Fredag landede jeg i passende tid til aftensmad og brugte resten af dagen på at forberede græsk til den kommende mandag. Lørdag morgen stod jeg tidligt op og tog til morgenandagt i Domkirken, Vor Frue Kirke, og nød godt af domprovstens gode karma, noget jeg i sagens natur ikke har gjort et stykke tid. Tilbage fra andagt skiftede jeg til det løbetøj, jeg efterhånden er ved at have for vane at pakke med, og løb en lige vel optimistisk tur ad Dybbølsbro, Havneholmen, Bryggebroen, Islands Brygge, vendte ved Langebro og kæmpede mig tilbage ad Kalvebod Brygge mod Dybbølsbro. Efter et langt bad snuppede jeg en bycykel – en førstegangsfornøjelse for mit vedkommende – ud til Møllegades Boghandel, der heldigvis havde Shuntaro Tanikawa på lager. Derpå fulgte en efterfrokostkaffepassiar med en god veninde. Så et besøg i Politikens Boghal, så jeg kunne få den seneste bog af Peter Robinson med hjem til Århus. Den glæder jeg mig til at komme i gang med. Resten af dagen brugte jeg i selskab med syv tidligere kollegaer, fem af dem pensionister, rundt omkring i den indre by; det var både hyggeligt og skægt i en sjælden grad. Søndag morgen tog jeg mig tid til mig selv, inden jeg pakkede sammen og drog et par timer på Glyptoteket og nød udstillingen Vild Natur, der bestemt er værd at skrive hjem om. Busturen hjem var til gengæld en ørkenvandring; togturene er så meget mere mig.

Og nu haster vi mod endnu en weekend, der bliver brugt her i Århus, i Brabrand, på besøg fra kærestens familie, fastegruppemøde, Gudstjeneste – og lektier, selvfølgelig.

Men dejligt at mærke, at jeg stadig at have rum for København i hjertet.

M!

onsdag, oktober 19th, 2016

Et efterårsbillede

I skrivende stund haster jeg med DSB InterCityLyn gennem et land præget af efterårets nuancer og overgivet til efterårets tilstande … meget er endnu frodigt, grønt, men naturen pakker snart sammen og forbereder sig på vinteren, så en del er allerede falmet, bart, brunt & nøgent eller eksploderet i gult, orange, rødt. Markerne er for længst høstede, pløjede, harvede – og sået til igen, nu med vinterafgrøderne. Himmelhvælvingen er oftest grå og i den dunkle ende af skalaen; jordens farver er nedtonede, douche, konturerne udviskede. Man bliver helt overrasket, når solen pludselig bryder igennem skydækket. Fugten ligger nu som en permanent film trukket ud over land og by, alt er klamt og vådt, og det er svært at tro på, at det nogensinde bliver anderledes. At det bliver vinter med knivskarp frost og hvide dyner af sne. At det vågner igen, først blidt og mildt, siden vildt og voldsomt under i forårets gennemspilning af genopstandelsestemaet. Det er tungere lige nu, men jeg er sådan set ikke trist, allerhøjest lidt mærkeligt til mode.

Det er allerede to og en halv måned siden, at jeg flyttede mit allersidste habengut fra København til Brabrand, Århus, til et nyt liv væk fra storbyen, nær skov, sammen med hunden og kæresten. Til et nyt liv. Som studerende. Med teologi. På universitetet! Det er lige godt halvanden måned siden, at jeg gik og var nervøs for ‘første skoledag’ … og siden er det gået slag i slag, dag for dag, fag for far, time for time … græsk verbum for græsk verbum … og så videre. Ikke et eneste undervisningsminut er undsluppet mig. Jeg har ind i mellem været fristet til at pjække, og måske heller ikke været helt nærværende i alle timerne, men intentionen og motivationen har været klar fra begyndelsen og er sådan set usvækket, men forandringerne og forventningerne har været overrumplende og overvældende, og jeg skal lige finde mine akademiske ben at stå på. Her går glæder hånd i hånd med frustrationer, men lige nu er det vel godt nok at vide, at jeg befinder mig så godt som nogensinde.

Nu er det så pludselig efterår og undervisningsfri uge. Uge 42. Og en anledning til at vende tilbage til udgangspunktet … til Sjælland, til København, til Vesterbro; ikke at jeg egentlig har travlt med det; afgangen er valgt udelukkende efter pris; eneste andet kriterium var såmænd prisen. Nu, hvor jeg ikke længere får min ‘fede hyre’ fra fabrikken, må jeg desværre skele til udgifterne – men afgangstidspunktet var da også en motiverende faktor. Hvorfor tager jeg overhovedet tilbage? Hjem, kan jeg ikke skrive, for i dag har jeg hjemme et helt andet sted. Men et gensyn er det jo. Med personer og steder. Savn og længsel præger i og for sig ikke mit forhold til København, til Vesterbro, selvom jeg i mine tyve år undervejs på stenbroen har været endog særdeles tæt på ovenud lykkelig. Men … der er mange mennesker, jeg næsten ikke har set, siden jeg flyttede, og det er et tab i min verden. Det er trods alt dem, som har været med til at forme mig til den jeg er i dag. Det er trods alt dem, der konstant tegner omridset af mig op og maler mig fuld med mine farver.

Jeg er intet i mig selv.

Nye relationer giver nye sider til Mikael, og det er slet ikke dumt. Jeg kan godt lide det. Og overgangen er jo heldigvis præget af relationer, som favner både det gamle og det nye.

Men nu venter fem dage i København og omegn og en hel stribe af gensyn. Jeg er spændt på at gense folk. Jeg er spændt på at gense stedet. Jeg er især spændt på, hvad det gør ved mig. Og jeg er overordentlig spændt på, hvordan jeg selv vil håndtere og rumme kontrasten mellem det gamle (som nu bliver det nye) og det nye (som for en stund lægger lidt bag mig). Heldigvis er jeg ikke alene af sted. Hunden ville gerne med. Han har også sine venner at besøge, sine bekendte at gense … han har også haft mange gode år derinde.

Uha, ja, efteråret har ramt os alle … nogle hårdere end andre. Men uden ville livet jo ikke være komplet, og hvem har lyst til at leve halvt? Direkte adspurgt, ingen.

M!

fredag, september 30th, 2016

Medicinhaverne i Tranekær

I den snart længe forgangne weekend, altså sidste weekend, var min kæreste og jeg et smut på Langeland, nærmere bestemt nær Rudkøbing, fredag aften til søndag eftermiddag. Det nød vi i den grad. Dejligt med lidt luftforandring. Men som overskriften antyder, så havde vi også lige tid til et visit i den anden ende af øen, nærmere bestemt i Tranekær, hvor vi lod os begejstre af Medicinhaverne … som ligger på en skråning, lige syd for Tranekær Slot, som må være en af de kendteste attraktioner på øen.

Det er et pragtfuldt sted, man ikke skal snyde sig selv for, hvis man er på de kanter.

Haven – eller haverne, idet de er anlagt (eller ved at blive anlagt) som seks (måske senere ni) korresponderende haver med hver deres tema omgivet af et stort udvalg af træer – samler en stor del af alle de buske, planter og træer, der har været eller/og stadig bliver brugt verden over til medicinsk brug, og er virkelig en sanselig oplevelse.

For synet. For næsen. For kroppen. For hjertet. For sjælen. Og for troen.

Cosmos-atrosanguineus.jpgMin – og måske også min kærestes – yndlingsplante blev så let denne aromatiske perle, med den latinske benævnelse cosmos atrosanguineus – og den maleriske, men absolut aromatisk korrekte, danske chokolade kosmos. Køn så den ud lige klods op og ned af et bed lavendeller, men det var ikke derfor, at den overbeviste mig så let om dens fortræffeligheder. Stikker man snuden ned til den, så vil man opleve, at den ganske enkelt dufter som en plade mørk chokolade med højt indhold af kakao.

Enestående.

Men det var selvfølgelig ikke den eneste grund til, at vi nød det. Septembereftersommervejret viste sig fra sin allerbedste side, og så var det alligevel også opmuntrende, dels at genkende så mange planter og deres brug, dels generfare, at der altså er en veludforsket verden her, man ikke skal afskrive eller afvise … og så er det også bare livgivende at bevæge sig blandt planter – og endnu mere, selvfølgelig, fordi det er planter, som næsten alle har en påviselig gavnlig effekt på ens helbred. Det kan man vel kalde placebo … men det virker altså på mig.

Medicinhaverne har mine varmeste anbefalinger. Stedet anlægges, drives og vedligeholdes af frivillige, hvilket er endnu en grund til at aflægge haverne et besøg. Entreindtægterne er beskedne og går ubeskåret til driften.

M!

tirsdag, maj 5th, 2015

Poesiens helbredende kraft bevist i praksis

Med udgangspunkt i nogle før-Langelandsrejsekvaler skrev jeg mig poetisk fri af en i kroppen siddende smerte, der var udløber af min egen ualmindeligt dårlige opførsel:

Ikke mit fineste øjeblik

Det var
så langt fra
mit
fineste øjeblik

Faktisk
ikke engang
mit
næstbedste

Måske endda
mit
ringeste

Jeg kan kun håbe at mine forulempede medmennesker læser dette og kan tilgive.

M!

fredag, april 24th, 2015

Torsdagstanka

Det tog, jeg sidder
i, rækker langt, længere
end min rejses mål

Men det er som bekendt
også rejsen, der tæller

M!

(udgivet fredag)

søndag, september 14th, 2014

München maraton

I denne weekend kan jeg se tilbage på et kortere, men ikke af den grund mindre vellykket besøg i det sydtyske, helt præcis i den bayerske delstatshovedstad München, hvor jeg i k k e deltog i et maratonløb, men til gengæld nemt har gået mindst én på de fire dage, jeg var der.

foto0178 blog

I stedet besøgte jeg min gamle (siden 2011) pilgrimsveninde Sophia (ikke afbilledet), først og fremmest fordi det var halvandet år siden vi havde set hinanden sidst og kontakten har været mindre end sporadisk, men også for at aflevere de tre billeder, jeg har haft stående klar til hende siden 2012. Et male-/tegneprojekt, der, ulig de fleste af mine øvrige projekter, ikke blev forsinkede af mit eget, men snarere rammemandens smøleri.

Godt at få dét gjort. Godt at få indhentet det forsømte.

Derefter gik vi. Både i indre – og ydre – München … og det blev også til en udflugt til St. Ottilien. Blandt mange højdepunkter var et genbesøg i byens helt særegne Sankt Jakobskirke og nybesøg til to håndfulde kirker, jeg aldrig har været i før, her fra Helligåndskirken med viste smukke loftsluftsudsmykning … papirduer i hundredvis:

foto0148 blog

Klosterkomplekset St. Ottilien har længe stået højt på listen over steder, jeg meget gerne ville besøge, af den simple grund, at Monasterio Benedictino de San Salvador del Monte Irago, som ligger i den lille spanske by Rabanal del Camino og hvor jeg har haft det held at opholde mig ad flere omgange, er en af femten-seksten aflæggere det i Tyskland. Ertzabtei St. Ottilien bemærker sig derved, at det er så stort, at en held landsby er opstået omkring det. På den måde er klosteret blevet nærmest selvforsynende og samtidig en turistmagnet af de helt tunge.

Det ligger nogenlunde afsides (isoleret), grønt og smukt.

Selvom det er gammelt i sin grundplan, er det langt fra stagneret; kunst findes overalt i den parkagtige by og af højst varierende art.

foto0154 blog

Men man behøver ikke bevæge sig uden af byen for at finde grønhed og skønhed. Byen overgår let København i indbyggertal, men samtidig lige så let i grønne områder, hvoraf flere virker enorme. Intet mindre. Det giver også plads til et særpræget dyreliv. Her i udkanten af Therisienpark, i øvrigt tæt på dét område, hvor Oktoberfesten snart løber af stabelen.

foto0176 blog

Selvom tyskerne – og slet ikke de bayerske af slagsen – ikke holder sig tilbage for nogen, hvad angår øl, hverken i forhold til brygning eller drikning, så finder jeg deres kultur omkring øl både mere smagfuld og meget sundere end så mange andre steder. Øllet smager ærlig talt også langt bedre, måske i kraft af deres strenge krav til renhed i alle led, hvilket formentlig også er det, der afholder dem fra at tilsætte alle mulige og umulige ting, såsom farve og sukker.. Særligt indigneret blev jeg over den fremmeste danske repræsentation for alkolholkulturen – hvis man kan tale om en sådan – som byder udlændinge velkommen til Danmark på denne (efter min mening) usmagelige reklame (uanset om man læser den ironisk eller tager den for pålydende):foto0206 blog

Men enhver anledning er selvfølgelig en anledning til at drikke.

M!

fredag, juni 6th, 2014

En sang i mit hjerte (II)

Også jeg bærer en sang i mit hjerte. Eller flere, faktisk, og dét særligt siden jeg sent mandag aften vendte hjem til Vesterbro, godt træt, efter min anden vandring næsten Bornholm rundt under banneret Kirke på fødder. Sammen med mine otte medpilgrimme har jeg gået øen omkring i urets retning og i bøn, i sang og ikke mindst i stilhed … og i fem etaper: 

1. Torsdag den 29. maj: Bus fra Rønne til Hasle; derefter vandring fra Hasle til Sandvig (ca. 14 km.). 2. Fredag den 30. maj: Sandvig til Gudhjem (ca. 18 km.). 3. Lørdag den 31. maj: Gudhjem til Nexø (ca. 22 km.). 4. Søndag den 1. juni: Nexø til Dueodde (ca. 13 km). 5. Mandag den 2. juni: Dueodde over Sømarken til Vingården Lille Gadegård mellem Pedersker og Aakirkeby (ca. 13 km) plus Nylars til Rønne Lufthavn (ca. 5 km).

De nævnte distancer er taget fra Google Maps og skal tages med mere en et gran salt, idet vi har – hvor det var muligt – taget kyststien, der både bugter og snor sig i alle retninger, og altså ikke er trukket fra A til B som efter en lineal.

Det har været fem ualmindeligt intense dage med udmærket balance mellem alenetid og social tid, samtale og stilhed, billeder og ord. Det har samtidig været fem dage med blå himmel, strålende sol, kun en enkelt, omend heftig tordenbyge (lige da vi var kommet i frem til campingpladsen i Gudhjem) – og den tætteste tåge i mands minde mellem på stranden Snogebæk og Dueodde. Begge prøver på naturens utæmmelighed tilførte vandringen saft, kraft og magi. Og ellers betød vejret at Bornhom fremstod som et visuelt overflødighedshorn, trods solbrillerne, af skarpe billeder badet i grønt, klare konturer, optrukne linjer, skærende farver mod alt det grønne og nok fjerne, men synlige horisonter.

Det har også været fem hårde vandringsdage, hårdere end forventet, så hårde, at det var en lettelse at komme hjem i mandags og tage støvlerne af. Mine fødder vægrede sig over at skulle ned i dem igen; først i går lod det sig atter gøre, hvor Aslan og jeg så endelig kunne gå en rolig reparationstur over på Amager Fælled.

Det blev fem dage med nærmest uafbrudt fuglesang. Særligt har nattergalen sunget os på vej, utrættelig i sin opmuntrende trille. Hver dag har jeg forsøgt at skrive i det mindste ét haiku/tanka, og her sneg fuglene sig også ind:

Fuglefløjtende
Sol fra ren, klar, blå himmel
Jeg er her bare

Livsbegejstrende:
Grøn gran; gul fugl på død gren
Sang til blå himmel

Nattergalesang
Hvoraf kommer dens lykke
Formidlet så smuk

Tre svaler i flugt
Lavt over indsø på strand
Båret af mild vind

Skarpt lydbillede
Skær lærkequadrofoni
Marker overalt

Jeg har svært ved helt at forklare, hvad det er fuglene kan mig, men særligt de små sangfugle – og mursejlere/svaler – formår at løfte min glæde ved livet til begejstring – og mit ja til taknemmelighed. Jeg fryder mig dagligt og udelt over de små fjerede fætre.

Med mig hjem har jeg en halv lommebog, ca 40 små sider, med noter og tegninger, foruden nævnte og flere poetiske forsøg.

Det har været fem hverdagsfrie dage med andagter, fordybelse, indtryk, meditationer, tanker og udtryk, inde såvel som ude og hver dag en god håndfuld sange blandt andet fra Den Danske Salmebog. Jeg har skrevet det før, men gentager det gerne: Salmebogen er et poetisk skatkammer. Man skulle tro, at sådan en lille bog, med trods alt et begrænset antal sange (bare 791 – et besynderligt tal, i øvrigt; hvorfor ikke 800 lige ud?) hurtigt kunne holde op med at overraske og overvælde én, men sådan forholder det sig langt fra. Og selv med yderligere begræsning – vores vandringsvenlige udgave rummede blot 18 – fandt jeg fra tid til anden mig selv blæst omkuld af de stærkeste ord.

Således stod (og står) Holger Lissners ‘Herre, du vandrer forsoningens vej’ fra 1973 funklende ny og skarp hos mig i dag:

1
Herre, du vandrer forsoningens vej,
selv både flygtning og fredløs.
Drevet af kærlighed måtte du gå
for os ad smerternes gade.
Vis os da vejen, forsoningens Herre,
og giv os mod til at gå den!

2
Herre, du viser os frihedens vej.
Fri er kun den, som kan tjene,
den, som i kærlighed glemmer sig selv,
den, som fik tilgivet meget.
Vis os da vejen, du frihedens Herre,
og giv os mod til at gå den!

3
Herre, du vandrer ad enhedens vej.
Lær os at gå over grænser!
Kundskab og sandhed og omsorg og ret
må vi som søskende dele.
Vis os da vejen, du enhedens Herre,
og giv os mod til at gå den!

4
Herre, du viser os Himmelens vej,
den, som os fører til livet.
Målet er Himlen, men jorden vor vej.
Selv går du her ved vor side.
Vis os da vejen, du Himmelens Herre,
og giv os mod til at gå den!

Men der er jo så mange sange. Og hjertet er altid så rummeligt.

M!

onsdag, maj 14th, 2014

Tag dette brød

En af de stærkeste erindringer jeg har fra min anden vandring i Spanien kan føres helt præcist tilbage til aftensmåltidet på herberget i Ambasmestas onsdag den 17. oktober 2012.

Dagen begyndte fugtig, grå og overskyet, gennem variende grader af tåget, for at ende som decideret drivende våd. Sådan endte jeg også. Min dagsrute strakte sig fra Cacabelos til over Villafranca del Bierzo, herefter op i 900 meters højde bjerge, gennem fortryllende kastanjelunde med tusindvis af træer og forrygende udsigter fra de højtliggende stier, hastigt gennem Trabadelo og La Portela frem til sovebyen Ambasmestas, der nok ligger idyllisk, men slet, slet ikke kunne leve op til den erindring, jeg havde om byen.

Jeg havde gjort et kort holdt i den lille, men meget smukke kirke i La Portela, meget passende indviet til Johannes Døberen, hvor jeg desværre kom til at forstyrre en kat, der lå og sov så fredfyldt på alteret! Da jeg ville gå derfra igen, tog jeg den uheldssvangre beslutning ikke at tage mine regnbukser på. De næste kilometer til Ambasmestas bød ikke på mange muligheder  for at gøre den beslutning om – men omvendt på, hvad jeg vil kalde styrtregn.

I udkanten af byen fandt jeg et lille, privat gæstehus, jeg havde gode minder om. Sidst jeg gik på de kanter, havde jeg spist en glimrende frokost dér, og lovet mig selv, at jeg – om muligt – ville overnatte lige netop dér, hvis jeg nogensinde kom forbi igen.

Det gjorde jeg jo selvsagt, men etablisementet var lukket for sæsonen.

Derfor måtte jeg ty til herberget Das Ánimas del Ambasmestas, som såmænd ikke var så dårligt, men ikke specielt hyggeligt, uden noget sted rigtigt at opholde sig ud over sovesalen, som var noget kold og lidt klamt i det fugtige efterår – og tilsyneladende uden varme på radiatorerne. Intet af ens dyngvåde tøj kunne tøre i det miljø og føjede blot mere fugt til lokalet.

Hospitaleroen beklagede meget.

Der var to andre pilgrimme foruden mig. En danske kvinde, Birte, på den ene eller den anden side af 60, frisk, frejdig og vi delte senere en kop kaffe eller to foran pejsen på byens eneste bar. Der var desværre ikke mulighed for at spise andet end chips og slik. Det afstod vi fra. Senere skulle/ville Hospitaleroen nemlig kokkerere for os. Den tredje pilgrim var en koreansk kvinde af ubestemmelig alder, men det skulle ikke overraske mig, om hun også var tæt på de tres. Navnet er mig ligeledes ubekendt. Lige meget. Der er mange koreanere, særligt ældre, på den franske del af Caminoen; mange koreanere bekender sig til den katolske gren af kristendommen; det er dyrt for dem at rejse til Europa, hvorfor de kommer til Spanien med en meget stram tidsplan, et fastlagt start- og sluttidspunkt, hvorfor de pine-død kun har de dage at gennemføre på.

De er gamle, små, spinkle, men meget udholdende. Seje.

Jeg var bogstavelig talt rendt på hende dagen før, på en plads i Cacabelos, hvor hun, nærmest deliriøs og i hvert fald udmattet stavrede omkring på jagt efter herberget, som hun mente måtte være lige i nærheden. Det var det også. Men det er bare svært at forklare én, der næsten ikke er samme sted som én selv. Og som tilmed ikke har andet sprog en koreansk. Mit koreanske nåede aldrig ud over begynderstadiet, og da det allerede den eftermiddag var længe siden, at jeg havde praktiseret sproget, så var det heller ikke en mulighed.

Der var ikke andet for, end at jeg fulgte hende hen til herberget. De fakter forstod hun da. Kun nødtvungent og tøvende fulgte hun med, hvilket man selvfølgelig godt forstår, men jeg kunne ikke gøre andet end at smile, gå i det tempo og med de overtalelser, der nu måtte til. Herberget i Cacabelos er særpræget, men ganske fint. Det ligger langs med, bag ved og rundt om kirkens apsis som en halvbue; her sover man på små, hyttelignende værelser med hver to senge; problemet er, at man skal ud af byen, over en bro, hvorfor det virker som om, man er på vej væk – og det gjorde hende blot endnu mere skeptisk. Omvendt var hun så træt, at hun ikke havde andre muligheder end at stole på mig – eller finde en anden at spørge. Eskorten lykkedes, hun lyste op, takkede mig, og senere opdagede jeg, at hun havde mødt nogle andre koreanere – unge, disse – og fundet sammen med dem.

Næste aften sad vi sammen, bare os tre, om aftensmåltidet i Ambasmestas. Godt sultne, var vi næsten lige glade med, hvad han serverede. Og jeg kan dårligt huske det. Kun, at det – selvfølgelig og som ganske ofte – må have været pasta med hvidt brød til. I hvert fald husker jeg brødet. Og det, jeg husker allerbedst, er denne lille, spinkle kvinde, med hvem, jeg knapt kunne udveksle selv de almindeligste fraser, men som dog havde gen- og anerkendt mig (og min hjælp) fra dagen før, og som talte så stærkt til mig uden at sige et ord, uden at henvende sig til mig. Ganske langsomt, tålmodigt, tog hun et brød fra brødkurven, holdt det i sine hænder sammen med sin rosenkrans, bøjede hovedet og så, bare så på brødet uden at bevæge sig det næste minut eller måske to.

Dét billede tog jeg med mig.

Hendes handling har inspireret mig til at, måske lidt bagvendt, sige tak, inden jeg sætter tænderne i et måltid. Jeg var faktisk begyndt, sådan i det små, at gøre det allerede inden, men siden denne aften, har jeg gjort det temmelig konsekvent.

Efter den aften så jeg hende kun en enkelt gang, og da kun ganske flygtigt, før jeg nåede Santiago del Camino. Dér genså jeg hende, da jeg var på vej ind til katedralen. Hun var på vej væk. Hun genkendte også mig. Smilte. Gav mig endda et let knus. En dejlig gestus. Ét oprigtigt tak for hjælpen. Det ærgrer mig kun, at jeg ikke fik foræret hende den rosenkrans af træ, som jeg havde båret hele vejen – og som hun havde beundret den aften i Ambasmestas til trods for (eller måske netop fordi) den var noget billigere og temmelig meget mere primitiv, end den hun selv havde.

M!

torsdag, april 10th, 2014

Simon siger

På min første tur ad Camino Aragones/Frances havde jeg det store held at møde Simon: En meget ung, lidt forsagt og stille, men meget nærværende og utrolig omgængelig fyr fra Østrig. Første træf var på det offentlige herberg i byen Estella, mit første stop, efter at jeg var trådt ind på den franske vej (hovedvejen, som den også, lidet smigrende, kaldes) som han vandrede ad. Siden fulgte vi de samme stier for en tid. Sov af og til på de samme herberger; spiste, drak, talte og vandrede af og til sammen. Stunder, der berigede min pilgrimsvandring.

DSCF4168

Billedet viser os sammen på en motorvejsbro på vejen mellem Burgos og Hornillos del Camino, hvor vi stoppede på grund af regnen – og tordenvejret – og var så heldige lige at få de to sidste sengepladser på byens herberg. De, der kom efter os, blev dog hjulpet til privat indkvartering. Det er Simon til venstre (og dermed mig til højre). Vi skiltes i Astorga, blot for at genses uger senere i Fisterra, på den nordvestligste spids af Spanien, hvor rejsen sluttede for os begge to.

Ydermere har skæbnen villet det sådan, at vi stadig har kontakt og er venner.

I foråret 2012 tog Simon det første skridt på en tilsvarende vandring mod den evige stad, Rom. Han gik ganske enkelt ud af sin hoveddør og hele vejen til Rom. Den tur kan jeg godt misunde ham; min deltagelse var desværre umulig, dels på grund af arbejde, dels på grund lyskebrok, men istedet mødte jeg ham, da han var godt og vel halvvejs, i et smukt, tidlig sommerklædt Venedig, sammen med vores fælles veninde, Sophia fra München. Nu, halvandet år efter, er han så vidt, at han har sat de bedste billeder fra turen sammen og forberedt et foredrag om sin vandring. Man kan læse lidt om det og se nogle af billederne på hans hjemmeside. Spændende sager, siger jeg bare.

M!

lørdag, marts 15th, 2014

Nu med, nu uden

Det er underligt. Jeg går stadig rundt her, men alene, helt alene, idet jeg mangler min ‘ledsager’, min godeste, firbenede ven. Aslan. Han lod sig frivilligt – og uden større overtalelse – afhente pr. motorkøretøj af vor fælles gode ven, den næsten-to meter høje SE til otte feriedage på ‘landet’ (ja, og så alligevel ikke længere væk end Karlslunde, men alt er jo relativt). Jeg tror, at han, altså Aslan, fandt nogen fortrøstning i, at der fulgte en pænt stor pose foder med på rejsen. Det troløse dyr. Jeg tror, at han har lært sig selv, at ture, der begynder i bil, har større potentiale end ture, der begynder til fods. Jeg synes så bestemt, at han så forventningsfuld ud. Godt for ham.

Selv er jeg også forventningsfuld. Og det er selvsagt selve grunden til, at Aslan er blevet hentet.

I morgen aften springer jeg nemlig på nattoget til Frankfurt, hvor jeg lander tidligt mandag morgen, blot for at rejse videre til Rüdesheim, ind i stilheden, men også på sporet af et menneske, der forlod os i 1179, men generøst efterlod os sin inspiration, sin musik, sin viden, sin visdom og sine visioner foruden sin ånd. Turen kan ikke komme på et bedre tidspunkt, idet jeg fornemmer, at noget er ved at brænde over inde i mig, noget, som jeg for alt i verden må beskytte og bevare, hvis jeg kan. Erfaringen siger også mig, at jeg er nødt til at rejse væk for at komme hjem; og at rejser, der begynder med tog, har langt større potentiale end ture, der begynder til fods. Godt for mig?

M!