Archive for Nogle gange

torsdag, december 21st, 2017

En tur med hunden

Nu har vi efterhånden boet her på kollegiet i halvandet år og er fortsat (overvejende) ovenud begejstrede; kun overvejende, fordi, når efterår glider over i vinter, som nu, og mørket mere og mere får magten, så melder begrænsningerne sig. Tidlige morgenture, ja, også sene aftenture, indskrænkes ofte til kollegiets eget område. Bevares; det er et stort kollegium, men at gå identiske – eller næsten identiske – ture morgen og aften føles som en form for fangenskab; nok er vi frie, men friheden er begrænset. Derfor er vi i hvert fald to, hvis ikke tre, i vores lille familie, der glæder sig til, at alting vender og går mod lysere tider. Blå himmel, frost, klar luft, sollys og udsyn kan hjælpe glæden på vej.

M!

tirsdag, marts 7th, 2017

En pjækkedag

Jeg kunne sige, at det var sangeren Allan Olsens skyld … men det er ikke sikkert, at han vil synes, at det er helt fair og rimeligt; heller ikke selvom han jo synger sådan her i sangen Jeg vil:

kom lad os ta’ en pjækdag sammen
den slags gør vi aldrig mere
vi render ud og gemmer os ved stranden
og fanger luftfisk mellem fingrene dér
kom lad os splejse om en billig flaske Palanca
vi sender alvorsbetjenten på flugt
vi retter ryggen
til honky tonky
og finder den baggård vi altid har brugt
når vi sagde

jeg vil
jeg vil ik’, jeg vil ik,
jeg vil
jeg vil ik’, jeg vil ik,
jeg vil

Så jeg tager en pjækkedag, men lader være med at give nogen skylden for det. Ikke andre, end mig selv. Og kun fra én enkelt time, også selvom det er fra mit yndlingsfag. Græsk. Jeg håber, at SFJ tilgiver mig. Og jeg håber, at det ikke giver bagslag. Det er faktisk fantastisk vanskeligt for mig at gøre det, som jeg gør i dag, men måske er det meget sundt – når jeg nu har muligheden for det.

Og i øvrigt holder det med pjækkeriet ikke éthundrede procent, idet jeg snart vil sætte mig og lave lektier. Græsk. Til i morgen. Så jeg kan vel godt pakke den alt for dårlige samvittighed langt væk.

Kender I til at pjække, og hvordan føles det?

M

torsdag, februar 25th, 2016

Nogle gange

Nogle gange er jeg så voksen, at jeg forbløffer mig selv. Fornuftig. Rolig. Velovervejet.

Men andre gange, og ikke sjældent, er jeg ikke bare barnlig, men stadig det lille barn, jeg var engang – med alt, hvad det indebærer af både lykke og ulykke. Noget, jeg i øvrigt først er ved at anerkende muligheden af.

Ofte er jeg nok et sted midt i mellem … igen er ikke bare yderpunkterne, men også afstanden og feltet mellem de to, voldsomt fascinerende og yderst interessant.

M!

lørdag, februar 20th, 2016

Nogle gange

Nogle gange er det den mindste ting, der skal til for, at jeg føler mig dybt og uendeligt lykkelig. Duften af kaffe. En hånd i min. Et ord, sagt. En digt, en sætning, læst eller skrevet. Et øjeblik på aftengåturen. Og jeg tænker, taknemmeligt, ud i universet.

Men andre gange kan de selvsamme bittesmå ting vælte hele læsset og gøre mig så ulykkelig.

Spændingsfeltet derimellem synes nærmest uvirkeligt; hvordan kan man strække sig fra den ene til den anden ende af spektret uden anstrengelse og varsel.

M!

søndag, januar 24th, 2016

Nogle gange

Nogle gange kan jeg mærke mig selv, mærke livslysten boble og se mig ind i og ud af … alt. Ja, endog en kærlighed til og en mildhed overfor mig selv. Nogle, helt andre gange aner jeg ikke hvem jeg er, hvad jeg eventuelt vil, husker ikke helt hvorfor og kommer aldrig i nærheden af hvornår; og jeg kan slet, slet ikke se mig selv i øjnene i spejlet … end ikke mentalt.

Er det normalt?

M!

mandag, januar 18th, 2016

Nogle gange

Nogle gange kommer alle andre mennesker alt, alt for tæt på mig, både fysisk og følelsesmæssigt; jeg kan næsten ikke ha’ synet af et eneste øvrigt individ, ej heller mine kæreste, og kontakt, uanset, hvor overfladisk, kommer slet, slet ikke på tale.

Men endnu andre gange kan jeg slet ikke få folk tæt nok på mig … og slet, slet kontakte/kontaktes nok.

Paradoksalt nok forsøger jeg næsten altid i begge yderpunkter at overhøre mine indre stemmer og gøre/være modsat, hvorved jeg selv overskrider mine egne grænser, men typisk bebrejder alle andre for, at jeg bliver såret.

M!

tirsdag, november 17th, 2015

Nogle gange

Nogle gange er jeg træt i hver eneste, hver allermindste fiber af min krop, så træt, at jeg har en fornemmelse af aldrig nogen sinde at vågne op, og det er faktisk ikke så sjældent endda. Nogle gange, om end det er de færreste, vibrerer de selvsamme fibre af overspændt energi, som bare venter på at blive brændt af.

Egentlig har jeg det bedst, når jeg befinder mig et eller andet sted midt i mellem de to yderpunkter.

M!

tirsdag, november 3rd, 2015

Langsomt, kun langsomt

Langsomt, kun langsomt kommer vi på plads og lander vi i de gamle lokaler, der slet ikke ligner det vi forlod – heldigvis – men åbenbart også har mistet noget af det, som jeg følte, jeg hang sammen med.

Mærkeligt.

Mærkeligt at skulle finde nye rutiner til gamle vaner som at gå ned med affald, gå i bad og lave mad.

Mærkeligt at føle sig fortabt, hvor man skulle føle sig fundet. Eller skulle finde sig selv.

Tak Gud for kærligheden; i den forgangne weekend crashede kæresten her for første gang efter ombygningen … og for første gang i de fjorten dage, jeg har befundet mig hjemme, følte jeg mig også lige præcis det.

M!

torsdag, august 6th, 2015

Nogle gange

Nogle gange – og det er oftest – bliver jeg helt forskrækket over den åbenlyse (og efter min mening meget unaturlige) og nærmest skræmmende besættende teknologi-fascination, som vi mennesker lider af, hvormed eksempelsvis lanceringen af en ny smart kinesisk mobiltelefon bliver en både større og væsentligere nyhed end eksempelvis den samtidige, som lykkeligvis tyder på at Ugandas bestand af elefanter synes at være ottedoblet på godt tredive år.

Hvordan går det til? Og hvorfor er vi sådan?

Men andre gange deler jeg denne samme fascination, men kun i al hemmelighed – og det mikroskopisk små. Sig det ikke til nogen.

M!

torsdag, juni 11th, 2015

Nogle gange

Nogle gange ser jeg alle de farver, der er i verden – og føler den lys og let og glæder mig over den – og andre gange, ser jeg dem slet ikke, farverne; da går omgivelserne i gråt, i sort, flyder ud og bliver konturløst – og ingenting duer eller bringe glæde længere.

Men heldigvis er tilstanden sjældent bare sådan nogenlunde, lala, hvilket trods alt er værre, for så mærker man jo intet.

M!