Archive for Naturen

mandag, januar 30th, 2017

Ugens digt

Linjer af Nis Petersen til at klare den mørke tid:

Men mørket er ikke så mørkt, som det synes
den dag, da glæderne ødes,
når kun man erindrer, at der er i mørket
morgenrøden skal fødes.

M!

fredag, januar 20th, 2017

Naturens helbredende kraft

Når man ser på, hvad naturen gør af godt for og ved os – hvad den kan, hvordan den praktisk talt kan helbrede os, jf. denne uvidenskabelige, men stærkt bekræftende artikel i Kristeligt Dagblad – så er det jo mildest lidt foruroligende og noget unfair, hvad vi gør ved naturen i og omkring os!

Personligt har jeg ikke PTSD, er slet ikke i nærheden af det, men stresset har jeg været – og stresset er jeg ind i mellem stadig.

Når jeg er lige ved at gå op i limningen, så er der to ting, der plejer at hjælpe.

Den ene er at hanke op i hunden og tage ham med ud en tur i Kilen, hvor vi bare går og lytter og snuser os frem. Jeg ynder at gå og lytte og se op i håb om at få et bekræftende glimt af en hidtil ukendt fugl. I går ikke bare hørte, men så jeg også en stor flagspætte. Hunden går med næsen i et spor efter noget, kun han ved, hvad er.

Idéen for mig er så også at prøve at omsætte oplevelsen til ét eller flere haiku. Som i går:

Denne vinterdag
ligner mest en forårsdag
synger fuglene

Hvad gør du i naturen? Og hvad godt gør det dig?

M!

onsdag, december 7th, 2016

Ugens haiku

(04.12.2016)

De nøgne træer
afslører hvor sommerens
fugle boede

M!

tirsdag, november 22nd, 2016

Ugens haiku

(21.11.16)
(skrevet eftermiddag på idé fra morgenturen med hunden)

Den store stilhed
bærer rundt på alverdens
larm og ballade

M!

søndag, november 20th, 2016

Mejsetoget kom lige forbi

I denne fine artikel, nærmest lige offentliggjort på Kristeligt Dagblads hjemmeside, kan man læse om et fænomen, jeg gentagne gange er stødt på ovre i Skjoldhøjkilen – altså lige udenfor vores hoveddør i Brabrand – men ind til i dag ikke har haft passende ord til at beskrive: Pludselig, nærmest ud af ingenting, kommer en flok på ti-tyve-tredive småfugle drønende forbi i høj fart og med høj lyd, knevrende faktisk, stopper op i et træ, plyndrer det for alt spiseligt, og haster så videre … lidt som et eksprestog med meget få stop. I artiklen kalder den svenske fuglemaler og fuglekender Lars Jonsson det meget malende for et mejsetog. Jeg lover, at man ikke er i tvivl, når man først har oplevet det. Fugleverdenen bliver bare mere og mere fascinerende, jo mere man fordyber sig i den. Forunderligt, faktisk, men meget lidt i den er tilsyneladende tilfældigt.

M!

lørdag, november 5th, 2016

Træløberen

I går, på vores ganske korte, næsten meditative (på grund af min træthed) eftermiddagsrunde ovre i kilen, blev jeg (vi, om end jeg antager, at Aslan forblev ganske uimponeret under hele seancen) begavet med et endnu kortere glimt af en spætmejse, der lige var på vej rundt og op ad en træstamme med noget spiseligt i næbbet.

En ganske køn, lille fyr.

Lars Gejl skriver om fuglen i Fuglefelthåndbogen: Er speedbådsformet med kort hale og fladt, aflangt hoved med arrig sort øjenstribe og kraftigt, spidst næb. Oversiden er blågrå og undersiden er lys til rustfarvet. Jeg må tilføje, at på en efterårsfarvet baggrund, står den endog særdeles tydeligt frem.

Det afstedkom endnu et haiku:

Spætmejse med fangst
ses et rastløst øjeblik
Hvor er glæden kort

Men jeg vil glæde mig til et gensyn, nu, hvor jeg ved med sikkerhed, hvor spætmejsen med sikkerhed træffes i vores lokale skov. De skulle nemlig være ret stedfaste.

M!

onsdag, oktober 19th, 2016

Et efterårsbillede

I skrivende stund haster jeg med DSB InterCityLyn gennem et land præget af efterårets nuancer og overgivet til efterårets tilstande … meget er endnu frodigt, grønt, men naturen pakker snart sammen og forbereder sig på vinteren, så en del er allerede falmet, bart, brunt & nøgent eller eksploderet i gult, orange, rødt. Markerne er for længst høstede, pløjede, harvede – og sået til igen, nu med vinterafgrøderne. Himmelhvælvingen er oftest grå og i den dunkle ende af skalaen; jordens farver er nedtonede, douche, konturerne udviskede. Man bliver helt overrasket, når solen pludselig bryder igennem skydækket. Fugten ligger nu som en permanent film trukket ud over land og by, alt er klamt og vådt, og det er svært at tro på, at det nogensinde bliver anderledes. At det bliver vinter med knivskarp frost og hvide dyner af sne. At det vågner igen, først blidt og mildt, siden vildt og voldsomt under i forårets gennemspilning af genopstandelsestemaet. Det er tungere lige nu, men jeg er sådan set ikke trist, allerhøjest lidt mærkeligt til mode.

Det er allerede to og en halv måned siden, at jeg flyttede mit allersidste habengut fra København til Brabrand, Århus, til et nyt liv væk fra storbyen, nær skov, sammen med hunden og kæresten. Til et nyt liv. Som studerende. Med teologi. På universitetet! Det er lige godt halvanden måned siden, at jeg gik og var nervøs for ‘første skoledag’ … og siden er det gået slag i slag, dag for dag, fag for far, time for time … græsk verbum for græsk verbum … og så videre. Ikke et eneste undervisningsminut er undsluppet mig. Jeg har ind i mellem været fristet til at pjække, og måske heller ikke været helt nærværende i alle timerne, men intentionen og motivationen har været klar fra begyndelsen og er sådan set usvækket, men forandringerne og forventningerne har været overrumplende og overvældende, og jeg skal lige finde mine akademiske ben at stå på. Her går glæder hånd i hånd med frustrationer, men lige nu er det vel godt nok at vide, at jeg befinder mig så godt som nogensinde.

Nu er det så pludselig efterår og undervisningsfri uge. Uge 42. Og en anledning til at vende tilbage til udgangspunktet … til Sjælland, til København, til Vesterbro; ikke at jeg egentlig har travlt med det; afgangen er valgt udelukkende efter pris; eneste andet kriterium var såmænd prisen. Nu, hvor jeg ikke længere får min ‘fede hyre’ fra fabrikken, må jeg desværre skele til udgifterne – men afgangstidspunktet var da også en motiverende faktor. Hvorfor tager jeg overhovedet tilbage? Hjem, kan jeg ikke skrive, for i dag har jeg hjemme et helt andet sted. Men et gensyn er det jo. Med personer og steder. Savn og længsel præger i og for sig ikke mit forhold til København, til Vesterbro, selvom jeg i mine tyve år undervejs på stenbroen har været endog særdeles tæt på ovenud lykkelig. Men … der er mange mennesker, jeg næsten ikke har set, siden jeg flyttede, og det er et tab i min verden. Det er trods alt dem, som har været med til at forme mig til den jeg er i dag. Det er trods alt dem, der konstant tegner omridset af mig op og maler mig fuld med mine farver.

Jeg er intet i mig selv.

Nye relationer giver nye sider til Mikael, og det er slet ikke dumt. Jeg kan godt lide det. Og overgangen er jo heldigvis præget af relationer, som favner både det gamle og det nye.

Men nu venter fem dage i København og omegn og en hel stribe af gensyn. Jeg er spændt på at gense folk. Jeg er spændt på at gense stedet. Jeg er især spændt på, hvad det gør ved mig. Og jeg er overordentlig spændt på, hvordan jeg selv vil håndtere og rumme kontrasten mellem det gamle (som nu bliver det nye) og det nye (som for en stund lægger lidt bag mig). Heldigvis er jeg ikke alene af sted. Hunden ville gerne med. Han har også sine venner at besøge, sine bekendte at gense … han har også haft mange gode år derinde.

Uha, ja, efteråret har ramt os alle … nogle hårdere end andre. Men uden ville livet jo ikke være komplet, og hvem har lyst til at leve halvt? Direkte adspurgt, ingen.

M!

onsdag, oktober 19th, 2016

Ugens haiku

(16.10.16)
(fra en meditativ skovtur)

Himlens grå hvælving
strejfes af en hvid due
Ellers ingenting

M!

onsdag, oktober 12th, 2016

Ugens haiku

(08.10.2016)
(endnu en efterårståre)

Allerførst høres
kun vindens sagte hvisken
Så falder et blad!

M!

fredag, september 30th, 2016

Medicinhaverne i Tranekær

I den snart længe forgangne weekend, altså sidste weekend, var min kæreste og jeg et smut på Langeland, nærmere bestemt nær Rudkøbing, fredag aften til søndag eftermiddag. Det nød vi i den grad. Dejligt med lidt luftforandring. Men som overskriften antyder, så havde vi også lige tid til et visit i den anden ende af øen, nærmere bestemt i Tranekær, hvor vi lod os begejstre af Medicinhaverne … som ligger på en skråning, lige syd for Tranekær Slot, som må være en af de kendteste attraktioner på øen.

Det er et pragtfuldt sted, man ikke skal snyde sig selv for, hvis man er på de kanter.

Haven – eller haverne, idet de er anlagt (eller ved at blive anlagt) som seks (måske senere ni) korresponderende haver med hver deres tema omgivet af et stort udvalg af træer – samler en stor del af alle de buske, planter og træer, der har været eller/og stadig bliver brugt verden over til medicinsk brug, og er virkelig en sanselig oplevelse.

For synet. For næsen. For kroppen. For hjertet. For sjælen. Og for troen.

Cosmos-atrosanguineus.jpgMin – og måske også min kærestes – yndlingsplante blev så let denne aromatiske perle, med den latinske benævnelse cosmos atrosanguineus – og den maleriske, men absolut aromatisk korrekte, danske chokolade kosmos. Køn så den ud lige klods op og ned af et bed lavendeller, men det var ikke derfor, at den overbeviste mig så let om dens fortræffeligheder. Stikker man snuden ned til den, så vil man opleve, at den ganske enkelt dufter som en plade mørk chokolade med højt indhold af kakao.

Enestående.

Men det var selvfølgelig ikke den eneste grund til, at vi nød det. Septembereftersommervejret viste sig fra sin allerbedste side, og så var det alligevel også opmuntrende, dels at genkende så mange planter og deres brug, dels generfare, at der altså er en veludforsket verden her, man ikke skal afskrive eller afvise … og så er det også bare livgivende at bevæge sig blandt planter – og endnu mere, selvfølgelig, fordi det er planter, som næsten alle har en påviselig gavnlig effekt på ens helbred. Det kan man vel kalde placebo … men det virker altså på mig.

Medicinhaverne har mine varmeste anbefalinger. Stedet anlægges, drives og vedligeholdes af frivillige, hvilket er endnu en grund til at aflægge haverne et besøg. Entreindtægterne er beskedne og går ubeskåret til driften.

M!