Archive for Naturen

torsdag, marts 16th, 2017

Ugens (låne)haiku

(15.03.2017)
(skrevet af min haiku-veninde IHA)

Kender du sproget
som vindende behersker
i hvisken og råb?

M!

torsdag, marts 2nd, 2017

Ta’ skraldet

Det er forår. Endelig. Det er endelig forår. Lyset er vendt stærkt tilbage, fuglene synger for fulde næb, træerne står med bristefærdige knopper – og alt sammen betyder flere gåture i skoven for både hund og herre (vi diskuterer ind i mellem, hvem, der er hvad her i huset), morgen, middag og aften.

Det er er bare dejligt. Vel er det så.

Det er bare knap så skønt at være vidne til, hvor lemfældigt mange bruger skoven. Det er ganske enkelt ikke småting, der bliver efterladt, glemt, kastet, smidt eller tabt i det grønne. Det er mig ganske uforståeligt, for jeg er opdraget til, at man pænt rydder op og tager sine ting med sig, hvor man end går og står; ligegyldigheden fylder mig med forundring – og har også gjort mig skiftevis indigneret, irriteret og vred.

Jeg synes bare ikke, at det er rimeligt, at ubetænksomme individer skal have den magt over mig.

Derfor … har det længe været min intention at tage en affaldspose med, i det mindste i hvert fald på én af de daglige ture, som jeg så kunne fylde med alt det, der ikke gavner i skovbunden, men der har været nærmest ufatteligt langt fra tanke til handling. Men … de sidste to dage, er det lykkedes mig, og trods det, at det er korte ture med den gamle hund, så har jeg nemt haft fyldte poser, når turen var slut.

Det er lidt skræmmende, synes jeg.

DA jeg ikke tror, at situationen er enestående for vores lille skov, så skynder jeg mig med at opfordre alle, der læser dette, til at gøre det samme, når de går tur i skoven. Det gavner miljøet, det er godt for den personlige samvittighed og så tager det tilmed toppen af den negative energi, man sender ud i verden, fordi andre ikke opfører sig helt, som man selv ville gøre.

M!

 

mandag, januar 30th, 2017

Ugens digt

Linjer af Nis Petersen til at klare den mørke tid:

Men mørket er ikke så mørkt, som det synes
den dag, da glæderne ødes,
når kun man erindrer, at der er i mørket
morgenrøden skal fødes.

M!

fredag, januar 20th, 2017

Naturens helbredende kraft

Når man ser på, hvad naturen gør af godt for og ved os – hvad den kan, hvordan den praktisk talt kan helbrede os, jf. denne uvidenskabelige, men stærkt bekræftende artikel i Kristeligt Dagblad – så er det jo mildest lidt foruroligende og noget unfair, hvad vi gør ved naturen i og omkring os!

Personligt har jeg ikke PTSD, er slet ikke i nærheden af det, men stresset har jeg været – og stresset er jeg ind i mellem stadig.

Når jeg er lige ved at gå op i limningen, så er der to ting, der plejer at hjælpe.

Den ene er at hanke op i hunden og tage ham med ud en tur i Kilen, hvor vi bare går og lytter og snuser os frem. Jeg ynder at gå og lytte og se op i håb om at få et bekræftende glimt af en hidtil ukendt fugl. I går ikke bare hørte, men så jeg også en stor flagspætte. Hunden går med næsen i et spor efter noget, kun han ved, hvad er.

Idéen for mig er så også at prøve at omsætte oplevelsen til ét eller flere haiku. Som i går:

Denne vinterdag
ligner mest en forårsdag
synger fuglene

Hvad gør du i naturen? Og hvad godt gør det dig?

M!

onsdag, december 7th, 2016

Ugens haiku

(04.12.2016)

De nøgne træer
afslører hvor sommerens
fugle boede

M!

tirsdag, november 22nd, 2016

Ugens haiku

(21.11.16)
(skrevet eftermiddag på idé fra morgenturen med hunden)

Den store stilhed
bærer rundt på alverdens
larm og ballade

M!

søndag, november 20th, 2016

Mejsetoget kom lige forbi

I denne fine artikel, nærmest lige offentliggjort på Kristeligt Dagblads hjemmeside, kan man læse om et fænomen, jeg gentagne gange er stødt på ovre i Skjoldhøjkilen – altså lige udenfor vores hoveddør i Brabrand – men ind til i dag ikke har haft passende ord til at beskrive: Pludselig, nærmest ud af ingenting, kommer en flok på ti-tyve-tredive småfugle drønende forbi i høj fart og med høj lyd, knevrende faktisk, stopper op i et træ, plyndrer det for alt spiseligt, og haster så videre … lidt som et eksprestog med meget få stop. I artiklen kalder den svenske fuglemaler og fuglekender Lars Jonsson det meget malende for et mejsetog. Jeg lover, at man ikke er i tvivl, når man først har oplevet det. Fugleverdenen bliver bare mere og mere fascinerende, jo mere man fordyber sig i den. Forunderligt, faktisk, men meget lidt i den er tilsyneladende tilfældigt.

M!

lørdag, november 5th, 2016

Træløberen

I går, på vores ganske korte, næsten meditative (på grund af min træthed) eftermiddagsrunde ovre i kilen, blev jeg (vi, om end jeg antager, at Aslan forblev ganske uimponeret under hele seancen) begavet med et endnu kortere glimt af en spætmejse, der lige var på vej rundt og op ad en træstamme med noget spiseligt i næbbet.

En ganske køn, lille fyr.

Lars Gejl skriver om fuglen i Fuglefelthåndbogen: Er speedbådsformet med kort hale og fladt, aflangt hoved med arrig sort øjenstribe og kraftigt, spidst næb. Oversiden er blågrå og undersiden er lys til rustfarvet. Jeg må tilføje, at på en efterårsfarvet baggrund, står den endog særdeles tydeligt frem.

Det afstedkom endnu et haiku:

Spætmejse med fangst
ses et rastløst øjeblik
Hvor er glæden kort

Men jeg vil glæde mig til et gensyn, nu, hvor jeg ved med sikkerhed, hvor spætmejsen med sikkerhed træffes i vores lokale skov. De skulle nemlig være ret stedfaste.

M!

onsdag, oktober 19th, 2016

Et efterårsbillede

I skrivende stund haster jeg med DSB InterCityLyn gennem et land præget af efterårets nuancer og overgivet til efterårets tilstande … meget er endnu frodigt, grønt, men naturen pakker snart sammen og forbereder sig på vinteren, så en del er allerede falmet, bart, brunt & nøgent eller eksploderet i gult, orange, rødt. Markerne er for længst høstede, pløjede, harvede – og sået til igen, nu med vinterafgrøderne. Himmelhvælvingen er oftest grå og i den dunkle ende af skalaen; jordens farver er nedtonede, douche, konturerne udviskede. Man bliver helt overrasket, når solen pludselig bryder igennem skydækket. Fugten ligger nu som en permanent film trukket ud over land og by, alt er klamt og vådt, og det er svært at tro på, at det nogensinde bliver anderledes. At det bliver vinter med knivskarp frost og hvide dyner af sne. At det vågner igen, først blidt og mildt, siden vildt og voldsomt under i forårets gennemspilning af genopstandelsestemaet. Det er tungere lige nu, men jeg er sådan set ikke trist, allerhøjest lidt mærkeligt til mode.

Det er allerede to og en halv måned siden, at jeg flyttede mit allersidste habengut fra København til Brabrand, Århus, til et nyt liv væk fra storbyen, nær skov, sammen med hunden og kæresten. Til et nyt liv. Som studerende. Med teologi. På universitetet! Det er lige godt halvanden måned siden, at jeg gik og var nervøs for ‘første skoledag’ … og siden er det gået slag i slag, dag for dag, fag for far, time for time … græsk verbum for græsk verbum … og så videre. Ikke et eneste undervisningsminut er undsluppet mig. Jeg har ind i mellem været fristet til at pjække, og måske heller ikke været helt nærværende i alle timerne, men intentionen og motivationen har været klar fra begyndelsen og er sådan set usvækket, men forandringerne og forventningerne har været overrumplende og overvældende, og jeg skal lige finde mine akademiske ben at stå på. Her går glæder hånd i hånd med frustrationer, men lige nu er det vel godt nok at vide, at jeg befinder mig så godt som nogensinde.

Nu er det så pludselig efterår og undervisningsfri uge. Uge 42. Og en anledning til at vende tilbage til udgangspunktet … til Sjælland, til København, til Vesterbro; ikke at jeg egentlig har travlt med det; afgangen er valgt udelukkende efter pris; eneste andet kriterium var såmænd prisen. Nu, hvor jeg ikke længere får min ‘fede hyre’ fra fabrikken, må jeg desværre skele til udgifterne – men afgangstidspunktet var da også en motiverende faktor. Hvorfor tager jeg overhovedet tilbage? Hjem, kan jeg ikke skrive, for i dag har jeg hjemme et helt andet sted. Men et gensyn er det jo. Med personer og steder. Savn og længsel præger i og for sig ikke mit forhold til København, til Vesterbro, selvom jeg i mine tyve år undervejs på stenbroen har været endog særdeles tæt på ovenud lykkelig. Men … der er mange mennesker, jeg næsten ikke har set, siden jeg flyttede, og det er et tab i min verden. Det er trods alt dem, som har været med til at forme mig til den jeg er i dag. Det er trods alt dem, der konstant tegner omridset af mig op og maler mig fuld med mine farver.

Jeg er intet i mig selv.

Nye relationer giver nye sider til Mikael, og det er slet ikke dumt. Jeg kan godt lide det. Og overgangen er jo heldigvis præget af relationer, som favner både det gamle og det nye.

Men nu venter fem dage i København og omegn og en hel stribe af gensyn. Jeg er spændt på at gense folk. Jeg er spændt på at gense stedet. Jeg er især spændt på, hvad det gør ved mig. Og jeg er overordentlig spændt på, hvordan jeg selv vil håndtere og rumme kontrasten mellem det gamle (som nu bliver det nye) og det nye (som for en stund lægger lidt bag mig). Heldigvis er jeg ikke alene af sted. Hunden ville gerne med. Han har også sine venner at besøge, sine bekendte at gense … han har også haft mange gode år derinde.

Uha, ja, efteråret har ramt os alle … nogle hårdere end andre. Men uden ville livet jo ikke være komplet, og hvem har lyst til at leve halvt? Direkte adspurgt, ingen.

M!

onsdag, oktober 19th, 2016

Ugens haiku

(16.10.16)
(fra en meditativ skovtur)

Himlens grå hvælving
strejfes af en hvid due
Ellers ingenting

M!