Archive for Nærvær

fredag, juli 7th, 2017

Ugens haiku

(27.06.2017)
(Morgentur med hunden)

Solsorten synger,
disse sommermorgener,
kærlighedssange

M!

tirsdag, april 11th, 2017

Ugens haiku

(10.04.2017)
(sen aftentur med Aslan)

Søen i skumring
Det er atter fuldmåne
Som tiden iler

M!

tirsdag, marts 7th, 2017

Ugens haiku

(04.03.2017)
(ved besøg hos min bror)

Når katten spinder
hviler verden i sig selv
og intet mangler

M!

tirsdag, november 22nd, 2016

Ugens haiku

(21.11.16)
(skrevet eftermiddag på idé fra morgenturen med hunden)

Den store stilhed
bærer rundt på alverdens
larm og ballade

M!

mandag, november 14th, 2016

Ugens digt

Larghetto

Birketræet viser vej.
Blå himmel giver råd.
Indisk jordbær krænker.
Brisen driller.

Hvad er det jeg vil. Jeg
kan ikke en gang give ord
til digte, der er en overflod af.

I middagsstilheden høres
hestefluernes søde hvisken som i gamle dage.
I skumringen sidder
evighedsduft stadig i græsset.

Når hjertet tvivler,
må kroppen synge.
Nattens vej fortsætter hinsides døden.

I denne uges digt er tvivlen udstillet som en livslangstrakt sansning af Shuntaro Tanikawa, hvis samling En Chagall og et blad jeg for nylig har genoptaget min læsning af, nu fra ende til anden. Hvis jeg tvivler, skriver han, vil hjertet fortælle mig, hvad jeg skal gøre … men jeg tager mig vist ikke tid til at høre efter. Gør andre det?

M!

lørdag, november 5th, 2016

Træløberen

I går, på vores ganske korte, næsten meditative (på grund af min træthed) eftermiddagsrunde ovre i kilen, blev jeg (vi, om end jeg antager, at Aslan forblev ganske uimponeret under hele seancen) begavet med et endnu kortere glimt af en spætmejse, der lige var på vej rundt og op ad en træstamme med noget spiseligt i næbbet.

En ganske køn, lille fyr.

Lars Gejl skriver om fuglen i Fuglefelthåndbogen: Er speedbådsformet med kort hale og fladt, aflangt hoved med arrig sort øjenstribe og kraftigt, spidst næb. Oversiden er blågrå og undersiden er lys til rustfarvet. Jeg må tilføje, at på en efterårsfarvet baggrund, står den endog særdeles tydeligt frem.

Det afstedkom endnu et haiku:

Spætmejse med fangst
ses et rastløst øjeblik
Hvor er glæden kort

Men jeg vil glæde mig til et gensyn, nu, hvor jeg ved med sikkerhed, hvor spætmejsen med sikkerhed træffes i vores lokale skov. De skulle nemlig være ret stedfaste.

M!

onsdag, oktober 19th, 2016

Et efterårsbillede

I skrivende stund haster jeg med DSB InterCityLyn gennem et land præget af efterårets nuancer og overgivet til efterårets tilstande … meget er endnu frodigt, grønt, men naturen pakker snart sammen og forbereder sig på vinteren, så en del er allerede falmet, bart, brunt & nøgent eller eksploderet i gult, orange, rødt. Markerne er for længst høstede, pløjede, harvede – og sået til igen, nu med vinterafgrøderne. Himmelhvælvingen er oftest grå og i den dunkle ende af skalaen; jordens farver er nedtonede, douche, konturerne udviskede. Man bliver helt overrasket, når solen pludselig bryder igennem skydækket. Fugten ligger nu som en permanent film trukket ud over land og by, alt er klamt og vådt, og det er svært at tro på, at det nogensinde bliver anderledes. At det bliver vinter med knivskarp frost og hvide dyner af sne. At det vågner igen, først blidt og mildt, siden vildt og voldsomt under i forårets gennemspilning af genopstandelsestemaet. Det er tungere lige nu, men jeg er sådan set ikke trist, allerhøjest lidt mærkeligt til mode.

Det er allerede to og en halv måned siden, at jeg flyttede mit allersidste habengut fra København til Brabrand, Århus, til et nyt liv væk fra storbyen, nær skov, sammen med hunden og kæresten. Til et nyt liv. Som studerende. Med teologi. På universitetet! Det er lige godt halvanden måned siden, at jeg gik og var nervøs for ‘første skoledag’ … og siden er det gået slag i slag, dag for dag, fag for far, time for time … græsk verbum for græsk verbum … og så videre. Ikke et eneste undervisningsminut er undsluppet mig. Jeg har ind i mellem været fristet til at pjække, og måske heller ikke været helt nærværende i alle timerne, men intentionen og motivationen har været klar fra begyndelsen og er sådan set usvækket, men forandringerne og forventningerne har været overrumplende og overvældende, og jeg skal lige finde mine akademiske ben at stå på. Her går glæder hånd i hånd med frustrationer, men lige nu er det vel godt nok at vide, at jeg befinder mig så godt som nogensinde.

Nu er det så pludselig efterår og undervisningsfri uge. Uge 42. Og en anledning til at vende tilbage til udgangspunktet … til Sjælland, til København, til Vesterbro; ikke at jeg egentlig har travlt med det; afgangen er valgt udelukkende efter pris; eneste andet kriterium var såmænd prisen. Nu, hvor jeg ikke længere får min ‘fede hyre’ fra fabrikken, må jeg desværre skele til udgifterne – men afgangstidspunktet var da også en motiverende faktor. Hvorfor tager jeg overhovedet tilbage? Hjem, kan jeg ikke skrive, for i dag har jeg hjemme et helt andet sted. Men et gensyn er det jo. Med personer og steder. Savn og længsel præger i og for sig ikke mit forhold til København, til Vesterbro, selvom jeg i mine tyve år undervejs på stenbroen har været endog særdeles tæt på ovenud lykkelig. Men … der er mange mennesker, jeg næsten ikke har set, siden jeg flyttede, og det er et tab i min verden. Det er trods alt dem, som har været med til at forme mig til den jeg er i dag. Det er trods alt dem, der konstant tegner omridset af mig op og maler mig fuld med mine farver.

Jeg er intet i mig selv.

Nye relationer giver nye sider til Mikael, og det er slet ikke dumt. Jeg kan godt lide det. Og overgangen er jo heldigvis præget af relationer, som favner både det gamle og det nye.

Men nu venter fem dage i København og omegn og en hel stribe af gensyn. Jeg er spændt på at gense folk. Jeg er spændt på at gense stedet. Jeg er især spændt på, hvad det gør ved mig. Og jeg er overordentlig spændt på, hvordan jeg selv vil håndtere og rumme kontrasten mellem det gamle (som nu bliver det nye) og det nye (som for en stund lægger lidt bag mig). Heldigvis er jeg ikke alene af sted. Hunden ville gerne med. Han har også sine venner at besøge, sine bekendte at gense … han har også haft mange gode år derinde.

Uha, ja, efteråret har ramt os alle … nogle hårdere end andre. Men uden ville livet jo ikke være komplet, og hvem har lyst til at leve halvt? Direkte adspurgt, ingen.

M!

onsdag, oktober 12th, 2016

Ugens haiku

(08.10.2016)
(endnu en efterårståre)

Allerførst høres
kun vindens sagte hvisken
Så falder et blad!

M!

fredag, september 30th, 2016

Medicinhaverne i Tranekær

I den snart længe forgangne weekend, altså sidste weekend, var min kæreste og jeg et smut på Langeland, nærmere bestemt nær Rudkøbing, fredag aften til søndag eftermiddag. Det nød vi i den grad. Dejligt med lidt luftforandring. Men som overskriften antyder, så havde vi også lige tid til et visit i den anden ende af øen, nærmere bestemt i Tranekær, hvor vi lod os begejstre af Medicinhaverne … som ligger på en skråning, lige syd for Tranekær Slot, som må være en af de kendteste attraktioner på øen.

Det er et pragtfuldt sted, man ikke skal snyde sig selv for, hvis man er på de kanter.

Haven – eller haverne, idet de er anlagt (eller ved at blive anlagt) som seks (måske senere ni) korresponderende haver med hver deres tema omgivet af et stort udvalg af træer – samler en stor del af alle de buske, planter og træer, der har været eller/og stadig bliver brugt verden over til medicinsk brug, og er virkelig en sanselig oplevelse.

For synet. For næsen. For kroppen. For hjertet. For sjælen. Og for troen.

Cosmos-atrosanguineus.jpgMin – og måske også min kærestes – yndlingsplante blev så let denne aromatiske perle, med den latinske benævnelse cosmos atrosanguineus – og den maleriske, men absolut aromatisk korrekte, danske chokolade kosmos. Køn så den ud lige klods op og ned af et bed lavendeller, men det var ikke derfor, at den overbeviste mig så let om dens fortræffeligheder. Stikker man snuden ned til den, så vil man opleve, at den ganske enkelt dufter som en plade mørk chokolade med højt indhold af kakao.

Enestående.

Men det var selvfølgelig ikke den eneste grund til, at vi nød det. Septembereftersommervejret viste sig fra sin allerbedste side, og så var det alligevel også opmuntrende, dels at genkende så mange planter og deres brug, dels generfare, at der altså er en veludforsket verden her, man ikke skal afskrive eller afvise … og så er det også bare livgivende at bevæge sig blandt planter – og endnu mere, selvfølgelig, fordi det er planter, som næsten alle har en påviselig gavnlig effekt på ens helbred. Det kan man vel kalde placebo … men det virker altså på mig.

Medicinhaverne har mine varmeste anbefalinger. Stedet anlægges, drives og vedligeholdes af frivillige, hvilket er endnu en grund til at aflægge haverne et besøg. Entreindtægterne er beskedne og går ubeskåret til driften.

M!

fredag, september 16th, 2016

Et heldigt øjeblik

Det er ganske vist. Min verden er blevet rigere og større efter, at jeg er flyttet sammen med min kæreste. Ikke bare fordi, det er en fryd, at vi nu bor sammen, men også fordi vi bor et frydefuldt sted.

Dør om dør med skoven, hvor livets gang og årstidernes vekslen bliver fysisk håndgribelige størrelser.

Det er dejligt at komme ned på jorden. Dejligt at få jordforbindelse.

Her til morgen var vi, hunden og jeg, så meget desto mere heldige, da vi på vores ellers korte og (for mit vedkommende) temmelig søvndrukne tur gennem alt det grønne krydsede spor med en ræv. Og en ordentlig krabat af slagsen. Først hørte vi den. Nej, måske havde Aslan færden af den først. Så hørte vi den. Og så så jeg den. Dertil nåede hunden aldrig. Og straks, jeg havde set den, sørgede jeg for, at få min ledsager i snor … mens min hjerne arbejdede på højtryk for at indfange øjeblikket.

Det var i sandhed et haikuøjeblik, et begreb, min salmedigterveninde og jeg har ‘fundet på’:

Rævens halespids
lyser op i skovbunden
– og så er den væk

Det gør virkelig godt at møde naturen i øjenhøjde.

M!