Archive for Musik

torsdag, juni 9th, 2016

Pludselig poetisk tanke – på en torsdag

To gode, kloge, smukke vers, der har godt fat i mig for tiden:

Det er uendeligt lidt,
der er helligt for mig
Men det lidt, der er
må ikke løbe sin vej
Det er en krævende Gud;
Altings Dobbelthed
Ikke bare skabe uro,
men altid komme med fred

Jeg kan træde på det,
der er helligt for dig
Så demonstrativt dumt,
at jeg skammer mig
Kan Gud være så lille,
så dræbende ond?
Er Jorden en firkant,
eller er den rullende rund?

skrevet af Michael Falch til sangen 1502 2015 som findes på cd’en Tomandshånd, som han har begået sammen med Poul Krebs.

M!

onsdag, april 27th, 2016

Pludselig poetisk tanke … på en onsdag

Vi mennesker lever under den samme himmel, men vi har ikke samme horisont.

Johnny Madsens egen enkle kommentar til sangen ‘Skib sejler ind’ som findes på hans seneste og, modvilligt indrømmet, ganske fortrinlige album Godt Nyt.

M!

 

torsdag, april 21st, 2016

Pludselig poetisk tanke … på en torsdag

En drømmer er gift med sin drøm

Taget fra sangen ‘En drømmers by’, der er skrevet af Michael Falch til albummet Tomandshånd, som han har lavet sammen med Poul Krebs.

M!

tirsdag, april 19th, 2016

Skamstøttet?

I et efterhånden helt – for mig – uhørt læseraseri har jeg på få dage ligefrem ædt de knapt trehundrede sider (inkl., naturligvis, en del fotografier fra en lang karriere), som journalist Dennis Drejer har klippet sin krønike om den danske Dalton-trio sammen til og ganske naturligt givet undertitlen Vi var jo aldrig helt ædru dengang.

Entré: Lars Lilholt, Johnny Madsen og Allan Olsen. Samt et temmelig stort hold omkring dem.

Fra første side konsumerer trioen så store mængder af alkohol i takt med, at man arbejder sig gennem fortællingen, at det vitterligt ligner én lang drukfest – op til, før, under og længe efter – og det er overordentlig svært ikke selv at blive beruset af blot at indsnuse duften fra papiret, den er trykt på.

Bog, indbundet Dalton af Dennis DrejerStadig skæv, mens jeg skriver disse ord, har jeg lige sluppet bogen og ved knapt nok, hvad jeg skal mene, synes og tro. Nuvel. Jeg er klar over, at man måske nok visse steder skal trække noget fra – myterne skal jo holdes i live for den hellige omsætnings skyld, og den pæne historie interesserer jo desværre ingen – men samtidig indser jeg, at man sikkert også ligge en del til andre forhold. Dennis Drejer gør meget ud af at understrege, at de involverede parter ikke har blåstemplet skriftet. Det forstår jeg egentlig godt.

Men! Ret skal være ret. De tre – og alle de andre involverede parter – skal krediteres for at være mænd nok til at stille op og tale lige ud af posen. Det gør de sandelig … men det bliver faktisk ret hurtigt ensformigt, ensidigt og skaderne synes at være større end reklameværdien nogensinde kan blive. Eller er det vitterligt sådan, at selv elendig/usympatisk omtale er bedre end ingen? Nogle gange havde det måske været bedre, om de havde holdt deres mund.

De opfører sig faktisk som børn. Højt hylende egoister.

Mod forventning er det Lars Lilholt, som fremstår mest sympatisk, ja, ligefrem mest normal, selvom han slæber rundt på overraskende megen bagage. Dæmoniseret kan man uden overdrivelse kalde ham. Udpræget familiemenneske og kompromissøgende, måske endda sat, og nem at stille tilfreds. Det er samtidig ham, jeg selv finder mindst interessant som sangskriver. Ham dyrker jeg ikke. Den selviscenesatte bonderøv Johnny Madsen fremstår som konstant påvirket – hvert fald på turné – og humørsvingende i en mild grad. Han er doven og magelig på grænsen til det ugidelige, og selv om han har arbejdet for at nå sin position, så arbejder han sgu’ ikke meget mere, men overlader mere og mere til andre. Det bliver al hans snak om hjertets renhed mere end en smule forlorent af. Det provokerer mig, og jeg kan mærke, at jeg gerne vil vende mig væk. Provokatøren – det selvudråbte DAMP-barn – Allan Olsen fremstår ulige mere ægte end Madsen; lige så forkælet som sin tidligere åndsbroder, til tider totalt kolerisk, når han ikke får sin vilje, keder sig, når alting bliver for konformt eller ligetil, men har bestemt også voldsomme nykker og lufter fra tid til anden rabiate meninger, det er svært at se i øjnene. Samtidig er han dog også den, der presser sig selv mest, ja, konstant udfordrer sig selv, og, hvor usympatisk han end fremstår i bogen, så skubber han hele tiden sin sangskrivning mod nye højder … måske også den eneste, der skriver af nødvendighed – også selvom han selv stiller spørgsmålstegn ved netop det nødvendige – men det forekommer han ikke mindre barnligt forkælet af.

Nå. Jeg er klar over, at de ikke betaler mig for at synes den mindste smule om dem – de er jo tilfredse, bare jeg hører og køber deres musik, og de kan og må selvfølgelig leve deres liv, som det nu passer dem. Men jeg må alligevel spørge mig selv, om de ikke skammer sig … bare lidt? Og jeg må spørge mig selv, hvordan jeg kommer videre … kan jeg blive ved med at lytte til dem og tage dem alvorligt? Lige nu ved jeg det ikke.

M!

søndag, januar 17th, 2016

Leve, sådan … men hvordan?

Helt tilfældigt – faktisk så tilfældigt, at jeg i skrivende stund ikke kan huske præcis, hvordan, det tilfælde gav sig – er jeg kommet på sporet af den fremragende engelske cellist Jacqueline du Pré, som desværre har forladt denne verden for længe siden. Hun døde i 1987 efter fjorten års kamp med multiple sklerose, år, hvor hun kom længere og længere væk fra det instrument, hun synes at være synonymt med. Men faktisk synes jeg ikke, i hvert fald ikke på dette tidspunkt i mine ‘undersøgelser’, at hverken hendes musikalske udladninger eller hendes sygdom er det mest interessante ved hende. Jo, jeg kan høre og se, at hun var formidabel – en ener i ordets bogstaveligste forstand – og jo, både sygdom og død var tragisk og tidlig … alt for tidlig.

Men jeg er mest tiltrukket af hendes måde at leve på.

Den glæde, den intensitet, den naivitet, den ærlighed og den åbenhed, hvormed hun levede. Uimodståeligt. Inspirerende. Nu er jeg lige gået i gang med Carol Easton’s biografi fra 1989, og naturligt nok antyder den et uudgrundeligt mørke raserende inde i du Pré, mange smerter og en nærmest ufrugtbar søgen efter identitet og mening med livet, straks celloen kom uden for hendes rækkevidde, men intet gråsort element ødelagde hendes livsnerve. Det gjorde hende alt sammen menneskelig, tak Gud, uperfekt som alle os andre, men tilbage står alligevel, at hun levede med guddommelig inspiration.

Jeg har længe været fascineret af, hvordan – og om – man kan ændre sin indstilling til livet og den måde, man lever det på. For kan man overhovedet det? Det kræver muligvis en omprogrammering af den person man grundlæggende er. Er det muligt? I så fald, Gud, lær mig hvordan … og sæt mig i stand til at give det videre til andre. Hvis det forbliver umuligt, så står jeg tilbage med et andet godt spørgsmål: Hvordan går det til, at nogen formår at leve sådan som Jacqueline du Pré, nærmest uanset, hvad som tilstøder dem, mens vi andre blot kan henslæbe tilværelsen efter bedste beskub?

M!

(PS: Dette er indlæg nummer 250)

mandag, januar 11th, 2016

Pludselig poetisk tanke – på en mandag

Som Tom Waits synger i ‘Talking at the Same Time’ fra det suveræne album Bad As Me:

Everybody knows
that umbrellas

Cost more in the rain

Så sandt, så sandt …

M”

tirsdag, december 22nd, 2015

Pludselig poetisk tanke – på en tirsdag

I dag fangede jeg lige, vel for første gang, hvad Michael Falch synger på sangen ‘Filosofiske Smuler:

Dagene bliver færre,
mit tilgodehavende mindre hver dag
Jeg siger det ikke højt,
men der må mest være rester tilbage

Nok en tanke værd.

M!

tirsdag, december 15th, 2015

Pludselig poetisk tanke … på en tirsdag

Jeg ved sarkasme er en hellig krig
for den, der såres er den gift indeni
Har hørt årtiers kulturel ironi,
toppen må være taget nu, epoken snart forbi

Taget fra sangen ‘Ironisk nok’, der er skrevet af Michael Falch til albummet Tomandshånd, som han har lavet sammen med Poul Krebs.

M!

mandag, november 16th, 2015

Ikke før

For tiden gen-gen-gen-gen-genhører jeg Bifrost, hvis sange er en næsten-glemt poetisk skatkiste med mange flotte og sigende tekster, både sangene som helhed, men også enkelte sætninger, fanget og taget i udpluk, som var det fluer, der svirrede forbi næsen eller ørerne. Min yndlingssætning (grebet ud af ‘Intet Er Nået’) lige nu lyder:

… og før vi ser os om, er vi ikke her …

Det er der faktisk noget om. Man kan ikke vide, hvor man er, hvis ikke man standser op og ser sig omkring. Og, hvis man aldrig gør det, hvordan kan man så være til stede? Det samme gælder i forhold til at mærke, hvem man er og hvad man gerne vil; hvad man drømmer om. Også her, må man stoppe op …

M!

onsdag, november 11th, 2015

Lukketid

Det er vel unødvendigt at understrege, at Tom Waits er en ganske afsindig ener, hvis man betragter det cirkus, den musikalske underholdningsbranche er, under ét samlet hele. Og på denne mærkeligt undertrykte måde, fik jeg så alligevel gjort det.

Med en tyk streg.

For/men/og det er han vitterligt.

På én eller anden mystisk måde kommer han til at fremstå som særligt ægte og ærlig, selvom han jo tydeligvis også spiller skuespil, når han gennem et album introducerer os til den fattige, den hjemløse/hjælpeløse, den lille mand … til vagabonden.

Det virker bare troværdigt.

Måske fordi det også virker så ligefremt og umiddelbart, alt det han laver.

Og jeg har personligt længe nydt godt af flere af hans senere udgivelser, men er faktisk først i denne uge – i mandags, helt præcist – faldet over debuten fra 1973; den modigt betitlede ‘Closing Time’ … et værk, som er fremragende fra start til slut med flere rørende højdepunkter, særligt den sørgmuntert drømmende ‘I Hope I Don’t Fall In Love With You’, der i mine ører rummer hele efterårets tematik i musik, sang og tekst; nu om dage overlader manden tekstarbejdet til sin i øvrigt meget poetiske bedre halvdel Kathleen Brennan, men alene i dette nummer viser han, at han også sagtens kan selv.

Uhm; lige til at blive opstemt af.

På en underlig bittersød måde, selvfølgelig.

M!