Archive for Min næste og mig

mandag, februar 20th, 2017

Ugens haiku

(02.2017)

Nogen står bag dig
Nogen går sammen med dig
Nogen holder dig [i (h)ånden]

M!

fredag, januar 13th, 2017

Ugens digt

I frostens haver er der stille som på kirkegården.
Dog, hvis man rigtigt lytter,
kan man høre,
hvordan det kimer sagte og vrimlende
som af et væld af bittesmå fjerne klokker.
Det er stilhedens lyd.
Der er lyden bag alle lyde.

Ugens digt er af William Heinesen og stammer angiveligt fra Tårnet ved verdens ende. Når jeg skriver angiveligt, så er det fordi, jeg har fundet ovenstående snip i Tomas Sjödins bog Et brudt halleluja. Det er altså med alle mulige forbehold for at det kan være ukomplet etc.

M!

mandag, januar 9th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er et haiku af Inge Hertz Aarestrup:

I nedsat tempo
kan jeg knapt overkomme
at rejse mig op

M!

torsdag, december 1st, 2016

Ugens digt

På studiet har vi for ganske nylig været igennem et tema om kærlighed og i den forbindelse bragte en prædiken om kærlighed os lige lukt ind på side 23 i Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl:

Som ung forekom barndommen mig
lige så fjern og uvirkelig som døden
vi diskuterede som et matematisk bevis
mens vi hørte om Ziggy Stardust
og fik orgasme i søvne.
Men nu hvor begge er nærmere end nogensinde
er hver eneste dag til gengæld ufattelig:
Se blot syrenernes blomstring
i farver af en anden verden
din graciøse skikkelses levende lys
i den mørke korridor
og vitrineskabet der mens vi var væk
har revet sig løs fra væggen
så alle de slebne krystalglas
ligger splintret på gulvet.

M!

mandag, november 14th, 2016

Ugens digt

Larghetto

Birketræet viser vej.
Blå himmel giver råd.
Indisk jordbær krænker.
Brisen driller.

Hvad er det jeg vil. Jeg
kan ikke en gang give ord
til digte, der er en overflod af.

I middagsstilheden høres
hestefluernes søde hvisken som i gamle dage.
I skumringen sidder
evighedsduft stadig i græsset.

Når hjertet tvivler,
må kroppen synge.
Nattens vej fortsætter hinsides døden.

I denne uges digt er tvivlen udstillet som en livslangstrakt sansning af Shuntaro Tanikawa, hvis samling En Chagall og et blad jeg for nylig har genoptaget min læsning af, nu fra ende til anden. Hvis jeg tvivler, skriver han, vil hjertet fortælle mig, hvad jeg skal gøre … men jeg tager mig vist ikke tid til at høre efter. Gør andre det?

M!

søndag, november 6th, 2016

Tro på tale

‘Mange gange tænker jeg tilbage […], hvor det blev sagt, at man skulle huske at behandle folk forskelligt, hvis man ønskede at behandle dem ens. […] Der ligger i det kristne menneskesyn, at det enkelte menneske har værdi, uanset, hvad det kan bidrage med, og vil vi behandle folk ens, skal vi behandle dem forskelligt.’

‘Mine forældre lærte mig at bede Fadervor. Jeg har bedt hele mit liv og holder af den ensartethed, det giver. Men jeg tyr også til bønnen, når jeg er presset.’

‘For mig er tro et holdepunkt og en måde at se på verden på, som giver en rummelighed. Hvis troen bliver fjern, så kan man blive helt bange, når man møder mennesker med en mere tydelig trospraksis.’

Tre citater om tro sagt af Svend Brodersen, slotsejer og økologisk landmand på Gram Slot, og alle lånt fra bogen Min Tro, der er redigeret og sammensat af Else Marie Nygaard.

M!

torsdag, oktober 27th, 2016

Tro på tale

‘Nogle gange kan jeg mærke, at der er ateister, som betragter mig som naiv. De tanker kan jeg ikke forholde mig til. Troen er ikke noget tagselvbord. Når vi fejrer pinse, er det helt utroligt. At Gud er os nær med sin ånd, kan man jo ikke begribe med sin hjerne. Tro kan ikke forstås, og hvis det at tro kunne forstås, så kunne vi ikke tro det. Det er ikke min hjerne, der bestemmer. Det er med hjertet, jeg tror.’

‘Jeg har ikke et sekunds tvivl om min tro, men jeg har tvivl om mig selv. Jeg tvivler, når jeg ikke synes, jeg gør det rigtige. Det kan være situationer, hvor jeg synes, jeg har snævre tanker, og så beder jeg Gud hjælpe mig. Jeg læser min Kierkegaard og Bibelen dagligt, og begge dele lutrer mig.’

‘Det er blevet tydeligere for mig, at vi alle er Guds børn, om vi tror på ham eller ej. At vide, at ens medmennesker er brødre og søstre, gør, at jeg ikke dømmer andre.’

Tre citater om tro, sagt af en af vore største kunstnere, Maja Lisa Engelhardt, og alle lånt fra bogen Min Tro, der er redigeret og sammensat af Else Marie Nygaard.

M!

onsdag, oktober 19th, 2016

Et efterårsbillede

I skrivende stund haster jeg med DSB InterCityLyn gennem et land præget af efterårets nuancer og overgivet til efterårets tilstande … meget er endnu frodigt, grønt, men naturen pakker snart sammen og forbereder sig på vinteren, så en del er allerede falmet, bart, brunt & nøgent eller eksploderet i gult, orange, rødt. Markerne er for længst høstede, pløjede, harvede – og sået til igen, nu med vinterafgrøderne. Himmelhvælvingen er oftest grå og i den dunkle ende af skalaen; jordens farver er nedtonede, douche, konturerne udviskede. Man bliver helt overrasket, når solen pludselig bryder igennem skydækket. Fugten ligger nu som en permanent film trukket ud over land og by, alt er klamt og vådt, og det er svært at tro på, at det nogensinde bliver anderledes. At det bliver vinter med knivskarp frost og hvide dyner af sne. At det vågner igen, først blidt og mildt, siden vildt og voldsomt under i forårets gennemspilning af genopstandelsestemaet. Det er tungere lige nu, men jeg er sådan set ikke trist, allerhøjest lidt mærkeligt til mode.

Det er allerede to og en halv måned siden, at jeg flyttede mit allersidste habengut fra København til Brabrand, Århus, til et nyt liv væk fra storbyen, nær skov, sammen med hunden og kæresten. Til et nyt liv. Som studerende. Med teologi. På universitetet! Det er lige godt halvanden måned siden, at jeg gik og var nervøs for ‘første skoledag’ … og siden er det gået slag i slag, dag for dag, fag for far, time for time … græsk verbum for græsk verbum … og så videre. Ikke et eneste undervisningsminut er undsluppet mig. Jeg har ind i mellem været fristet til at pjække, og måske heller ikke været helt nærværende i alle timerne, men intentionen og motivationen har været klar fra begyndelsen og er sådan set usvækket, men forandringerne og forventningerne har været overrumplende og overvældende, og jeg skal lige finde mine akademiske ben at stå på. Her går glæder hånd i hånd med frustrationer, men lige nu er det vel godt nok at vide, at jeg befinder mig så godt som nogensinde.

Nu er det så pludselig efterår og undervisningsfri uge. Uge 42. Og en anledning til at vende tilbage til udgangspunktet … til Sjælland, til København, til Vesterbro; ikke at jeg egentlig har travlt med det; afgangen er valgt udelukkende efter pris; eneste andet kriterium var såmænd prisen. Nu, hvor jeg ikke længere får min ‘fede hyre’ fra fabrikken, må jeg desværre skele til udgifterne – men afgangstidspunktet var da også en motiverende faktor. Hvorfor tager jeg overhovedet tilbage? Hjem, kan jeg ikke skrive, for i dag har jeg hjemme et helt andet sted. Men et gensyn er det jo. Med personer og steder. Savn og længsel præger i og for sig ikke mit forhold til København, til Vesterbro, selvom jeg i mine tyve år undervejs på stenbroen har været endog særdeles tæt på ovenud lykkelig. Men … der er mange mennesker, jeg næsten ikke har set, siden jeg flyttede, og det er et tab i min verden. Det er trods alt dem, som har været med til at forme mig til den jeg er i dag. Det er trods alt dem, der konstant tegner omridset af mig op og maler mig fuld med mine farver.

Jeg er intet i mig selv.

Nye relationer giver nye sider til Mikael, og det er slet ikke dumt. Jeg kan godt lide det. Og overgangen er jo heldigvis præget af relationer, som favner både det gamle og det nye.

Men nu venter fem dage i København og omegn og en hel stribe af gensyn. Jeg er spændt på at gense folk. Jeg er spændt på at gense stedet. Jeg er især spændt på, hvad det gør ved mig. Og jeg er overordentlig spændt på, hvordan jeg selv vil håndtere og rumme kontrasten mellem det gamle (som nu bliver det nye) og det nye (som for en stund lægger lidt bag mig). Heldigvis er jeg ikke alene af sted. Hunden ville gerne med. Han har også sine venner at besøge, sine bekendte at gense … han har også haft mange gode år derinde.

Uha, ja, efteråret har ramt os alle … nogle hårdere end andre. Men uden ville livet jo ikke være komplet, og hvem har lyst til at leve halvt? Direkte adspurgt, ingen.

M!

onsdag, juli 13th, 2016

Ugens digt

Med denne uges digt er vi tilbage i det svenske; min kæreste er – forståeligt nok – begejstret for og betaget af Edith Södergran, som let og elegant indfanger tilværelsens mange dobbeltheder:

Triumf af være til

Hvad frygter jeg? Jeg er en del af uendeligheden.
Jeg er en del af altets store kraft,
en ensom verden blandt millioner af verdener,
som en stjerne af første grad der slukkes sidst.
Triumf at leve, triumf at aande, triumf at være til!
Triumf at føle tiden iskold løbe gennem sine aarer
og høre nattens tavse flod
og staa paa bjerget under solen.
Jeg gaar på sol, jeg staar på sol.
Jeg ved ikke noget andet end sol.
Tid – forvandlerske, tid – ødelæggerske, tid – fortryllerske,
kommer du med nye rænker, tusinde rænker for at byde mig en tilværelse
som et lille frø, som en snoet slange, som en klippe midt i havet.
Tid – du morderske – vig fra mig!
Solen fylder mit bryst med liflig honning til randen
og den siger: engang slukkes alle stjerner,
men de lyser altid uden angst.

M!

lørdag, juli 2nd, 2016

Nye højdepunkter fra Silkeborg Højskole

[dyb indånding, dyb udånding]
Netop i dag er det præcis én uge siden, at mit andet besøg på Silkeborg Højskole nåede sin afslutning. I disse sene morgentimer begyndte jeg ganske langsomt mit rejse tilbage til København og Vesterbro. Hjemturen gik via et par timer langs åen, i gågaderne, ved markedet og med sporadiske, musikalske lydglimt fra Riverboat Jazz Festival i øret.

Efter en intens uge med et fagligt såvel som socialt tæppebombardement, havde jeg lige brug for at geare ned, få mig selv ned i kroppen og også gemme mig lidt væk fra verden og øvrigheden … og nyde at ingen kendte mig.

Denne gang var der ingen overraskelser, for så vidt, hvad angår de øvrige deltagere. Denne gang vidste jeg, hvad jeg gik ind til, og kunne bare slappe af i det og det har virkelig været befordrende for kvaliteten af mit ophold. Denne gang var jeg så heller helt ikke alene af sted, men fulgtes netop med den – nu meget gode veninde – jeg mødte lige præcis på højskolen for netop ét år siden.

Det har været meget berigende for vores venskab; jeg oplever i hvert fald, at vi hviler bedre i hinandens selskab nu.

Tre faglige højdepunkter:
Det dybe indblik vi fik i tegner Helle Vibeke Jensens næsten overmenneskeligt grundige arbejde for og med at illustrere en ny bibel for konfirmander, som udkommer i disse dage.
Else Kragelund Holts helt uventet helt ustyrligt morsomme foredrag om bryderierne med at oversætte Det Gamle Testamente til ‘forudsætningsløse’ som det så smukt hedder i oplægget fra Bibelselskabet. Hende glæder jeg mig til at møde igen.
Mødet med historiefortælleren Esben Hanefelt Kristensen, som bare er vidunderlig at høre på og se til.

Det skal også nævnes, at Charlotte Rørths meget personlige formidling af sit meget personlige møde med Jesus efterlod mig med tårer i øjnene.

Tre kunst-højdepunkter:
Peter Brandes fløjalter med blandt andet Emmausvandringen som tema i Galten Kirke, en kirke og et rum, hvor kunstneren og konen i øvrigt ikke har formået at samle alle de enkelte dele til en helhed, uanset hvor mange penge, der var til rådighed.
Sven Havsteen-Mikkelsens mange overdådige glasmosaikker i Alderslyst Kirke, som i øvrigt er et af de mest harmoniske kirkerum, jeg har været i.
Erik Heides umådeligt enkle, nænsomme og derfor meget mere intense udsmykning af Veng Klosterkirke – helt i overensstemmelse med kirkerummet – og med inspiration fra Åbykrucifikset.

Tre personlige højdepunkter:
Mit åbenhjertige møde med flere pastor emeriti,  som, deres høje aldre til trods, var misundelige på min udsigt til en nært forestående studiestart; ikke, at jeg ikke stadig er skræmt over det, men jeg føler heller ikke, at jeg får større faglige anbefalinger.
Det forhold, at jeg nok engang formåede at holde min kreative hang i hævd, ikke bare ved at skrive og udveksle haikudigte, ikke bare ved at tegne, men også arbejde med Karin Boyes flotte digt. Skønt at give det plads.
Det faktum, at jeg næsten holdt mig fra desserter og kager, om end fristelserne var mange.

Desuden var det en fryd igen at synge salmer og sange i fællesskab med firs andre.

Højskolen var forståeligt præget af en dødsulykke blandt et hold elever, der var rejst til Canada, men de fik informeret flot og bar det ganske godt med ind i ugen. I forlængelse heraf er jeg også rigtig glad for at have fået muligheden for at møde min åndelige vejleders ægtefælle – en lærer på højskolen – og få et bedre og tilmed godt indtryk af vedkommende.

Nu er jeg blot spændt på, om jeg får muligheden og økonomien til at deltage igen næste år, når Bibelselskabet og Højskolen atter slår dørene op.

I mellemtiden venter en tid med opbrud, nedpakning og overflytning til provinsen. Mere glæde, mere angst. Men udsigten til en helt ny tilværelse fylder mig med forventning.

M!