Archive for Min næste og mig

fredag, december 29th, 2017

Digtningens vilkår

– Uuuuh! udbrød min kæreste T, da jeg straks efter hjemkomsten lagde mine hænder på hendes kinder. – Hvorfor har du dog ikke handsker på, når I går tur? Men det kan man jo ikke, for som jeg svarede: – Man kan ikke skrive haiku, når man er pakket ind. Kolde fingre er digtningens vilkår!

Og ved søens bred
i solens varme favntag

viser lykken sig

M!

onsdag, december 27th, 2017

Ugens digt

Ugens digt stammer fra en digtsamling, den første på dansk af Kazuko Shiraishi, med den lidt besynderlige titel Solens Ærmer. Digtet er også til den besynderlige (eller surrealistiske) side:

Brændende meditation

Jeg er brændende meditation
Jeg har en våd ø – inde i mig
Vandfugle og fuldmånen flyder – hen til den
og jeg lader nilkrokodiller bo der
Min meditation –  er ikke vandblå – Somme tider
bliver den rød – af begæret
i krokodilleøjnene
Giver en skøn sol – til de øjne
og får dem til at sove
Jeg lever i brændende tanker
mens jeg lytter til stille bølgelyde fra en våd ø

M!

mandag, december 18th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er kommet til mig pr. SMS fra J; jeg gætter på, at han har det fra sin samling af skrifter af Tomas Sjödin. Det er skrevet af Birger Norman og lyder:

Vi er; verden er.
Noget findes. Miraklet!
Fornægte at Gud findes?
Gør det, du, som tror
at det hjælper.

M!

mandag, oktober 23rd, 2017

Ugens digt

Korsruder

Mennesker er huse
med korsruder.

Alle er vi
huse i byen.

Skrevet af Ole Sarvig; taget fra digtsamlingen Jeghuset.

M!

torsdag, august 24th, 2017

Ugens digt

Du går forbi mig

Du går forbi mig
mens vi sidder helt stille

Jeg taler forbi mig selv
mens du ikke hører

Vi gør ingenting
og en engel samler os op

Inger Christensens fine digt er fra side 53 i Samlede digte.

M!

fredag, juli 7th, 2017

Om lidt bliver her stille

Tog tidligt fra Brabrand i går på vej til Sankt Josephsøstrenes retrætecenter i Kokkedal, Stella Matutina, dog med en enkelt dag/overnatning i mit gamle nabolag, nemlig Vesterbro i København, hvor jeg har set et par længe savnede venner. Her sidder jeg lige nu, lige lidt endnu i en solskinsopvarmet stue på femte sal.

I Kokkedal venter mig ti dage – otte hele dage – med bøn og stilhed.

Det er gaven til mig selv for at have gennemført første år af teologistudiet uden alt for mange skrammer. Det bliver ti dage uden computer og telefon, uden internet, uden overflødige og unødvendige input, skiftet ud med åndelig fordybelse og nærvær.

I samme anledning holder bloggen 14 dages pause.

På gensyn på den anden side.

M!

torsdag, juli 6th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er tilskrevet Lin Pe og taget fra titelbladet til William Heinesens fine erindringsbog Tårnet ved verdens ende. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt gennemskue, om Heinesen citerer en på hans samtid levende digter eller han selv har skrevet digtet og tillagt det en fiktiv figur, altså Lin Pe; det bliver jeg måske klogere på med tiden. Hvis nogen kan kaste opklaring over gåden, modtages denne med glæde. Digtet fejler ingenting:

Venner, se: Græsset grønnes!
Kulden bider, blæsten fejer,
sneen hvirvler,
men græsset grønnes,
og stor, stor er min grønne lykke!

Venner, se, Græsset grønnes!
Træt er min fod, hårløs min skalle,
tandløs min mund, sløret mit blik,
snart farer jeg heden,
men mit hjerte blomstrer
og dyb, dyb
er i aften min grønne lykke!

M!

mandag, juni 26th, 2017

Helt nye højdepunkter fra Silkeborg Højskole

For tredje år i træk deltog jeg på Bibelselskabet og Silkeborg Højskole og nu synes jeg efterhånden, at der er basis for, at kalde det en tradition; denne gang var jeg alene af sted (hvad jeg teknisk set også var første gang, hvad jeg absolut ikke var anden gang) og uden, at jeg på forhånd vidste, om jeg kendte nogle af de andre deltagere eller ej. Det, viste det sig, gjorde jeg, idet der var et par gamle kendinge, blandt andet en yngre pige, der også læser teologi – dog ikke her i Århus, men i København – og som jeg snakkede kort med, første gang jeg deltog.

Denne gang blev det til flere samtaler om faget.

Tre faglige højdepunkter:
Hans Jørgen Lundager Jensens ustyrligt morsomme forsøg på at gøre os alle sammen klogere på, hvad de egentlig troede/tror på i Det Gamle Testamente. Det er ikke noget nemt spørgsmål.
Birgitte Stoklunds genfortælling og gennemgang af Ruths bog, så let en af kernefortællingerne i Det Gamle Testamente.
Marie Hellebergs tour de force gennem sin nys udkomne reformationsroman Stormene efterlod os alle overvældede, men jeg endte faktisk med at få lyst til at læse den. Og det var vel hendes mål?

Tre kunst-højdepunkter:
Peter Brandes fremvisning af hans beskedne, men effektive arbejde i den gennemrenoverede, genåbnede Silkeborg Kirke … en kirke med meget få svipsere og ingen af dem kan tilskrives den distingverede Hr. Brandes.
Simon Grotrians beskedne, men effektive poetiske bidrag til Brandes kunst samme sted.
Gensynet med det på højskolen hængende og uforlignelige Adam, Eva og Slangen af Leif Sylvester Petersen.

Tre personlige højdepunkter:
Det, at jeg formåede at være social, samtidig med, at jeg forsøgte at tage hånd om mig selv, min egen træthed og mit behov for også at være alene.
Det, at jeg atter holdt gang i kreativiteten – som særligt flød over med kragefugle (mere eller mindre realistiske) – og som indirekte er skyld i og årsag til, at jeg nu er er i gang med tegningen Engel, vingerne inde – eller Indianerengel min kæreste T straks døbte den. Dens farvestrålende streg kommer op på siden her, så snart den er færdigfarvelagt.
Det, at jeg trods alt også havde overskud til at tage et smut tilbage til Århus og tage imod kæresten i det øjeblik hun trådte ud fra sin sidste eksamen.

Desuden var det bare dejligt at være til gudstjeneste i Tvilum Klosterkirke – besøg den, hvis du kan – og bare skønt at komme lidt rundt i Højskolesangbogen igen. Begge dele trængte jeg til.

Og nu ser jeg så frem til en uge uden kage til kaffen. Dér nåede jeg trods alt kvalmepunktet.

M!

torsdag, juni 22nd, 2017

Forandringsparathedens svøbe

I dag skal alt og alle være forandrings- og omstillingsparate i et fuldstændig forrykt tempo, at den eller de, der tør holde uforanderligt fast og stå ved det, han, hun, den eller de er, altså de stokkonservative, næsten fremstår som de mest progressive.

Noget i den retning vil jeg citere formiddagens foredragsholder (og medkursusleder) på Silkeborg Højskole for at have sagt; så må han jo rette mig, hvis han læser dette og stejler, fordi det er en fejlfortolkning.

Han sagde det, netop i denne sammenhæng, fordi han følte, at her kunne kirken virkelig spille en rolle: Som en institution, der byder en meget kedelig, menneskeligt nedbrydende tendens trod og i stedet tilbyder hver enkelt af os et sted, hvor vi bare kan gå hen og bare være. I stilhed. Alene. Eller i et fællesskab. Et sted, hvor vi kan give os selv og hinanden lidt fri for alt det, vi ellers skal. Og det er godt sagt. Det ønsker jeg mig også. Det er faktisk noget af det, der ligger mig allermest på sinde … men det er bare ikke det, der sker. Folkekirken som institution – og det gælder både hele folkekirken og den enkelte folkekirke – er jo ved at slå knude på sig selv for at få fat på mennesker i troens periferi og bliver på den måde selv en meget aktiv spiller i forandringsparathedens svøbe.

M!

torsdag, marts 9th, 2017

Studseligt

Det er studseligt på grænsen til det paradoksale, at egenomsorg er og bliver en ting, man kun kan lære andre … ikke sig selv. Det er nok også temmelig betydende skråstreg sigende.

M!