Archive for Kunst

mandag, juni 26th, 2017

Helt nye højdepunkter fra Silkeborg Højskole

For tredje år i træk deltog jeg på Bibelselskabet og Silkeborg Højskole og nu synes jeg efterhånden, at der er basis for, at kalde det en tradition; denne gang var jeg alene af sted (hvad jeg teknisk set også var første gang, hvad jeg absolut ikke var anden gang) og uden, at jeg på forhånd vidste, om jeg kendte nogle af de andre deltagere eller ej. Det, viste det sig, gjorde jeg, idet der var et par gamle kendinge, blandt andet en yngre pige, der også læser teologi – dog ikke her i Århus, men i København – og som jeg snakkede kort med, første gang jeg deltog.

Denne gang blev det til flere samtaler om faget.

Tre faglige højdepunkter:
Hans Jørgen Lundager Jensens ustyrligt morsomme forsøg på at gøre os alle sammen klogere på, hvad de egentlig troede/tror på i Det Gamle Testamente. Det er ikke noget nemt spørgsmål.
Birgitte Stoklunds genfortælling og gennemgang af Ruths bog, så let en af kernefortællingerne i Det Gamle Testamente.
Marie Hellebergs tour de force gennem sin nys udkomne reformationsroman Stormene efterlod os alle overvældede, men jeg endte faktisk med at få lyst til at læse den. Og det var vel hendes mål?

Tre kunst-højdepunkter:
Peter Brandes fremvisning af hans beskedne, men effektive arbejde i den gennemrenoverede, genåbnede Silkeborg Kirke … en kirke med meget få svipsere og ingen af dem kan tilskrives den distingverede Hr. Brandes.
Simon Grotrians beskedne, men effektive poetiske bidrag til Brandes kunst samme sted.
Gensynet med det på højskolen hængende og uforlignelige Adam, Eva og Slangen af Leif Sylvester Petersen.

Tre personlige højdepunkter:
Det, at jeg formåede at være social, samtidig med, at jeg forsøgte at tage hånd om mig selv, min egen træthed og mit behov for også at være alene.
Det, at jeg atter holdt gang i kreativiteten – som særligt flød over med kragefugle (mere eller mindre realistiske) – og som indirekte er skyld i og årsag til, at jeg nu er er i gang med tegningen Engel, vingerne inde – eller Indianerengel min kæreste T straks døbte den. Dens farvestrålende streg kommer op på siden her, så snart den er færdigfarvelagt.
Det, at jeg trods alt også havde overskud til at tage et smut tilbage til Århus og tage imod kæresten i det øjeblik hun trådte ud fra sin sidste eksamen.

Desuden var det bare dejligt at være til gudstjeneste i Tvilum Klosterkirke – besøg den, hvis du kan – og bare skønt at komme lidt rundt i Højskolesangbogen igen. Begge dele trængte jeg til.

Og nu ser jeg så frem til en uge uden kage til kaffen. Dér nåede jeg trods alt kvalmepunktet.

M!

mandag, november 14th, 2016

Ugens digt

Larghetto

Birketræet viser vej.
Blå himmel giver råd.
Indisk jordbær krænker.
Brisen driller.

Hvad er det jeg vil. Jeg
kan ikke en gang give ord
til digte, der er en overflod af.

I middagsstilheden høres
hestefluernes søde hvisken som i gamle dage.
I skumringen sidder
evighedsduft stadig i græsset.

Når hjertet tvivler,
må kroppen synge.
Nattens vej fortsætter hinsides døden.

I denne uges digt er tvivlen udstillet som en livslangstrakt sansning af Shuntaro Tanikawa, hvis samling En Chagall og et blad jeg for nylig har genoptaget min læsning af, nu fra ende til anden. Hvis jeg tvivler, skriver han, vil hjertet fortælle mig, hvad jeg skal gøre … men jeg tager mig vist ikke tid til at høre efter. Gør andre det?

M!

torsdag, oktober 27th, 2016

Tro på tale

‘Nogle gange kan jeg mærke, at der er ateister, som betragter mig som naiv. De tanker kan jeg ikke forholde mig til. Troen er ikke noget tagselvbord. Når vi fejrer pinse, er det helt utroligt. At Gud er os nær med sin ånd, kan man jo ikke begribe med sin hjerne. Tro kan ikke forstås, og hvis det at tro kunne forstås, så kunne vi ikke tro det. Det er ikke min hjerne, der bestemmer. Det er med hjertet, jeg tror.’

‘Jeg har ikke et sekunds tvivl om min tro, men jeg har tvivl om mig selv. Jeg tvivler, når jeg ikke synes, jeg gør det rigtige. Det kan være situationer, hvor jeg synes, jeg har snævre tanker, og så beder jeg Gud hjælpe mig. Jeg læser min Kierkegaard og Bibelen dagligt, og begge dele lutrer mig.’

‘Det er blevet tydeligere for mig, at vi alle er Guds børn, om vi tror på ham eller ej. At vide, at ens medmennesker er brødre og søstre, gør, at jeg ikke dømmer andre.’

Tre citater om tro, sagt af en af vore største kunstnere, Maja Lisa Engelhardt, og alle lånt fra bogen Min Tro, der er redigeret og sammensat af Else Marie Nygaard.

M!

fredag, juli 15th, 2016

En hund takker af, 2

Suk … og stort set sammenfaldende med, at Aslan trækker sig fra stenbroen på Vesterbro i København til fordel for den brabrandske muld – og skovene omkring – så forlyder det fra pålidelig kilde, at en anden hund finder hjem igen.

Tegneren Steve Boreman har annonceret, at serien om den lille navnløse og fortabte hund sig sin afslutning. Og dagens stribe underbygger så sandelig hans kald:

Little Dog Lost

Næsten ti år har han flakket omkring. Og selv om det personligt er både svært og trist at skulle give slip på dette fine, faste element i hverdagen, så må jeg samtidig sige, at det er så rørende, at det giver mig tårer i øjnene.

Og jeg er meget, meget spændt på at høre/læse hans navn.

M!

onsdag, juli 13th, 2016

Ugens digt

Med denne uges digt er vi tilbage i det svenske; min kæreste er – forståeligt nok – begejstret for og betaget af Edith Södergran, som let og elegant indfanger tilværelsens mange dobbeltheder:

Triumf af være til

Hvad frygter jeg? Jeg er en del af uendeligheden.
Jeg er en del af altets store kraft,
en ensom verden blandt millioner af verdener,
som en stjerne af første grad der slukkes sidst.
Triumf at leve, triumf at aande, triumf at være til!
Triumf at føle tiden iskold løbe gennem sine aarer
og høre nattens tavse flod
og staa paa bjerget under solen.
Jeg gaar på sol, jeg staar på sol.
Jeg ved ikke noget andet end sol.
Tid – forvandlerske, tid – ødelæggerske, tid – fortryllerske,
kommer du med nye rænker, tusinde rænker for at byde mig en tilværelse
som et lille frø, som en snoet slange, som en klippe midt i havet.
Tid – du morderske – vig fra mig!
Solen fylder mit bryst med liflig honning til randen
og den siger: engang slukkes alle stjerner,
men de lyser altid uden angst.

M!

lørdag, juli 2nd, 2016

Nye højdepunkter fra Silkeborg Højskole

[dyb indånding, dyb udånding]
Netop i dag er det præcis én uge siden, at mit andet besøg på Silkeborg Højskole nåede sin afslutning. I disse sene morgentimer begyndte jeg ganske langsomt mit rejse tilbage til København og Vesterbro. Hjemturen gik via et par timer langs åen, i gågaderne, ved markedet og med sporadiske, musikalske lydglimt fra Riverboat Jazz Festival i øret.

Efter en intens uge med et fagligt såvel som socialt tæppebombardement, havde jeg lige brug for at geare ned, få mig selv ned i kroppen og også gemme mig lidt væk fra verden og øvrigheden … og nyde at ingen kendte mig.

Denne gang var der ingen overraskelser, for så vidt, hvad angår de øvrige deltagere. Denne gang vidste jeg, hvad jeg gik ind til, og kunne bare slappe af i det og det har virkelig været befordrende for kvaliteten af mit ophold. Denne gang var jeg så heller helt ikke alene af sted, men fulgtes netop med den – nu meget gode veninde – jeg mødte lige præcis på højskolen for netop ét år siden.

Det har været meget berigende for vores venskab; jeg oplever i hvert fald, at vi hviler bedre i hinandens selskab nu.

Tre faglige højdepunkter:
Det dybe indblik vi fik i tegner Helle Vibeke Jensens næsten overmenneskeligt grundige arbejde for og med at illustrere en ny bibel for konfirmander, som udkommer i disse dage.
Else Kragelund Holts helt uventet helt ustyrligt morsomme foredrag om bryderierne med at oversætte Det Gamle Testamente til ‘forudsætningsløse’ som det så smukt hedder i oplægget fra Bibelselskabet. Hende glæder jeg mig til at møde igen.
Mødet med historiefortælleren Esben Hanefelt Kristensen, som bare er vidunderlig at høre på og se til.

Det skal også nævnes, at Charlotte Rørths meget personlige formidling af sit meget personlige møde med Jesus efterlod mig med tårer i øjnene.

Tre kunst-højdepunkter:
Peter Brandes fløjalter med blandt andet Emmausvandringen som tema i Galten Kirke, en kirke og et rum, hvor kunstneren og konen i øvrigt ikke har formået at samle alle de enkelte dele til en helhed, uanset hvor mange penge, der var til rådighed.
Sven Havsteen-Mikkelsens mange overdådige glasmosaikker i Alderslyst Kirke, som i øvrigt er et af de mest harmoniske kirkerum, jeg har været i.
Erik Heides umådeligt enkle, nænsomme og derfor meget mere intense udsmykning af Veng Klosterkirke – helt i overensstemmelse med kirkerummet – og med inspiration fra Åbykrucifikset.

Tre personlige højdepunkter:
Mit åbenhjertige møde med flere pastor emeriti,  som, deres høje aldre til trods, var misundelige på min udsigt til en nært forestående studiestart; ikke, at jeg ikke stadig er skræmt over det, men jeg føler heller ikke, at jeg får større faglige anbefalinger.
Det forhold, at jeg nok engang formåede at holde min kreative hang i hævd, ikke bare ved at skrive og udveksle haikudigte, ikke bare ved at tegne, men også arbejde med Karin Boyes flotte digt. Skønt at give det plads.
Det faktum, at jeg næsten holdt mig fra desserter og kager, om end fristelserne var mange.

Desuden var det en fryd igen at synge salmer og sange i fællesskab med firs andre.

Højskolen var forståeligt præget af en dødsulykke blandt et hold elever, der var rejst til Canada, men de fik informeret flot og bar det ganske godt med ind i ugen. I forlængelse heraf er jeg også rigtig glad for at have fået muligheden for at møde min åndelige vejleders ægtefælle – en lærer på højskolen – og få et bedre og tilmed godt indtryk af vedkommende.

Nu er jeg blot spændt på, om jeg får muligheden og økonomien til at deltage igen næste år, når Bibelselskabet og Højskolen atter slår dørene op.

I mellemtiden venter en tid med opbrud, nedpakning og overflytning til provinsen. Mere glæde, mere angst. Men udsigten til en helt ny tilværelse fylder mig med forventning.

M!

fredag, juli 1st, 2016

Plant et frø

M!

Tegningen skal krediteres den uforlignelige Shaun Tan, hvis kreative univers er anderledes end de flestes!

mandag, juni 27th, 2016

Ugens digt

Denne uges digt stammer fra Knud Sørensens digtsamling ‘Mere endnu’:

Jeg må have tabt nogle ord

dengang jeg begyndte at gå rundt
derinde i landskabet
for da jeg så mig tilbage
havde de slået rødder
og sendt grønne stængler
op i rummet
og dér stod de så
tæt blomstrende
med nyudsprungne ord.

Nu
gælder det så om
at jeg får dem plukket
inden dét efterår kommer
som får os alle
til at visne.

M!

onsdag, april 27th, 2016

Nye helte

Direkte adspurgt, så ja, så mener jeg så afgjort, at verden har brug for nye helte … og jeg fandt én i går. Oliver Jeffers, hedder han, og han er en billedbogsforfatter fra Nordirland, vist nok bosiddende i New York. Det betyder mindre. Hvad betyder noget, er, at jeg i går læste den første af hans bøger, den umådeligt fine og sart poetiske Hittegods – eller Lost and Found, som den originalt hedder – som virkelig er blevet voldsomt eksponeret hos de københavnske boghandlere. Jeg faldt straks for smukt farvesatte, mildt tragikomiske forside, og tænkte, at her var måske noget.

Det var der. Der var masser.

Det er ikke bare en fint fortalt, sød historie; det er en fortælling om noget helt essentielt, nemlig relationer og venskaber, pakket ind som et kunstværk. Den rummer det ene smukke panel efter det andet.

Og det viser sig heldigvis, at Hittegods er en godt ti år gammel sag og langt fra den første, den eneste eller den sidste bog Jeffers har på samvittigheden. Faktisk er der en lille håndfuld alene med denne lille dreng og hans nye gode ven, pingvinen. Desforuden en masse andet godt. Og mere på vej. Og det viser sig samtidig, hvad jeg ikke anede, at de københavnske biblioteker er pænt velforsynede med hans udgivelser. Hurra! Reservationsbestillingerne fløj om ørerne på mig i går, straks jeg opdagede mit held.

Det viser sig også, at han er en lille smule barnlig og skør, med andre ord, et forbillede for os alle:

Hvem er dine helte? Og hvorfor?

M!

tirsdag, april 19th, 2016

Skamstøttet?

I et efterhånden helt – for mig – uhørt læseraseri har jeg på få dage ligefrem ædt de knapt trehundrede sider (inkl., naturligvis, en del fotografier fra en lang karriere), som journalist Dennis Drejer har klippet sin krønike om den danske Dalton-trio sammen til og ganske naturligt givet undertitlen Vi var jo aldrig helt ædru dengang.

Entré: Lars Lilholt, Johnny Madsen og Allan Olsen. Samt et temmelig stort hold omkring dem.

Fra første side konsumerer trioen så store mængder af alkohol i takt med, at man arbejder sig gennem fortællingen, at det vitterligt ligner én lang drukfest – op til, før, under og længe efter – og det er overordentlig svært ikke selv at blive beruset af blot at indsnuse duften fra papiret, den er trykt på.

Bog, indbundet Dalton af Dennis DrejerStadig skæv, mens jeg skriver disse ord, har jeg lige sluppet bogen og ved knapt nok, hvad jeg skal mene, synes og tro. Nuvel. Jeg er klar over, at man måske nok visse steder skal trække noget fra – myterne skal jo holdes i live for den hellige omsætnings skyld, og den pæne historie interesserer jo desværre ingen – men samtidig indser jeg, at man sikkert også ligge en del til andre forhold. Dennis Drejer gør meget ud af at understrege, at de involverede parter ikke har blåstemplet skriftet. Det forstår jeg egentlig godt.

Men! Ret skal være ret. De tre – og alle de andre involverede parter – skal krediteres for at være mænd nok til at stille op og tale lige ud af posen. Det gør de sandelig … men det bliver faktisk ret hurtigt ensformigt, ensidigt og skaderne synes at være større end reklameværdien nogensinde kan blive. Eller er det vitterligt sådan, at selv elendig/usympatisk omtale er bedre end ingen? Nogle gange havde det måske været bedre, om de havde holdt deres mund.

De opfører sig faktisk som børn. Højt hylende egoister.

Mod forventning er det Lars Lilholt, som fremstår mest sympatisk, ja, ligefrem mest normal, selvom han slæber rundt på overraskende megen bagage. Dæmoniseret kan man uden overdrivelse kalde ham. Udpræget familiemenneske og kompromissøgende, måske endda sat, og nem at stille tilfreds. Det er samtidig ham, jeg selv finder mindst interessant som sangskriver. Ham dyrker jeg ikke. Den selviscenesatte bonderøv Johnny Madsen fremstår som konstant påvirket – hvert fald på turné – og humørsvingende i en mild grad. Han er doven og magelig på grænsen til det ugidelige, og selv om han har arbejdet for at nå sin position, så arbejder han sgu’ ikke meget mere, men overlader mere og mere til andre. Det bliver al hans snak om hjertets renhed mere end en smule forlorent af. Det provokerer mig, og jeg kan mærke, at jeg gerne vil vende mig væk. Provokatøren – det selvudråbte DAMP-barn – Allan Olsen fremstår ulige mere ægte end Madsen; lige så forkælet som sin tidligere åndsbroder, til tider totalt kolerisk, når han ikke får sin vilje, keder sig, når alting bliver for konformt eller ligetil, men har bestemt også voldsomme nykker og lufter fra tid til anden rabiate meninger, det er svært at se i øjnene. Samtidig er han dog også den, der presser sig selv mest, ja, konstant udfordrer sig selv, og, hvor usympatisk han end fremstår i bogen, så skubber han hele tiden sin sangskrivning mod nye højder … måske også den eneste, der skriver af nødvendighed – også selvom han selv stiller spørgsmålstegn ved netop det nødvendige – men det forekommer han ikke mindre barnligt forkælet af.

Nå. Jeg er klar over, at de ikke betaler mig for at synes den mindste smule om dem – de er jo tilfredse, bare jeg hører og køber deres musik, og de kan og må selvfølgelig leve deres liv, som det nu passer dem. Men jeg må alligevel spørge mig selv, om de ikke skammer sig … bare lidt? Og jeg må spørge mig selv, hvordan jeg kommer videre … kan jeg blive ved med at lytte til dem og tage dem alvorligt? Lige nu ved jeg det ikke.

M!