Archive for I kirke

mandag, juni 26th, 2017

Helt nye højdepunkter fra Silkeborg Højskole

For tredje år i træk deltog jeg på Bibelselskabet og Silkeborg Højskole og nu synes jeg efterhånden, at der er basis for, at kalde det en tradition; denne gang var jeg alene af sted (hvad jeg teknisk set også var første gang, hvad jeg absolut ikke var anden gang) og uden, at jeg på forhånd vidste, om jeg kendte nogle af de andre deltagere eller ej. Det, viste det sig, gjorde jeg, idet der var et par gamle kendinge, blandt andet en yngre pige, der også læser teologi – dog ikke her i Århus, men i København – og som jeg snakkede kort med, første gang jeg deltog.

Denne gang blev det til flere samtaler om faget.

Tre faglige højdepunkter:
Hans Jørgen Lundager Jensens ustyrligt morsomme forsøg på at gøre os alle sammen klogere på, hvad de egentlig troede/tror på i Det Gamle Testamente. Det er ikke noget nemt spørgsmål.
Birgitte Stoklunds genfortælling og gennemgang af Ruths bog, så let en af kernefortællingerne i Det Gamle Testamente.
Marie Hellebergs tour de force gennem sin nys udkomne reformationsroman Stormene efterlod os alle overvældede, men jeg endte faktisk med at få lyst til at læse den. Og det var vel hendes mål?

Tre kunst-højdepunkter:
Peter Brandes fremvisning af hans beskedne, men effektive arbejde i den gennemrenoverede, genåbnede Silkeborg Kirke … en kirke med meget få svipsere og ingen af dem kan tilskrives den distingverede Hr. Brandes.
Simon Grotrians beskedne, men effektive poetiske bidrag til Brandes kunst samme sted.
Gensynet med det på højskolen hængende og uforlignelige Adam, Eva og Slangen af Leif Sylvester Petersen.

Tre personlige højdepunkter:
Det, at jeg formåede at være social, samtidig med, at jeg forsøgte at tage hånd om mig selv, min egen træthed og mit behov for også at være alene.
Det, at jeg atter holdt gang i kreativiteten – som særligt flød over med kragefugle (mere eller mindre realistiske) – og som indirekte er skyld i og årsag til, at jeg nu er er i gang med tegningen Engel, vingerne inde – eller Indianerengel min kæreste T straks døbte den. Dens farvestrålende streg kommer op på siden her, så snart den er færdigfarvelagt.
Det, at jeg trods alt også havde overskud til at tage et smut tilbage til Århus og tage imod kæresten i det øjeblik hun trådte ud fra sin sidste eksamen.

Desuden var det bare dejligt at være til gudstjeneste i Tvilum Klosterkirke – besøg den, hvis du kan – og bare skønt at komme lidt rundt i Højskolesangbogen igen. Begge dele trængte jeg til.

Og nu ser jeg så frem til en uge uden kage til kaffen. Dér nåede jeg trods alt kvalmepunktet.

M!

onsdag, august 3rd, 2016

En lille reklame

Jeg vil gerne reklamere for denne stribe af arrangementer, som man er velkommen til, hvis man alligevel er på disse kanter og have lyst til at komme helt ned i gear og ind i en meditativ ro.

Taizebøn i Gellerup Kirke A4 efterår 2016

M!

 

 

 

 

 

 

 

lørdag, juli 2nd, 2016

Nye højdepunkter fra Silkeborg Højskole

[dyb indånding, dyb udånding]
Netop i dag er det præcis én uge siden, at mit andet besøg på Silkeborg Højskole nåede sin afslutning. I disse sene morgentimer begyndte jeg ganske langsomt mit rejse tilbage til København og Vesterbro. Hjemturen gik via et par timer langs åen, i gågaderne, ved markedet og med sporadiske, musikalske lydglimt fra Riverboat Jazz Festival i øret.

Efter en intens uge med et fagligt såvel som socialt tæppebombardement, havde jeg lige brug for at geare ned, få mig selv ned i kroppen og også gemme mig lidt væk fra verden og øvrigheden … og nyde at ingen kendte mig.

Denne gang var der ingen overraskelser, for så vidt, hvad angår de øvrige deltagere. Denne gang vidste jeg, hvad jeg gik ind til, og kunne bare slappe af i det og det har virkelig været befordrende for kvaliteten af mit ophold. Denne gang var jeg så heller helt ikke alene af sted, men fulgtes netop med den – nu meget gode veninde – jeg mødte lige præcis på højskolen for netop ét år siden.

Det har været meget berigende for vores venskab; jeg oplever i hvert fald, at vi hviler bedre i hinandens selskab nu.

Tre faglige højdepunkter:
Det dybe indblik vi fik i tegner Helle Vibeke Jensens næsten overmenneskeligt grundige arbejde for og med at illustrere en ny bibel for konfirmander, som udkommer i disse dage.
Else Kragelund Holts helt uventet helt ustyrligt morsomme foredrag om bryderierne med at oversætte Det Gamle Testamente til ‘forudsætningsløse’ som det så smukt hedder i oplægget fra Bibelselskabet. Hende glæder jeg mig til at møde igen.
Mødet med historiefortælleren Esben Hanefelt Kristensen, som bare er vidunderlig at høre på og se til.

Det skal også nævnes, at Charlotte Rørths meget personlige formidling af sit meget personlige møde med Jesus efterlod mig med tårer i øjnene.

Tre kunst-højdepunkter:
Peter Brandes fløjalter med blandt andet Emmausvandringen som tema i Galten Kirke, en kirke og et rum, hvor kunstneren og konen i øvrigt ikke har formået at samle alle de enkelte dele til en helhed, uanset hvor mange penge, der var til rådighed.
Sven Havsteen-Mikkelsens mange overdådige glasmosaikker i Alderslyst Kirke, som i øvrigt er et af de mest harmoniske kirkerum, jeg har været i.
Erik Heides umådeligt enkle, nænsomme og derfor meget mere intense udsmykning af Veng Klosterkirke – helt i overensstemmelse med kirkerummet – og med inspiration fra Åbykrucifikset.

Tre personlige højdepunkter:
Mit åbenhjertige møde med flere pastor emeriti,  som, deres høje aldre til trods, var misundelige på min udsigt til en nært forestående studiestart; ikke, at jeg ikke stadig er skræmt over det, men jeg føler heller ikke, at jeg får større faglige anbefalinger.
Det forhold, at jeg nok engang formåede at holde min kreative hang i hævd, ikke bare ved at skrive og udveksle haikudigte, ikke bare ved at tegne, men også arbejde med Karin Boyes flotte digt. Skønt at give det plads.
Det faktum, at jeg næsten holdt mig fra desserter og kager, om end fristelserne var mange.

Desuden var det en fryd igen at synge salmer og sange i fællesskab med firs andre.

Højskolen var forståeligt præget af en dødsulykke blandt et hold elever, der var rejst til Canada, men de fik informeret flot og bar det ganske godt med ind i ugen. I forlængelse heraf er jeg også rigtig glad for at have fået muligheden for at møde min åndelige vejleders ægtefælle – en lærer på højskolen – og få et bedre og tilmed godt indtryk af vedkommende.

Nu er jeg blot spændt på, om jeg får muligheden og økonomien til at deltage igen næste år, når Bibelselskabet og Højskolen atter slår dørene op.

I mellemtiden venter en tid med opbrud, nedpakning og overflytning til provinsen. Mere glæde, mere angst. Men udsigten til en helt ny tilværelse fylder mig med forventning.

M!

tirsdag, juni 21st, 2016

Ugens haiku

(14.06.2016)
(et af mine få åbenlyst religiøse haiku inspireret af Galaterbrevet kap. 3, vers 27)

Dåben til Kristus
skriver apostlen Paulus
er en klædedragt

M!

torsdag, februar 11th, 2016

Fastefællesskab

Fasten er – officielt med i går, askeonsdag – i gang og i år indgår min kæreste, T, og jeg i et fint fastefællesskab, som gode kræfter i Gellerup Kirke i Brabrand har taget initiativ til.

Da jeg endnu bor så langt væk, kan jeg desværre kun deltage i nogle af fastegruppemøderne, men deltog da indirekte i går, da T repræsenterede os begge.

Det er en lille, men stærk kreds.

Fasten handler ikke nødvendigvis (kun) om at afstå fra dette eller hint, men mere om at forny/forstærke sit forhold til Gud … at komme nærmere, kan man måske sige. Men ordet askese falder én ind. Askese forbindes ofte med fravalg, jf. den danske betydning lagt i ordet, og måske i særlig grad med fundamental eller overdreven afholdenhed, men det hjælper at tænke på, at ordet kommer af det græske ord askesis/askein som slet og ret betyder øvelse/at øve sig.

Når afståelse alligevel betyder og fylder en del i fasten, så er det jo fordi, at det skærper éns livsnærvær, selvforståelse og åndelige skarphed. Jeg har selv følgende syv punkter, som skal fylde mine næste fyrre dage:

– afstå fra at købe vand på flaske
– afstå fra raffineret sukker ((plus honning i te), dvs. desserter, kage, slik)
– afstå fra computer/pc/internet (også på mobil) efter 21

– passe mine sengetider/min søvn

– øve mig i at kontakte bekendte, familie og venner
– øve mig i ikke at blive irriteret på mine medtrafikanter
– øve mig i også at skrive digte, der ikke er haiku

Et par kommentarer:

I mit liv slås jeg med to store afhængigheder, 1) vand på flaske, 2) sukker, så her vil jeg give mig selv en pause … hvis jeg da kan. Søvn får jeg generelt for lidt af. Computerafholdenhed og ordentlige sengetider skal lave om på det, eller i hvert fald skubbe det i den rigtige retning. Relationer er vigtige, ja, væsentlige for livskvaliteten, men jeg er ikke altid alt for god til at fastholde dem, og det vil jeg gerne øve mig i.

Det føles godt at tage del også i dette fællesskab.

M!

 

torsdag, januar 28th, 2016

Salmedrømmen

Det lyder måske mærkeligt, men jeg har i mange år drømt om at skrive en … salme. Drømmen har ligget og luret lige under overfladen, men jeg har endnu ikke turdet at forfølge den. Slet, slet ikke. Så jeg har bare ladet den ulme.

Men drømmen fik for alvor næring, da jeg sidste sommer mødte en af vore salmedigtere på Silkeborg Højskole, og gløderne er blevet til en regulær ild, efter at dette møde har udviklet sig til et regulært venskab.

Og noget puster virkelig til ilden, hver gang vi mødes.

Så sidste efterår gik jeg faktisk i gang med det, som jeg lige nu bedst kan beskrive som en længselssalme. Det går kun langsomt fremad. Meget langsomt. Men op til hendes besøg her hos mig i går, dumpede tredje vers – jeg har besluttet mig for at tre vers være rigeligt – ned i favnen på mig. Eller en omtrent ordlyd af tredje vers, i hvert fald. Samtidig er jeg helt bevidst om, at det kan tage lang, lang tid, hvis jeg opretholder dette … hrm … tempo.

Jeg er nemlig endnu ikke nået så langt, at jeg har delagtig gjort hende i mine hidtidige skriverier.

Men drømmen lever i bedste velgående, og det er der noget smukt over.

M!

mandag, november 16th, 2015

Modsat tro

‘[…] det modsatte af tro er ikke tvivl, men fortvivlelse.’ sagde Jesper Stange i går i Vor Frue Kirke i sin kl. 17-prædiken over Matthæus 9, 18-26. Og, ja, tak, tænkte jeg, det er lige sådan, at det er. Og ikke bare fortvivlelse, men dyb, afgrundsdyb fortvivlelse.

Jeg må i hvert fald have min tro at klamre mig til.

M!

 

lørdag, juni 27th, 2015

Højdepunkter fra Silkeborg Højskole

[dyb indånding, dyb udånding]
Så kom jeg hjem i mit andet hjem; hjem til min dejlige kærestes rare lejlighed efter en hektisk, indholdsproppet uge på sommerkursus med Bibelselskabet på skønne Silkeborg Højskole.

Jeg fornærmer næppe nogen af de øvrige deltagere ved at skrive, at langt de fleste af dem var gamle nok til at kunne være mine forældre, hvilket kom som en kæmpestor overraskelse for mig, naivt måske, men efter at have sunket det ét par gange, snakket med min kære T om det og til sidst fået sparket kurset godt og grundigt i gang med et par forrygende timer i selskab med den charmerende, indtagende (etc.) forfatter og salmedigter Iben Krogsdahl, så overgav jeg mig fuldt ud til fag og folk. Og det var helt enkelt. Det blev nemlig en livsbekræftende inspirerende uge, og jeg har allerede besluttet mig for at deltage igen næste år, skulle Bibelselskab og højskolen forsætte det gode samarbejde.

Der er sgu’ overraskendende godt gang i de gamle ;-)

Tre faglige højdepunkter:
David Bugges foredrag om, hvordan moderne litteratur trækker på Bibelens fortællinger.
Interviewet Maja Lisa Engelhardt om, hvordan kunst gør synligt. 
Hospitalspræst Marie Baastrup Jørgensens indblik i, hvad der sker, når eksistensen udfordres.

Tre kunst-højdepunkter:
Thomas Kluges mageløse alterbillede til Linå Kirke, Skærtorsdag, som synes at være oplyst indefra; at bære lyset i sig. 
Leif Sylvester Petersens overraskende, sjove og uforlignelige Adam, Eva og slangen i Paradisets have.
Og Asger Jorns monumentale Stalingrad … og den regulært rørende fortælling, som hører sammen med maleriet; hvilken hædersmand.

Silkeborg Højskole har i parantes bemærket en lang tradition for at indkøbe kunst og er et veritabelt kunst-museum, og den afgåede forstander, Carsten Kolby Kristiansen, er virkelig fremragende til at aflæse kunsten og ikke mindst formidle det videre.

Tre personlige højdepunkter:
Det faktum, at jeg overhovedet kom på højskole. Det er næsten sytten år siden, at jeg sidst var af sted.
Det faktum, at jeg overvandt mig selv og overgav mig til det, jeg havde kastet mig ud i.
Det forhold, at jeg formåede at være kreativ, både ved at holde fast haiku-skrivningen, omend langt de færreste tåler offentlighedens lys, og ved at komme i gang med at tegne igen. Det har lægget stille, uden at jeg har kunnet forstå hvorfor eller få hul på det igen.

Desuden dans, kaffe, kage, møder, måltider, samtaler og sang.

Men jeg bør og tør nok skrive, at det allerstørste har været at mærke et venskab – højst uventet, men yderst velkomment – opstå under de givne omstændigheder. Jeg oplever igen, at der bare er nogen mennesker, man svinger mere med end mod.

Heldigvis ved jeg nu, hvor jeg skal rette min taknemmelighed hen. Og den er endeløs …

Lige om lidt kommer min kære, skønne kæreste hjem fra en lang dag ude; egentlig unødvendigt at skrive, hvor meget jeg glæder mig til gensynet, men det skal med, idet, den korte afstand fra højskolen og hjem til hende, bestemt var afgørende for og medvirkende til, at overhovedet meldte mig til kurset.

M!

torsdag, marts 5th, 2015

Lidt om hunde og andægtighed

Det er altid forbundet med glad forundring, når nye gæster til taizé-andagterne i Mariakirken (i Istedgade, her på Vesterbro, her i København) opdager, at jeg ledlager og ledsages af min gode ven, labradoren Aslan.

De fleste forbløffes desuden over, hvor stille han er, ja, hvor pænt han opfører sig.

Det, at han er til stede, er næsten altid genstand for umiddelbar samtale, ikke bare mellem Aslan og mennesker, men også mellem os mennesker, der er tilstede; man fristes til at kalde ham isbryder. Ikke, at der generelt er en dårlig stemning, slet, slet, slet ikke, men nogle gange ved vi mennesker bare ikke rigtigt, hvad vi skal sige til hinanden, hvorfor vi bliver forlegne, og så bliver det jo bare endnu vanskeligere.

Her er han en gave … og kan man snakke om ham, kan man også snakke om andre dyr, hvilket ind imellem kaster det en god historie af sig.

I går genfortalte en ældre, vandkæmmet, veltalende herre, som jeg bare har mødt én enkelt gang før, denne lille, søde episode (som han selv havde læst i en tysk avis, ved ikke hvilken): I en lille (urefereret) by i det sydlige Italien tog en ældre dame dagligt sin trofaste hund (af urefereret race) med til Messe i kirken. Da så kvinden døde, ganske enkelt af alderdom, fortsatte hunden med at gå til Messe på egen pote.

Dyr er ganske vist ‘bare’ dyr, men de er bemærkelsesværdige som sådanne – og helt uundværlige.

M!

søndag, december 21st, 2014

… årets gang

Hvem kan favne årstiderne som Grundtvig, vores store, største, salmedigter med altid spids pen, de rigtige ord og fingeren på pulsen? Nu er Vintersolhverv over os og det markerer på én og samme tid afslutning og begyndelse.

Også i kirken, hvor et nyt kirkeår er godt i gang.

I dag i Gellerup Kirke sang vi under en smuk, smuk Gudstjeneste med fokus på de ni læsninger, ‘Skyerne gråner, og løvet falder’, som jeg bare må dele her (igen i dette Herrens år, selvom det jo er med fare for at indrømme, at jeg gentager mig selv; i hvert fald lidt):

Skyerne gråner, og løvet falder,
fuglene synger ej mer,
vinteren truer, og natten kalder,
blomsterne sukker: det sner!
Og dog bære blus vi med glæde!

Vinteren kommer, og sneen falder,
blomsterne visner i muld,
isen optøs ej af gråd for Balder,
tårerne stivner af kuld.
Og dog bære blus vi med glæde!

Solhvervet kommer, og bladet vendes,
dagene længes på ny,
solskinnet vokser, og vintren endes,
lærkerne synger i sky.
Derfor bære blus vi med glæde!

Årene skifter af gru for ælde,
skjaldene giver dem ret,
fuglene alle hvert år må fælde,
ellers de fløj ej så let:
Derfor bære blus vi med glæde!

Fuglene flyver som vind på vinger
let over vildene hav,
skjaldene flyver, som rimet klinger,
glat over slægternes grav.
Derfor bære blus vi med glæde!

Hjerterne vakler, når højt de banke,
drages til fuglenes spor,
lyset dog sejrer, den mørke tanke
flygtende synker i jord.
Derfor bære blus vi med glæde!

Salmerne klinge og klokker kime,
spotter med sneen ved jul,
vinteren må sig med våren rime,
smelte for solen i skjul.
Derfor bære blus vi med glæde!

Troende hjerter i vinterløbet
føder den liflige vår,
trykker den til sig i barnesvøbet
med et lyksaligt nytår!
Derfor bære blus vi med glæde!

Betlehems-barnet i krybberummet
det er den evige vår,
troende hjerter det har fornummet:
Jul gør lyksaligt nytår!
Derfor bære blus vi med glæde!

Glædeligt solhverv, glædelig youle, glædelig jul … må lyset vende i alles øjne og fylde vore hjerter med glæde og lyst til livet.

M!