Archive for Hverdagsmagi

mandag, januar 15th, 2018

Ugens digt

Første vinterdag

Storetæerne kigger frem
af sokkerne

Ugens digt er et haiku (tæl ikke stavelser; de holder sjældent i oversættelser, hvor man går mere efter bogstavets ånd end bogstavets form) fra en af de fire store japanere, Kobayashi Issa.

M!

fredag, december 29th, 2017

Digtningens vilkår

– Uuuuh! udbrød min kæreste T, da jeg straks efter hjemkomsten lagde mine hænder på hendes kinder. – Hvorfor har du dog ikke handsker på, når I går tur? Men det kan man jo ikke, for som jeg svarede: – Man kan ikke skrive haiku, når man er pakket ind. Kolde fingre er digtningens vilkår!

Og ved søens bred
i solens varme favntag

viser lykken sig

M!

onsdag, december 20th, 2017

Ugens haiku

(16.12.2017)
(skrevet i toget på vej til Næstved; man ser så meget kupévinduet)

Det lysner langsomt

Dagen er som en kæmpe
der rejser sig op

M!

mandag, december 18th, 2017

Uden mål og med (Furari)

2017 lakker hastigt mod enden og jeg er blevet fanget ind i en meget mærkelig, men ikke ukendt tilstand af kan ingenting og vil ingenting. Jeg flakker rundt, dagen igennem, uden egentlige mål. Jeg har lovet mig selv, at der ikke er noget (bestemt), jeg skal i dag. Jeg skal sådan set bare være.

Siden sommerferien har vi her i huset forsøgt at komme hviledagen i hu. Denne mandag forlænger blot hviledagen for mig.

Det er der flere grunde til. Fredag, halvanden uge tilbage, sluttede efterårssemesteret. De 13-14 hektiske uger nåede et foreløbigt klimaks med eksamensopgave i Etik og Religionsfilosofi (1), onsdag til fredag i sidste uge; 48, for mig, vanvittige timer, vitterligt non-stop, i selskab med K.E. Løgstrup og Den etiske fordring. Og såmænd: I tiden mellem fredag og onsdag gennemgik jeg mine noter og læste lidt supplerende, hvorfor jeg nærmest har gået hånd i hånd med Løgstrup i en uges tid.

Jeg afleverede min syv- siders opgave en god halv time før fristens udløb og faget bør være bestået – ellers forstår jeg ingenting – men jeg nærer omvendt ingen illusioner om, at det blev den perfekte opgave.

Tirsdag – natten til onsdag – sprang en halsbetændelse på mig og satte sig fast til glæde for alle i min lille familie; som jeg dog har hostet – og fortsat hoster. Den har jeg således kæmpet med alt imens jeg har taget livtag med Løgstrup, dag som nat, og har ikke det ene, så har det andet holdt mig vågen. Trætheden har nærmest overskygget forløsningen ved at aflevere.

Lørdag stod jeg alligevel tidligt op (kl. 5) og tog til Sjælland til årets sidste måde i Spilleklubben Sparbonde, et bræt- og kortspilsfællesskab, jeg har haft sammen med tre andre … i mere end 25 år. En munter, men faktisk også strabadserende dag, da jeg først var tilbage på vores fælles matrikel igen kort før midnat; ud-og-hjem-samme-dag er normalt ikke mig, men da jeg vandt både dagen og den ærværdige titel som Årets Spiller er det svært at være utilfreds i nævneværdig grad.

Måske alt ovenstående, denne tekst, har en klang af beklagelse, en tone fra en sang efter (med)ynk? men sådan skal det bestemt ikke læses eller opfattes. Min tilværelse er en yderst privilegeret gang på jord, magisk, ligefrem, og jeg er, bliver og forbliver Gud og mine medmennesker meget taknemmelig.

Magisk er også den lille bog Furari af mangakaen Jiro Taniguchi, som jeg fik fingrene i bare dagen før sidste uges eksamenen, hvorfor den på behagelig vis kom til at danne modvægt til al min faglige, saglige stræben. For det er det han kan Taniguchi. Skabe modvægt. Eller kunne. For jeg erfarede nemlig også i sidste uge, at Taniguchi desværre sluttede sin tid blandt vi levende allerede i februar i år. De faktuelle forhold gjorde mig en kende trist, men straks jeg påbegyndte læsningen af Furari blev jeg grebet af dens intensitet. Den er på mange måder beslægtet med Manden, der går tur, der blev udgivet på dansk i 2011, men har en central japansk historisk figur og har på sin vis en narrativ ramme, hvor Manden, der går tur er meget mere løs – og episoderne helt uforbundne. En smagfuld dosering af både magisk realisme og poesi løfter Furari ud af det ordinære. En særlig fin detalje er, at hovedpersonen møder Kobayashi Issa hele to gang. Issa er én af de fire helt store haiku-digtere.

Efterhånden kommer energien vel også tilbage, sådan, at jeg kan komme i træningslejr til næste eksemen, der ligger onsdag den 17. januar 2018?!?

M!

mandag, oktober 23rd, 2017

Ugens digt

Korsruder

Mennesker er huse
med korsruder.

Alle er vi
huse i byen.

Skrevet af Ole Sarvig; taget fra digtsamlingen Jeghuset.

M!

torsdag, oktober 19th, 2017

Tidens … løb

Min Gud, min Gud. Hvor tiden iler. Det har jeg skrevet før. Her. Og andre steder. Om tiden kommer eller går er jeg skiftevis i tvivl om. Men hurtig … det er den. Det er godt nok ikke mange indlæg, jeg får postet her. Det er heller ikke mange breve, jeg får skrevet. Det er ikke mange venner, jeg får kontaktet. Det er ikke mange kaffeaftaler, jeg får lavet. Studiet fylder. Hele tiden. Og sådan fylder det helt sikkert for meget. I hvert fald sådan at forstå, at jeg ikke har ret mange kræfter tilbage, når jeg har taget mig af det, som læseplanen kræver … ofte uden helt at være med, forståelsesmæssigt. Og det frustrerer mig. Trætter mig. Så jeg udskyder alle andre ting. Blandt andet bloggen. Blandt andet brevene. Blandt andet opkaldene.

Men da jeg vågnede i morges, alt, alt for tidligt, da kæresten kom ind og sagde farvel – lige godt halv seks – erfarede jeg kort efter, at mine forældre havde ringet til mig i nat. Min telefon ligger af forskellige årsager IKKE på min natbord, men langt væk, så jeg ikke kan kigge på den, lydløs i forhold til opkald og sms’er, så jeg ikke kan høre den – først og kun når alarmen lyder om morgenen. Mine forældre er gamle. Min far har været meget syg. Et opkald fra dem på det tidspunkt, der var tale om, kan næsten kun betyde én ting. Tænkte jeg. Og det er for så vidt rigtigt, men alligevel ikke, hvad jeg troede. Men det betyder, at jeg bliver nødt til at spørge mig selv, om jeg bruger min tid rigtigt. Og det gør jeg … spørger mig selv.

M!

tirsdag, august 8th, 2017

Ugens haiku

(08.08.17)
(fra morgenturen)

Det dugvåde græs
gør mit fodtøj upraktisk
gi’r våde fødder

M!

tirsdag, juli 25th, 2017

Ugens haiku

(25.07.2017)
(Morgentur i skoven)

Tænk at grøn findes
i så mange nuancer
for øjnenes skyld

M!

fredag, juli 7th, 2017

Ugens haiku

(27.06.2017)
(Morgentur med hunden)

Solsorten synger,
disse sommermorgener,
kærlighedssange

M!

torsdag, juli 6th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er tilskrevet Lin Pe og taget fra titelbladet til William Heinesens fine erindringsbog Tårnet ved verdens ende. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt gennemskue, om Heinesen citerer en på hans samtid levende digter eller han selv har skrevet digtet og tillagt det en fiktiv figur, altså Lin Pe; det bliver jeg måske klogere på med tiden. Hvis nogen kan kaste opklaring over gåden, modtages denne med glæde. Digtet fejler ingenting:

Venner, se: Græsset grønnes!
Kulden bider, blæsten fejer,
sneen hvirvler,
men græsset grønnes,
og stor, stor er min grønne lykke!

Venner, se, Græsset grønnes!
Træt er min fod, hårløs min skalle,
tandløs min mund, sløret mit blik,
snart farer jeg heden,
men mit hjerte blomstrer
og dyb, dyb
er i aften min grønne lykke!

M!