Archive for Hunden

tirsdag, januar 9th, 2018

Ugens haiku

(Natten mellem den 4. og den 5. januar 2018)
(Ved afbrudt nattesøvn)

Når hunden skal ud
og tisse midt om natten

Bander også jeg

M!

fredag, december 29th, 2017

Digtningens vilkår

– Uuuuh! udbrød min kæreste T, da jeg straks efter hjemkomsten lagde mine hænder på hendes kinder. – Hvorfor har du dog ikke handsker på, når I går tur? Men det kan man jo ikke, for som jeg svarede: – Man kan ikke skrive haiku, når man er pakket ind. Kolde fingre er digtningens vilkår!

Og ved søens bred
i solens varme favntag

viser lykken sig

M!

torsdag, december 21st, 2017

En tur med hunden

Nu har vi efterhånden boet her på kollegiet i halvandet år og er fortsat (overvejende) ovenud begejstrede; kun overvejende, fordi, når efterår glider over i vinter, som nu, og mørket mere og mere får magten, så melder begrænsningerne sig. Tidlige morgenture, ja, også sene aftenture, indskrænkes ofte til kollegiets eget område. Bevares; det er et stort kollegium, men at gå identiske – eller næsten identiske – ture morgen og aften føles som en form for fangenskab; nok er vi frie, men friheden er begrænset. Derfor er vi i hvert fald to, hvis ikke tre, i vores lille familie, der glæder sig til, at alting vender og går mod lysere tider. Blå himmel, frost, klar luft, sollys og udsyn kan hjælpe glæden på vej.

M!

tirsdag, august 8th, 2017

Ugens haiku

(08.08.17)
(fra morgenturen)

Det dugvåde græs
gør mit fodtøj upraktisk
gi’r våde fødder

M!

fredag, juli 7th, 2017

Ugens haiku

(27.06.2017)
(Morgentur med hunden)

Solsorten synger,
disse sommermorgener,
kærlighedssange

M!

torsdag, marts 2nd, 2017

Ta’ skraldet

Det er forår. Endelig. Det er endelig forår. Lyset er vendt stærkt tilbage, fuglene synger for fulde næb, træerne står med bristefærdige knopper – og alt sammen betyder flere gåture i skoven for både hund og herre (vi diskuterer ind i mellem, hvem, der er hvad her i huset), morgen, middag og aften.

Det er er bare dejligt. Vel er det så.

Det er bare knap så skønt at være vidne til, hvor lemfældigt mange bruger skoven. Det er ganske enkelt ikke småting, der bliver efterladt, glemt, kastet, smidt eller tabt i det grønne. Det er mig ganske uforståeligt, for jeg er opdraget til, at man pænt rydder op og tager sine ting med sig, hvor man end går og står; ligegyldigheden fylder mig med forundring – og har også gjort mig skiftevis indigneret, irriteret og vred.

Jeg synes bare ikke, at det er rimeligt, at ubetænksomme individer skal have den magt over mig.

Derfor … har det længe været min intention at tage en affaldspose med, i det mindste i hvert fald på én af de daglige ture, som jeg så kunne fylde med alt det, der ikke gavner i skovbunden, men der har været nærmest ufatteligt langt fra tanke til handling. Men … de sidste to dage, er det lykkedes mig, og trods det, at det er korte ture med den gamle hund, så har jeg nemt haft fyldte poser, når turen var slut.

Det er lidt skræmmende, synes jeg.

DA jeg ikke tror, at situationen er enestående for vores lille skov, så skynder jeg mig med at opfordre alle, der læser dette, til at gøre det samme, når de går tur i skoven. Det gavner miljøet, det er godt for den personlige samvittighed og så tager det tilmed toppen af den negative energi, man sender ud i verden, fordi andre ikke opfører sig helt, som man selv ville gøre.

M!

 

fredag, januar 20th, 2017

Naturens helbredende kraft

Når man ser på, hvad naturen gør af godt for og ved os – hvad den kan, hvordan den praktisk talt kan helbrede os, jf. denne uvidenskabelige, men stærkt bekræftende artikel i Kristeligt Dagblad – så er det jo mildest lidt foruroligende og noget unfair, hvad vi gør ved naturen i og omkring os!

Personligt har jeg ikke PTSD, er slet ikke i nærheden af det, men stresset har jeg været – og stresset er jeg ind i mellem stadig.

Når jeg er lige ved at gå op i limningen, så er der to ting, der plejer at hjælpe.

Den ene er at hanke op i hunden og tage ham med ud en tur i Kilen, hvor vi bare går og lytter og snuser os frem. Jeg ynder at gå og lytte og se op i håb om at få et bekræftende glimt af en hidtil ukendt fugl. I går ikke bare hørte, men så jeg også en stor flagspætte. Hunden går med næsen i et spor efter noget, kun han ved, hvad er.

Idéen for mig er så også at prøve at omsætte oplevelsen til ét eller flere haiku. Som i går:

Denne vinterdag
ligner mest en forårsdag
synger fuglene

Hvad gør du i naturen? Og hvad godt gør det dig?

M!

onsdag, oktober 19th, 2016

Et efterårsbillede

I skrivende stund haster jeg med DSB InterCityLyn gennem et land præget af efterårets nuancer og overgivet til efterårets tilstande … meget er endnu frodigt, grønt, men naturen pakker snart sammen og forbereder sig på vinteren, så en del er allerede falmet, bart, brunt & nøgent eller eksploderet i gult, orange, rødt. Markerne er for længst høstede, pløjede, harvede – og sået til igen, nu med vinterafgrøderne. Himmelhvælvingen er oftest grå og i den dunkle ende af skalaen; jordens farver er nedtonede, douche, konturerne udviskede. Man bliver helt overrasket, når solen pludselig bryder igennem skydækket. Fugten ligger nu som en permanent film trukket ud over land og by, alt er klamt og vådt, og det er svært at tro på, at det nogensinde bliver anderledes. At det bliver vinter med knivskarp frost og hvide dyner af sne. At det vågner igen, først blidt og mildt, siden vildt og voldsomt under i forårets gennemspilning af genopstandelsestemaet. Det er tungere lige nu, men jeg er sådan set ikke trist, allerhøjest lidt mærkeligt til mode.

Det er allerede to og en halv måned siden, at jeg flyttede mit allersidste habengut fra København til Brabrand, Århus, til et nyt liv væk fra storbyen, nær skov, sammen med hunden og kæresten. Til et nyt liv. Som studerende. Med teologi. På universitetet! Det er lige godt halvanden måned siden, at jeg gik og var nervøs for ‘første skoledag’ … og siden er det gået slag i slag, dag for dag, fag for far, time for time … græsk verbum for græsk verbum … og så videre. Ikke et eneste undervisningsminut er undsluppet mig. Jeg har ind i mellem været fristet til at pjække, og måske heller ikke været helt nærværende i alle timerne, men intentionen og motivationen har været klar fra begyndelsen og er sådan set usvækket, men forandringerne og forventningerne har været overrumplende og overvældende, og jeg skal lige finde mine akademiske ben at stå på. Her går glæder hånd i hånd med frustrationer, men lige nu er det vel godt nok at vide, at jeg befinder mig så godt som nogensinde.

Nu er det så pludselig efterår og undervisningsfri uge. Uge 42. Og en anledning til at vende tilbage til udgangspunktet … til Sjælland, til København, til Vesterbro; ikke at jeg egentlig har travlt med det; afgangen er valgt udelukkende efter pris; eneste andet kriterium var såmænd prisen. Nu, hvor jeg ikke længere får min ‘fede hyre’ fra fabrikken, må jeg desværre skele til udgifterne – men afgangstidspunktet var da også en motiverende faktor. Hvorfor tager jeg overhovedet tilbage? Hjem, kan jeg ikke skrive, for i dag har jeg hjemme et helt andet sted. Men et gensyn er det jo. Med personer og steder. Savn og længsel præger i og for sig ikke mit forhold til København, til Vesterbro, selvom jeg i mine tyve år undervejs på stenbroen har været endog særdeles tæt på ovenud lykkelig. Men … der er mange mennesker, jeg næsten ikke har set, siden jeg flyttede, og det er et tab i min verden. Det er trods alt dem, som har været med til at forme mig til den jeg er i dag. Det er trods alt dem, der konstant tegner omridset af mig op og maler mig fuld med mine farver.

Jeg er intet i mig selv.

Nye relationer giver nye sider til Mikael, og det er slet ikke dumt. Jeg kan godt lide det. Og overgangen er jo heldigvis præget af relationer, som favner både det gamle og det nye.

Men nu venter fem dage i København og omegn og en hel stribe af gensyn. Jeg er spændt på at gense folk. Jeg er spændt på at gense stedet. Jeg er især spændt på, hvad det gør ved mig. Og jeg er overordentlig spændt på, hvordan jeg selv vil håndtere og rumme kontrasten mellem det gamle (som nu bliver det nye) og det nye (som for en stund lægger lidt bag mig). Heldigvis er jeg ikke alene af sted. Hunden ville gerne med. Han har også sine venner at besøge, sine bekendte at gense … han har også haft mange gode år derinde.

Uha, ja, efteråret har ramt os alle … nogle hårdere end andre. Men uden ville livet jo ikke være komplet, og hvem har lyst til at leve halvt? Direkte adspurgt, ingen.

M!

onsdag, oktober 19th, 2016

Ugens haiku

(16.10.16)
(fra en meditativ skovtur)

Himlens grå hvælving
strejfes af en hvid due
Ellers ingenting

M!

fredag, oktober 14th, 2016

To gange om ugen

Er der noget, jeg er bare en lille smule stolt af, så er det, at det i denne rimeligt travle eftersommer/dette rimeligt besatte efterår, alligevel er lykkedes hunden og jeg at komme ud og løbe/lunte en tur på tredive til tres minutter stort set to gange om ugen, nemlig mandag og torsdag, faktisk lige siden vi flyttede her til udkanten af smilets by. Og endelig begynder denne vedholdenhed, sammen med mine to daglige cykelture af femogtyve til tredive minutter, at sætte sig spor i min krop: Jeg har ikke tabt mig – hvilket nok kommer, når jeg igen får vredet sukkerdjævelen fladt om på ryggen – men kroppen begynder at mærkes ’strammere’ samtidig med, at jeg får mere og mere fysisk overskud. Netop dét har jeg brug for. I denne uge har jeg været særlig stolt, fordi efteråret virkelig har meldt sin ankomst, hvor det rå vejr godt – i hvert fald nogle gange – kan virke demotiverende. Desuden: Det bliver nok alt sammen virkelig godt, når jeg igen begynder at sove ordentligt – igen skyder jeg skylden på sukkeret – og det trænger jeg ved Gud også til. Det skulle gerne blive til mere end to gange om ugen.

M!