Archive for Hjem

onsdag, oktober 19th, 2016

Et efterårsbillede

I skrivende stund haster jeg med DSB InterCityLyn gennem et land præget af efterårets nuancer og overgivet til efterårets tilstande … meget er endnu frodigt, grønt, men naturen pakker snart sammen og forbereder sig på vinteren, så en del er allerede falmet, bart, brunt & nøgent eller eksploderet i gult, orange, rødt. Markerne er for længst høstede, pløjede, harvede – og sået til igen, nu med vinterafgrøderne. Himmelhvælvingen er oftest grå og i den dunkle ende af skalaen; jordens farver er nedtonede, douche, konturerne udviskede. Man bliver helt overrasket, når solen pludselig bryder igennem skydækket. Fugten ligger nu som en permanent film trukket ud over land og by, alt er klamt og vådt, og det er svært at tro på, at det nogensinde bliver anderledes. At det bliver vinter med knivskarp frost og hvide dyner af sne. At det vågner igen, først blidt og mildt, siden vildt og voldsomt under i forårets gennemspilning af genopstandelsestemaet. Det er tungere lige nu, men jeg er sådan set ikke trist, allerhøjest lidt mærkeligt til mode.

Det er allerede to og en halv måned siden, at jeg flyttede mit allersidste habengut fra København til Brabrand, Århus, til et nyt liv væk fra storbyen, nær skov, sammen med hunden og kæresten. Til et nyt liv. Som studerende. Med teologi. På universitetet! Det er lige godt halvanden måned siden, at jeg gik og var nervøs for ‘første skoledag’ … og siden er det gået slag i slag, dag for dag, fag for far, time for time … græsk verbum for græsk verbum … og så videre. Ikke et eneste undervisningsminut er undsluppet mig. Jeg har ind i mellem været fristet til at pjække, og måske heller ikke været helt nærværende i alle timerne, men intentionen og motivationen har været klar fra begyndelsen og er sådan set usvækket, men forandringerne og forventningerne har været overrumplende og overvældende, og jeg skal lige finde mine akademiske ben at stå på. Her går glæder hånd i hånd med frustrationer, men lige nu er det vel godt nok at vide, at jeg befinder mig så godt som nogensinde.

Nu er det så pludselig efterår og undervisningsfri uge. Uge 42. Og en anledning til at vende tilbage til udgangspunktet … til Sjælland, til København, til Vesterbro; ikke at jeg egentlig har travlt med det; afgangen er valgt udelukkende efter pris; eneste andet kriterium var såmænd prisen. Nu, hvor jeg ikke længere får min ‘fede hyre’ fra fabrikken, må jeg desværre skele til udgifterne – men afgangstidspunktet var da også en motiverende faktor. Hvorfor tager jeg overhovedet tilbage? Hjem, kan jeg ikke skrive, for i dag har jeg hjemme et helt andet sted. Men et gensyn er det jo. Med personer og steder. Savn og længsel præger i og for sig ikke mit forhold til København, til Vesterbro, selvom jeg i mine tyve år undervejs på stenbroen har været endog særdeles tæt på ovenud lykkelig. Men … der er mange mennesker, jeg næsten ikke har set, siden jeg flyttede, og det er et tab i min verden. Det er trods alt dem, som har været med til at forme mig til den jeg er i dag. Det er trods alt dem, der konstant tegner omridset af mig op og maler mig fuld med mine farver.

Jeg er intet i mig selv.

Nye relationer giver nye sider til Mikael, og det er slet ikke dumt. Jeg kan godt lide det. Og overgangen er jo heldigvis præget af relationer, som favner både det gamle og det nye.

Men nu venter fem dage i København og omegn og en hel stribe af gensyn. Jeg er spændt på at gense folk. Jeg er spændt på at gense stedet. Jeg er især spændt på, hvad det gør ved mig. Og jeg er overordentlig spændt på, hvordan jeg selv vil håndtere og rumme kontrasten mellem det gamle (som nu bliver det nye) og det nye (som for en stund lægger lidt bag mig). Heldigvis er jeg ikke alene af sted. Hunden ville gerne med. Han har også sine venner at besøge, sine bekendte at gense … han har også haft mange gode år derinde.

Uha, ja, efteråret har ramt os alle … nogle hårdere end andre. Men uden ville livet jo ikke være komplet, og hvem har lyst til at leve halvt? Direkte adspurgt, ingen.

M!

torsdag, juli 28th, 2016

Fysisk flytning, del 2

Hvis jeg nogensinde havde været i tvivl, så var jeg det ikke længere, men det er jeg ikke og det har jeg aldrig været: Tiden iler godt nok af sted og venter ikke på nogen som helst. Den har sin egen dagsorden. Sit eget liv.

I mandags flyttede vi alle mine ting. Og i dag sidder jeg i sofaen i min næsten tomme/tømte lejlighed og synes ikke, at jeg har nået noget som helst. Jeg har dårligt nok lavet dagens gode gerning på arbejdet, men sig ikke det til nogen. Mindst af alle min chef.

Flytningen i mandags havde godt nok fyldt meget hos mig. Gjort mig nervøs. Netop det, at det var en mandag, gjorde, at det var vanskeligt at få nogen til at hjælpe, da mandag, sidst i juli, enten betyder, at folk arbejder eller lige er taget på ferie – og begge dele er jo lige ufedt, nå man gerne vil have en hjælpende hånd eller to. Det lykkedes at mønstre én mand her på adressen og én anden mand på vores nye adresse i Brabrand. Det viste sig mærkeligt nok at være alt rigeligt. Så var vi fire begge steder … min kæreste, min bror, en god ven og jeg selv. Min bror var ret vigtig, da han skulle køre flyttebilen, og da han trillede ind på parkeringspladsen nedenfor, omkring klokken ti, havde vi tre her på matriklen næsten båret det hele ned og tømt lejligheden. Fra da af brugte vi kun lige godt en time på at læsse og pakke bilen optimalt, før vi kunne trille af sted.

(Første stop var i parentes bemærket Odense, da min kærestes mor, havde passet Aslan, mens kæresten og jeg havde været frivillige på Fanø Free Folk Festival no. 7, som blev afviklet i Sønderho fra fredag til søndag i den netop forgangne weekend.)

Efter et glædeligt gensyn og en velfortjent pause, særligt til chaufføren, trillede vi videre og var fremme ved vores nye hjem næsten på slaget 16, hvor en anden god ven trippede for at komme i gang. Der var flere springende punkter 1) vores ven skulle gå klokken 17, 2) flyttebilen kunne ikke komme helt tæt på, hvorfor vi måtte have en stor trækvogn til vores disposition og 3) kunne min store købmandsdesk og min slagbænk overhovedet a) komme op ad den stejle trappe og b) ind i lejligheden. Men med en fin arbejdsdeling – min bror ved bilen, jeg pendulerende med trækvogn frem og tilbage mellem flyttebil og lejlighed, mens min kæreste og vores ven tog imod og bar op i lejligheden – så var vi ikke bare færdige lidt før 17, vi havde også fået de to store møbler ind og hen, hvor vi gerne så dem.

High fives hele vejen rundt!

Så kunne vores ven gå til sin næste aftale, min bror og jeg nyde en flyttebajer og en bid brød, inden det gik tilbage til Sjælland.

Nu venter så det store arbejde med at komme på plads; mine planter – hele fem flyttekasser med grønt – er kommet op og tager sig fine ud (som ænset via Skype i går). Resten må følge, når tid er.

Inden da går jeg her og ordner lidt fornødent og gør også lejligheden lidt ren til mine lejere. Lørdag går det mod Jylland igen … denne gang med den hensigt at bo der. Dét er lidt vildt at tænke på.

(Kryds fingre for, at jeg er blevet optaget).

M!

tirsdag, juli 19th, 2016

Ugens haiku

(11.07.2016)
(Inspireret af Poul Krebs sang ‘Lad klokkerne ringe’)

Klokkerne ringer
for dagen, for dåben og
for fred i sindet.

M!

mandag, juli 18th, 2016

Fysisk flytning, del 1

Sidder netop nu, i denne skrivende stund, i en velsignet stille stillekupé i IC Lyn 51062 fra Århus og helt til København, og lige om lidt får vi et ophold i Fredericia; jeg er på vej hjem efter en weekend, der har stået i flytningens tegn.

Fredag formiddag landede jeg i Brabrand; fredag eftermiddag hentede kæresten og jeg nøgler til vores nye, fælles hjem, og jeg så det for første gang ved selvsyn.

Må bare sige, at vores fornemmelse for stedet har været helt, helt rigtig. Og alligevel skal jeg bruge nogle kræfter på at flytte mig selv, ikke bare fysisk, men i høj grad også psykisk. Det er – så hjælpe mig Gud – hårdt på mange måder.

De fysiske anstrengelser hjælper på mange måder. Det er som om, at man får sit nye hjælp ned i fødderne, ind i kroppen; man får lært trapper, gulve, rum, vægge, skabe, skuffer, kroge, afkroge … ja, hver en centimeter godt og grundigt at kende.

Og fysisk har det også været i weekend.

Jeg har ikke helt styr på, hvor mange trin, hvor mange skridt, hvor mange meter, at jeg har trådt de sidste par dage, men det er ikke få.

Lørdag var vi et større hold, som flyttede ned fra syvende, ind i biler, ud fra biler og proppede al min kærestes – og en smule af mit eget – habengut ind i vores nye hjem. Lørdag aften var vi allerede nogenlunde på plads i køkkenet. Søndag knoklede vi også hårdt på. I dag har vi været mere flade og ikke nået ret meget, men er enige om, at vi har nået nok. Nu har hun selv knoklet på med at gøre den fraflyttede lejlighed ren, mens jeg endnu må passe mit borgerlige erhverv på hverdage.

Men vi har nået nok til, at vi kan bruge køkkenet og til, at vi begge synes, at vi var seje. Nu venter næste del. Næste mandag.

M!

 

fredag, juli 15th, 2016

En hund takker af, 2

Suk … og stort set sammenfaldende med, at Aslan trækker sig fra stenbroen på Vesterbro i København til fordel for den brabrandske muld – og skovene omkring – så forlyder det fra pålidelig kilde, at en anden hund finder hjem igen.

Tegneren Steve Boreman har annonceret, at serien om den lille navnløse og fortabte hund sig sin afslutning. Og dagens stribe underbygger så sandelig hans kald:

Little Dog Lost

Næsten ti år har han flakket omkring. Og selv om det personligt er både svært og trist at skulle give slip på dette fine, faste element i hverdagen, så må jeg samtidig sige, at det er så rørende, at det giver mig tårer i øjnene.

Og jeg er meget, meget spændt på at høre/læse hans navn.

M!

torsdag, juli 14th, 2016

En hund takker af

Gisp … sidder her og føler mig indhentet af virkeligheden.

I går var der så god tid, men i dag er det nu, at det er nu. Det er simpelthen nu, at vi hunden og jeg går de sidste ture på og gennem vort elskede Vesterbro, gennem vores fælles nabolag de sidste fem år – alle de fem år, han har boet hos mig – og jeg garanterer for, at det føles mere end en kende mærkeligt.

Også godt, selvfølgelig, men samtidig decideret mærkeligt.

Det er mærkeligt, fordi vi vitterligt har haft hjemme her, er kendte med og velkendte i området, og der er noget rart og trygt ved at komme hjem, sige god dag, og straks begive sig ud og møde byen og hunde og deres mennesker.

Det er desuden mærkeligt fordi, at jeg personligt endnu har godt og vel fjorten dage tilbage på stenbroen … Aslan render simpelthen i forvejen til Brabrand/Århus.

Det er godt, fordi han og min kæreste kan passe lidt på hinanden i alt det nye.

Det er samtidig godt, fordi jeg kan mærke, at vi på det seneste har betrådt mere og mere snævre cirkler. Det er lige som om, at eventyrlysten i forhold til København og Vesterbro har sluppet os lidt, og det betyder vel, at vi er klar til det nye.

Spørgsmålet er så bare, om vi fik sagt ordentlig farvel. Sammen.

M!

torsdag, juli 7th, 2016

Flyttevarsel

Hurtigt, ubeskrivelig hurtigt, løber min tid på Vesterbro ud; kæresten og jeg har overraskende nemt fået noget at bo i derovre i Brabrand med overtagelse allerede 15. juli; jeg flytter mine ting her fra Stenbroen den 25. juli; jeg flytter mig selv den 30. juli.

Sådan slutter en tyve år lang periode i mit liv. Bare sådan lige. Nemt, konkret, og svært at forholde sig til.

Flytter, det gør jeg. Flytter sammen gør vi. Bygge et nyt hjem, sammen, skal vi. I går meldte jeg flytning på PostDanmarks hjemmeside og skrev ud til stort set alle mine kontakter med den nye adresse. Der er i den forbindelse et par stykker, jeg gerne ville høre fra. I dag har jeg meldt flytning på borger.dk og valgte sågar læge, uden helt at vide, hvem og hvorfor. Her, bagefter, mangler jeg så bare lige det sidste punkt i min store, forkromede plan for fremtiden, nemlig at komme ind på mit drømmestudie og komme i gang med at virkeliggøre – virkelig virkeliggøre – min drøm.

M!

fredag, november 6th, 2015

Kapitel, afsluttet

I går hentede Aslan og jeg de sidste småting omme i Præsteboligen, hvor vi så længe har haft et værelse, mens vores egen bolig har været under istandsættelse. Otte måneder nåede det – til præstindens store overraskelse – til ifølge min lille matematik.

Nu er den tid forbi.

Nøglen er definitivt lagt på bordet sammen med en lille farvel-og-tak-erkendtlighed; det manglede da bare.

Men, hvor var det alligevel godt det. Nogle gode kapitler i mit liv, hvis indhold aldrig har været rigere end lige nu. Tror det er den der poetiske tanke. Nu begynder et nyt med at finde sig til rette i stilheden. Og det er også godt.

M!

tirsdag, november 3rd, 2015

Langsomt, kun langsomt

Langsomt, kun langsomt kommer vi på plads og lander vi i de gamle lokaler, der slet ikke ligner det vi forlod – heldigvis – men åbenbart også har mistet noget af det, som jeg følte, jeg hang sammen med.

Mærkeligt.

Mærkeligt at skulle finde nye rutiner til gamle vaner som at gå ned med affald, gå i bad og lave mad.

Mærkeligt at føle sig fortabt, hvor man skulle føle sig fundet. Eller skulle finde sig selv.

Tak Gud for kærligheden; i den forgangne weekend crashede kæresten her for første gang efter ombygningen … og for første gang i de fjorten dage, jeg har befundet mig hjemme, følte jeg mig også lige præcis det.

M!

tirsdag, oktober 20th, 2015

Tirsdagstanka

På Boulevarden
går vi vores morgentur
Endelig hjemme

Den falmer trindt omkring os
Støv bli’r til støv foran støv

M!