Archive for Glimt fra Vesterbro

lørdag, november 19th, 2016

Lidt om at famle … og at falme

Som jeg sidder her i stuen i mit midlertidige logi, en lettere nedslidt lejlighed på femte sal på Vesterbro, med espresso dampende i koppen, stadig forpustet og svedig efter en løbetur ad Havneholmen, Islands og Kalvebod Brygge, er jeg fyldt op til randen af den erkendelse, at jo mere jeg lever, des mere bliver det klart for mig, at jeg famler mig frem gennem livet. Det har jeg i virkeligheden altid gjort. Jeg har i hvert fald aldrig gået gennem tilværelsen med alt for faste og sikre skridt, men altid mere usikkert og vaklende. Og det vil jeg nok altid gøre, selvom jeg nu mere end nogensinde ved, hvad jeg vil … problemet er jo, at jeg ikke med sikkerhed ved, hvad jeg kan. Kan jeg alt det, som jeg skal kunne? Jeg kan noget af det, det ved jeg, det kan jeg mærke … men kan jeg alt, hvad der forventes?

Som et kuriosum må man jo bare tilføje, at man jo ligeledes falmer sig frem gennem livet … og det gælder til gengæld os alle sammen. Bogstav- og sprogfetichisten i mit hjerte frydes over dette sammenfald af bogstaver i mine to retningsgivende udsagnsord, men ikke nødvendigvis over betydningen af dette sammenfald. Det er en erkendelsesrejse at blive ældre. Men hvem, på den anden side, ønsker at blive yngre? Det ville jo slet ikke give nogen mening. Så man må vel bare bukke og sige tak?

M!

torsdag, august 11th, 2016

Langsomt, langsomt

(Eller: Lidt om at komme på plads, at falde til og at høre hjemme.)

Langsomt, langsomt, kun langsomt kommer vi på plads her i vores nye hjem på Skjoldhøjkollegiet; kasse for kasse, ting for ting, opvask for opvask, fravalg på fravalg, tilvalg på tilvalg. Det havde givetvis været lettere, hvis vi begge havde været yngre, men både min kæreste og jeg kommer med en del år i bagagen … særligt en del år, hvor vi har levet alene, hver for sig, hvorfor vi begge har erhvervet os en hel del ting. Jeg må bare konstatere, at ingen af os har manglet noget, hvorfor vi nu har dublet på dublet af stort set alting.

Det er et møjsommeligt arbejde at sortere i alt dette.

Men dagen i dag må ses som et stort skridt i retning af at komme på plads.

I dag fik vi nemlig fjernet og flyttet alle de møbler, som de tidligere lejere havde ladet stå. I snart en måned har det fyldt godt op i vores skur. Som min kæreste bemærkede, så føles lettelsen nærmest fysisk eller kropsligt. Det er/var en ganske afgørende handling, én vi gerne havde gjort tidligere, men først i dag passede det os.

Men langsommeligheden passer os på den anden side også godt. Ikke bare har vi kendt hinanden – og lært hinanden at kende gennem – to år, førend vi besluttede, at det var på tide at flytte sammen. Det giver bonus til forholdet at tage lidt ad gangen, hjælpes ad så meget som muligt, og snakke om, hvad tingene betyder for én, hvis de da betyder noget, og om, hvorvidt tingene er nødvendige eller ej. Det er der jo meget få ting, der er, men vi må også bare erkende, at vi begge er samlere af Guds nåde.

Lidt hurtigere går det med at falde til og følelsen af, at få – og have – et fælles hjem, en fælles base, et sted, hvor vi begge føler os hjemme. Omgivelserne er en gave – hvad jeg vist også tidligere har antydet – og konstant og kontant givende. Efter én af mine første ture i skoven (for allerede en hel måned siden) kom jeg grædefærdig tilbage til T, men kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg var så pokkers ked af. Efterfølgende har jeg måttet indse, at det var min krop, som fortalte mig, at det lige præcis var sådanne omgivelser, som den længtes efter … efter tyve år på Stenbroen.

Det grønne, alle fuglestemmerne og alt det nye gør mig virkelig godt, selvom meget af det, jeg er midt i, også skræmmer … mere end en anelse.

Langsomt vil jeg forsøge, særligt her på bloggen, at flytte mit fokus fra flytninger og omvæltninger til andre ting, jeg gerne vil skrive om. Om, at livet så afgjort unægtelig stadig er uhørt mirakuløst. Tænk engang: Vi er alle sammen lige her, lige nu, trækker vejret, mærker glæden og smerten, hele spektret fra minus til plus og tilbage under nul, og det er alt sammen med til at gøre vore liv – os – til dem vi er. Unikke, men sammen, hver for sig.

M!

onsdag, august 3rd, 2016

Fysisk flytning, del 3

I skrivende stund sidder jeg i vores meget lyse, meget lækre køkken. Det vil sige: Der er meget lidt af det, som findes i køkkenet (for ikke at tale om hele lejligheden), som er funklende nyt og lækkert, på den ubrugte måde, alting har generelt både patina og råhed – bygge-/tegnestilen kaldes åbenbart brutalis – men overraskende nok også sjæl og samt en spisekrog, hvor lysindfaldet er helt fantastisk, flimrende, funklende fuldendt og yderst lækkert at sidde i … for at arbejde, døse, hygge, spise, stene.

Her nyder vi begge at sidde, sammen og hver for sig.

I lørdags flyttede jeg mine allersidste ejendele – dem, jeg kunne have med mig i toget – og mig selv med både lethed og møje. Inden frokosten kunne jeg konstatere, at jeg er kommet ind på studiet; jeg begynder 1. september 2016.

Nu er arbejdet med at pakke flyttekasser ud, finde ud af, hvad vi vil beholde og dernæst finde en plads til tingene for alvor begyndt. Det er næsten lige så hårdt og svært som flytningerne i sig selv – og indebærer også en hel del slid og slæb. Det er vanskeligt for to inkarnerede samlere at skille sig af med noget som helst, men vi gør begge vort bedste, og langsomt, kun ganske langsomt, lykkes det også. Dag for dag, kasse for kasse, ting for ting. I går kunne jeg donere øl- og snapsglas til det lokale bryggerlaug – hvor jeg var til medlemsmøde – og det var rart at slippe af med. Gode glas, egentlig, men vi er så rigeligt forsynet med glas … og de fleste andre ting i øvrigt.

Og nok er flytningen fysisk, men undervejs finder man også ud af, at det i lige så høj grad er en psykisk proces, særligt, hvis man har boet et godt sted, i en god lejlighed, og følt sig knyttet til det sted. Ikke underligt, at flytninger kategoriseres som noget af det mest stressende, man kan komme ud for. Dette er faktisk min tredje inden for halvandet år … helt uhørt.

Men nu er jeg ved at lande her, og her er dejligt; Aslan og jeg nyder især, at skoven findes stort set lige uden for døren. Nu prøver vi at lære alle fuglestemmerne at kende. Det er heller ikke nemt.

Hvordan tackler/tacklede I en/Jeres seneste flytning?

M!

torsdag, juli 28th, 2016

Fysisk flytning, del 2

Hvis jeg nogensinde havde været i tvivl, så var jeg det ikke længere, men det er jeg ikke og det har jeg aldrig været: Tiden iler godt nok af sted og venter ikke på nogen som helst. Den har sin egen dagsorden. Sit eget liv.

I mandags flyttede vi alle mine ting. Og i dag sidder jeg i sofaen i min næsten tomme/tømte lejlighed og synes ikke, at jeg har nået noget som helst. Jeg har dårligt nok lavet dagens gode gerning på arbejdet, men sig ikke det til nogen. Mindst af alle min chef.

Flytningen i mandags havde godt nok fyldt meget hos mig. Gjort mig nervøs. Netop det, at det var en mandag, gjorde, at det var vanskeligt at få nogen til at hjælpe, da mandag, sidst i juli, enten betyder, at folk arbejder eller lige er taget på ferie – og begge dele er jo lige ufedt, nå man gerne vil have en hjælpende hånd eller to. Det lykkedes at mønstre én mand her på adressen og én anden mand på vores nye adresse i Brabrand. Det viste sig mærkeligt nok at være alt rigeligt. Så var vi fire begge steder … min kæreste, min bror, en god ven og jeg selv. Min bror var ret vigtig, da han skulle køre flyttebilen, og da han trillede ind på parkeringspladsen nedenfor, omkring klokken ti, havde vi tre her på matriklen næsten båret det hele ned og tømt lejligheden. Fra da af brugte vi kun lige godt en time på at læsse og pakke bilen optimalt, før vi kunne trille af sted.

(Første stop var i parentes bemærket Odense, da min kærestes mor, havde passet Aslan, mens kæresten og jeg havde været frivillige på Fanø Free Folk Festival no. 7, som blev afviklet i Sønderho fra fredag til søndag i den netop forgangne weekend.)

Efter et glædeligt gensyn og en velfortjent pause, særligt til chaufføren, trillede vi videre og var fremme ved vores nye hjem næsten på slaget 16, hvor en anden god ven trippede for at komme i gang. Der var flere springende punkter 1) vores ven skulle gå klokken 17, 2) flyttebilen kunne ikke komme helt tæt på, hvorfor vi måtte have en stor trækvogn til vores disposition og 3) kunne min store købmandsdesk og min slagbænk overhovedet a) komme op ad den stejle trappe og b) ind i lejligheden. Men med en fin arbejdsdeling – min bror ved bilen, jeg pendulerende med trækvogn frem og tilbage mellem flyttebil og lejlighed, mens min kæreste og vores ven tog imod og bar op i lejligheden – så var vi ikke bare færdige lidt før 17, vi havde også fået de to store møbler ind og hen, hvor vi gerne så dem.

High fives hele vejen rundt!

Så kunne vores ven gå til sin næste aftale, min bror og jeg nyde en flyttebajer og en bid brød, inden det gik tilbage til Sjælland.

Nu venter så det store arbejde med at komme på plads; mine planter – hele fem flyttekasser med grønt – er kommet op og tager sig fine ud (som ænset via Skype i går). Resten må følge, når tid er.

Inden da går jeg her og ordner lidt fornødent og gør også lejligheden lidt ren til mine lejere. Lørdag går det mod Jylland igen … denne gang med den hensigt at bo der. Dét er lidt vildt at tænke på.

(Kryds fingre for, at jeg er blevet optaget).

M!

tirsdag, juli 19th, 2016

Ugens haiku

(11.07.2016)
(Inspireret af Poul Krebs sang ‘Lad klokkerne ringe’)

Klokkerne ringer
for dagen, for dåben og
for fred i sindet.

M!

mandag, juli 18th, 2016

Fysisk flytning, del 1

Sidder netop nu, i denne skrivende stund, i en velsignet stille stillekupé i IC Lyn 51062 fra Århus og helt til København, og lige om lidt får vi et ophold i Fredericia; jeg er på vej hjem efter en weekend, der har stået i flytningens tegn.

Fredag formiddag landede jeg i Brabrand; fredag eftermiddag hentede kæresten og jeg nøgler til vores nye, fælles hjem, og jeg så det for første gang ved selvsyn.

Må bare sige, at vores fornemmelse for stedet har været helt, helt rigtig. Og alligevel skal jeg bruge nogle kræfter på at flytte mig selv, ikke bare fysisk, men i høj grad også psykisk. Det er – så hjælpe mig Gud – hårdt på mange måder.

De fysiske anstrengelser hjælper på mange måder. Det er som om, at man får sit nye hjælp ned i fødderne, ind i kroppen; man får lært trapper, gulve, rum, vægge, skabe, skuffer, kroge, afkroge … ja, hver en centimeter godt og grundigt at kende.

Og fysisk har det også været i weekend.

Jeg har ikke helt styr på, hvor mange trin, hvor mange skridt, hvor mange meter, at jeg har trådt de sidste par dage, men det er ikke få.

Lørdag var vi et større hold, som flyttede ned fra syvende, ind i biler, ud fra biler og proppede al min kærestes – og en smule af mit eget – habengut ind i vores nye hjem. Lørdag aften var vi allerede nogenlunde på plads i køkkenet. Søndag knoklede vi også hårdt på. I dag har vi været mere flade og ikke nået ret meget, men er enige om, at vi har nået nok. Nu har hun selv knoklet på med at gøre den fraflyttede lejlighed ren, mens jeg endnu må passe mit borgerlige erhverv på hverdage.

Men vi har nået nok til, at vi kan bruge køkkenet og til, at vi begge synes, at vi var seje. Nu venter næste del. Næste mandag.

M!

 

torsdag, juli 14th, 2016

En hund takker af

Gisp … sidder her og føler mig indhentet af virkeligheden.

I går var der så god tid, men i dag er det nu, at det er nu. Det er simpelthen nu, at vi hunden og jeg går de sidste ture på og gennem vort elskede Vesterbro, gennem vores fælles nabolag de sidste fem år – alle de fem år, han har boet hos mig – og jeg garanterer for, at det føles mere end en kende mærkeligt.

Også godt, selvfølgelig, men samtidig decideret mærkeligt.

Det er mærkeligt, fordi vi vitterligt har haft hjemme her, er kendte med og velkendte i området, og der er noget rart og trygt ved at komme hjem, sige god dag, og straks begive sig ud og møde byen og hunde og deres mennesker.

Det er desuden mærkeligt fordi, at jeg personligt endnu har godt og vel fjorten dage tilbage på stenbroen … Aslan render simpelthen i forvejen til Brabrand/Århus.

Det er godt, fordi han og min kæreste kan passe lidt på hinanden i alt det nye.

Det er samtidig godt, fordi jeg kan mærke, at vi på det seneste har betrådt mere og mere snævre cirkler. Det er lige som om, at eventyrlysten i forhold til København og Vesterbro har sluppet os lidt, og det betyder vel, at vi er klar til det nye.

Spørgsmålet er så bare, om vi fik sagt ordentlig farvel. Sammen.

M!

tirsdag, juli 12th, 2016

Ugens haiku

(11.07.2016)
(lille indledning til efteråret skrevet på middagsslentretur i går)

De rosenbuske
som står vagt på Vesterbro
afmarcherer nu

M!

torsdag, juli 7th, 2016

Flyttevarsel

Hurtigt, ubeskrivelig hurtigt, løber min tid på Vesterbro ud; kæresten og jeg har overraskende nemt fået noget at bo i derovre i Brabrand med overtagelse allerede 15. juli; jeg flytter mine ting her fra Stenbroen den 25. juli; jeg flytter mig selv den 30. juli.

Sådan slutter en tyve år lang periode i mit liv. Bare sådan lige. Nemt, konkret, og svært at forholde sig til.

Flytter, det gør jeg. Flytter sammen gør vi. Bygge et nyt hjem, sammen, skal vi. I går meldte jeg flytning på PostDanmarks hjemmeside og skrev ud til stort set alle mine kontakter med den nye adresse. Der er i den forbindelse et par stykker, jeg gerne ville høre fra. I dag har jeg meldt flytning på borger.dk og valgte sågar læge, uden helt at vide, hvem og hvorfor. Her, bagefter, mangler jeg så bare lige det sidste punkt i min store, forkromede plan for fremtiden, nemlig at komme ind på mit drømmestudie og komme i gang med at virkeliggøre – virkelig virkeliggøre – min drøm.

M!

onsdag, maj 11th, 2016

Ugens haiku

(10.05.2016)
(skrevet på Kalvebod Brygge)

Dette er timen
hvor himlen farves lilla
og dagen flygter

M!