Archive for Fugle

lørdag, april 8th, 2017

Ugens haiku

(05.04.2017)
(gransangeren er meget aktiv for tiden, høres og ses hele tiden)

Trods sin størrelse
kan gransangeren sagtens
fylde skoven ud

M!

mandag, februar 13th, 2017

Ugens haiku (tanka)

(13.02.2017)

Solsorten kæmper
for sit liv en vinterdag
Længes mod forår

Længes efter at synge
morgen, middag og aften

M!

tirsdag, januar 31st, 2017

Ugens haiku

(31.01.2017)
(ses hele året rundt)

De fire råger
deler en bakke fritter
og rydder lidt op

M!

fredag, januar 20th, 2017

Naturens helbredende kraft

Når man ser på, hvad naturen gør af godt for og ved os – hvad den kan, hvordan den praktisk talt kan helbrede os, jf. denne uvidenskabelige, men stærkt bekræftende artikel i Kristeligt Dagblad – så er det jo mildest lidt foruroligende og noget unfair, hvad vi gør ved naturen i og omkring os!

Personligt har jeg ikke PTSD, er slet ikke i nærheden af det, men stresset har jeg været – og stresset er jeg ind i mellem stadig.

Når jeg er lige ved at gå op i limningen, så er der to ting, der plejer at hjælpe.

Den ene er at hanke op i hunden og tage ham med ud en tur i Kilen, hvor vi bare går og lytter og snuser os frem. Jeg ynder at gå og lytte og se op i håb om at få et bekræftende glimt af en hidtil ukendt fugl. I går ikke bare hørte, men så jeg også en stor flagspætte. Hunden går med næsen i et spor efter noget, kun han ved, hvad er.

Idéen for mig er så også at prøve at omsætte oplevelsen til ét eller flere haiku. Som i går:

Denne vinterdag
ligner mest en forårsdag
synger fuglene

Hvad gør du i naturen? Og hvad godt gør det dig?

M!

onsdag, december 7th, 2016

Ugens haiku

(04.12.2016)

De nøgne træer
afslører hvor sommerens
fugle boede

M!

søndag, november 20th, 2016

Mejsetoget kom lige forbi

I denne fine artikel, nærmest lige offentliggjort på Kristeligt Dagblads hjemmeside, kan man læse om et fænomen, jeg gentagne gange er stødt på ovre i Skjoldhøjkilen – altså lige udenfor vores hoveddør i Brabrand – men ind til i dag ikke har haft passende ord til at beskrive: Pludselig, nærmest ud af ingenting, kommer en flok på ti-tyve-tredive småfugle drønende forbi i høj fart og med høj lyd, knevrende faktisk, stopper op i et træ, plyndrer det for alt spiseligt, og haster så videre … lidt som et eksprestog med meget få stop. I artiklen kalder den svenske fuglemaler og fuglekender Lars Jonsson det meget malende for et mejsetog. Jeg lover, at man ikke er i tvivl, når man først har oplevet det. Fugleverdenen bliver bare mere og mere fascinerende, jo mere man fordyber sig i den. Forunderligt, faktisk, men meget lidt i den er tilsyneladende tilfældigt.

M!

lørdag, november 5th, 2016

Træløberen

I går, på vores ganske korte, næsten meditative (på grund af min træthed) eftermiddagsrunde ovre i kilen, blev jeg (vi, om end jeg antager, at Aslan forblev ganske uimponeret under hele seancen) begavet med et endnu kortere glimt af en spætmejse, der lige var på vej rundt og op ad en træstamme med noget spiseligt i næbbet.

En ganske køn, lille fyr.

Lars Gejl skriver om fuglen i Fuglefelthåndbogen: Er speedbådsformet med kort hale og fladt, aflangt hoved med arrig sort øjenstribe og kraftigt, spidst næb. Oversiden er blågrå og undersiden er lys til rustfarvet. Jeg må tilføje, at på en efterårsfarvet baggrund, står den endog særdeles tydeligt frem.

Det afstedkom endnu et haiku:

Spætmejse med fangst
ses et rastløst øjeblik
Hvor er glæden kort

Men jeg vil glæde mig til et gensyn, nu, hvor jeg ved med sikkerhed, hvor spætmejsen med sikkerhed træffes i vores lokale skov. De skulle nemlig være ret stedfaste.

M!

tirsdag, september 20th, 2016

Ugens haiku

(17.09.2016)

Løvsangerens sang
lyder pludselig helt ny
denne morgenstund

M!

torsdag, august 11th, 2016

Langsomt, langsomt

(Eller: Lidt om at komme på plads, at falde til og at høre hjemme.)

Langsomt, langsomt, kun langsomt kommer vi på plads her i vores nye hjem på Skjoldhøjkollegiet; kasse for kasse, ting for ting, opvask for opvask, fravalg på fravalg, tilvalg på tilvalg. Det havde givetvis været lettere, hvis vi begge havde været yngre, men både min kæreste og jeg kommer med en del år i bagagen … særligt en del år, hvor vi har levet alene, hver for sig, hvorfor vi begge har erhvervet os en hel del ting. Jeg må bare konstatere, at ingen af os har manglet noget, hvorfor vi nu har dublet på dublet af stort set alting.

Det er et møjsommeligt arbejde at sortere i alt dette.

Men dagen i dag må ses som et stort skridt i retning af at komme på plads.

I dag fik vi nemlig fjernet og flyttet alle de møbler, som de tidligere lejere havde ladet stå. I snart en måned har det fyldt godt op i vores skur. Som min kæreste bemærkede, så føles lettelsen nærmest fysisk eller kropsligt. Det er/var en ganske afgørende handling, én vi gerne havde gjort tidligere, men først i dag passede det os.

Men langsommeligheden passer os på den anden side også godt. Ikke bare har vi kendt hinanden – og lært hinanden at kende gennem – to år, førend vi besluttede, at det var på tide at flytte sammen. Det giver bonus til forholdet at tage lidt ad gangen, hjælpes ad så meget som muligt, og snakke om, hvad tingene betyder for én, hvis de da betyder noget, og om, hvorvidt tingene er nødvendige eller ej. Det er der jo meget få ting, der er, men vi må også bare erkende, at vi begge er samlere af Guds nåde.

Lidt hurtigere går det med at falde til og følelsen af, at få – og have – et fælles hjem, en fælles base, et sted, hvor vi begge føler os hjemme. Omgivelserne er en gave – hvad jeg vist også tidligere har antydet – og konstant og kontant givende. Efter én af mine første ture i skoven (for allerede en hel måned siden) kom jeg grædefærdig tilbage til T, men kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg var så pokkers ked af. Efterfølgende har jeg måttet indse, at det var min krop, som fortalte mig, at det lige præcis var sådanne omgivelser, som den længtes efter … efter tyve år på Stenbroen.

Det grønne, alle fuglestemmerne og alt det nye gør mig virkelig godt, selvom meget af det, jeg er midt i, også skræmmer … mere end en anelse.

Langsomt vil jeg forsøge, særligt her på bloggen, at flytte mit fokus fra flytninger og omvæltninger til andre ting, jeg gerne vil skrive om. Om, at livet så afgjort unægtelig stadig er uhørt mirakuløst. Tænk engang: Vi er alle sammen lige her, lige nu, trækker vejret, mærker glæden og smerten, hele spektret fra minus til plus og tilbage under nul, og det er alt sammen med til at gøre vore liv – os – til dem vi er. Unikke, men sammen, hver for sig.

M!

tirsdag, august 9th, 2016

Ugens haiku

(06.08.2016)
(Skrevet på Østervang Gård)

Hunden har en drøm
om tagfatleg i det blå
med himlens fugle

M!