Archive for Fra tanke til handling

tirsdag, marts 21st, 2017

Saligprisningerne

Fortvivlet fakta fra en teologistuderende: Jeg får tegnet alt, alt for lidt i det daglige, men denne, omhandlende Saligprisningerne (Matt 5,3-14), er det da langt om længe blevet til.

scan0006 (2)

M!

torsdag, marts 9th, 2017

Studseligt

Det er studseligt på grænsen til det paradoksale, at egenomsorg er og bliver en ting, man kun kan lære andre … ikke sig selv. Det er nok også temmelig betydende skråstreg sigende.

M!

tirsdag, marts 7th, 2017

En pjækkedag

Jeg kunne sige, at det var sangeren Allan Olsens skyld … men det er ikke sikkert, at han vil synes, at det er helt fair og rimeligt; heller ikke selvom han jo synger sådan her i sangen Jeg vil:

kom lad os ta’ en pjækdag sammen
den slags gør vi aldrig mere
vi render ud og gemmer os ved stranden
og fanger luftfisk mellem fingrene dér
kom lad os splejse om en billig flaske Palanca
vi sender alvorsbetjenten på flugt
vi retter ryggen
til honky tonky
og finder den baggård vi altid har brugt
når vi sagde

jeg vil
jeg vil ik’, jeg vil ik,
jeg vil
jeg vil ik’, jeg vil ik,
jeg vil

Så jeg tager en pjækkedag, men lader være med at give nogen skylden for det. Ikke andre, end mig selv. Og kun fra én enkelt time, også selvom det er fra mit yndlingsfag. Græsk. Jeg håber, at SFJ tilgiver mig. Og jeg håber, at det ikke giver bagslag. Det er faktisk fantastisk vanskeligt for mig at gøre det, som jeg gør i dag, men måske er det meget sundt – når jeg nu har muligheden for det.

Og i øvrigt holder det med pjækkeriet ikke éthundrede procent, idet jeg snart vil sætte mig og lave lektier. Græsk. Til i morgen. Så jeg kan vel godt pakke den alt for dårlige samvittighed langt væk.

Kender I til at pjække, og hvordan føles det?

M

torsdag, marts 2nd, 2017

Ta’ skraldet

Det er forår. Endelig. Det er endelig forår. Lyset er vendt stærkt tilbage, fuglene synger for fulde næb, træerne står med bristefærdige knopper – og alt sammen betyder flere gåture i skoven for både hund og herre (vi diskuterer ind i mellem, hvem, der er hvad her i huset), morgen, middag og aften.

Det er er bare dejligt. Vel er det så.

Det er bare knap så skønt at være vidne til, hvor lemfældigt mange bruger skoven. Det er ganske enkelt ikke småting, der bliver efterladt, glemt, kastet, smidt eller tabt i det grønne. Det er mig ganske uforståeligt, for jeg er opdraget til, at man pænt rydder op og tager sine ting med sig, hvor man end går og står; ligegyldigheden fylder mig med forundring – og har også gjort mig skiftevis indigneret, irriteret og vred.

Jeg synes bare ikke, at det er rimeligt, at ubetænksomme individer skal have den magt over mig.

Derfor … har det længe været min intention at tage en affaldspose med, i det mindste i hvert fald på én af de daglige ture, som jeg så kunne fylde med alt det, der ikke gavner i skovbunden, men der har været nærmest ufatteligt langt fra tanke til handling. Men … de sidste to dage, er det lykkedes mig, og trods det, at det er korte ture med den gamle hund, så har jeg nemt haft fyldte poser, når turen var slut.

Det er lidt skræmmende, synes jeg.

DA jeg ikke tror, at situationen er enestående for vores lille skov, så skynder jeg mig med at opfordre alle, der læser dette, til at gøre det samme, når de går tur i skoven. Det gavner miljøet, det er godt for den personlige samvittighed og så tager det tilmed toppen af den negative energi, man sender ud i verden, fordi andre ikke opfører sig helt, som man selv ville gøre.

M!

 

søndag, august 21st, 2016

Før første skoledag

Kors; jeg nærmer mig de 50 og er simpelthen så nervøs som da jeg var lille dreng og stod foran første skoledag … hov, vent; det gør jeg også nu. Står foran første skoledag. Det er som om det hele begynder forfra. Det er studseligt. Men sikkert også forståeligt. For … er det nu den ny begyndelse, som jeg drømmer, håber og tror, at det er? Eller bliver det et uoverkommeligt mareridt? Det bliver jeg nok ikke klogere på lige med det samme, men mon alligevel ikke, at de første par dage giver mig en indikation.

M!

fredag, august 19th, 2016

Tomhed før storm

Selvfølgelig skulle der stå ’stilhed før storm’, men dels) synes jeg ikke, at her er så stille, at man kan fornemme, at der er noget andet på vej; jeg fylder i hvert fald mange af mine stunder alene med hunden her i huset med en slags foretagsomhed og musik til enhver lejlighed, nemt, særligt, efter at anlægget er kommet op … og cd’erne efterhånden finder vej til deres respektive skuffer, dels) fylder jeg mig selv med ingenting – tomhed – ganske enkelt fordi, jeg ikke helt tør forestille mig, hvordan det bliver … fra på mandag og endnu mere på næste mandag. I dag har jeg i hvert fald gjort og nået en hel del for ikke at forfalde til dagdrømmeri med fare for pludselige angstanfald. Og det er jo helt, helt skørt, når jeg også går og glæder mig sådan til at tage hul på mit liv som studerende.

Er der nogen, som har prøvet det og har et par gode råd, her, lige før, at jeg glemmer, at jeg jo gør det af lyst og for min egen skyld, selvom jeg selvfølgelig i sidste ende sigter efter at hjælpe andre?

M!

torsdag, august 11th, 2016

Langsomt, langsomt

(Eller: Lidt om at komme på plads, at falde til og at høre hjemme.)

Langsomt, langsomt, kun langsomt kommer vi på plads her i vores nye hjem på Skjoldhøjkollegiet; kasse for kasse, ting for ting, opvask for opvask, fravalg på fravalg, tilvalg på tilvalg. Det havde givetvis været lettere, hvis vi begge havde været yngre, men både min kæreste og jeg kommer med en del år i bagagen … særligt en del år, hvor vi har levet alene, hver for sig, hvorfor vi begge har erhvervet os en hel del ting. Jeg må bare konstatere, at ingen af os har manglet noget, hvorfor vi nu har dublet på dublet af stort set alting.

Det er et møjsommeligt arbejde at sortere i alt dette.

Men dagen i dag må ses som et stort skridt i retning af at komme på plads.

I dag fik vi nemlig fjernet og flyttet alle de møbler, som de tidligere lejere havde ladet stå. I snart en måned har det fyldt godt op i vores skur. Som min kæreste bemærkede, så føles lettelsen nærmest fysisk eller kropsligt. Det er/var en ganske afgørende handling, én vi gerne havde gjort tidligere, men først i dag passede det os.

Men langsommeligheden passer os på den anden side også godt. Ikke bare har vi kendt hinanden – og lært hinanden at kende gennem – to år, førend vi besluttede, at det var på tide at flytte sammen. Det giver bonus til forholdet at tage lidt ad gangen, hjælpes ad så meget som muligt, og snakke om, hvad tingene betyder for én, hvis de da betyder noget, og om, hvorvidt tingene er nødvendige eller ej. Det er der jo meget få ting, der er, men vi må også bare erkende, at vi begge er samlere af Guds nåde.

Lidt hurtigere går det med at falde til og følelsen af, at få – og have – et fælles hjem, en fælles base, et sted, hvor vi begge føler os hjemme. Omgivelserne er en gave – hvad jeg vist også tidligere har antydet – og konstant og kontant givende. Efter én af mine første ture i skoven (for allerede en hel måned siden) kom jeg grædefærdig tilbage til T, men kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg var så pokkers ked af. Efterfølgende har jeg måttet indse, at det var min krop, som fortalte mig, at det lige præcis var sådanne omgivelser, som den længtes efter … efter tyve år på Stenbroen.

Det grønne, alle fuglestemmerne og alt det nye gør mig virkelig godt, selvom meget af det, jeg er midt i, også skræmmer … mere end en anelse.

Langsomt vil jeg forsøge, særligt her på bloggen, at flytte mit fokus fra flytninger og omvæltninger til andre ting, jeg gerne vil skrive om. Om, at livet så afgjort unægtelig stadig er uhørt mirakuløst. Tænk engang: Vi er alle sammen lige her, lige nu, trækker vejret, mærker glæden og smerten, hele spektret fra minus til plus og tilbage under nul, og det er alt sammen med til at gøre vore liv – os – til dem vi er. Unikke, men sammen, hver for sig.

M!

onsdag, august 3rd, 2016

Fysisk flytning, del 3

I skrivende stund sidder jeg i vores meget lyse, meget lækre køkken. Det vil sige: Der er meget lidt af det, som findes i køkkenet (for ikke at tale om hele lejligheden), som er funklende nyt og lækkert, på den ubrugte måde, alting har generelt både patina og råhed – bygge-/tegnestilen kaldes åbenbart brutalis – men overraskende nok også sjæl og samt en spisekrog, hvor lysindfaldet er helt fantastisk, flimrende, funklende fuldendt og yderst lækkert at sidde i … for at arbejde, døse, hygge, spise, stene.

Her nyder vi begge at sidde, sammen og hver for sig.

I lørdags flyttede jeg mine allersidste ejendele – dem, jeg kunne have med mig i toget – og mig selv med både lethed og møje. Inden frokosten kunne jeg konstatere, at jeg er kommet ind på studiet; jeg begynder 1. september 2016.

Nu er arbejdet med at pakke flyttekasser ud, finde ud af, hvad vi vil beholde og dernæst finde en plads til tingene for alvor begyndt. Det er næsten lige så hårdt og svært som flytningerne i sig selv – og indebærer også en hel del slid og slæb. Det er vanskeligt for to inkarnerede samlere at skille sig af med noget som helst, men vi gør begge vort bedste, og langsomt, kun ganske langsomt, lykkes det også. Dag for dag, kasse for kasse, ting for ting. I går kunne jeg donere øl- og snapsglas til det lokale bryggerlaug – hvor jeg var til medlemsmøde – og det var rart at slippe af med. Gode glas, egentlig, men vi er så rigeligt forsynet med glas … og de fleste andre ting i øvrigt.

Og nok er flytningen fysisk, men undervejs finder man også ud af, at det i lige så høj grad er en psykisk proces, særligt, hvis man har boet et godt sted, i en god lejlighed, og følt sig knyttet til det sted. Ikke underligt, at flytninger kategoriseres som noget af det mest stressende, man kan komme ud for. Dette er faktisk min tredje inden for halvandet år … helt uhørt.

Men nu er jeg ved at lande her, og her er dejligt; Aslan og jeg nyder især, at skoven findes stort set lige uden for døren. Nu prøver vi at lære alle fuglestemmerne at kende. Det er heller ikke nemt.

Hvordan tackler/tacklede I en/Jeres seneste flytning?

M!

torsdag, juli 28th, 2016

Fysisk flytning, del 2

Hvis jeg nogensinde havde været i tvivl, så var jeg det ikke længere, men det er jeg ikke og det har jeg aldrig været: Tiden iler godt nok af sted og venter ikke på nogen som helst. Den har sin egen dagsorden. Sit eget liv.

I mandags flyttede vi alle mine ting. Og i dag sidder jeg i sofaen i min næsten tomme/tømte lejlighed og synes ikke, at jeg har nået noget som helst. Jeg har dårligt nok lavet dagens gode gerning på arbejdet, men sig ikke det til nogen. Mindst af alle min chef.

Flytningen i mandags havde godt nok fyldt meget hos mig. Gjort mig nervøs. Netop det, at det var en mandag, gjorde, at det var vanskeligt at få nogen til at hjælpe, da mandag, sidst i juli, enten betyder, at folk arbejder eller lige er taget på ferie – og begge dele er jo lige ufedt, nå man gerne vil have en hjælpende hånd eller to. Det lykkedes at mønstre én mand her på adressen og én anden mand på vores nye adresse i Brabrand. Det viste sig mærkeligt nok at være alt rigeligt. Så var vi fire begge steder … min kæreste, min bror, en god ven og jeg selv. Min bror var ret vigtig, da han skulle køre flyttebilen, og da han trillede ind på parkeringspladsen nedenfor, omkring klokken ti, havde vi tre her på matriklen næsten båret det hele ned og tømt lejligheden. Fra da af brugte vi kun lige godt en time på at læsse og pakke bilen optimalt, før vi kunne trille af sted.

(Første stop var i parentes bemærket Odense, da min kærestes mor, havde passet Aslan, mens kæresten og jeg havde været frivillige på Fanø Free Folk Festival no. 7, som blev afviklet i Sønderho fra fredag til søndag i den netop forgangne weekend.)

Efter et glædeligt gensyn og en velfortjent pause, særligt til chaufføren, trillede vi videre og var fremme ved vores nye hjem næsten på slaget 16, hvor en anden god ven trippede for at komme i gang. Der var flere springende punkter 1) vores ven skulle gå klokken 17, 2) flyttebilen kunne ikke komme helt tæt på, hvorfor vi måtte have en stor trækvogn til vores disposition og 3) kunne min store købmandsdesk og min slagbænk overhovedet a) komme op ad den stejle trappe og b) ind i lejligheden. Men med en fin arbejdsdeling – min bror ved bilen, jeg pendulerende med trækvogn frem og tilbage mellem flyttebil og lejlighed, mens min kæreste og vores ven tog imod og bar op i lejligheden – så var vi ikke bare færdige lidt før 17, vi havde også fået de to store møbler ind og hen, hvor vi gerne så dem.

High fives hele vejen rundt!

Så kunne vores ven gå til sin næste aftale, min bror og jeg nyde en flyttebajer og en bid brød, inden det gik tilbage til Sjælland.

Nu venter så det store arbejde med at komme på plads; mine planter – hele fem flyttekasser med grønt – er kommet op og tager sig fine ud (som ænset via Skype i går). Resten må følge, når tid er.

Inden da går jeg her og ordner lidt fornødent og gør også lejligheden lidt ren til mine lejere. Lørdag går det mod Jylland igen … denne gang med den hensigt at bo der. Dét er lidt vildt at tænke på.

(Kryds fingre for, at jeg er blevet optaget).

M!

onsdag, juli 20th, 2016

Ugens ord: Automobil

Ugens ord er automobil ganske enkelt fordi jeg selv, nu igen, langt om længe, er blevet selvbevægelig … på hjul. Ifølge ordnet.dk betyder ordet en bil – altså et motoriseret køretøj – men kigger man på ordets oprindelse, så hedder det (samme sted): fra fransk automobile egentlig ’selvbevægelig’, dannet af græsk autos ’selv’ og latin mobilis ‘bevægelig’.

M!