Archive for Fra mit kreative hjørne

mandag, juli 24th, 2017

Ugens digt

Nu går dagen
til ro
lyset går ud
og alting trættes
Nu forstummer
alle fugle
Nu sagtes alle skvulp
Nu stopper alle stemmer
for, schyy …

Natten kommer
og ve den, der larmer

M!

PS: Egentlig er ‘ugens digt’ reserveret til andre digteres digte. Men dette er mit. Det er det første af en række digte skrevet på intuition og Stella Matutina, skrevet på, hvad der bare faldt mig ind i den situation, jeg var i; ingen overvejelse, ingen titel. Bare ord fra ende til anden uden … begrænsninger.

 

tirsdag, marts 21st, 2017

Saligprisningerne

Fortvivlet fakta fra en teologistuderende: Jeg får tegnet alt, alt for lidt i det daglige, men denne, omhandlende Saligprisningerne (Matt 5,3-14), er det da langt om længe blevet til.

scan0006 (2)

M!

tirsdag, juli 26th, 2016

Ugens haiku

(23.07.2016)
(Skrevet i skyggen ved Exners Kunsthandel i Sønderho på Fanø)

Hvem opdager først
de to rødmende æbler
yderst på grenen?

M!

PS: Kan nogen mon gætte, hvilken æblesort, der er tale om?

lørdag, juli 2nd, 2016

Nye højdepunkter fra Silkeborg Højskole

[dyb indånding, dyb udånding]
Netop i dag er det præcis én uge siden, at mit andet besøg på Silkeborg Højskole nåede sin afslutning. I disse sene morgentimer begyndte jeg ganske langsomt mit rejse tilbage til København og Vesterbro. Hjemturen gik via et par timer langs åen, i gågaderne, ved markedet og med sporadiske, musikalske lydglimt fra Riverboat Jazz Festival i øret.

Efter en intens uge med et fagligt såvel som socialt tæppebombardement, havde jeg lige brug for at geare ned, få mig selv ned i kroppen og også gemme mig lidt væk fra verden og øvrigheden … og nyde at ingen kendte mig.

Denne gang var der ingen overraskelser, for så vidt, hvad angår de øvrige deltagere. Denne gang vidste jeg, hvad jeg gik ind til, og kunne bare slappe af i det og det har virkelig været befordrende for kvaliteten af mit ophold. Denne gang var jeg så heller helt ikke alene af sted, men fulgtes netop med den – nu meget gode veninde – jeg mødte lige præcis på højskolen for netop ét år siden.

Det har været meget berigende for vores venskab; jeg oplever i hvert fald, at vi hviler bedre i hinandens selskab nu.

Tre faglige højdepunkter:
Det dybe indblik vi fik i tegner Helle Vibeke Jensens næsten overmenneskeligt grundige arbejde for og med at illustrere en ny bibel for konfirmander, som udkommer i disse dage.
Else Kragelund Holts helt uventet helt ustyrligt morsomme foredrag om bryderierne med at oversætte Det Gamle Testamente til ‘forudsætningsløse’ som det så smukt hedder i oplægget fra Bibelselskabet. Hende glæder jeg mig til at møde igen.
Mødet med historiefortælleren Esben Hanefelt Kristensen, som bare er vidunderlig at høre på og se til.

Det skal også nævnes, at Charlotte Rørths meget personlige formidling af sit meget personlige møde med Jesus efterlod mig med tårer i øjnene.

Tre kunst-højdepunkter:
Peter Brandes fløjalter med blandt andet Emmausvandringen som tema i Galten Kirke, en kirke og et rum, hvor kunstneren og konen i øvrigt ikke har formået at samle alle de enkelte dele til en helhed, uanset hvor mange penge, der var til rådighed.
Sven Havsteen-Mikkelsens mange overdådige glasmosaikker i Alderslyst Kirke, som i øvrigt er et af de mest harmoniske kirkerum, jeg har været i.
Erik Heides umådeligt enkle, nænsomme og derfor meget mere intense udsmykning af Veng Klosterkirke – helt i overensstemmelse med kirkerummet – og med inspiration fra Åbykrucifikset.

Tre personlige højdepunkter:
Mit åbenhjertige møde med flere pastor emeriti,  som, deres høje aldre til trods, var misundelige på min udsigt til en nært forestående studiestart; ikke, at jeg ikke stadig er skræmt over det, men jeg føler heller ikke, at jeg får større faglige anbefalinger.
Det forhold, at jeg nok engang formåede at holde min kreative hang i hævd, ikke bare ved at skrive og udveksle haikudigte, ikke bare ved at tegne, men også arbejde med Karin Boyes flotte digt. Skønt at give det plads.
Det faktum, at jeg næsten holdt mig fra desserter og kager, om end fristelserne var mange.

Desuden var det en fryd igen at synge salmer og sange i fællesskab med firs andre.

Højskolen var forståeligt præget af en dødsulykke blandt et hold elever, der var rejst til Canada, men de fik informeret flot og bar det ganske godt med ind i ugen. I forlængelse heraf er jeg også rigtig glad for at have fået muligheden for at møde min åndelige vejleders ægtefælle – en lærer på højskolen – og få et bedre og tilmed godt indtryk af vedkommende.

Nu er jeg blot spændt på, om jeg får muligheden og økonomien til at deltage igen næste år, når Bibelselskabet og Højskolen atter slår dørene op.

I mellemtiden venter en tid med opbrud, nedpakning og overflytning til provinsen. Mere glæde, mere angst. Men udsigten til en helt ny tilværelse fylder mig med forventning.

M!

torsdag, juni 23rd, 2016

Ugens digt

Endelig er det lykkedes mig at finde tid til at arbejde med oversættelsen af Karin Boyes digt ‘Jo, vist gør det ondt’, der viser sig at stamme fra en digtsamling, der hedder For træets skyld og kom i 1935.

Det er smukt og stærkt:

Jo, vist gør det ondt

Jo, vist gør det ondt, når knopper brister.
Hvorfor skulle foråret ellers betænke sig?
Hvorfor skulle al vor hede længsel
bindes i det frosne, det bitre, det blege?
Skjult lå jo knoppen hele vinteren.
Og hvad er alt det nye, som trænger sig på?
Jo, vist gør det ondt, når knopper brister
ondt for det som værker
og det som venter.

Jo, nok er det svært, når dråber falder.
Skælvende af angst hænger de tungt
klamret til kvisten; svulmer og glider –
tyngden trækker dem ned; som de dog klatrer.
Svært at være i tvivl; bange og splittet
svært at mærke dybet drage og kalde
men endnu sidde tilbage og bare sitre –
Svært både at ville blive
og ville falde.

Men, da, når det er værst og intet hjælper,
brister jublende træets knopper.
Da, når ingen angst længere bærer oppe
falder – i et flimmer – kvistens dråber
glemmer at de frygtede alt det nye
glemmer at de frygtede for faldet
men mærker et sekund sin største tryghed
og hviler i den tillid
som skaber verden.

Det er et ikke afsluttet arbejde; forslag og kommentarer modtages meget gerne; læs eventuelt også originalen her, en hjemmeside dedikeret til hendes arbejde og arv. Den glæder jeg mig til at dykke mere ned i.

M!

torsdag, maj 19th, 2016

Ugens ord: Dorsk, dorskhed

Ugens ord stødte jeg på for første gang for efterhånden et par uger siden, men det er evig aktuelt … i hvert fald for mig personligt. Den søndag havde T og jeg rent undtagelsesvis en hel søndag sammen, hvorfor vi  tog til 17-gudstjenesten i Vor Frue og sang med på salmebogens salme 291 af vore hjerters fulde og rene lyst, men i vers fire gik det galt:

Skin over vang som en morgen med sang,
morgen i maj, når det grønnes!
Lifligheds magt gøre dorskhed opvakt,
så på Guds nåde der skønnes!
Tonerne dybe i gry og kvæld
røre selv hjertet så hårdt som fjeld!

Det ramte præcist hovedet på sømmet; dorske, som vi var, knækkede vi totalt sammen af grin og havde problemer med at holde masken resten af gudstjenesten … men sjovt var og er det. Stadigvæk. Dorsk er blevet et ofte brugt ord i vores respektive hjem.

Ordnet.dk udlægger ordet dorsk som betydende uden foretagsomhed eller energi’. Dvask og sløv nævnes som oplagte synonymer.

M!

onsdag, maj 11th, 2016

Ugens haiku

(10.05.2016)
(skrevet på Kalvebod Brygge)

Dette er timen
hvor himlen farves lilla
og dagen flygter

M!

onsdag, maj 11th, 2016

Ugens ord: Kampanile

Som nogen måske har bemærket, så er jeg en hund efter ord; gamle ord, låneord, mærkelige ord, nye ord, sjove ord, slangudtryk og hvad har vi ikke i det danske sprog. Den passion har jeg tænkt mig at udbrede til andre.

Denne ugens ord er kampanile.

Ordet gav mig en del grå hår i hovedet under løsningen af krydsordsopgaven i MX i mandags; til sidst søgte jeg hjælp i en krydsordsordbog og fandt det!

Ifølge ordnet.dk er en kampanile [et] fritstående klokketårn (ved en kirke) især om italienske forhold eller italiensk byggestil.

Her illustreret ved Gellerup Kirke, som jeg gerne og ofte kommer i:

 

M!

torsdag, januar 28th, 2016

Salmedrømmen

Det lyder måske mærkeligt, men jeg har i mange år drømt om at skrive en … salme. Drømmen har ligget og luret lige under overfladen, men jeg har endnu ikke turdet at forfølge den. Slet, slet ikke. Så jeg har bare ladet den ulme.

Men drømmen fik for alvor næring, da jeg sidste sommer mødte en af vore salmedigtere på Silkeborg Højskole, og gløderne er blevet til en regulær ild, efter at dette møde har udviklet sig til et regulært venskab.

Og noget puster virkelig til ilden, hver gang vi mødes.

Så sidste efterår gik jeg faktisk i gang med det, som jeg lige nu bedst kan beskrive som en længselssalme. Det går kun langsomt fremad. Meget langsomt. Men op til hendes besøg her hos mig i går, dumpede tredje vers – jeg har besluttet mig for at tre vers være rigeligt – ned i favnen på mig. Eller en omtrent ordlyd af tredje vers, i hvert fald. Samtidig er jeg helt bevidst om, at det kan tage lang, lang tid, hvis jeg opretholder dette … hrm … tempo.

Jeg er nemlig endnu ikke nået så langt, at jeg har delagtig gjort hende i mine hidtidige skriverier.

Men drømmen lever i bedste velgående, og det er der noget smukt over.

M!

onsdag, oktober 28th, 2015

Ugens haiku

Det sure æble
er alligevel dagens
sødeste mundfuld

M!