Archive for Fra fabrikken

mandag, juni 27th, 2016

Nogen har knust mit hjerte

Jeg er rystet. Simpelthen rystet helt ind i mit inderste og mit hjerte er knust … knust og kan aldrig samles helt igen. I dag vendte jeg tilbage til fabrikken og jobbet – det sidste lange stræk, inden jeg flytter alt, hvad jeg er og kan vestover – og noget af det første jeg opdager, på min gåtur fra Malmparken til Lautrupparken er, at nogen hos Leo Pharma har fået den ‘fantastiske’ idé at fælde den kæmpestore, umådeligt smukke hængepil, der prydede indgangen til virksomhedens ret så omfangsrige område. Kors, hvor er det trist.

Forstår de ikke, at et gammelt, stort træ er en ven, som har kendt dig altid? Er det virkelig prisen for at kigge væk, bare et øjeblik? Snøft.

M

tirsdag, april 26th, 2016

Klar igen … eller næsten … ikke

Indrømmet. Efter min operation, har jeg nok strukket (strakt) den lidt. Jo. Jeg er nok blevet hjemme fra arbejde et par dage mere, end jeg strengt nødvendigt og taget behøvede, men det har gjort mig godt, og nu er jeg til helt klar til at vende tilbage til fabrikken og pinden på kontoret.

Eller næsten. Ikke.

Min hjerne ræser med bekymringer, drømme, forventninger, glæder, idéer, tanker og ønsker for fremtiden og næsten ingen af dem vedrører mit job. Mentalt er jeg allerede stået så meget af, at de sidste måneder kan gå hen og blive en lidelse.

Samtidig kan jeg ikke lade være med at frygte, at den overordnede drøm ikke bærer mig derhen, hvor jeg håber og tror. Dumt, når øjeblikket kunne være så rart – og alting nok skal udfolde sig, som de nu bør og gør.

M!

lørdag, marts 19th, 2016

I stilling

Efterhånden er alt kørt i stilling til, at jeg kan tage hul på min nye tilværelse som studerende og århusianer. Havde nu nogen fået den idé, bare for to år siden, at bede mig om at forestille mig, hvad jeg ville foretage mig og, hvor jeg ville bo, så havde jeg næppe haft fantasi eller mod nok til at ridse min kommende virkelighed op.

Men fakta er at:

– jeg vitterligt har sagt drømmen højt
– jeg har fået (nogle gange uventet) opbakning alle vegne fra
– jeg har gennemført det fornødne for at blive optaget
– vi har ansøgt om bolig i Århus
– vi har fået lejere til boligen her i København
– jeg har søgt og fået orlov fra fabrikken
– nyheden/rygtet er i omløb selvsamme sted

Og nu har jeg også – som i dette øjeblik, for fem minutter siden, sendt min ansøgning med bilag af sted til Århus Universitet; det føles alt. Dejligt. Mærkeligt. Vidunderligt. Og jeg må bare sige, at jeg glæder mig. Jeg glæder mig i den grad til luftforandring. Jeg glæder mig til at lære nyt. Til at forsætte den rejse, jeg begyndte for mange, mange år siden.

Livet er levende!

M!

 

tirsdag, februar 23rd, 2016

En formildende omstændighed

En formildende omstændighed ved den fabrik, jeg arbejder på, er, at nogen i et temmelig inspireret øjeblik har fundet på at indkøbe og opstille en skulptur af Søren Georg Jensen – ja, han var søn af den berømte sølvsmed; foruden at han arvede navnetrækkene var han også selv billedhugger og sølvsmed – som, trods sit tunge element, svæver let og ganske elegant mod jorden som en anden fugl.

M!

tirsdag, februar 16th, 2016

Efterårsvarsling

Længe inden foråret helt er kommet til Danmark, er mine planer for efteråret pludselig blevet officielle og hvermandseje på fabrikken. Nu hverken kan eller skal jeg gå og gemme mig inden i min egen drøm. Det er både en lettelse og et pres, synes jeg. Det er så afgjort en lettelse, fordi jeg længes væk, længes efter luftforandring, og det har været tydeligt for enhver; nu kan jeg ranke ryggen og løfte hovedet og stå ved den drøm, jeg ønsker at udleve. Men bestemt også et pres, da det samtidig er lige som om fortrydelsesretten er sivet ud af hænderne på mig. Nu er der ingen vej tilbage. Nå, men jeg kunne da heller ikke drømme om at fortryde; nu tager jeg den orlov og prøver kræfter med et liv som studerende … og endda som studerende i Århus, hvis og såfremt, selvfølgelig, at jeg bliver optaget.

Bed en bøn eller kryds fingre for, at også den del af planen lykkes.

M!

tirsdag, januar 5th, 2016

Hvorfor holdt jeg op?

Nu, bare halvanden dag efter, at jeg – komme det nye år 2016 – igen er begyndt at gå de ca. halvanden kilometer fra trinbrættet til fabrikken fremfor at springe på bussen, kan jeg allerede mærke en så positiv effekt af at få omkring 30-40 minutters ekstra motion hver eneste dag, at jeg må spørge mig selv:

Hvorfor holdt jeg egentlig op med det?

Svaret blæser i vinden med sneen fra grå, mørke skyer …

M!

tirsdag, november 10th, 2015

Tirsdagstanka

Den hjemrejsende
ser baghaverne falme
under en lav sol

Efteråret præger mig
som også min tid svinder

M!

onsdag, august 12th, 2015

Noget nyt

Min gæve veninde, Præstinden, har desværre helt ret, når hun hævder, at verden konstant bliver mindre. Det skal ikke forstås på den måde, at vi hele tiden kommer tættere og tættere på hinanden. Nej, tværtimod. I stedet skaber vi hver vores og vore individuelle verdener er hver især skrumpet ind til sådan ca. 5 gange 7 centimeter.

Det er måske endda højt sat.

Mange af os lever livet med næsen dybt begravet i vores oversmarte mobiltelefoner.

Men i dag, på min vej til fabrikken, prøvede jeg noget helt nyt. Noget, jeg ikke kan huske, at jeg nogensinde har gjort før. Eller: Hvis jeg har, er det meget længe siden, så længe, at det er glemt.

Fristet, som jeg indrømmer, at jeg vitterligt var, til at gribe ud efter min elektroniske enhed, lod jeg den alligevel ligge dybt begravet i bukselommen – og stirrede ganske enkelt ud ad S-togsvinduet, station efter station, hele strækningen fra Enghave til Malmparken – og sågar det sidste stykke med bus! Det var befriende!

Og smukt, tilmed, ind i mellem.

Mine øjne takker mig.

M!

mandag, april 27th, 2015

Ikke nogen stor sanger

En munter sjagger sad så højt på en gren som muligt og forsøgte at overbevise både sig selv og os andre om, at den da kunne gøre dette morgenjob lige så godt som nogen ægte solsort.

Det lykkedes selvfølgelig ikke rigtigt. Den er og bliver bare ikke nogen stor sanger på én morgen.

Men underholdende var det. Og det fik mig vandrende fra S-togsstationen til fabrikken med et stort smil på læberne, hvilket i sig selv er en bedrift. Først opslugt af speedgaten var humøret en anden snak.

M!

søndag, marts 1st, 2015

Stopmæt

Kender I det, at man har spist for meget?

Selvfølgelig. Det gør de fleste, tror jeg.

I dag har jeg ikke bare spist, men også hørt og læst for meget. I en slags undersøgelse af og varmen op til måske, på sigt, til næste år, at begynde at læse fuld tid, har jeg kigget mig lidt omkring og blandt andet tilmeldt mig nogle forelæsninger på Folkeuniversitetet. I dag var jeg så i Emdrup og høre – nej, opleve – Peter Aaboe Sørensens livtag med K.E. Løgstrup, og det var virkelig morsomt og underholdende, men også hårdt sådan for en fabriksarbejder som mig at få fyldt på og fyldt på, og da dagen nåede omkring den poetiske åbenhed stod min hjerne af og satte sig selv på pause.

Det kræver sit, tænker jeg, at studere fuld tid.

Løgstrup er et studie værd i sig selv. Det står mig aldeles klart.

Løgstrup beskæftigede sig meget med mellemmenneskelige relationer. Det at være menneske er at være medmenneske.  Ingen er noget alene i kraft af sig selv. Det essentielle for ham er, at alt det væsentlige i livet, ja, livet selv, er os givet, og det er det, der er det underfulde. Det, at vi overhovedet er, er et mirakel. På samme måde med ens medmenneske; det, der er vigtigt, er ikke, hvad det menneske er, men, at det menneske overhovedet er.

Det – og meget andet – tygger jeg stadig på, altimens min respekt for studerende er stigende. Tænk, at sidde med næsen i bøger dag ind og dag ud. Men, tænk, også, at få lov til at fordybe sig.

Suk, hjerte, brist ikke.

M!