Archive for Flugt

lørdag, januar 7th, 2017

Nu ved jeg, hvad det var, at jeg skulle

Mutss 07.01.2017
M!

tirsdag, juni 7th, 2016

Ugens haiku

(04.06.2016 + 07.06.2016)
(Skrevet ved Limfjordens bred)

Lærkerne letter
over marker og enge
med solens sange

M!

tirsdag, april 26th, 2016

Klar igen … eller næsten … ikke

Indrømmet. Efter min operation, har jeg nok strukket (strakt) den lidt. Jo. Jeg er nok blevet hjemme fra arbejde et par dage mere, end jeg strengt nødvendigt og taget behøvede, men det har gjort mig godt, og nu er jeg til helt klar til at vende tilbage til fabrikken og pinden på kontoret.

Eller næsten. Ikke.

Min hjerne ræser med bekymringer, drømme, forventninger, glæder, idéer, tanker og ønsker for fremtiden og næsten ingen af dem vedrører mit job. Mentalt er jeg allerede stået så meget af, at de sidste måneder kan gå hen og blive en lidelse.

Samtidig kan jeg ikke lade være med at frygte, at den overordnede drøm ikke bærer mig derhen, hvor jeg håber og tror. Dumt, når øjeblikket kunne være så rart – og alting nok skal udfolde sig, som de nu bør og gør.

M!

lørdag, marts 19th, 2016

I stilling

Efterhånden er alt kørt i stilling til, at jeg kan tage hul på min nye tilværelse som studerende og århusianer. Havde nu nogen fået den idé, bare for to år siden, at bede mig om at forestille mig, hvad jeg ville foretage mig og, hvor jeg ville bo, så havde jeg næppe haft fantasi eller mod nok til at ridse min kommende virkelighed op.

Men fakta er at:

– jeg vitterligt har sagt drømmen højt
– jeg har fået (nogle gange uventet) opbakning alle vegne fra
– jeg har gennemført det fornødne for at blive optaget
– vi har ansøgt om bolig i Århus
– vi har fået lejere til boligen her i København
– jeg har søgt og fået orlov fra fabrikken
– nyheden/rygtet er i omløb selvsamme sted

Og nu har jeg også – som i dette øjeblik, for fem minutter siden, sendt min ansøgning med bilag af sted til Århus Universitet; det føles alt. Dejligt. Mærkeligt. Vidunderligt. Og jeg må bare sige, at jeg glæder mig. Jeg glæder mig i den grad til luftforandring. Jeg glæder mig til at lære nyt. Til at forsætte den rejse, jeg begyndte for mange, mange år siden.

Livet er levende!

M!

 

fredag, januar 22nd, 2016

Sundere, 2016: Mobiltelefoni

I lighed med tidligere år, har jeg en naturlig intention om at blive og leve sundere i løbet af 2016; hvordan det, sådan overordnet set, kommer til at gå, kan jeg ikke rigtigt vide endnu, men jeg går lidt anderledes til værks.

Noget af det første, jeg er gået i gang med at ændre på, er min måde at bruge mobiltelefonen på.

Efter min opgradering fra en almindelig til en smart mobiltelefon i efteråret, så har jeg – og mine omgivelser – fundet mig stadigt mere og mere afhængig af den forbistrede lille skærm med den store virkning. Det kunne ikke blive ved med at gå.

Så nu har jeg opstillet nogle regler for mig selv, som skal begrænse mit forbrug og øge mit nærvær. Nogle af disse er:

– ingen telefon i soveværelse
– ingen telefon (fremme) mens jeg spiser; slet ikke, hvis jeg spiser med nogen
– ingen telefon (fremme), hvis jeg er sammen med nogen og vi hygger os, heller ikke selvom den ringer; folk må ringe igen
– mindst to daglige gåture med hunden uden at have telefonen med
– hverken læse eller skrive SMS’er, når jeg går

Sidstnævnte lyder måske mærkeligt, men det har virkelig været med til at stresse mig; hundeluftningen var også ved at blive en farce, så Aslan er glad for min beslutning.

Det har været forholdsvis smertefrit at implementere, hvorfor mit første skridt mod et sundere 2016 indtil videre er en succes.

Næste skridt? Mere om det i februar …

M!

onsdag, august 12th, 2015

Noget nyt

Min gæve veninde, Præstinden, har desværre helt ret, når hun hævder, at verden konstant bliver mindre. Det skal ikke forstås på den måde, at vi hele tiden kommer tættere og tættere på hinanden. Nej, tværtimod. I stedet skaber vi hver vores og vore individuelle verdener er hver især skrumpet ind til sådan ca. 5 gange 7 centimeter.

Det er måske endda højt sat.

Mange af os lever livet med næsen dybt begravet i vores oversmarte mobiltelefoner.

Men i dag, på min vej til fabrikken, prøvede jeg noget helt nyt. Noget, jeg ikke kan huske, at jeg nogensinde har gjort før. Eller: Hvis jeg har, er det meget længe siden, så længe, at det er glemt.

Fristet, som jeg indrømmer, at jeg vitterligt var, til at gribe ud efter min elektroniske enhed, lod jeg den alligevel ligge dybt begravet i bukselommen – og stirrede ganske enkelt ud ad S-togsvinduet, station efter station, hele strækningen fra Enghave til Malmparken – og sågar det sidste stykke med bus! Det var befriende!

Og smukt, tilmed, ind i mellem.

Mine øjne takker mig.

M!

mandag, maj 5th, 2014

Mørket svinder, når man taler om lyset!

scan0001 blog scan0002 blog scan0003 blog

Tre sammenhængende ‘værker’ fra skitsebogen. Nogle gange gør jeg skitserne mere færdige end ellers. Jeg begyndte med ‘SITIO!’ i Påsken (derfor temaet), fortsatte med ‘Mørket svinder, når man taler om lyset!’ i ugen efter højtiden – og gjorde Helligåndsduen færdig i forgårs.

M!

fredag, april 25th, 2014

I en have … i tilfælde af regn

I et længere interview i umiddelbar forlængelse af udgivelsen af hans seneste film, The Garden of Words, siger tegnefilmsinstruktøren Makoto Shinkai, at han først ved, hvad det er for en film, han har lavet, når tilskuerne fortæller ham, hvad de synes om den.

Det kan jeg så endelig skrive nu. The Garden of Words er, først og fremmest, et billeddigt.

Smukkere end smuk. Mere grøn end grøn.

kotonoha_BGEn grå, regnfuld morgen, i en have, modelleret efter Shinjuku Gyoen National Garden møder første gang vi Takao og Yukino – og de hinanden. Han synes, han har set hende før. Det har han også, og hun ved, hvor, men siger ingenting. Han er femten, uvillig gymnasieelev og skomageraspirant; hver morgen, når det regner, pjækker han de første timer; tiden bruger han i stedet med sin tegneblok i læ for regnen i en pavillon i haven. Hun er syvogtyve, gymnasielærer, og på vej gennem sit livs største krise, pjækker, hvad end det regner eller sner, kun overlevende på en meget sær diæt. De falder i snak, sød musik opstår – i mange henseender – og drømme får næring, liv bliver reddet og rettet op.

Filmen balancerer fint mellem dagdrøm og virkelighed. Drømme må vi have for at udholde virkeligheden. Og kun mødet med andre mennesker, gerne i naturen, er af væsen i virkeligheden.

Historien, haven og regnvejrscenerne formidles med Shinkais naturligt poetiske tone, en tone, som han forstærker med et simpelt, men effektivt trick: Udstrakt brug af almindelige, naturlige (baggrunds)lyde fremfor musik. Musikken i filmen er i øvrigt en historie helt for sig. Skal man tro Makoto Shinkai, så sendte komponisten Daisuke Kashiwa ham musik, der angiveligt var inspireret af en anden af instruktørens film – 5 Centimeters per Second – og han, Shinkai, blev omvendt så glad for musikken, at han skrev manuskript til The Garden of Words under indflydelse af musikken. Måske derfor passer den så særligt fint ind i helheden, når den en sjælden gang bliver brugt. Fortryllende.

I The Garden of Words gør Makoto Shinkai alt det, han gør bedre end alle andre. Han illustrerer et digt.

M!

lørdag, marts 15th, 2014

Nu med, nu uden

Det er underligt. Jeg går stadig rundt her, men alene, helt alene, idet jeg mangler min ‘ledsager’, min godeste, firbenede ven. Aslan. Han lod sig frivilligt – og uden større overtalelse – afhente pr. motorkøretøj af vor fælles gode ven, den næsten-to meter høje SE til otte feriedage på ‘landet’ (ja, og så alligevel ikke længere væk end Karlslunde, men alt er jo relativt). Jeg tror, at han, altså Aslan, fandt nogen fortrøstning i, at der fulgte en pænt stor pose foder med på rejsen. Det troløse dyr. Jeg tror, at han har lært sig selv, at ture, der begynder i bil, har større potentiale end ture, der begynder til fods. Jeg synes så bestemt, at han så forventningsfuld ud. Godt for ham.

Selv er jeg også forventningsfuld. Og det er selvsagt selve grunden til, at Aslan er blevet hentet.

I morgen aften springer jeg nemlig på nattoget til Frankfurt, hvor jeg lander tidligt mandag morgen, blot for at rejse videre til Rüdesheim, ind i stilheden, men også på sporet af et menneske, der forlod os i 1179, men generøst efterlod os sin inspiration, sin musik, sin viden, sin visdom og sine visioner foruden sin ånd. Turen kan ikke komme på et bedre tidspunkt, idet jeg fornemmer, at noget er ved at brænde over inde i mig, noget, som jeg for alt i verden må beskytte og bevare, hvis jeg kan. Erfaringen siger også mig, at jeg er nødt til at rejse væk for at komme hjem; og at rejser, der begynder med tog, har langt større potentiale end ture, der begynder til fods. Godt for mig?

M!

tirsdag, januar 28th, 2014

Sulten igen

Efter en meget mærkelig mandag, dagen i går, som i parantes bemærket var den sidste af et fredag-til-mandag forlænget weekendophold på ret-så dejlige Løgumkloster Refugium, efter en hel dag, hvor jeg var underlagt kræfter, der var stærkere end jeg, hvor øjnene bare blev ved med at være sultne, hvorfor jeg blev ved med at spise og spise og spise dagen lang, selv længe, længe efter at fornuft og krop sagde stop!, stop nu, jeg er mæt!, hvor jeg puttede ting i min mund, jeg ikke har rørt i omtrent en måneds tid og forhåbentlig ikke vil røre igen før om føje tid og til sidst ikke kunne presse én eneste bid mere ned, så var det faktisk helt rart at vågne op i morges, stå under bruseren og pludselig mærke sulten gnave igen. Det var dejligt at være rigtigt sulten. Dejligt, først at spise, når sulten havde indfundet sig. Og skønt, derpå at stille den på en helt fornuftig måde, alt imens jeg kan gå i dag, næsten tilbage på det gode spor,  bortset fra en tilbagefaldskrise hen mod den sene eftermiddagstime, og fundere over, hvad det var, der skete … i går.

M!