Archive for Film

søndag, januar 17th, 2016

Leve, sådan … men hvordan?

Helt tilfældigt – faktisk så tilfældigt, at jeg i skrivende stund ikke kan huske præcis, hvordan, det tilfælde gav sig – er jeg kommet på sporet af den fremragende engelske cellist Jacqueline du Pré, som desværre har forladt denne verden for længe siden. Hun døde i 1987 efter fjorten års kamp med multiple sklerose, år, hvor hun kom længere og længere væk fra det instrument, hun synes at være synonymt med. Men faktisk synes jeg ikke, i hvert fald ikke på dette tidspunkt i mine ‘undersøgelser’, at hverken hendes musikalske udladninger eller hendes sygdom er det mest interessante ved hende. Jo, jeg kan høre og se, at hun var formidabel – en ener i ordets bogstaveligste forstand – og jo, både sygdom og død var tragisk og tidlig … alt for tidlig.

Men jeg er mest tiltrukket af hendes måde at leve på.

Den glæde, den intensitet, den naivitet, den ærlighed og den åbenhed, hvormed hun levede. Uimodståeligt. Inspirerende. Nu er jeg lige gået i gang med Carol Easton’s biografi fra 1989, og naturligt nok antyder den et uudgrundeligt mørke raserende inde i du Pré, mange smerter og en nærmest ufrugtbar søgen efter identitet og mening med livet, straks celloen kom uden for hendes rækkevidde, men intet gråsort element ødelagde hendes livsnerve. Det gjorde hende alt sammen menneskelig, tak Gud, uperfekt som alle os andre, men tilbage står alligevel, at hun levede med guddommelig inspiration.

Jeg har længe været fascineret af, hvordan – og om – man kan ændre sin indstilling til livet og den måde, man lever det på. For kan man overhovedet det? Det kræver muligvis en omprogrammering af den person man grundlæggende er. Er det muligt? I så fald, Gud, lær mig hvordan … og sæt mig i stand til at give det videre til andre. Hvis det forbliver umuligt, så står jeg tilbage med et andet godt spørgsmål: Hvordan går det til, at nogen formår at leve sådan som Jacqueline du Pré, nærmest uanset, hvad som tilstøder dem, mens vi andre blot kan henslæbe tilværelsen efter bedste beskub?

M!

(PS: Dette er indlæg nummer 250)

fredag, april 25th, 2014

I en have … i tilfælde af regn

I et længere interview i umiddelbar forlængelse af udgivelsen af hans seneste film, The Garden of Words, siger tegnefilmsinstruktøren Makoto Shinkai, at han først ved, hvad det er for en film, han har lavet, når tilskuerne fortæller ham, hvad de synes om den.

Det kan jeg så endelig skrive nu. The Garden of Words er, først og fremmest, et billeddigt.

Smukkere end smuk. Mere grøn end grøn.

kotonoha_BGEn grå, regnfuld morgen, i en have, modelleret efter Shinjuku Gyoen National Garden møder første gang vi Takao og Yukino – og de hinanden. Han synes, han har set hende før. Det har han også, og hun ved, hvor, men siger ingenting. Han er femten, uvillig gymnasieelev og skomageraspirant; hver morgen, når det regner, pjækker han de første timer; tiden bruger han i stedet med sin tegneblok i læ for regnen i en pavillon i haven. Hun er syvogtyve, gymnasielærer, og på vej gennem sit livs største krise, pjækker, hvad end det regner eller sner, kun overlevende på en meget sær diæt. De falder i snak, sød musik opstår – i mange henseender – og drømme får næring, liv bliver reddet og rettet op.

Filmen balancerer fint mellem dagdrøm og virkelighed. Drømme må vi have for at udholde virkeligheden. Og kun mødet med andre mennesker, gerne i naturen, er af væsen i virkeligheden.

Historien, haven og regnvejrscenerne formidles med Shinkais naturligt poetiske tone, en tone, som han forstærker med et simpelt, men effektivt trick: Udstrakt brug af almindelige, naturlige (baggrunds)lyde fremfor musik. Musikken i filmen er i øvrigt en historie helt for sig. Skal man tro Makoto Shinkai, så sendte komponisten Daisuke Kashiwa ham musik, der angiveligt var inspireret af en anden af instruktørens film – 5 Centimeters per Second – og han, Shinkai, blev omvendt så glad for musikken, at han skrev manuskript til The Garden of Words under indflydelse af musikken. Måske derfor passer den så særligt fint ind i helheden, når den en sjælden gang bliver brugt. Fortryllende.

I The Garden of Words gør Makoto Shinkai alt det, han gør bedre end alle andre. Han illustrerer et digt.

M!

onsdag, april 9th, 2014

Poeten

Indrømmet. Det kan virke i værste fald lidt nørdet eller i bedste fald lidt skørt, men præcis som jeg har det med bestemte forfattere/tegner, som jeg læser alt af – rub og stub, simpelthen, plus igen og igen – sådan har jeg det også med bestemte filminstruktører. På den måde er jeg både blind og ensidet. Og faktisk genlæser/genser jeg hellere en god, velkendt bog/film af en af mine ‘yndlinge’ fremfor at se noget, jeg ikke rigtigt kender; det kræver en vis overvindelse af mig at komme videre, udover det, og hen til næste forfatter/tegner/instruktør, der bestemt kan være lige så god som dem jeg kender, bare med den detalje påhæftet, at jeg ikke kender dem. Jeg kan godt glæde mig over det forudsigelige i at læse/se noget, jeg har læst/set før, samtidig med, at jeg ved, jeg ved næste genlæsning/gensyn uvægerligt vil opdage ét eller andet, jeg ikke så første gang.

Nå, men en af de instruktører jeg gerne ser film af er den vietnamesisk fødte, men i Frankrig opvoksede og uddannede Trần Anh Hùng. Født i 1962, nu allerede i starten af halvtredserne, men siden debuten for 21 år siden alligevel kun med fem film på samvittigheden – plus én i støbeskeen sat til at få præmiere i 2015. Hans oeuvre er altså til at overse, og netop dét faktum, dét, at han ikke synes, at have alt for travlt, er et væsentlig træk ved manden – og det bedste i det materiale, der foreligger – idet netop langsommeligheden giver en intens nerve til hans værker. Læg dertil den poetiske kraft, blandt andet i det talte, vietnamesiske sprog, som krydrer store dele af herligheden med eksotisme. Efterhånden som jeg er nået op på selv at eje fire af de fem foreliggende film, fandt jeg det på tide at gense/se hele baduljen. Denne ‘øvelse’ gav mig desuden anledning til at sammensætte denne lille gennemgang.

Duften af den grønne papaya (Mùi đu đủ xanh) 1993

duftenLangsommeligheden – tålmodigheden om man vil – kommer virkelig til udtryk i debuten; Duften af den grønnne papaya er én, lang (og overvejende smuk) meditation over livet og livets vilkår og vigtigheden af at acceptere begge dele. Den er livsbekræftende, livslysten, livsstærk. Det er måske femte gang jeg ser den, men for første gang, det går op for mig, at musikken bærer en væsentlig del af handlingen, der, omvendt, ikke kan kaldes tung. Svært kapabel, som kun 12-tone musik kan være, så sætter den dog undtagelsestilstandsstemningen i Saigon perfekt og forudsiger slutningen. Når jeg nu ved, hvad jeg ved i dag, nemlig, at hele filmen er optaget i et studie (i Frankrig, mener jeg), så kan filmen godt for mig have karakter af at være en stiløvelse, men i så fald er det en yderst vellykket en af slagsen. Det er i øvrigt ikke en film, der taler sig selv i hjel, men det er en film, der øjensynliggør, hvor poetisk vietnamesisk kan være. Og, hvor store, små ting kan være. Bør ses.

Rickshaw (Xích lô) 1995

cycloI næsten alle henseender afviger Rickshaw fra debuten. Kun langsommeligheden deler den, hvilket nok ikke var det, der skulle til for at bære/drive den dystre historie fremad. Den er et deprimerende bekendtskab – depriveret, destruktiv, dunkel – og egentlig i min optik både forvrøvlet og ualmindelig rodet; helt uden mening. Det er muligvist et meget præcist nutidsbillede af Ho Chi Minh City (Saigon) og af det moderne menneske, men i så fald er det bare så meget desto mere nedslående. I forhold til historien ‘går alle ender op’ i slutningen og vores helt og heltinde – bror og søster – slipper ud af kriminelle kløer med livet og livsmodet i behold og en vis form for hævn, men det redder ikke filmen som helhed. Sproget giver filmen en vis poetisk og væsentlig styrke, vietnamesisk poesi citeres også kraftigt, men essensen er og bliver, at filmen er grim og grum og uden megen hoved eller hale, og formentlig har jeg også set den for første og sidste gang. Kan undværes.

Midt om sommeren (Mùa hè chiều thẳng đứng) 2000

midtomsommerenTil gengæld ved jeg, at jeg har set Midt om sommeren mindst én gang før, men jeg kunne ved gensyn ikke huske noget som helst. Og dét er i den grad underligt, fordi det er ud over enhver tvivl Trần Anh Hùngs mest gennemførte og allersmukkeste film; ikke rosenrød, slet, slet ikke, men heller ikke formudret eller formørket; slet og ret realistisk, men livgivende og skønhedssøgende mellem filmens to yderpunkter – begyndelsen og slutningen – som med ét års mellemrum begge markerer dødsdagen for hovedpersonernes – tre søstre og én bror – elskede og savnede mor, som siden sin død har fået en nær-mytisk status i familien. Billeder og lyd flyder er det reneste digt. Filmen er simpelthen så smuk, at det næsten gør ondt i øjnene og ørerne. Den er så realistisk, at den bærer en dyb indsigt med sig. Skal ses. Og høres.

I Come with the Rain 2009

icomewiththerainDenne film er, udover, selvfølgelig, den Trần Anh Hùng er i gang med lige nu, den enste, jeg endnu ikke har bundet an med. Jeg har altså ikke set den, så jeg har ikke nogen reel mening om den. Men jeg har læst/hørt en del om den, og den generelle holdning til filmen er noget blandet, men det forlyder, at den går skridtet videre end Rickshaw, bevæger sig fra dyster til decideret mørk, fra destruktiv til afstumpet. Kun meningsløsheden synes at være en fællesnævner. Hvis jeg skal være ærlig, så betyder den karakteristik, at jeg ikke rigtigt ved, om jeg har lyst til at se filmen, men så sent som i dag, har jeg alligevel bestilt den hjem. Den koster mig tyve-tredive kroner i anskaffelse, hvorfor det ikke er noget større tab, hvis og såfremt i fald, at jeg aldrig pakker den ud og sætter den i dvd-afspilleren. Hovedrollen spilles af Josh Hartnett.

Norwegian Wood (Noruwei no mori) 2010

norwegian_woodFørste gang jeg så Trần Anh Hùngs filmatisering af Haruki Murakamis udmærkede roman af samme navn, Norwegian Wood (en titel, romanen på sin side igen låner efter The Beatles fine sang, der spiller en vis rolle i historien) blev jeg skuffet. Trods en spilletid på godt to timer følte jeg, at den skøjtede alt for let henover eller ligefrem udelod nogle væsentlige scener. Efter at have fået bogen på afstand, samt set den medfølgende ‘Making Of’ feature på dvd’en – en feature, der tager sig god tid og kommer godt rundt; her fremgår det blandt andet, hvor pinefuldt detaljeret man har arbejdet med scenografien for at ramme historiens tidslomme – kunne jeg ved gensyn konstatere, at filmen står ganske godt på egen hånd. Selv om det ikke er Trần Anh Hùngs bedste film, så er den bestemt værd at bruge to timer på, og på mange måder et bevis på alt det, han gør godt; alene billed-/kamarasiden er en stemningsskabende, men også teknisk bedrift af fotograf Ping Bin Lee, der også stod bag kameret på Midt om sommeren. Bør vel ses, men gerne uafhængigt af bogen, hvis det er muligt.

Eternity (Phim Vĩnh Cửu) 2015

Det eneste jeg ved, er at den er baseret på en bog/historie af den franske(?) forfatterinde Alice Ferney samt, at den først får premiere til næste år. Titlen er lovende, synes jeg, og falder rent poetisk fint i tråd med Duften … og Midt om sommeren, så selvom jeg umiddelbart er lidt skuffet over, at han tilsyneladende ikke kunstnerisk vender tilbage til sit fødeland, til Vietnam og det i mine ører vidunderlige talte vietnamesiske sprog, så ser jeg frem til filmen … og glæder mig over, at jeg har noget konkret at glæde mig til i 2015.

Som et kuoriosum skal nævnes at Trần Anh Hùngs hustru, Trân Nu Yên-Khê, medvirker i hans tre ‘vietnamesiske’ film. Indiskutabelt smuk spiller hun også med stor, ja, overvældende intensitet, omend rollen, hun spiller i Rickshaw, er, ligesom resten af filmen, lidt svær at sluge.

M!

søndag, april 6th, 2014

Når vinden rejser sig

Når vinden rejser sigI dag har jeg haft det store held under festivallen CPH PIX at sidde til snigpræmiere på Hayao Miyazakis seneste – og efter alle rygter sigende og alle solemærker at dømme allersidste nogensinde i instruktørstolen – spillefilmslange tegnefilm, der har fået den heldige og perfekt rammende danske titel Når vinden rejser sig.

Det er en film, der tykt understreger, hvorfor Miyazaki går under tilnavnet mesteren. Det er også en film, som beviser, hvor stærkt tegnefilmsmediet står overfor realfilm, når det bliver taget så alvorligt, præcis, som kun japanerne stadig tør, kan og gør.

Med filmen sprænger Hayao Miyazaki alle rammer, og selv det umulige synes pludselig ikke bare muligt, men forventeligt.

Meget få (tegnefilms)instruktører er samtidig magikere, men det har Miyazaki alle dage været. Med Når vinden rejser sig overgår han imidlertid sig selv. Det er vitterligt en film, hvor drøm, over- og underbevidsthed samt virkelighed – bogstavelig talt – smelter sammen og historien skaber ganske langsomt sit helt eget univers. Det gør det ikke bare til en god – og yderst seværdig – film, hvad enten man er til tegnefilm eller ej; det gør, det er med til, at gøre mesterens sidste film til hans allerbedste. Nogensinde.

Og jeg glæder mig allerede til at se den igen, når den får rigtig præmiere den 16. april 2014 … altså om ti dage.

M!

lørdag, oktober 26th, 2013

Noget af det smukkeste

Nu, hvor jeg både har gen-gen-gen-genset Makoto Shinkais formidable tegnefilm 5 cm per Second og efterfølgende læst han og Yukiko Seikes manga af samme navn, der, som tidligere nævnt også baserer sig fast, men alligevel frit på filmen, er jeg kommet til at tænke på, om ikke vore drømme er noget af det smukkeste vi har?

Det betyder i virkeligheden ikke så meget, om de går i opfyldelse eller ej, det er mere det, at vi har dem. Det er ofte drømmene, der driver os, holder os oppe, hvor alt andet glipper. Bare det, at vi har dem, holder os i live. 

Særligt rene og stærke står de drømme, vi får lov til at dele med andre i kortere eller længere tid.

I filmen drømmer vores helt, Takaki Tono, om at blive genforenet med sin barndomsveninde og tidlige ungdoms flamme Akari Shinohara. De var begge forelskede i den anden, men ingen af dem fik sagt noget, før den fysiske afstand imellem dem blev uoverstigelig. Det lyder selvfølgelig trist, uforløst, men det gør samtidig kærligheden både ren og uskyldig, hvorfor den synes smukkere. Filmen slutter dog så tilpas kryptisk, at beskueren kan få det, som han/hun selv vil have det. På det punkt adskiller mangaen sig væsentligt og er ganske præcis … men også mere overraskende. Skal jeg vælge mellem de to, vælger jeg filmens flertydighed, blandt andet fordi slutscenen i filmen svinger sig helt op, hvad angår både sødme og syrlighed  – ja, nogen vil sikkert mene den går langt ud over kanten og bliver svulstig – ikke mindst takket være sangen ‘One More Time, One More Chance’ af og med Yamazaki Masayoshi.

Den kan nydes i adskillige versioner via YouTube: Enten som en helt akustisk, sort/hvid, visuelt nedtonet, men højæstetisk video med sangeren selv, som musikvideo med billeder fra filmen eller som underlægningsmusik til filmens egentlige slutning.

M!

tirsdag, oktober 15th, 2013

Perle, poetisk

I løbet af de sidste fire-fem år er jeg blevet mere og mere glad for japanske tegnefilm, anime, ja, det gælder for den sags skyld også de tegnede serier i bogform (manga), og jo mere jeg ser (læser), jo mere opdager jeg, hvilket bundløst hav det er, jeg har kastet mig ud i.

Det er kort sagt umuligt at overskue.

Men med lidt systematik kan man komme omkring det bedste, hvor filmene (og bøgerne) nærmer sig de rene kunstværker. Og i den forbindelse købte jeg for nylig The Shinkai Collection, som samler op på de tidligste lange film af instruktøren Makoto Shinkai, der har en særlig fantastisk-poetisk fortællestemme, hvilket gør, at han nu næsten altid nævnes i samme sætning som mesteren Hayao Miyazaki. Shinkai står bag:

[Voices of a Distant Star]
The Place Promised in Our Early Days
5 Centimers per Second
Journey to Agartha – Children who Chase Lost Voices
The Garden of Words *

Ikke sandt; alene titlerne, oversatte som de er, er jo det ene digt efter det andet; får mig sådan til at ønske at lære japansk; originalerne lyder og ser så smukke ud.

Nå, men jeg er nu i gang med at se hans film, i kronologisk rækkefølge, naturligvis. DVD’en med [Voices of a Distant Star] indeholder også Makato Shinkais allerførste film, She and Her Cat, en kort, lille sag, der findes i tre versioner på henholdsvis to, tre og ca. fem minutter; hvor hovedfilmen måske mangler lidt, så er She and Her Cat en ømskindet poetisk perle, som får fortalt, at det er muligt at leve i verden og elske den – og livet med – på grund af kærlighed og naturen, selvom den/det også byder én eksempelvis ensomhed, had, krig, overfladiskhed, sorg og tab.

Link til original 5 min. version
Link til 5 min. version med engelske stemmer

Man kan selvfølgelig diskutere præmissen for filmen, men kan man sluge ‘menneskeliggørelsen’ af katten, åbner Shinkais verden sig.

M!

* Endnu kun udkommet på Blu-ray