Archive for Erkendelse

tirsdag, januar 2nd, 2018

Ugens digt

Inger Christensen får lov til at begynde det nye års række af digte; jeg fik højst uventet den lille, nye posthume samling Som var mit sind lidt græs der blev fortalt i julegave; den er forløberen for en større udgivelse af ikke-før-trykte skriverier, der kommer i løbet af 2018. Reelt set er det  hendes efterladte arbejdspapirer og skitser man har gennem, ting, hun aldrig havde forestillet sig, skulle ud, men der er jo skitser og så er der skitser. Og ærefrygt beskriver ved bedst, hvordan jeg har det med nedenstående:

Bebrejd ikke tomheden dens tomhed
Én lyd i øret er bedre end ti i rummet
Én lyd ligegyldig hvilken er bedre end ingen
Tag dig ikke et øjeblik af at den minder om døden
Hold den ud når den begynder sig afsindige kimen
Og lad den vokse til den spaltes i musik
Væk så det sovende barn mens det drømmer
En drøm om at solen skal oplyse
Nætterne sammen med dig

M!

onsdag, december 27th, 2017

Ugens haiku

(hjemme, i dialog med Kazuko Shiraishi)
(27.12.2017)

Den rene væren
gør intet væsen af sig
men er – i tavshed

M!

torsdag, december 21st, 2017

En tur med hunden

Nu har vi efterhånden boet her på kollegiet i halvandet år og er fortsat (overvejende) ovenud begejstrede; kun overvejende, fordi, når efterår glider over i vinter, som nu, og mørket mere og mere får magten, så melder begrænsningerne sig. Tidlige morgenture, ja, også sene aftenture, indskrænkes ofte til kollegiets eget område. Bevares; det er et stort kollegium, men at gå identiske – eller næsten identiske – ture morgen og aften føles som en form for fangenskab; nok er vi frie, men friheden er begrænset. Derfor er vi i hvert fald to, hvis ikke tre, i vores lille familie, der glæder sig til, at alting vender og går mod lysere tider. Blå himmel, frost, klar luft, sollys og udsyn kan hjælpe glæden på vej.

M!

torsdag, oktober 19th, 2017

Tidens … løb

Min Gud, min Gud. Hvor tiden iler. Det har jeg skrevet før. Her. Og andre steder. Om tiden kommer eller går er jeg skiftevis i tvivl om. Men hurtig … det er den. Det er godt nok ikke mange indlæg, jeg får postet her. Det er heller ikke mange breve, jeg får skrevet. Det er ikke mange venner, jeg får kontaktet. Det er ikke mange kaffeaftaler, jeg får lavet. Studiet fylder. Hele tiden. Og sådan fylder det helt sikkert for meget. I hvert fald sådan at forstå, at jeg ikke har ret mange kræfter tilbage, når jeg har taget mig af det, som læseplanen kræver … ofte uden helt at være med, forståelsesmæssigt. Og det frustrerer mig. Trætter mig. Så jeg udskyder alle andre ting. Blandt andet bloggen. Blandt andet brevene. Blandt andet opkaldene.

Men da jeg vågnede i morges, alt, alt for tidligt, da kæresten kom ind og sagde farvel – lige godt halv seks – erfarede jeg kort efter, at mine forældre havde ringet til mig i nat. Min telefon ligger af forskellige årsager IKKE på min natbord, men langt væk, så jeg ikke kan kigge på den, lydløs i forhold til opkald og sms’er, så jeg ikke kan høre den – først og kun når alarmen lyder om morgenen. Mine forældre er gamle. Min far har været meget syg. Et opkald fra dem på det tidspunkt, der var tale om, kan næsten kun betyde én ting. Tænkte jeg. Og det er for så vidt rigtigt, men alligevel ikke, hvad jeg troede. Men det betyder, at jeg bliver nødt til at spørge mig selv, om jeg bruger min tid rigtigt. Og det gør jeg … spørger mig selv.

M!

torsdag, august 31st, 2017

Den længste sommer

Den længste sommer er ved at være slut. Ikke som i den koldeste, varmeste eller vådeste sommer. Vejret har vel været meget typisk for vores lille land. Ikke som i kedelig eller langtrukken. Men bogstaveligt talt den længste. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har – om nogensinde før – har haft så lang en sammenhængende sommerferie, som jeg har haft i år. Jeg mener: Fra den 16. juni til den 3. september. Det er immervæk nogle uger over den normerede ferie, hvis man er blandt de arbejdende – eller arbejdsløse.

Det privilegium vil jeg gerne tilstå nærmer sig ren forkælelse.

Det er samtidig en sommer, hvor jeg har læst og læst og læst, endda også lidt forud i forhold til pensum på det snart kommende semester. Det har været dejligt at kaste sig ud i lystlæsningen … så dejligt, at jeg minder mig om, at jeg skal huske at holde lidt fast i det, når nu semesteret eksploderer omkring mig med alle sine planer og pligter, selvom jeg strengt taget har manglet den helt store læseoplevelse, hvis jeg ser bort fra Et lille liv, som jeg gik i gang med under min eksamensforberedelser.

Kæresten og jeg har været meget hjemme, men også meget ude og omkring i det danske sommerland … stort set alle weekender har budt på besøg, oplevelser eller rejser. Der har været så meget, at jeg næsten har haft en fornemmelse af, at tiden – trods sin overdådighed – alligevel ikke helt slog til. Eller er det alderen, der spiller ind? Er det den, der gør, at jeg altid og hele tiden kan føle det som om, at der er og sker mere, end jeg kan overkomme? Det ved jeg ikke, men det er en overvejelse værd.

Trods alle forbehold, så kan jeg ikke tillade mig at sige, at det har været en dårlige sommer. Den har ret beset været lige så dejlig, som den har været lang. Og, hvis det har været den længste, så må det jo også have været den dejligste. Det synes jeg faktisk!

M!

tirsdag, april 25th, 2017

Ugens digt

Så er jeg tilbage ved Peter Laugesen og Brev til en maler; Laugesen kan, som også tidligere vist, sige utrolig meget med utroligt få ord; her om skabelsen:

Der var ikke andre i begyndelsen,
og jeg var der heller ikke selv.

M!

tirsdag, april 11th, 2017

Ugens haiku

(10.04.2017)
(sen aftentur med Aslan)

Søen i skumring
Det er atter fuldmåne
Som tiden iler

M!

torsdag, marts 9th, 2017

Studseligt

Det er studseligt på grænsen til det paradoksale, at egenomsorg er og bliver en ting, man kun kan lære andre … ikke sig selv. Det er nok også temmelig betydende skråstreg sigende.

M!

mandag, februar 20th, 2017

Ugens haiku

(02.2017)

Nogen står bag dig
Nogen går sammen med dig
Nogen holder dig [i (h)ånden]

M!

fredag, januar 20th, 2017

Naturens helbredende kraft

Når man ser på, hvad naturen gør af godt for og ved os – hvad den kan, hvordan den praktisk talt kan helbrede os, jf. denne uvidenskabelige, men stærkt bekræftende artikel i Kristeligt Dagblad – så er det jo mildest lidt foruroligende og noget unfair, hvad vi gør ved naturen i og omkring os!

Personligt har jeg ikke PTSD, er slet ikke i nærheden af det, men stresset har jeg været – og stresset er jeg ind i mellem stadig.

Når jeg er lige ved at gå op i limningen, så er der to ting, der plejer at hjælpe.

Den ene er at hanke op i hunden og tage ham med ud en tur i Kilen, hvor vi bare går og lytter og snuser os frem. Jeg ynder at gå og lytte og se op i håb om at få et bekræftende glimt af en hidtil ukendt fugl. I går ikke bare hørte, men så jeg også en stor flagspætte. Hunden går med næsen i et spor efter noget, kun han ved, hvad er.

Idéen for mig er så også at prøve at omsætte oplevelsen til ét eller flere haiku. Som i går:

Denne vinterdag
ligner mest en forårsdag
synger fuglene

Hvad gør du i naturen? Og hvad godt gør det dig?

M!