Archive for Erindringer

torsdag, december 1st, 2016

Ugens digt

På studiet har vi for ganske nylig været igennem et tema om kærlighed og i den forbindelse bragte en prædiken om kærlighed os lige lukt ind på side 23 i Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl:

Som ung forekom barndommen mig
lige så fjern og uvirkelig som døden
vi diskuterede som et matematisk bevis
mens vi hørte om Ziggy Stardust
og fik orgasme i søvne.
Men nu hvor begge er nærmere end nogensinde
er hver eneste dag til gengæld ufattelig:
Se blot syrenernes blomstring
i farver af en anden verden
din graciøse skikkelses levende lys
i den mørke korridor
og vitrineskabet der mens vi var væk
har revet sig løs fra væggen
så alle de slebne krystalglas
ligger splintret på gulvet.

M!

onsdag, juni 8th, 2016

Som himlen og havet

som himlen og havetEr der noget som himlen og havet, der kan skubbe og tale til os? Befri eller lette os? Klare, rense og vaske – eller helt basalt bare sætte gang i – tankerne? Føde eller genføde drømmene? Nære udlængslen? Få os til at åbne os? Tale til barnet …

Næppe.

Men ‘Som himlen og havet’ er også titlen på en forrygende samling barndoms-/ungdomserindringer skrevet af pastor emeritus Niels Johansen, som jeg har været så heldig at blive begavet med i den netop forgangne weekend af min salmedigterveninde.

Den gør netop det!

Den skubber til én. Den taler til én. Den let læst, sprogligt forbilledligt økonomisk, bid for bid, erindring efter erindring, og sætter på forunderlig vis gang i ens egne erindringer. Det var i hvert fald min oplevelse. Det er ikke højtragende, men mere jordnært, med andre ord genkendeligt, og alene derfor velkomment. Det er sjovt og tankevækkende; det virker troværdigt og ægte. Og den har mine varmeste anbefalinger.

M!

lørdag, juni 27th, 2015

Højdepunkter fra Silkeborg Højskole

[dyb indånding, dyb udånding]
Så kom jeg hjem i mit andet hjem; hjem til min dejlige kærestes rare lejlighed efter en hektisk, indholdsproppet uge på sommerkursus med Bibelselskabet på skønne Silkeborg Højskole.

Jeg fornærmer næppe nogen af de øvrige deltagere ved at skrive, at langt de fleste af dem var gamle nok til at kunne være mine forældre, hvilket kom som en kæmpestor overraskelse for mig, naivt måske, men efter at have sunket det ét par gange, snakket med min kære T om det og til sidst fået sparket kurset godt og grundigt i gang med et par forrygende timer i selskab med den charmerende, indtagende (etc.) forfatter og salmedigter Iben Krogsdahl, så overgav jeg mig fuldt ud til fag og folk. Og det var helt enkelt. Det blev nemlig en livsbekræftende inspirerende uge, og jeg har allerede besluttet mig for at deltage igen næste år, skulle Bibelselskab og højskolen forsætte det gode samarbejde.

Der er sgu’ overraskendende godt gang i de gamle ;-)

Tre faglige højdepunkter:
David Bugges foredrag om, hvordan moderne litteratur trækker på Bibelens fortællinger.
Interviewet Maja Lisa Engelhardt om, hvordan kunst gør synligt. 
Hospitalspræst Marie Baastrup Jørgensens indblik i, hvad der sker, når eksistensen udfordres.

Tre kunst-højdepunkter:
Thomas Kluges mageløse alterbillede til Linå Kirke, Skærtorsdag, som synes at være oplyst indefra; at bære lyset i sig. 
Leif Sylvester Petersens overraskende, sjove og uforlignelige Adam, Eva og slangen i Paradisets have.
Og Asger Jorns monumentale Stalingrad … og den regulært rørende fortælling, som hører sammen med maleriet; hvilken hædersmand.

Silkeborg Højskole har i parantes bemærket en lang tradition for at indkøbe kunst og er et veritabelt kunst-museum, og den afgåede forstander, Carsten Kolby Kristiansen, er virkelig fremragende til at aflæse kunsten og ikke mindst formidle det videre.

Tre personlige højdepunkter:
Det faktum, at jeg overhovedet kom på højskole. Det er næsten sytten år siden, at jeg sidst var af sted.
Det faktum, at jeg overvandt mig selv og overgav mig til det, jeg havde kastet mig ud i.
Det forhold, at jeg formåede at være kreativ, både ved at holde fast haiku-skrivningen, omend langt de færreste tåler offentlighedens lys, og ved at komme i gang med at tegne igen. Det har lægget stille, uden at jeg har kunnet forstå hvorfor eller få hul på det igen.

Desuden dans, kaffe, kage, møder, måltider, samtaler og sang.

Men jeg bør og tør nok skrive, at det allerstørste har været at mærke et venskab – højst uventet, men yderst velkomment – opstå under de givne omstændigheder. Jeg oplever igen, at der bare er nogen mennesker, man svinger mere med end mod.

Heldigvis ved jeg nu, hvor jeg skal rette min taknemmelighed hen. Og den er endeløs …

Lige om lidt kommer min kære, skønne kæreste hjem fra en lang dag ude; egentlig unødvendigt at skrive, hvor meget jeg glæder mig til gensynet, men det skal med, idet, den korte afstand fra højskolen og hjem til hende, bestemt var afgørende for og medvirkende til, at overhovedet meldte mig til kurset.

M!

torsdag, februar 19th, 2015

Sidste vers

Uha, jo, jeg ved jo godt det er et mikroskopisk ‘problem’ sammenlignet med, hvad vi som samfund og verden ellers slås med, og dette skal skam også læses med samme glimt i øjet, som det er skrevet.

Sagen er, at jeg har to par grå North Face vandrebukser, som jeg har været så glad for at gå med – lige siden vi mødtes op til min første tur til Spanien i marts 2011 – at jeg nærmest er vokset sammen med dem.

Jeg har måske haft dem på alt i alt hver anden dag i al den tid, der gået fra og med den salige gang, og – hold fast – hvor er der mange minder forbundet med eksempelvis disse vandreture. Ja, det lyder helt tosset, men med disse bukser!

Det seneste års tid er de begyndt at se brugte og slidt ud, men deres praktiske egenskaber – blandt andet med lynlås ved knæet ved brug af hvilken de hurtigt forvandles til short, lynlåslomme i højre hofte og sidelommer med velcrolukning – er og har været uomtvistelige.

I går punkterede lynlåsen (i skridtet) på det ene par, hvilket unægteligt devaluerer buksernes offentlige anvendelighed, og jeg antager, at et lignende problem snart skal vise sig hos par nummer to (som jeg i parantes bemærket har iført mig her til morgen), så mon ikke det er sikkert at skrive, at de synger på sidste vers.

Måske jeg skal vælge at få dem repareret?

M!

fredag, juni 6th, 2014

En sang i mit hjerte (II)

Også jeg bærer en sang i mit hjerte. Eller flere, faktisk, og dét særligt siden jeg sent mandag aften vendte hjem til Vesterbro, godt træt, efter min anden vandring næsten Bornholm rundt under banneret Kirke på fødder. Sammen med mine otte medpilgrimme har jeg gået øen omkring i urets retning og i bøn, i sang og ikke mindst i stilhed … og i fem etaper: 

1. Torsdag den 29. maj: Bus fra Rønne til Hasle; derefter vandring fra Hasle til Sandvig (ca. 14 km.). 2. Fredag den 30. maj: Sandvig til Gudhjem (ca. 18 km.). 3. Lørdag den 31. maj: Gudhjem til Nexø (ca. 22 km.). 4. Søndag den 1. juni: Nexø til Dueodde (ca. 13 km). 5. Mandag den 2. juni: Dueodde over Sømarken til Vingården Lille Gadegård mellem Pedersker og Aakirkeby (ca. 13 km) plus Nylars til Rønne Lufthavn (ca. 5 km).

De nævnte distancer er taget fra Google Maps og skal tages med mere en et gran salt, idet vi har – hvor det var muligt – taget kyststien, der både bugter og snor sig i alle retninger, og altså ikke er trukket fra A til B som efter en lineal.

Det har været fem ualmindeligt intense dage med udmærket balance mellem alenetid og social tid, samtale og stilhed, billeder og ord. Det har samtidig været fem dage med blå himmel, strålende sol, kun en enkelt, omend heftig tordenbyge (lige da vi var kommet i frem til campingpladsen i Gudhjem) – og den tætteste tåge i mands minde mellem på stranden Snogebæk og Dueodde. Begge prøver på naturens utæmmelighed tilførte vandringen saft, kraft og magi. Og ellers betød vejret at Bornhom fremstod som et visuelt overflødighedshorn, trods solbrillerne, af skarpe billeder badet i grønt, klare konturer, optrukne linjer, skærende farver mod alt det grønne og nok fjerne, men synlige horisonter.

Det har også været fem hårde vandringsdage, hårdere end forventet, så hårde, at det var en lettelse at komme hjem i mandags og tage støvlerne af. Mine fødder vægrede sig over at skulle ned i dem igen; først i går lod det sig atter gøre, hvor Aslan og jeg så endelig kunne gå en rolig reparationstur over på Amager Fælled.

Det blev fem dage med nærmest uafbrudt fuglesang. Særligt har nattergalen sunget os på vej, utrættelig i sin opmuntrende trille. Hver dag har jeg forsøgt at skrive i det mindste ét haiku/tanka, og her sneg fuglene sig også ind:

Fuglefløjtende
Sol fra ren, klar, blå himmel
Jeg er her bare

Livsbegejstrende:
Grøn gran; gul fugl på død gren
Sang til blå himmel

Nattergalesang
Hvoraf kommer dens lykke
Formidlet så smuk

Tre svaler i flugt
Lavt over indsø på strand
Båret af mild vind

Skarpt lydbillede
Skær lærkequadrofoni
Marker overalt

Jeg har svært ved helt at forklare, hvad det er fuglene kan mig, men særligt de små sangfugle – og mursejlere/svaler – formår at løfte min glæde ved livet til begejstring – og mit ja til taknemmelighed. Jeg fryder mig dagligt og udelt over de små fjerede fætre.

Med mig hjem har jeg en halv lommebog, ca 40 små sider, med noter og tegninger, foruden nævnte og flere poetiske forsøg.

Det har været fem hverdagsfrie dage med andagter, fordybelse, indtryk, meditationer, tanker og udtryk, inde såvel som ude og hver dag en god håndfuld sange blandt andet fra Den Danske Salmebog. Jeg har skrevet det før, men gentager det gerne: Salmebogen er et poetisk skatkammer. Man skulle tro, at sådan en lille bog, med trods alt et begrænset antal sange (bare 791 – et besynderligt tal, i øvrigt; hvorfor ikke 800 lige ud?) hurtigt kunne holde op med at overraske og overvælde én, men sådan forholder det sig langt fra. Og selv med yderligere begræsning – vores vandringsvenlige udgave rummede blot 18 – fandt jeg fra tid til anden mig selv blæst omkuld af de stærkeste ord.

Således stod (og står) Holger Lissners ‘Herre, du vandrer forsoningens vej’ fra 1973 funklende ny og skarp hos mig i dag:

1
Herre, du vandrer forsoningens vej,
selv både flygtning og fredløs.
Drevet af kærlighed måtte du gå
for os ad smerternes gade.
Vis os da vejen, forsoningens Herre,
og giv os mod til at gå den!

2
Herre, du viser os frihedens vej.
Fri er kun den, som kan tjene,
den, som i kærlighed glemmer sig selv,
den, som fik tilgivet meget.
Vis os da vejen, du frihedens Herre,
og giv os mod til at gå den!

3
Herre, du vandrer ad enhedens vej.
Lær os at gå over grænser!
Kundskab og sandhed og omsorg og ret
må vi som søskende dele.
Vis os da vejen, du enhedens Herre,
og giv os mod til at gå den!

4
Herre, du viser os Himmelens vej,
den, som os fører til livet.
Målet er Himlen, men jorden vor vej.
Selv går du her ved vor side.
Vis os da vejen, du Himmelens Herre,
og giv os mod til at gå den!

Men der er jo så mange sange. Og hjertet er altid så rummeligt.

M!

onsdag, maj 14th, 2014

Tag dette brød

En af de stærkeste erindringer jeg har fra min anden vandring i Spanien kan føres helt præcist tilbage til aftensmåltidet på herberget i Ambasmestas onsdag den 17. oktober 2012.

Dagen begyndte fugtig, grå og overskyet, gennem variende grader af tåget, for at ende som decideret drivende våd. Sådan endte jeg også. Min dagsrute strakte sig fra Cacabelos til over Villafranca del Bierzo, herefter op i 900 meters højde bjerge, gennem fortryllende kastanjelunde med tusindvis af træer og forrygende udsigter fra de højtliggende stier, hastigt gennem Trabadelo og La Portela frem til sovebyen Ambasmestas, der nok ligger idyllisk, men slet, slet ikke kunne leve op til den erindring, jeg havde om byen.

Jeg havde gjort et kort holdt i den lille, men meget smukke kirke i La Portela, meget passende indviet til Johannes Døberen, hvor jeg desværre kom til at forstyrre en kat, der lå og sov så fredfyldt på alteret! Da jeg ville gå derfra igen, tog jeg den uheldssvangre beslutning ikke at tage mine regnbukser på. De næste kilometer til Ambasmestas bød ikke på mange muligheder  for at gøre den beslutning om – men omvendt på, hvad jeg vil kalde styrtregn.

I udkanten af byen fandt jeg et lille, privat gæstehus, jeg havde gode minder om. Sidst jeg gik på de kanter, havde jeg spist en glimrende frokost dér, og lovet mig selv, at jeg – om muligt – ville overnatte lige netop dér, hvis jeg nogensinde kom forbi igen.

Det gjorde jeg jo selvsagt, men etablisementet var lukket for sæsonen.

Derfor måtte jeg ty til herberget Das Ánimas del Ambasmestas, som såmænd ikke var så dårligt, men ikke specielt hyggeligt, uden noget sted rigtigt at opholde sig ud over sovesalen, som var noget kold og lidt klamt i det fugtige efterår – og tilsyneladende uden varme på radiatorerne. Intet af ens dyngvåde tøj kunne tøre i det miljø og føjede blot mere fugt til lokalet.

Hospitaleroen beklagede meget.

Der var to andre pilgrimme foruden mig. En danske kvinde, Birte, på den ene eller den anden side af 60, frisk, frejdig og vi delte senere en kop kaffe eller to foran pejsen på byens eneste bar. Der var desværre ikke mulighed for at spise andet end chips og slik. Det afstod vi fra. Senere skulle/ville Hospitaleroen nemlig kokkerere for os. Den tredje pilgrim var en koreansk kvinde af ubestemmelig alder, men det skulle ikke overraske mig, om hun også var tæt på de tres. Navnet er mig ligeledes ubekendt. Lige meget. Der er mange koreanere, særligt ældre, på den franske del af Caminoen; mange koreanere bekender sig til den katolske gren af kristendommen; det er dyrt for dem at rejse til Europa, hvorfor de kommer til Spanien med en meget stram tidsplan, et fastlagt start- og sluttidspunkt, hvorfor de pine-død kun har de dage at gennemføre på.

De er gamle, små, spinkle, men meget udholdende. Seje.

Jeg var bogstavelig talt rendt på hende dagen før, på en plads i Cacabelos, hvor hun, nærmest deliriøs og i hvert fald udmattet stavrede omkring på jagt efter herberget, som hun mente måtte være lige i nærheden. Det var det også. Men det er bare svært at forklare én, der næsten ikke er samme sted som én selv. Og som tilmed ikke har andet sprog en koreansk. Mit koreanske nåede aldrig ud over begynderstadiet, og da det allerede den eftermiddag var længe siden, at jeg havde praktiseret sproget, så var det heller ikke en mulighed.

Der var ikke andet for, end at jeg fulgte hende hen til herberget. De fakter forstod hun da. Kun nødtvungent og tøvende fulgte hun med, hvilket man selvfølgelig godt forstår, men jeg kunne ikke gøre andet end at smile, gå i det tempo og med de overtalelser, der nu måtte til. Herberget i Cacabelos er særpræget, men ganske fint. Det ligger langs med, bag ved og rundt om kirkens apsis som en halvbue; her sover man på små, hyttelignende værelser med hver to senge; problemet er, at man skal ud af byen, over en bro, hvorfor det virker som om, man er på vej væk – og det gjorde hende blot endnu mere skeptisk. Omvendt var hun så træt, at hun ikke havde andre muligheder end at stole på mig – eller finde en anden at spørge. Eskorten lykkedes, hun lyste op, takkede mig, og senere opdagede jeg, at hun havde mødt nogle andre koreanere – unge, disse – og fundet sammen med dem.

Næste aften sad vi sammen, bare os tre, om aftensmåltidet i Ambasmestas. Godt sultne, var vi næsten lige glade med, hvad han serverede. Og jeg kan dårligt huske det. Kun, at det – selvfølgelig og som ganske ofte – må have været pasta med hvidt brød til. I hvert fald husker jeg brødet. Og det, jeg husker allerbedst, er denne lille, spinkle kvinde, med hvem, jeg knapt kunne udveksle selv de almindeligste fraser, men som dog havde gen- og anerkendt mig (og min hjælp) fra dagen før, og som talte så stærkt til mig uden at sige et ord, uden at henvende sig til mig. Ganske langsomt, tålmodigt, tog hun et brød fra brødkurven, holdt det i sine hænder sammen med sin rosenkrans, bøjede hovedet og så, bare så på brødet uden at bevæge sig det næste minut eller måske to.

Dét billede tog jeg med mig.

Hendes handling har inspireret mig til at, måske lidt bagvendt, sige tak, inden jeg sætter tænderne i et måltid. Jeg var faktisk begyndt, sådan i det små, at gøre det allerede inden, men siden denne aften, har jeg gjort det temmelig konsekvent.

Efter den aften så jeg hende kun en enkelt gang, og da kun ganske flygtigt, før jeg nåede Santiago del Camino. Dér genså jeg hende, da jeg var på vej ind til katedralen. Hun var på vej væk. Hun genkendte også mig. Smilte. Gav mig endda et let knus. En dejlig gestus. Ét oprigtigt tak for hjælpen. Det ærgrer mig kun, at jeg ikke fik foræret hende den rosenkrans af træ, som jeg havde båret hele vejen – og som hun havde beundret den aften i Ambasmestas til trods for (eller måske netop fordi) den var noget billigere og temmelig meget mere primitiv, end den hun selv havde.

M!