Archive for Drømme

torsdag, september 14th, 2017

Ugens haiku

(12.09.2017)
(På vej til Nobel)

Tag vestenvinden
ud af mit flagrende hår

og alt er muligt

M!

torsdag, januar 12th, 2017

tilstandsløs

Pludselig sidder jeg her. På den anden side af eksamen. Og på besøg i København, men ellers … underligt tilstandsløs. Jeg kæmpede og nåede igennem hele pensum, små syvhundrede sider, som langt fra alle var lige til at gå til, end sige forstå. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår heller ikke, hvordan det gik til, men med ført hånd klarede jeg mig sikkert og godt gennem studiets første mundtlige prøve med et langt mere end tilfredsstillende resultatet.

Mark Beazley - StatelessDet føles godt, men jeg prøver at forholde mig ydmyg, klar over, hvor lavt niveauet er på nuværende tidspunkt. Her taler jeg ikke nødvendigvis om andres niveau, men om, at uddannelsesinstitutionen trods alt tager visse hensyn, som altså også er kommet mig til gode. Jeg er klar over – særligt med udsigten til det nye semester – at jeg skal i arbejdstøjet, hvis jeg ønsker at fortsætte den gode begyndelse.

Derfor er dette pludselige limbo selvfølgelig mærkværdigt at befinde sig i, men måske både helt forståeligt og endda mere end velkomment, sådan i forhold til at samle kræfter, fysisk og psykisk. Jeg håber dog, at det fortager sig, inden semesterstart.

Men ved et helt utroligt tilfælde, så er Stateless også titlen på et formidabelt instrumentalt album af og med bassisten Mark Beazley – som også har et projekt, der hedder Rothko kørende – og det album har jeg vel nok lyttet til og lyttet til og lyttet til under mine forberedelser. Det har været med til at holde humøret oppe og motiveret mig. Ordet kan godt oversættes med det mere åbenlyse hjemløs, men da albummets skæringer alle bærer et tidspunkt, så antager jeg, at det er den alt for lette løsning. Måske spiller det ind nu. Men måske er det bare naturligt, når man i en god måneds tid har befundet sig i en kamp med siderne. Jeg må dog skynde mig at tilføjet, at jeg – særligt med et kærligt indspark fra en god veninde – fandt en fornyet læseglæde. Det var rigtig dejligt at opleve. Det er vitterligt et spændende studie, jeg er begyndt på. Og jeg er kun lige begyndt.

M!

onsdag, december 7th, 2016

Læseferie

Det er lidt af en tilsnigelse, ikke? Alt kalde det læseferie, mener jeg. Jeg har regnet lidt på det og kan se, at jeg kommer til at sidde med næsen begravet i bøgerne og klistret til skærmen i mindst seks timer om dagen i mindst 22 af mine 32 dage, hvis jeg skal nå hele mit pensum igennem, hvilket jeg ville elske at gøre, så jeg kommer vitterligt til at læse – som i arbejde hårdt – i min ferie.

Men, når ovenstående lige er kommet ud mellem sidebenene, så kan jeg tilføje, at min læseferie officielt begynder i dag; jeg tyvstartede i går, men har lige haft nogle timer, der af en eller anden grund skulle ligge i denne uge – og ikke i sidste, hvad vi ellers gerne ville have haft – og som skulle overstås, inden det var muligt helt at koncentrere sig om læsningen. I dag har jeg således holdt et lille oplæg.

Grænseoverskridende, men nogenlunde vellykket.

Det betyder jo så også, at jeg allerede nu har været igennem mit første fulde semester på teologi. Næsten, i hvert fald. Der er jo lige den her eksamen, som vi skal til i en dag i begyndelsen af januar, og som jeg altså nu begynder at læse op til for fuld kraft … og ellers må jeg bare sige, at det er vildt. Jeg kan bare konstatere, at folk har talt sandt, når smilende de har forudset, at det ville gå ganske hurtigt …

… en time, et fag, en dag, en uge ad gangen.

Og nu har jeg bare tolv semestre tilbage.

M!

lørdag, september 10th, 2016

Tilbage på skolebænken

På min tur til Nobelparken, hvor jeg nu tilbringer mange af mine vågne timer, møder jeg de fleste morgener – det er de morgener, hvor undervisningen begynder allerede klokken otte, hvilke igen vil sige alle morgener med undtagelse af onsdag – to (vil jeg tro) seksårige drenge, der lige har taget hul på deres karriere i undervisningssystemet.

Ingen ved, hvor lange deres respektive løbebaner bliver.

Men de minder mig konstant om min egen uforudsigelige vandring gennem livet.

Selv er jeg ofte citeret for at have sagt – lige umiddelbart efter min allerførste skoledag – at ‘jeg da lige ville have det første år med!’

Det kom ikke helt til at holde stik.

Men da jeg endelig lukkede en lærebog for sidste gang, her skrev vi sådan ca. 1992, forsvor jeg, at jeg nogensinde ville åbne én igen. Nå, enkelte aftensskolekurser, enkelte folkeuniversitetskurser senere, så endte jeg jo alligevel med at drømme om at læse … denne gang på universitetet. Dermed er jeg – dette er skrevet uden ønske om at prale, blot konstatere – den første i min familie, der går den akademiske vej. Det er lidt sent i livet, jeg er en moden mand, og det er endnu uvist, om jeg kan gå hele vejen. Det er en lang vandring. Men en dag ad gangen, et fag ad gangen, et semester ad gangen, så nærmer jeg mig vel. Og det er virkelig, virkelig sjovt og spændende … særligt er jeg ved at blive godt og grundigt fascineret af det oldgræske univers og fryder mig over, at jeg – ganske, ganske langsomt, ganske, ganske tøvende, ganske, ganske tålmodigt – begynder så småt, at kunne læse og forstå lidt i NOVUM TESTAMENTUN GRAECE.

Er det ikke vildt?

Førstkommende mandag tager jeg hul på tredje uge på studiet. Det glæder jeg mig til. Der er også ting, jeg frygter og kommer til at blive frygteligt udfordret af, men … denne glæde, skal og vil jeg forsøge at holde fast i.

Den lille dreng, jeg var engang, er jeg stadigvæk.

M!

torsdag, september 8th, 2016

Ugens digte

I går korresponderede Sørensen og Tranströmer helt fantastisk:

DET ER HESTENE

disse firbenede drømme
om bevægelsens harmoni
det er dem
som bærer stilheden
med ind i billedet
og gør den synlig
og jeg ser nu også
den grønne jord
den blå sø
og den skyplettede himmel
forenet
et sted uden for tiden.

KS.

HAM DER VÅGNEDE VED SANG OVER TAGENE

Morgen, majregn. Byen er endnu stille
som en sæterhytte. Gaderne stille. Og på
himlen brummer blågrønt en flyvemaskinemotor. –
Vinduet er åbent.

Drømmen hvor den sovende ligger udstrakt
bliver da gennemsigtig. Han bevæger sig, begynder
at famle efter opmærksomhedens redskab –
næsten i rummet.

TT.

M!

mandag, august 29th, 2016

Ugens digt

Gry

Pludselig grenenes
fletværk i øjet

jeg skriver
til månen er løst.

Herligt, helligt Simon Grotrian for fuld udblæsning i Selvbinderhjertet.

M!

torsdag, august 11th, 2016

Langsomt, langsomt

(Eller: Lidt om at komme på plads, at falde til og at høre hjemme.)

Langsomt, langsomt, kun langsomt kommer vi på plads her i vores nye hjem på Skjoldhøjkollegiet; kasse for kasse, ting for ting, opvask for opvask, fravalg på fravalg, tilvalg på tilvalg. Det havde givetvis været lettere, hvis vi begge havde været yngre, men både min kæreste og jeg kommer med en del år i bagagen … særligt en del år, hvor vi har levet alene, hver for sig, hvorfor vi begge har erhvervet os en hel del ting. Jeg må bare konstatere, at ingen af os har manglet noget, hvorfor vi nu har dublet på dublet af stort set alting.

Det er et møjsommeligt arbejde at sortere i alt dette.

Men dagen i dag må ses som et stort skridt i retning af at komme på plads.

I dag fik vi nemlig fjernet og flyttet alle de møbler, som de tidligere lejere havde ladet stå. I snart en måned har det fyldt godt op i vores skur. Som min kæreste bemærkede, så føles lettelsen nærmest fysisk eller kropsligt. Det er/var en ganske afgørende handling, én vi gerne havde gjort tidligere, men først i dag passede det os.

Men langsommeligheden passer os på den anden side også godt. Ikke bare har vi kendt hinanden – og lært hinanden at kende gennem – to år, førend vi besluttede, at det var på tide at flytte sammen. Det giver bonus til forholdet at tage lidt ad gangen, hjælpes ad så meget som muligt, og snakke om, hvad tingene betyder for én, hvis de da betyder noget, og om, hvorvidt tingene er nødvendige eller ej. Det er der jo meget få ting, der er, men vi må også bare erkende, at vi begge er samlere af Guds nåde.

Lidt hurtigere går det med at falde til og følelsen af, at få – og have – et fælles hjem, en fælles base, et sted, hvor vi begge føler os hjemme. Omgivelserne er en gave – hvad jeg vist også tidligere har antydet – og konstant og kontant givende. Efter én af mine første ture i skoven (for allerede en hel måned siden) kom jeg grædefærdig tilbage til T, men kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg var så pokkers ked af. Efterfølgende har jeg måttet indse, at det var min krop, som fortalte mig, at det lige præcis var sådanne omgivelser, som den længtes efter … efter tyve år på Stenbroen.

Det grønne, alle fuglestemmerne og alt det nye gør mig virkelig godt, selvom meget af det, jeg er midt i, også skræmmer … mere end en anelse.

Langsomt vil jeg forsøge, særligt her på bloggen, at flytte mit fokus fra flytninger og omvæltninger til andre ting, jeg gerne vil skrive om. Om, at livet så afgjort unægtelig stadig er uhørt mirakuløst. Tænk engang: Vi er alle sammen lige her, lige nu, trækker vejret, mærker glæden og smerten, hele spektret fra minus til plus og tilbage under nul, og det er alt sammen med til at gøre vore liv – os – til dem vi er. Unikke, men sammen, hver for sig.

M!

onsdag, august 3rd, 2016

Fysisk flytning, del 3

I skrivende stund sidder jeg i vores meget lyse, meget lækre køkken. Det vil sige: Der er meget lidt af det, som findes i køkkenet (for ikke at tale om hele lejligheden), som er funklende nyt og lækkert, på den ubrugte måde, alting har generelt både patina og råhed – bygge-/tegnestilen kaldes åbenbart brutalis – men overraskende nok også sjæl og samt en spisekrog, hvor lysindfaldet er helt fantastisk, flimrende, funklende fuldendt og yderst lækkert at sidde i … for at arbejde, døse, hygge, spise, stene.

Her nyder vi begge at sidde, sammen og hver for sig.

I lørdags flyttede jeg mine allersidste ejendele – dem, jeg kunne have med mig i toget – og mig selv med både lethed og møje. Inden frokosten kunne jeg konstatere, at jeg er kommet ind på studiet; jeg begynder 1. september 2016.

Nu er arbejdet med at pakke flyttekasser ud, finde ud af, hvad vi vil beholde og dernæst finde en plads til tingene for alvor begyndt. Det er næsten lige så hårdt og svært som flytningerne i sig selv – og indebærer også en hel del slid og slæb. Det er vanskeligt for to inkarnerede samlere at skille sig af med noget som helst, men vi gør begge vort bedste, og langsomt, kun ganske langsomt, lykkes det også. Dag for dag, kasse for kasse, ting for ting. I går kunne jeg donere øl- og snapsglas til det lokale bryggerlaug – hvor jeg var til medlemsmøde – og det var rart at slippe af med. Gode glas, egentlig, men vi er så rigeligt forsynet med glas … og de fleste andre ting i øvrigt.

Og nok er flytningen fysisk, men undervejs finder man også ud af, at det i lige så høj grad er en psykisk proces, særligt, hvis man har boet et godt sted, i en god lejlighed, og følt sig knyttet til det sted. Ikke underligt, at flytninger kategoriseres som noget af det mest stressende, man kan komme ud for. Dette er faktisk min tredje inden for halvandet år … helt uhørt.

Men nu er jeg ved at lande her, og her er dejligt; Aslan og jeg nyder især, at skoven findes stort set lige uden for døren. Nu prøver vi at lære alle fuglestemmerne at kende. Det er heller ikke nemt.

Hvordan tackler/tacklede I en/Jeres seneste flytning?

M!

torsdag, juli 28th, 2016

Fysisk flytning, del 2

Hvis jeg nogensinde havde været i tvivl, så var jeg det ikke længere, men det er jeg ikke og det har jeg aldrig været: Tiden iler godt nok af sted og venter ikke på nogen som helst. Den har sin egen dagsorden. Sit eget liv.

I mandags flyttede vi alle mine ting. Og i dag sidder jeg i sofaen i min næsten tomme/tømte lejlighed og synes ikke, at jeg har nået noget som helst. Jeg har dårligt nok lavet dagens gode gerning på arbejdet, men sig ikke det til nogen. Mindst af alle min chef.

Flytningen i mandags havde godt nok fyldt meget hos mig. Gjort mig nervøs. Netop det, at det var en mandag, gjorde, at det var vanskeligt at få nogen til at hjælpe, da mandag, sidst i juli, enten betyder, at folk arbejder eller lige er taget på ferie – og begge dele er jo lige ufedt, nå man gerne vil have en hjælpende hånd eller to. Det lykkedes at mønstre én mand her på adressen og én anden mand på vores nye adresse i Brabrand. Det viste sig mærkeligt nok at være alt rigeligt. Så var vi fire begge steder … min kæreste, min bror, en god ven og jeg selv. Min bror var ret vigtig, da han skulle køre flyttebilen, og da han trillede ind på parkeringspladsen nedenfor, omkring klokken ti, havde vi tre her på matriklen næsten båret det hele ned og tømt lejligheden. Fra da af brugte vi kun lige godt en time på at læsse og pakke bilen optimalt, før vi kunne trille af sted.

(Første stop var i parentes bemærket Odense, da min kærestes mor, havde passet Aslan, mens kæresten og jeg havde været frivillige på Fanø Free Folk Festival no. 7, som blev afviklet i Sønderho fra fredag til søndag i den netop forgangne weekend.)

Efter et glædeligt gensyn og en velfortjent pause, særligt til chaufføren, trillede vi videre og var fremme ved vores nye hjem næsten på slaget 16, hvor en anden god ven trippede for at komme i gang. Der var flere springende punkter 1) vores ven skulle gå klokken 17, 2) flyttebilen kunne ikke komme helt tæt på, hvorfor vi måtte have en stor trækvogn til vores disposition og 3) kunne min store købmandsdesk og min slagbænk overhovedet a) komme op ad den stejle trappe og b) ind i lejligheden. Men med en fin arbejdsdeling – min bror ved bilen, jeg pendulerende med trækvogn frem og tilbage mellem flyttebil og lejlighed, mens min kæreste og vores ven tog imod og bar op i lejligheden – så var vi ikke bare færdige lidt før 17, vi havde også fået de to store møbler ind og hen, hvor vi gerne så dem.

High fives hele vejen rundt!

Så kunne vores ven gå til sin næste aftale, min bror og jeg nyde en flyttebajer og en bid brød, inden det gik tilbage til Sjælland.

Nu venter så det store arbejde med at komme på plads; mine planter – hele fem flyttekasser med grønt – er kommet op og tager sig fine ud (som ænset via Skype i går). Resten må følge, når tid er.

Inden da går jeg her og ordner lidt fornødent og gør også lejligheden lidt ren til mine lejere. Lørdag går det mod Jylland igen … denne gang med den hensigt at bo der. Dét er lidt vildt at tænke på.

(Kryds fingre for, at jeg er blevet optaget).

M!

mandag, juli 18th, 2016

Fysisk flytning, del 1

Sidder netop nu, i denne skrivende stund, i en velsignet stille stillekupé i IC Lyn 51062 fra Århus og helt til København, og lige om lidt får vi et ophold i Fredericia; jeg er på vej hjem efter en weekend, der har stået i flytningens tegn.

Fredag formiddag landede jeg i Brabrand; fredag eftermiddag hentede kæresten og jeg nøgler til vores nye, fælles hjem, og jeg så det for første gang ved selvsyn.

Må bare sige, at vores fornemmelse for stedet har været helt, helt rigtig. Og alligevel skal jeg bruge nogle kræfter på at flytte mig selv, ikke bare fysisk, men i høj grad også psykisk. Det er – så hjælpe mig Gud – hårdt på mange måder.

De fysiske anstrengelser hjælper på mange måder. Det er som om, at man får sit nye hjælp ned i fødderne, ind i kroppen; man får lært trapper, gulve, rum, vægge, skabe, skuffer, kroge, afkroge … ja, hver en centimeter godt og grundigt at kende.

Og fysisk har det også været i weekend.

Jeg har ikke helt styr på, hvor mange trin, hvor mange skridt, hvor mange meter, at jeg har trådt de sidste par dage, men det er ikke få.

Lørdag var vi et større hold, som flyttede ned fra syvende, ind i biler, ud fra biler og proppede al min kærestes – og en smule af mit eget – habengut ind i vores nye hjem. Lørdag aften var vi allerede nogenlunde på plads i køkkenet. Søndag knoklede vi også hårdt på. I dag har vi været mere flade og ikke nået ret meget, men er enige om, at vi har nået nok. Nu har hun selv knoklet på med at gøre den fraflyttede lejlighed ren, mens jeg endnu må passe mit borgerlige erhverv på hverdage.

Men vi har nået nok til, at vi kan bruge køkkenet og til, at vi begge synes, at vi var seje. Nu venter næste del. Næste mandag.

M!