Archive for Det privilegerede liv

tirsdag, januar 9th, 2018

Ugens haiku

(Natten mellem den 4. og den 5. januar 2018)
(Ved afbrudt nattesøvn)

Når hunden skal ud
og tisse midt om natten

Bander også jeg

M!

mandag, januar 8th, 2018

Ugens digt

At gå

Det er det at gå
Bære verbet
at gå under armen
Hvor langt skal jeg gå
tage fødderne med
tage hjernen med
tage hjertet med
tage lidt rejsepenge med
i stedet for tabi*
behagelige sko
et behageligt sprog
og andre lidt ubehagelige sprog
At beslutte sig til at gå
så langt som til gravpladsen
det er et stykke
Samtidig
er der også hinsides gravpladsen
At gå
frit
ender med at gå af sig selv
Altså bære at gå
stille under armen
i det abstrakte

At gå
er
at stå op hver morgen
Det kommer til fødderne
og til brystet
som en trofast hund
Det at tage verbet med
uden at lytte til lyde udefra som
Er du ikke træt?
Stresset?
Somme tider hører jeg
at det såkaldte verbum
at gå
er fyldt med energi
i sorg og
i sundhed
Ideelt er det
en drøm
Nej
en drøm i en drøm
Virkelighedens drøm er ikke drøm

Igen Kazuko Shiraishi; ‘tabi er japanske strømper med adskillelse mellem storetåen og de øvrige tæer.

M!

fredag, januar 5th, 2018

Teori og praksis

Ét er teori, noget andet praksis. SE, jeg er altid blevet belært om, at karbade var skidt for miljøet, forstået på den måde, at man bruger langt mere vand, hvis man vælger at bade liggende frem for stående. Men jeg har også altid vidst, at dette nødvendigvis måtte afhænge af, den tid, man brugte på henholdsvis den ene og den anden badeform. På den korte bane, så vinder brusebadet. På den lange, karbadet.

Det siger al fornuft. Og det siger al empiri, også.

Men, ret skal være ret, karbade bruger meget vand, og i overgangen til 2018 lovede, at jeg mig selv, at det nye år skulle byde på langt færre karbade – og dermed også langt flere brusebade. Det er ikke så nemt, som det måske lyder eller ser ud på papiret. Sagen er nemlig, at karbadet er og bliver langt mere end blot et bad for mig. Det er afstresning foruden afvaskning. Det er en pause fra alt, hvad der er hektisk.

Og hektisk er min hverdag. Luksuriøst hektisk.

I dag har jeg så rent faktisk taget et karbad. Og taget tid. Det tager nogenlunde præcist ti minutter at fylde badekarret så meget, som det er forsvarligt. Og det betyder, kort fortalt, at bruger jeg at bruge mere end ti minutter i badet, så er badekarret ikke nogen dum løsning. Nå. Var vores brusebadsløsning så snedigt indrettet, at man nemt kunne sætte det på pause, når man sæbede sig ind og så videre, så ville regnskabet selvfølgelig se lidt anderledes ud.

Tror, at jeg skal afprøve dette lidt mere i praksis. Altså tænd-sluk-og-tænd-igen.

M!

fredag, december 29th, 2017

Digtningens vilkår

– Uuuuh! udbrød min kæreste T, da jeg straks efter hjemkomsten lagde mine hænder på hendes kinder. – Hvorfor har du dog ikke handsker på, når I går tur? Men det kan man jo ikke, for som jeg svarede: – Man kan ikke skrive haiku, når man er pakket ind. Kolde fingre er digtningens vilkår!

Og ved søens bred
i solens varme favntag

viser lykken sig

M!

onsdag, december 27th, 2017

Ugens haiku

(hjemme, i dialog med Kazuko Shiraishi)
(27.12.2017)

Den rene væren
gør intet væsen af sig
men er – i tavshed

M!

mandag, december 18th, 2017

Uden mål og med (Furari)

2017 lakker hastigt mod enden og jeg er blevet fanget ind i en meget mærkelig, men ikke ukendt tilstand af kan ingenting og vil ingenting. Jeg flakker rundt, dagen igennem, uden egentlige mål. Jeg har lovet mig selv, at der ikke er noget (bestemt), jeg skal i dag. Jeg skal sådan set bare være.

Siden sommerferien har vi her i huset forsøgt at komme hviledagen i hu. Denne mandag forlænger blot hviledagen for mig.

Det er der flere grunde til. Fredag, halvanden uge tilbage, sluttede efterårssemesteret. De 13-14 hektiske uger nåede et foreløbigt klimaks med eksamensopgave i Etik og Religionsfilosofi (1), onsdag til fredag i sidste uge; 48, for mig, vanvittige timer, vitterligt non-stop, i selskab med K.E. Løgstrup og Den etiske fordring. Og såmænd: I tiden mellem fredag og onsdag gennemgik jeg mine noter og læste lidt supplerende, hvorfor jeg nærmest har gået hånd i hånd med Løgstrup i en uges tid.

Jeg afleverede min syv- siders opgave en god halv time før fristens udløb og faget bør være bestået – ellers forstår jeg ingenting – men jeg nærer omvendt ingen illusioner om, at det blev den perfekte opgave.

Tirsdag – natten til onsdag – sprang en halsbetændelse på mig og satte sig fast til glæde for alle i min lille familie; som jeg dog har hostet – og fortsat hoster. Den har jeg således kæmpet med alt imens jeg har taget livtag med Løgstrup, dag som nat, og har ikke det ene, så har det andet holdt mig vågen. Trætheden har nærmest overskygget forløsningen ved at aflevere.

Lørdag stod jeg alligevel tidligt op (kl. 5) og tog til Sjælland til årets sidste måde i Spilleklubben Sparbonde, et bræt- og kortspilsfællesskab, jeg har haft sammen med tre andre … i mere end 25 år. En munter, men faktisk også strabadserende dag, da jeg først var tilbage på vores fælles matrikel igen kort før midnat; ud-og-hjem-samme-dag er normalt ikke mig, men da jeg vandt både dagen og den ærværdige titel som Årets Spiller er det svært at være utilfreds i nævneværdig grad.

Måske alt ovenstående, denne tekst, har en klang af beklagelse, en tone fra en sang efter (med)ynk? men sådan skal det bestemt ikke læses eller opfattes. Min tilværelse er en yderst privilegeret gang på jord, magisk, ligefrem, og jeg er, bliver og forbliver Gud og mine medmennesker meget taknemmelig.

Magisk er også den lille bog Furari af mangakaen Jiro Taniguchi, som jeg fik fingrene i bare dagen før sidste uges eksamenen, hvorfor den på behagelig vis kom til at danne modvægt til al min faglige, saglige stræben. For det er det han kan Taniguchi. Skabe modvægt. Eller kunne. For jeg erfarede nemlig også i sidste uge, at Taniguchi desværre sluttede sin tid blandt vi levende allerede i februar i år. De faktuelle forhold gjorde mig en kende trist, men straks jeg påbegyndte læsningen af Furari blev jeg grebet af dens intensitet. Den er på mange måder beslægtet med Manden, der går tur, der blev udgivet på dansk i 2011, men har en central japansk historisk figur og har på sin vis en narrativ ramme, hvor Manden, der går tur er meget mere løs – og episoderne helt uforbundne. En smagfuld dosering af både magisk realisme og poesi løfter Furari ud af det ordinære. En særlig fin detalje er, at hovedpersonen møder Kobayashi Issa hele to gang. Issa er én af de fire helt store haiku-digtere.

Efterhånden kommer energien vel også tilbage, sådan, at jeg kan komme i træningslejr til næste eksemen, der ligger onsdag den 17. januar 2018?!?

M!

torsdag, oktober 19th, 2017

Tidens … løb

Min Gud, min Gud. Hvor tiden iler. Det har jeg skrevet før. Her. Og andre steder. Om tiden kommer eller går er jeg skiftevis i tvivl om. Men hurtig … det er den. Det er godt nok ikke mange indlæg, jeg får postet her. Det er heller ikke mange breve, jeg får skrevet. Det er ikke mange venner, jeg får kontaktet. Det er ikke mange kaffeaftaler, jeg får lavet. Studiet fylder. Hele tiden. Og sådan fylder det helt sikkert for meget. I hvert fald sådan at forstå, at jeg ikke har ret mange kræfter tilbage, når jeg har taget mig af det, som læseplanen kræver … ofte uden helt at være med, forståelsesmæssigt. Og det frustrerer mig. Trætter mig. Så jeg udskyder alle andre ting. Blandt andet bloggen. Blandt andet brevene. Blandt andet opkaldene.

Men da jeg vågnede i morges, alt, alt for tidligt, da kæresten kom ind og sagde farvel – lige godt halv seks – erfarede jeg kort efter, at mine forældre havde ringet til mig i nat. Min telefon ligger af forskellige årsager IKKE på min natbord, men langt væk, så jeg ikke kan kigge på den, lydløs i forhold til opkald og sms’er, så jeg ikke kan høre den – først og kun når alarmen lyder om morgenen. Mine forældre er gamle. Min far har været meget syg. Et opkald fra dem på det tidspunkt, der var tale om, kan næsten kun betyde én ting. Tænkte jeg. Og det er for så vidt rigtigt, men alligevel ikke, hvad jeg troede. Men det betyder, at jeg bliver nødt til at spørge mig selv, om jeg bruger min tid rigtigt. Og det gør jeg … spørger mig selv.

M!

torsdag, august 31st, 2017

Den længste sommer

Den længste sommer er ved at være slut. Ikke som i den koldeste, varmeste eller vådeste sommer. Vejret har vel været meget typisk for vores lille land. Ikke som i kedelig eller langtrukken. Men bogstaveligt talt den længste. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har – om nogensinde før – har haft så lang en sammenhængende sommerferie, som jeg har haft i år. Jeg mener: Fra den 16. juni til den 3. september. Det er immervæk nogle uger over den normerede ferie, hvis man er blandt de arbejdende – eller arbejdsløse.

Det privilegium vil jeg gerne tilstå nærmer sig ren forkælelse.

Det er samtidig en sommer, hvor jeg har læst og læst og læst, endda også lidt forud i forhold til pensum på det snart kommende semester. Det har været dejligt at kaste sig ud i lystlæsningen … så dejligt, at jeg minder mig om, at jeg skal huske at holde lidt fast i det, når nu semesteret eksploderer omkring mig med alle sine planer og pligter, selvom jeg strengt taget har manglet den helt store læseoplevelse, hvis jeg ser bort fra Et lille liv, som jeg gik i gang med under min eksamensforberedelser.

Kæresten og jeg har været meget hjemme, men også meget ude og omkring i det danske sommerland … stort set alle weekender har budt på besøg, oplevelser eller rejser. Der har været så meget, at jeg næsten har haft en fornemmelse af, at tiden – trods sin overdådighed – alligevel ikke helt slog til. Eller er det alderen, der spiller ind? Er det den, der gør, at jeg altid og hele tiden kan føle det som om, at der er og sker mere, end jeg kan overkomme? Det ved jeg ikke, men det er en overvejelse værd.

Trods alle forbehold, så kan jeg ikke tillade mig at sige, at det har været en dårlige sommer. Den har ret beset været lige så dejlig, som den har været lang. Og, hvis det har været den længste, så må det jo også have været den dejligste. Det synes jeg faktisk!

M!

tirsdag, juli 25th, 2017

Ugens haiku

(25.07.2017)
(Morgentur i skoven)

Tænk at grøn findes
i så mange nuancer
for øjnenes skyld

M!

fredag, juli 7th, 2017

Om lidt bliver her stille

Tog tidligt fra Brabrand i går på vej til Sankt Josephsøstrenes retrætecenter i Kokkedal, Stella Matutina, dog med en enkelt dag/overnatning i mit gamle nabolag, nemlig Vesterbro i København, hvor jeg har set et par længe savnede venner. Her sidder jeg lige nu, lige lidt endnu i en solskinsopvarmet stue på femte sal.

I Kokkedal venter mig ti dage – otte hele dage – med bøn og stilhed.

Det er gaven til mig selv for at have gennemført første år af teologistudiet uden alt for mange skrammer. Det bliver ti dage uden computer og telefon, uden internet, uden overflødige og unødvendige input, skiftet ud med åndelig fordybelse og nærvær.

I samme anledning holder bloggen 14 dages pause.

På gensyn på den anden side.

M!