Archive for Det privilegerede liv

torsdag, oktober 19th, 2017

Tidens … løb

Min Gud, min Gud. Hvor tiden iler. Det har jeg skrevet før. Her. Og andre steder. Om tiden kommer eller går er jeg skiftevis i tvivl om. Men hurtig … det er den. Det er godt nok ikke mange indlæg, jeg får postet her. Det er heller ikke mange breve, jeg får skrevet. Det er ikke mange venner, jeg får kontaktet. Det er ikke mange kaffeaftaler, jeg får lavet. Studiet fylder. Hele tiden. Og sådan fylder det helt sikkert for meget. I hvert fald sådan at forstå, at jeg ikke har ret mange kræfter tilbage, når jeg har taget mig af det, som læseplanen kræver … ofte uden helt at være med, forståelsesmæssigt. Og det frustrerer mig. Trætter mig. Så jeg udskyder alle andre ting. Blandt andet bloggen. Blandt andet brevene. Blandt andet opkaldene.

Men da jeg vågnede i morges, alt, alt for tidligt, da kæresten kom ind og sagde farvel – lige godt halv seks – erfarede jeg kort efter, at mine forældre havde ringet til mig i nat. Min telefon ligger af forskellige årsager IKKE på min natbord, men langt væk, så jeg ikke kan kigge på den, lydløs i forhold til opkald og sms’er, så jeg ikke kan høre den – først og kun når alarmen lyder om morgenen. Mine forældre er gamle. Min far har været meget syg. Et opkald fra dem på det tidspunkt, der var tale om, kan næsten kun betyde én ting. Tænkte jeg. Og det er for så vidt rigtigt, men alligevel ikke, hvad jeg troede. Men det betyder, at jeg bliver nødt til at spørge mig selv, om jeg bruger min tid rigtigt. Og det gør jeg … spørger mig selv.

M!

torsdag, august 31st, 2017

Den længste sommer

Den længste sommer er ved at være slut. Ikke som i den koldeste, varmeste eller vådeste sommer. Vejret har vel været meget typisk for vores lille land. Ikke som i kedelig eller langtrukken. Men bogstaveligt talt den længste. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har – om nogensinde før – har haft så lang en sammenhængende sommerferie, som jeg har haft i år. Jeg mener: Fra den 16. juni til den 3. september. Det er immervæk nogle uger over den normerede ferie, hvis man er blandt de arbejdende – eller arbejdsløse.

Det privilegium vil jeg gerne tilstå nærmer sig ren forkælelse.

Det er samtidig en sommer, hvor jeg har læst og læst og læst, endda også lidt forud i forhold til pensum på det snart kommende semester. Det har været dejligt at kaste sig ud i lystlæsningen … så dejligt, at jeg minder mig om, at jeg skal huske at holde lidt fast i det, når nu semesteret eksploderer omkring mig med alle sine planer og pligter, selvom jeg strengt taget har manglet den helt store læseoplevelse, hvis jeg ser bort fra Et lille liv, som jeg gik i gang med under min eksamensforberedelser.

Kæresten og jeg har været meget hjemme, men også meget ude og omkring i det danske sommerland … stort set alle weekender har budt på besøg, oplevelser eller rejser. Der har været så meget, at jeg næsten har haft en fornemmelse af, at tiden – trods sin overdådighed – alligevel ikke helt slog til. Eller er det alderen, der spiller ind? Er det den, der gør, at jeg altid og hele tiden kan føle det som om, at der er og sker mere, end jeg kan overkomme? Det ved jeg ikke, men det er en overvejelse værd.

Trods alle forbehold, så kan jeg ikke tillade mig at sige, at det har været en dårlige sommer. Den har ret beset været lige så dejlig, som den har været lang. Og, hvis det har været den længste, så må det jo også have været den dejligste. Det synes jeg faktisk!

M!

tirsdag, juli 25th, 2017

Ugens haiku

(25.07.2017)
(Morgentur i skoven)

Tænk at grøn findes
i så mange nuancer
for øjnenes skyld

M!

fredag, juli 7th, 2017

Om lidt bliver her stille

Tog tidligt fra Brabrand i går på vej til Sankt Josephsøstrenes retrætecenter i Kokkedal, Stella Matutina, dog med en enkelt dag/overnatning i mit gamle nabolag, nemlig Vesterbro i København, hvor jeg har set et par længe savnede venner. Her sidder jeg lige nu, lige lidt endnu i en solskinsopvarmet stue på femte sal.

I Kokkedal venter mig ti dage – otte hele dage – med bøn og stilhed.

Det er gaven til mig selv for at have gennemført første år af teologistudiet uden alt for mange skrammer. Det bliver ti dage uden computer og telefon, uden internet, uden overflødige og unødvendige input, skiftet ud med åndelig fordybelse og nærvær.

I samme anledning holder bloggen 14 dages pause.

På gensyn på den anden side.

M!

torsdag, juli 6th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er tilskrevet Lin Pe og taget fra titelbladet til William Heinesens fine erindringsbog Tårnet ved verdens ende. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt gennemskue, om Heinesen citerer en på hans samtid levende digter eller han selv har skrevet digtet og tillagt det en fiktiv figur, altså Lin Pe; det bliver jeg måske klogere på med tiden. Hvis nogen kan kaste opklaring over gåden, modtages denne med glæde. Digtet fejler ingenting:

Venner, se: Græsset grønnes!
Kulden bider, blæsten fejer,
sneen hvirvler,
men græsset grønnes,
og stor, stor er min grønne lykke!

Venner, se, Græsset grønnes!
Træt er min fod, hårløs min skalle,
tandløs min mund, sløret mit blik,
snart farer jeg heden,
men mit hjerte blomstrer
og dyb, dyb
er i aften min grønne lykke!

M!

mandag, juni 26th, 2017

Helt nye højdepunkter fra Silkeborg Højskole

For tredje år i træk deltog jeg på Bibelselskabet og Silkeborg Højskole og nu synes jeg efterhånden, at der er basis for, at kalde det en tradition; denne gang var jeg alene af sted (hvad jeg teknisk set også var første gang, hvad jeg absolut ikke var anden gang) og uden, at jeg på forhånd vidste, om jeg kendte nogle af de andre deltagere eller ej. Det, viste det sig, gjorde jeg, idet der var et par gamle kendinge, blandt andet en yngre pige, der også læser teologi – dog ikke her i Århus, men i København – og som jeg snakkede kort med, første gang jeg deltog.

Denne gang blev det til flere samtaler om faget.

Tre faglige højdepunkter:
Hans Jørgen Lundager Jensens ustyrligt morsomme forsøg på at gøre os alle sammen klogere på, hvad de egentlig troede/tror på i Det Gamle Testamente. Det er ikke noget nemt spørgsmål.
Birgitte Stoklunds genfortælling og gennemgang af Ruths bog, så let en af kernefortællingerne i Det Gamle Testamente.
Marie Hellebergs tour de force gennem sin nys udkomne reformationsroman Stormene efterlod os alle overvældede, men jeg endte faktisk med at få lyst til at læse den. Og det var vel hendes mål?

Tre kunst-højdepunkter:
Peter Brandes fremvisning af hans beskedne, men effektive arbejde i den gennemrenoverede, genåbnede Silkeborg Kirke … en kirke med meget få svipsere og ingen af dem kan tilskrives den distingverede Hr. Brandes.
Simon Grotrians beskedne, men effektive poetiske bidrag til Brandes kunst samme sted.
Gensynet med det på højskolen hængende og uforlignelige Adam, Eva og Slangen af Leif Sylvester Petersen.

Tre personlige højdepunkter:
Det, at jeg formåede at være social, samtidig med, at jeg forsøgte at tage hånd om mig selv, min egen træthed og mit behov for også at være alene.
Det, at jeg atter holdt gang i kreativiteten – som særligt flød over med kragefugle (mere eller mindre realistiske) – og som indirekte er skyld i og årsag til, at jeg nu er er i gang med tegningen Engel, vingerne inde – eller Indianerengel min kæreste T straks døbte den. Dens farvestrålende streg kommer op på siden her, så snart den er færdigfarvelagt.
Det, at jeg trods alt også havde overskud til at tage et smut tilbage til Århus og tage imod kæresten i det øjeblik hun trådte ud fra sin sidste eksamen.

Desuden var det bare dejligt at være til gudstjeneste i Tvilum Klosterkirke – besøg den, hvis du kan – og bare skønt at komme lidt rundt i Højskolesangbogen igen. Begge dele trængte jeg til.

Og nu ser jeg så frem til en uge uden kage til kaffen. Dér nåede jeg trods alt kvalmepunktet.

M!

tirsdag, juni 20th, 2017

Ugens haiku

(lige skrevet)

Solsorten synger
den eneste absolut
nødvendige sang

M!

mandag, april 17th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er et forårshaiku af en af de fire store japanske haikudigtere Yosa Buson, læst for ganske nylig (i den forgangne uge) i bogen Sommersol og vintermåne, der indeholder 185 haiku samlet og oversat af Niels Kjær; bare én af flere fine haikusamlinger fra hans hånd. Bemærk, at i oversættelse af japanske haiku, tilstræber man gerne en så tekstnær oversættelse som mulig – og tæller sjældent stavelser.

Jeg ville gå ud
men jeg blev hjemme hos
blommeblomsterne

M!

tirsdag, marts 7th, 2017

Ugens haiku

(04.03.2017)
(ved besøg hos min bror)

Når katten spinder
hviler verden i sig selv
og intet mangler

M!

torsdag, januar 26th, 2017

– pausesignal –

Nåede jeg derhen, hvor jeg syntes, at min læseferie manglede lidt ferie fra bøgerne, så kan jeg omvendt konstatere, at de godt fjorten dage, der er gået siden eksamenskulminationen, er gået med meget lidt. Jeg har knapt nok åbnet en fagbog. Til gengæld har jeg været lidt omkring i det danske land. Besøgt og set folk. Set ind, op og ud. Og det har bare føltes godt, ja, det føles stadig godt, men samtidig lyder og genlyder en spinkel stemme fra et sted bagest i hovedet, om det nu også var klogt?

Er det sådan, det er at studere? En konstant følelse af ikke helt at gøre nok, nå nok, ville nok?

Nå, men jeg vil overhøre stemmen lige ind til mandag morgen, hvor andet semester begynder, lige på og hårdt, med græsk mellem ni og ti. Den konsekvente pause gør, at jeg glæder mig. Lidt meget.

Lige nu kalder maven rumlende til frokost. Derpå går hunden og jeg en tiltrængt tur, langsommeligt og i stilhed, ned i skoven for at finde haiku (jeg), spor (hunden) og høre stemmer (mig) – og måske tænke en enkelt tanke.

M!