Archive for Den store stilhed

torsdag, juli 20th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er skrevet af Gisela Baltes og nærmer sig en bøn:

Famlende. Søgende.

Skaber.
Hersker.
Du altomfattende.
Urtanke.
Evige.

Dagligt finder jeg nye navne til dig,
famlende, søgende,
uden virkelig
at kende dig.

Og jeg?
Hvem er jeg?

Din tanke.
Barn af din kærlighed.
Kaldt til live
ved dit åndedrag.

Din guddommelige gnist i mig,
min andel i dig,
vil overleve
døden.

For evigt.

M!

torsdag, juli 6th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er tilskrevet Lin Pe og taget fra titelbladet til William Heinesens fine erindringsbog Tårnet ved verdens ende. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt gennemskue, om Heinesen citerer en på hans samtid levende digter eller han selv har skrevet digtet og tillagt det en fiktiv figur, altså Lin Pe; det bliver jeg måske klogere på med tiden. Hvis nogen kan kaste opklaring over gåden, modtages denne med glæde. Digtet fejler ingenting:

Venner, se: Græsset grønnes!
Kulden bider, blæsten fejer,
sneen hvirvler,
men græsset grønnes,
og stor, stor er min grønne lykke!

Venner, se, Græsset grønnes!
Træt er min fod, hårløs min skalle,
tandløs min mund, sløret mit blik,
snart farer jeg heden,
men mit hjerte blomstrer
og dyb, dyb
er i aften min grønne lykke!

M!

tirsdag, juni 20th, 2017

Ugens haiku

(lige skrevet)

Solsorten synger
den eneste absolut
nødvendige sang

M!

mandag, januar 9th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er et haiku af Inge Hertz Aarestrup:

I nedsat tempo
kan jeg knapt overkomme
at rejse mig op

M!

lørdag, januar 7th, 2017

Nu ved jeg, hvad det var, at jeg skulle

Mutss 07.01.2017
M!

mandag, januar 2nd, 2017

Overhalet indenom

Sidst jeg skrev her på siden, skrev kalenderen den 7. december 2016 og læseferien tog for alvor fart; nu skriver den 2. januar 2017 – og jeg er næsten igennem hele pensum. Sidstnævnte faktum er selvsagt både godt og tilfredsstillende, men jeg kan bare konstatere, at materialet og opgaven har overrumplet mig fuldstændigt, og tiden overhalet mig indenom. Det har på mange måder været en gentagelse af mit første semester. Bevares, ikke uden glæde og opture, men også en frustration og en kamp.

NÅ!

Det er min første læseferie siden slutningen af firserne, begyndelsen af halvfemserne, og jeg har aldrig været helt god til at planlægge den slags. Og, bortset fra tre intensive måneder med GSK/Engelsk sidste efterår/vinter, så jeg er også lidt ude af træning med at planlægge studietiden generelt.

Det må derfor give mig lidt tid til at finde den måde at gøre det hele på, der passer mig bedst. Der er masser af ting at reflektere over, og, når eksamen er overstået, så er der også tid nok til det. Tid til at gentænke indsatsen.

Læseferien har givet mig meget mere lyst til at læse ting … af lyst. Studiet kommer nok ikke til at give mig tiden til det, selvom jeg synes skemaet for andet semester ser godt ud. Græsk kommer helt sikkert også til at trække tænder ud! Så jeg er ganske langsomt i gang med at lave en sommerferielæsningsliste. Dén glæder jeg mig (også) til.

I adventstiden var vi – kæresten og jeg – som vanligt med i en fastegruppe, men – set i bakspejlet – så skulle jeg nok have holdt mig ude af det … eller været mindre ambitiøs. Dét gik nemlig slet ikke. Højtiden kom – og gik – i et rask tempo. Kirkejul i Gellerup og familie-julefrokoster (i Odense og Vemmelev) efterfulgt af fem rare sommerhusdage – heraf to helt stille, men ikke uden læsning – på Langeland henover nytåret. Dét var vitterligt balsam for hjerne, hjerte, sind, sjæl og krop.

Nu er vi tilbage i Brabrand og hverdagen har indfundet sig. Og nu kalder bøgerne. Godt nytår … jeg håber, at alle, hver især, vil føle sig beriget og velsignet.

M!

torsdag, december 1st, 2016

Ugens digt

På studiet har vi for ganske nylig været igennem et tema om kærlighed og i den forbindelse bragte en prædiken om kærlighed os lige lukt ind på side 23 i Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl:

Som ung forekom barndommen mig
lige så fjern og uvirkelig som døden
vi diskuterede som et matematisk bevis
mens vi hørte om Ziggy Stardust
og fik orgasme i søvne.
Men nu hvor begge er nærmere end nogensinde
er hver eneste dag til gengæld ufattelig:
Se blot syrenernes blomstring
i farver af en anden verden
din graciøse skikkelses levende lys
i den mørke korridor
og vitrineskabet der mens vi var væk
har revet sig løs fra væggen
så alle de slebne krystalglas
ligger splintret på gulvet.

M!

tirsdag, november 22nd, 2016

Ugens haiku

(21.11.16)
(skrevet eftermiddag på idé fra morgenturen med hunden)

Den store stilhed
bærer rundt på alverdens
larm og ballade

M!

mandag, november 14th, 2016

Ugens digt

Larghetto

Birketræet viser vej.
Blå himmel giver råd.
Indisk jordbær krænker.
Brisen driller.

Hvad er det jeg vil. Jeg
kan ikke en gang give ord
til digte, der er en overflod af.

I middagsstilheden høres
hestefluernes søde hvisken som i gamle dage.
I skumringen sidder
evighedsduft stadig i græsset.

Når hjertet tvivler,
må kroppen synge.
Nattens vej fortsætter hinsides døden.

I denne uges digt er tvivlen udstillet som en livslangstrakt sansning af Shuntaro Tanikawa, hvis samling En Chagall og et blad jeg for nylig har genoptaget min læsning af, nu fra ende til anden. Hvis jeg tvivler, skriver han, vil hjertet fortælle mig, hvad jeg skal gøre … men jeg tager mig vist ikke tid til at høre efter. Gør andre det?

M!

mandag, oktober 3rd, 2016

Ugens haiku

(03.10.2016)
(fra morgenturen)

Et beskedent lys
i en østlig horisont
antyder dagen

M!