Archive for Bøger

mandag, februar 19th, 2018

Ugens digt

Og så er vi tilbage ved Inger Christensen; T, min dejlige kæreste, gav mig dette i morgenbordsgave; titlen skal være gennemstreget; det er lige til at blive rundtosset af:

04.44.49

vågner så præcist
som om jeg drømte
at jeg sov
som en fugl
der sad og sang
fordi den drømte
den var vågen

vågner så præcist som om jeg drømte
at jeg sov i luften som en fugl
der sang fordi den drømte at den glemte
at søvnløsheden var dens bedste skjul

der sang en søvnløs sang fordi den drømte
den lå vågen i sit sikre skjul

M!

mandag, januar 15th, 2018

Ugens digt

Første vinterdag

Storetæerne kigger frem
af sokkerne

Ugens digt er et haiku (tæl ikke stavelser; de holder sjældent i oversættelser, hvor man går mere efter bogstavets ånd end bogstavets form) fra en af de fire store japanere, Kobayashi Issa.

M!

mandag, januar 8th, 2018

Ugens digt

At gå

Det er det at gå
Bære verbet
at gå under armen
Hvor langt skal jeg gå
tage fødderne med
tage hjernen med
tage hjertet med
tage lidt rejsepenge med
i stedet for tabi*
behagelige sko
et behageligt sprog
og andre lidt ubehagelige sprog
At beslutte sig til at gå
så langt som til gravpladsen
det er et stykke
Samtidig
er der også hinsides gravpladsen
At gå
frit
ender med at gå af sig selv
Altså bære at gå
stille under armen
i det abstrakte

At gå
er
at stå op hver morgen
Det kommer til fødderne
og til brystet
som en trofast hund
Det at tage verbet med
uden at lytte til lyde udefra som
Er du ikke træt?
Stresset?
Somme tider hører jeg
at det såkaldte verbum
at gå
er fyldt med energi
i sorg og
i sundhed
Ideelt er det
en drøm
Nej
en drøm i en drøm
Virkelighedens drøm er ikke drøm

Igen Kazuko Shiraishi; ‘tabi er japanske strømper med adskillelse mellem storetåen og de øvrige tæer.

M!

tirsdag, januar 2nd, 2018

Ugens digt

Inger Christensen får lov til at begynde det nye års række af digte; jeg fik højst uventet den lille, nye posthume samling Som var mit sind lidt græs der blev fortalt i julegave; den er forløberen for en større udgivelse af ikke-før-trykte skriverier, der kommer i løbet af 2018. Reelt set er det  hendes efterladte arbejdspapirer og skitser man har gennem, ting, hun aldrig havde forestillet sig, skulle ud, men der er jo skitser og så er der skitser. Og ærefrygt beskriver ved bedst, hvordan jeg har det med nedenstående:

Bebrejd ikke tomheden dens tomhed
Én lyd i øret er bedre end ti i rummet
Én lyd ligegyldig hvilken er bedre end ingen
Tag dig ikke et øjeblik af at den minder om døden
Hold den ud når den begynder sig afsindige kimen
Og lad den vokse til den spaltes i musik
Væk så det sovende barn mens det drømmer
En drøm om at solen skal oplyse
Nætterne sammen med dig

M!

onsdag, december 27th, 2017

Ugens digt

Ugens digt stammer fra en digtsamling, den første på dansk af Kazuko Shiraishi, med den lidt besynderlige titel Solens Ærmer. Digtet er også til den besynderlige (eller surrealistiske) side:

Brændende meditation

Jeg er brændende meditation
Jeg har en våd ø – inde i mig
Vandfugle og fuldmånen flyder – hen til den
og jeg lader nilkrokodiller bo der
Min meditation –  er ikke vandblå – Somme tider
bliver den rød – af begæret
i krokodilleøjnene
Giver en skøn sol – til de øjne
og får dem til at sove
Jeg lever i brændende tanker
mens jeg lytter til stille bølgelyde fra en våd ø

M!

mandag, december 18th, 2017

Uden mål og med (Furari)

2017 lakker hastigt mod enden og jeg er blevet fanget ind i en meget mærkelig, men ikke ukendt tilstand af kan ingenting og vil ingenting. Jeg flakker rundt, dagen igennem, uden egentlige mål. Jeg har lovet mig selv, at der ikke er noget (bestemt), jeg skal i dag. Jeg skal sådan set bare være.

Siden sommerferien har vi her i huset forsøgt at komme hviledagen i hu. Denne mandag forlænger blot hviledagen for mig.

Det er der flere grunde til. Fredag, halvanden uge tilbage, sluttede efterårssemesteret. De 13-14 hektiske uger nåede et foreløbigt klimaks med eksamensopgave i Etik og Religionsfilosofi (1), onsdag til fredag i sidste uge; 48, for mig, vanvittige timer, vitterligt non-stop, i selskab med K.E. Løgstrup og Den etiske fordring. Og såmænd: I tiden mellem fredag og onsdag gennemgik jeg mine noter og læste lidt supplerende, hvorfor jeg nærmest har gået hånd i hånd med Løgstrup i en uges tid.

Jeg afleverede min syv- siders opgave en god halv time før fristens udløb og faget bør være bestået – ellers forstår jeg ingenting – men jeg nærer omvendt ingen illusioner om, at det blev den perfekte opgave.

Tirsdag – natten til onsdag – sprang en halsbetændelse på mig og satte sig fast til glæde for alle i min lille familie; som jeg dog har hostet – og fortsat hoster. Den har jeg således kæmpet med alt imens jeg har taget livtag med Løgstrup, dag som nat, og har ikke det ene, så har det andet holdt mig vågen. Trætheden har nærmest overskygget forløsningen ved at aflevere.

Lørdag stod jeg alligevel tidligt op (kl. 5) og tog til Sjælland til årets sidste måde i Spilleklubben Sparbonde, et bræt- og kortspilsfællesskab, jeg har haft sammen med tre andre … i mere end 25 år. En munter, men faktisk også strabadserende dag, da jeg først var tilbage på vores fælles matrikel igen kort før midnat; ud-og-hjem-samme-dag er normalt ikke mig, men da jeg vandt både dagen og den ærværdige titel som Årets Spiller er det svært at være utilfreds i nævneværdig grad.

Måske alt ovenstående, denne tekst, har en klang af beklagelse, en tone fra en sang efter (med)ynk? men sådan skal det bestemt ikke læses eller opfattes. Min tilværelse er en yderst privilegeret gang på jord, magisk, ligefrem, og jeg er, bliver og forbliver Gud og mine medmennesker meget taknemmelig.

Magisk er også den lille bog Furari af mangakaen Jiro Taniguchi, som jeg fik fingrene i bare dagen før sidste uges eksamenen, hvorfor den på behagelig vis kom til at danne modvægt til al min faglige, saglige stræben. For det er det han kan Taniguchi. Skabe modvægt. Eller kunne. For jeg erfarede nemlig også i sidste uge, at Taniguchi desværre sluttede sin tid blandt vi levende allerede i februar i år. De faktuelle forhold gjorde mig en kende trist, men straks jeg påbegyndte læsningen af Furari blev jeg grebet af dens intensitet. Den er på mange måder beslægtet med Manden, der går tur, der blev udgivet på dansk i 2011, men har en central japansk historisk figur og har på sin vis en narrativ ramme, hvor Manden, der går tur er meget mere løs – og episoderne helt uforbundne. En smagfuld dosering af både magisk realisme og poesi løfter Furari ud af det ordinære. En særlig fin detalje er, at hovedpersonen møder Kobayashi Issa hele to gang. Issa er én af de fire helt store haiku-digtere.

Efterhånden kommer energien vel også tilbage, sådan, at jeg kan komme i træningslejr til næste eksemen, der ligger onsdag den 17. januar 2018?!?

M!

mandag, oktober 23rd, 2017

Ugens digt

Korsruder

Mennesker er huse
med korsruder.

Alle er vi
huse i byen.

Skrevet af Ole Sarvig; taget fra digtsamlingen Jeghuset.

M!

mandag, august 28th, 2017

Ugens digt

Det store hav
bringer mig i bevægelse.
Det store hav
sætter mig i drift.
Det bevæger mig
som alger på stene i rindende vand.

Himlens hvælv
bringer mig i bevægelse.
Det vældige vejr
blæser igennem mit sind.
Det river mig med
så jeg skælver af glæde.

Skrevet af den kvindelige, grønlandske Shaman Uvavnuk Iglulik og nedfældet af grønlandsfareren Knud Rasmussen i 1923 – og fundet i 2017 af mig i en retrospektiv fotobog, hvis titel, jeg ikke kan huske lige her og nu.

M!

torsdag, august 24th, 2017

Ugens digt

Du går forbi mig

Du går forbi mig
mens vi sidder helt stille

Jeg taler forbi mig selv
mens du ikke hører

Vi gør ingenting
og en engel samler os op

Inger Christensens fine digt er fra side 53 i Samlede digte.

M!

torsdag, juli 6th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er tilskrevet Lin Pe og taget fra titelbladet til William Heinesens fine erindringsbog Tårnet ved verdens ende. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt gennemskue, om Heinesen citerer en på hans samtid levende digter eller han selv har skrevet digtet og tillagt det en fiktiv figur, altså Lin Pe; det bliver jeg måske klogere på med tiden. Hvis nogen kan kaste opklaring over gåden, modtages denne med glæde. Digtet fejler ingenting:

Venner, se: Græsset grønnes!
Kulden bider, blæsten fejer,
sneen hvirvler,
men græsset grønnes,
og stor, stor er min grønne lykke!

Venner, se, Græsset grønnes!
Træt er min fod, hårløs min skalle,
tandløs min mund, sløret mit blik,
snart farer jeg heden,
men mit hjerte blomstrer
og dyb, dyb
er i aften min grønne lykke!

M!