Archive for Bøger

fredag, januar 13th, 2017

Ugens digt

I frostens haver er der stille som på kirkegården.
Dog, hvis man rigtigt lytter,
kan man høre,
hvordan det kimer sagte og vrimlende
som af et væld af bittesmå fjerne klokker.
Det er stilhedens lyd.
Der er lyden bag alle lyde.

Ugens digt er af William Heinesen og stammer angiveligt fra Tårnet ved verdens ende. Når jeg skriver angiveligt, så er det fordi, jeg har fundet ovenstående snip i Tomas Sjödins bog Et brudt halleluja. Det er altså med alle mulige forbehold for at det kan være ukomplet etc.

M!

mandag, januar 2nd, 2017

Overhalet indenom

Sidst jeg skrev her på siden, skrev kalenderen den 7. december 2016 og læseferien tog for alvor fart; nu skriver den 2. januar 2017 – og jeg er næsten igennem hele pensum. Sidstnævnte faktum er selvsagt både godt og tilfredsstillende, men jeg kan bare konstatere, at materialet og opgaven har overrumplet mig fuldstændigt, og tiden overhalet mig indenom. Det har på mange måder været en gentagelse af mit første semester. Bevares, ikke uden glæde og opture, men også en frustration og en kamp.

NÅ!

Det er min første læseferie siden slutningen af firserne, begyndelsen af halvfemserne, og jeg har aldrig været helt god til at planlægge den slags. Og, bortset fra tre intensive måneder med GSK/Engelsk sidste efterår/vinter, så jeg er også lidt ude af træning med at planlægge studietiden generelt.

Det må derfor give mig lidt tid til at finde den måde at gøre det hele på, der passer mig bedst. Der er masser af ting at reflektere over, og, når eksamen er overstået, så er der også tid nok til det. Tid til at gentænke indsatsen.

Læseferien har givet mig meget mere lyst til at læse ting … af lyst. Studiet kommer nok ikke til at give mig tiden til det, selvom jeg synes skemaet for andet semester ser godt ud. Græsk kommer helt sikkert også til at trække tænder ud! Så jeg er ganske langsomt i gang med at lave en sommerferielæsningsliste. Dén glæder jeg mig (også) til.

I adventstiden var vi – kæresten og jeg – som vanligt med i en fastegruppe, men – set i bakspejlet – så skulle jeg nok have holdt mig ude af det … eller været mindre ambitiøs. Dét gik nemlig slet ikke. Højtiden kom – og gik – i et rask tempo. Kirkejul i Gellerup og familie-julefrokoster (i Odense og Vemmelev) efterfulgt af fem rare sommerhusdage – heraf to helt stille, men ikke uden læsning – på Langeland henover nytåret. Dét var vitterligt balsam for hjerne, hjerte, sind, sjæl og krop.

Nu er vi tilbage i Brabrand og hverdagen har indfundet sig. Og nu kalder bøgerne. Godt nytår … jeg håber, at alle, hver især, vil føle sig beriget og velsignet.

M!

torsdag, december 1st, 2016

Ugens digt

På studiet har vi for ganske nylig været igennem et tema om kærlighed og i den forbindelse bragte en prædiken om kærlighed os lige lukt ind på side 23 i Søren Ulrik Thomsens Rystet spejl:

Som ung forekom barndommen mig
lige så fjern og uvirkelig som døden
vi diskuterede som et matematisk bevis
mens vi hørte om Ziggy Stardust
og fik orgasme i søvne.
Men nu hvor begge er nærmere end nogensinde
er hver eneste dag til gengæld ufattelig:
Se blot syrenernes blomstring
i farver af en anden verden
din graciøse skikkelses levende lys
i den mørke korridor
og vitrineskabet der mens vi var væk
har revet sig løs fra væggen
så alle de slebne krystalglas
ligger splintret på gulvet.

M!

søndag, november 20th, 2016

Mejsetoget kom lige forbi

I denne fine artikel, nærmest lige offentliggjort på Kristeligt Dagblads hjemmeside, kan man læse om et fænomen, jeg gentagne gange er stødt på ovre i Skjoldhøjkilen – altså lige udenfor vores hoveddør i Brabrand – men ind til i dag ikke har haft passende ord til at beskrive: Pludselig, nærmest ud af ingenting, kommer en flok på ti-tyve-tredive småfugle drønende forbi i høj fart og med høj lyd, knevrende faktisk, stopper op i et træ, plyndrer det for alt spiseligt, og haster så videre … lidt som et eksprestog med meget få stop. I artiklen kalder den svenske fuglemaler og fuglekender Lars Jonsson det meget malende for et mejsetog. Jeg lover, at man ikke er i tvivl, når man først har oplevet det. Fugleverdenen bliver bare mere og mere fascinerende, jo mere man fordyber sig i den. Forunderligt, faktisk, men meget lidt i den er tilsyneladende tilfældigt.

M!

mandag, november 14th, 2016

Ugens digt

Larghetto

Birketræet viser vej.
Blå himmel giver råd.
Indisk jordbær krænker.
Brisen driller.

Hvad er det jeg vil. Jeg
kan ikke en gang give ord
til digte, der er en overflod af.

I middagsstilheden høres
hestefluernes søde hvisken som i gamle dage.
I skumringen sidder
evighedsduft stadig i græsset.

Når hjertet tvivler,
må kroppen synge.
Nattens vej fortsætter hinsides døden.

I denne uges digt er tvivlen udstillet som en livslangstrakt sansning af Shuntaro Tanikawa, hvis samling En Chagall og et blad jeg for nylig har genoptaget min læsning af, nu fra ende til anden. Hvis jeg tvivler, skriver han, vil hjertet fortælle mig, hvad jeg skal gøre … men jeg tager mig vist ikke tid til at høre efter. Gør andre det?

M!

søndag, november 6th, 2016

Tro på tale

‘Mange gange tænker jeg tilbage […], hvor det blev sagt, at man skulle huske at behandle folk forskelligt, hvis man ønskede at behandle dem ens. […] Der ligger i det kristne menneskesyn, at det enkelte menneske har værdi, uanset, hvad det kan bidrage med, og vil vi behandle folk ens, skal vi behandle dem forskelligt.’

‘Mine forældre lærte mig at bede Fadervor. Jeg har bedt hele mit liv og holder af den ensartethed, det giver. Men jeg tyr også til bønnen, når jeg er presset.’

‘For mig er tro et holdepunkt og en måde at se på verden på, som giver en rummelighed. Hvis troen bliver fjern, så kan man blive helt bange, når man møder mennesker med en mere tydelig trospraksis.’

Tre citater om tro sagt af Svend Brodersen, slotsejer og økologisk landmand på Gram Slot, og alle lånt fra bogen Min Tro, der er redigeret og sammensat af Else Marie Nygaard.

M!

torsdag, oktober 27th, 2016

Tro på tale

‘Nogle gange kan jeg mærke, at der er ateister, som betragter mig som naiv. De tanker kan jeg ikke forholde mig til. Troen er ikke noget tagselvbord. Når vi fejrer pinse, er det helt utroligt. At Gud er os nær med sin ånd, kan man jo ikke begribe med sin hjerne. Tro kan ikke forstås, og hvis det at tro kunne forstås, så kunne vi ikke tro det. Det er ikke min hjerne, der bestemmer. Det er med hjertet, jeg tror.’

‘Jeg har ikke et sekunds tvivl om min tro, men jeg har tvivl om mig selv. Jeg tvivler, når jeg ikke synes, jeg gør det rigtige. Det kan være situationer, hvor jeg synes, jeg har snævre tanker, og så beder jeg Gud hjælpe mig. Jeg læser min Kierkegaard og Bibelen dagligt, og begge dele lutrer mig.’

‘Det er blevet tydeligere for mig, at vi alle er Guds børn, om vi tror på ham eller ej. At vide, at ens medmennesker er brødre og søstre, gør, at jeg ikke dømmer andre.’

Tre citater om tro, sagt af en af vore største kunstnere, Maja Lisa Engelhardt, og alle lånt fra bogen Min Tro, der er redigeret og sammensat af Else Marie Nygaard.

M!

torsdag, september 15th, 2016

Åndsfraværelsen 1

Midt i al min ellers rigelige pensum- og pligtlæsning er jeg i dag gået i gang med at læse lidt semi-faglig litteratur af lyst … og jeg skal da love for, at jeg har fået min sag for.

Den amerikanske forfatterinde Marilynne Robinson har mange års teologiske studier på amatørplan (som hun så beskedent udtrykker det selv) bag sig, hvilket formentlig blot er én af grundene til, at hun på et tidspunkt blev inviteret til at holde en forelæsningsrække på Yale University i 2010 – i lighed med en række andre prominente forelæsere – under fællesbetegnelsen The Terry Lectures.

De fire forelæsninger udkom samme år, lettere bearbejdet formoder jeg, i en lille fin bog med titlen Åndsfraværelse. De handler om, så vidt jeg kan gennemskue, hvordan en gruppe såkaldte (ateistiske) forskere/videnskabsmænd har travlt med at skrive religion – og dermed refleksion og åndelighed – ud af den menneskelige tilværelse. Første del kalder hun ‘Om menneskets natur’, men jeg er i skrivende stund ikke helt sikker på hvorfor.

I det hele taget må jeg bare konstatere, at Mrs. Robinson – belæst – bevæger sig på et intellektuelt niveau, som er væsentligt højere end mit, hvorfor jeg sidder her, og føler mig lidt hægtet af. Det vil jeg dog ikke lade mig skræmme bort af. Min enkle præmisse for at læse bogen er nemlig, at jeg får det ud af den, jeg får.

Jeg læser den jo for pokker af lyst.

Men/og jeg forstår da så meget – hvilket jeg så absolut kun kan følge hende i – at hun til stadighed forbløffes og forundres over, hvor foruroligende meget disse ikke-religiøse/troende videnskabsfolk egentlig beskæftiger sig med religion og tro.

De er i enhver henseende i færd med at save den gren over, de selv sidder på. Hvad skal de mon bruge tiden til, hvis og såfremt verdenssamfundet blev gennemsekulært?

Nå, det vil jeg ikke tænke meget mere over.

Jeg kan også læse, at hun kalder disse forskere for selvbestaltede og (i bedste fald) pseudovidenskabelige eller (i værste fald) temmelig uvidenskabelige i deres metoder, blandt andet fordi, de – næsten alle som én – fralægger sig (på vegne af hele menneskeheden) årtusinders erfaringer, refleksioner og tradition. Hun forklarer, at det er som om, at mennesket er trådt over en tærskel – med Darwin, med Freud, med Nietzsche og andre som dem – som retfærdiggør, at alle tidligere tænkte tanker blot kan affærdiges og forkastes.

Og hermed bortkastes også menneskehedens ellers evige spørgsmål om tro – om religiøs tilknytning – som værende nonsens og unødig spild af tid.

Det lader jeg lige stå et øjeblik.

M!

PS: Siden opdateres måske, hvis jeg bliver en erfaring eller to rigere ved anden gennemlæsning af teksten.

torsdag, september 8th, 2016

Ugens digte

I går korresponderede Sørensen og Tranströmer helt fantastisk:

DET ER HESTENE

disse firbenede drømme
om bevægelsens harmoni
det er dem
som bærer stilheden
med ind i billedet
og gør den synlig
og jeg ser nu også
den grønne jord
den blå sø
og den skyplettede himmel
forenet
et sted uden for tiden.

KS.

HAM DER VÅGNEDE VED SANG OVER TAGENE

Morgen, majregn. Byen er endnu stille
som en sæterhytte. Gaderne stille. Og på
himlen brummer blågrønt en flyvemaskinemotor. –
Vinduet er åbent.

Drømmen hvor den sovende ligger udstrakt
bliver da gennemsigtig. Han bevæger sig, begynder
at famle efter opmærksomhedens redskab –
næsten i rummet.

TT.

M!

mandag, august 29th, 2016

Ugens digt

Gry

Pludselig grenenes
fletværk i øjet

jeg skriver
til månen er løst.

Herligt, helligt Simon Grotrian for fuld udblæsning i Selvbinderhjertet.

M!