Archive for Blogge

torsdag, august 11th, 2016

Langsomt, langsomt

(Eller: Lidt om at komme på plads, at falde til og at høre hjemme.)

Langsomt, langsomt, kun langsomt kommer vi på plads her i vores nye hjem på Skjoldhøjkollegiet; kasse for kasse, ting for ting, opvask for opvask, fravalg på fravalg, tilvalg på tilvalg. Det havde givetvis været lettere, hvis vi begge havde været yngre, men både min kæreste og jeg kommer med en del år i bagagen … særligt en del år, hvor vi har levet alene, hver for sig, hvorfor vi begge har erhvervet os en hel del ting. Jeg må bare konstatere, at ingen af os har manglet noget, hvorfor vi nu har dublet på dublet af stort set alting.

Det er et møjsommeligt arbejde at sortere i alt dette.

Men dagen i dag må ses som et stort skridt i retning af at komme på plads.

I dag fik vi nemlig fjernet og flyttet alle de møbler, som de tidligere lejere havde ladet stå. I snart en måned har det fyldt godt op i vores skur. Som min kæreste bemærkede, så føles lettelsen nærmest fysisk eller kropsligt. Det er/var en ganske afgørende handling, én vi gerne havde gjort tidligere, men først i dag passede det os.

Men langsommeligheden passer os på den anden side også godt. Ikke bare har vi kendt hinanden – og lært hinanden at kende gennem – to år, førend vi besluttede, at det var på tide at flytte sammen. Det giver bonus til forholdet at tage lidt ad gangen, hjælpes ad så meget som muligt, og snakke om, hvad tingene betyder for én, hvis de da betyder noget, og om, hvorvidt tingene er nødvendige eller ej. Det er der jo meget få ting, der er, men vi må også bare erkende, at vi begge er samlere af Guds nåde.

Lidt hurtigere går det med at falde til og følelsen af, at få – og have – et fælles hjem, en fælles base, et sted, hvor vi begge føler os hjemme. Omgivelserne er en gave – hvad jeg vist også tidligere har antydet – og konstant og kontant givende. Efter én af mine første ture i skoven (for allerede en hel måned siden) kom jeg grædefærdig tilbage til T, men kunne ikke rigtigt finde ud af, hvad jeg var så pokkers ked af. Efterfølgende har jeg måttet indse, at det var min krop, som fortalte mig, at det lige præcis var sådanne omgivelser, som den længtes efter … efter tyve år på Stenbroen.

Det grønne, alle fuglestemmerne og alt det nye gør mig virkelig godt, selvom meget af det, jeg er midt i, også skræmmer … mere end en anelse.

Langsomt vil jeg forsøge, særligt her på bloggen, at flytte mit fokus fra flytninger og omvæltninger til andre ting, jeg gerne vil skrive om. Om, at livet så afgjort unægtelig stadig er uhørt mirakuløst. Tænk engang: Vi er alle sammen lige her, lige nu, trækker vejret, mærker glæden og smerten, hele spektret fra minus til plus og tilbage under nul, og det er alt sammen med til at gøre vore liv – os – til dem vi er. Unikke, men sammen, hver for sig.

M!

lørdag, september 12th, 2015

Ugens haiku (double (triple))

Som tiden flyver af sted med brevskrivning, digtning, engelskundervisning, kæreste, løb, læsning, venskabsvisitter og – nå ja, arbejde, indimellem – og ikke et sekund til overs til at opdatere bloggen her, selvom jeg efterhånden synes, jeg har meget (noget) på hjerte.

Men et par haiku kan det da blive til:

På morgenturen
taler jeg lidt med birken
der står som et træ

(Søndermarken, i dag, lørdag den 12. september 2015)

Der er et mørke
Dér, uden for vinduet
Hér, i mit hjerte

(sent, hjemme, mandag den 6. september 2015)

Selvom jeg er tilfreds med ovenstående, ja, selvom jeg af og til er meget tilfreds, så blive jeg også ofte mindet om, hvor langt jeg har igen:

Jeg tager af sted
og du bliver her –
dobbelt efterår

Skrevet af Masaoka Shiki (1867-1902), der regnes for en af Japans fire helt store haiku-digtere. Og bare for en god ordens skyld: Man giver køb på det med stavelserne – ofte, i hvert fald – når man oversætter haiku; det er der mange grunde til, men oftest er den vægtigste, at man hellere vil have så godt og så præcist et oversat dig som muligt.

Og ovenstående af Shiki er fremragende.

M!

mandag, januar 26th, 2015

Blogbesværligheder …

Nå, jeg kan jo lige så godt indrømme det, der ikke alligevel kan skjules, nemlig, at jeg – både lige nu og de sidste mange måneder – har haft lidt svært ved at holde dampen oppe her på bloggen.

Det er ikke fordi, at jeg ikke finde noget at skrive om, og der er også mange spor, som jeg gerne vil forfølge. Måske for mange.

Det er heller ikke lysten, der mangler.

Det er tiden, den sjuft, der løber af sted med mig, fordi der er så mange andre dejlige ting, som jeg fortaber mig i, i et liv, hvor hverdagen ofte er ufattelig god ved mig – og jeg stædigt vil holde fast i alt det glade, det gode, det positive, og gemme det negative til andre, mere private fora. På positivlisten står eksempelvis de tre K’er: kirke (Kristendom/kristenhed/kristenliv), kreativitet (kratterier) og kæreste (kærlighed). Nu kunne jeg så bare meddele mig om disse ting, men … kirken skriver jeg egentlig gerne om, men det har aldrig været min mening at missionere, så det lægger et låg på frekvensen af indlæg om kirkegang, kirkesang med videre; frugten af mine kreative rum, og her handler det om al anden kreativitet end lige netop blogskrivningen, deler jeg også gerne, men jeg ønsker ikke at drukne bloggen i digte, fotografier, skilderier etc., hvorfor jeg naturligt nok holder lidt igen også hér; kæresten skriver jeg kun om indirekte, mit kærlighedsliv er i den grad privat, men kærlighed malet med en meget bred pensel skulle gerne stå her allerede – og der skulle også gerne komme nye indlæg med det tema fremover.

Men så var det, at jeg tænkte, at jeg kunne starte – og komme lidt i gang igen – med at skrive, at det går lidt trægt med at skrive. Det er lidt paradoksalt, samtidig studseligt, og godt nok til mig.

Mere følger, snarest, om andre emner.

Det liv, det liv.

M!

onsdag, august 27th, 2014

Dagen derpå

Det er dagen derpå på fabrikken efter endnu en større organisationstilpasning. Den første udmelding gik på, at det var nødvendigt at fjerne 120 m/k; tallet landede i praksis i går på 66. Det ér selvfølgelig positivt. Dét tal dækker over, at firmaet har tilstået ‘udvalgte’ en frivillig fratrædelse, ledt efter interne omplaceringer i stedet for nyansættelser samt og undladt at genbesætte stillinger, der var ledige efter opsigelser fra medarbejdere.

Egentlig positivt. Og i hvert fald, psykologisk set, ganske snedigt. Og så må jeg hellere lade være med at skrive mere om den sag, men i stedet finde tilbage på et positivt spor.

Det er jo dét min blog handler om. Det gode, det opbyggelige. Ikke al det fnidder, der nedbryder andre (og mig selv) indefra.

Little Dog Lost

Min kæreste, T, spurgte i går, hvad jeg gør for at finde tilbage til mig selv? Ind til mig selv igen? Jeg svarede instinktivt lidt spagt med ordet meditation; og bøn og meditation giver mig mening, men jeg har en alvorlig slagside, føler mig grædefærdig over udviklingen i en grad, så den personlige glæde/lettelse over stadig at være i job ingenting får lov at fylde, hvorfor det kommer til at tage lidt tid.

Tid i stilhed.

Dén må jeg give mig selv. Og alle andre må selv tage deres tid.

M!

onsdag, oktober 9th, 2013

Om at visne lige glad*

Manden bag tegneserien Bizarro, Dan Piraro – hvis streg og ytringer jeg trofast følger – er sjældent specielt karrig med hensyn til at dele ud af hverken holdninger, tegninger eller personlige tilstandsrapporter. Det er ikke altid, at jeg er enig. Det er heller ikke altid, at jeg synes, at han er sjov. Og det er heller-heller-ikke-altid, at jeg synes, at det han skriver, rager mig. Men jeg beundrer ikke desto mindre mindst to ting hos manden: 1) Dels hans store hittepåsomhed; 2)  dels den stålfaste integritet han står frem med.

Det kan bevidnes på Bizzaro Blog. Her poster han dagligt den forgangne uges striber, inklusive kommentarer, samt gode, gamle striber medsamt samme, og fra tid til anden rummer hans skrevne ord en indsigt, som er værd at tage med.

Mandagens blogindlæg indeholder følgende kommentar til det at blive ældre (hvilket vi jo alle sammen bliver i mindre eller større grad):

I often claim it is my birthday but today it really is. As a person who was once in his twenties, let me tell those of you who are still trapped in your youth that you won’t believe how fast life goes. And it just gets faster, so enjoy every moment that you can. I’m 55 today, which makes NO sense to my mind, which is still 18. As it turns out, however, I like everything about aging except for what it does to your body. I’m smarter, wiser, able to navigate through life better with fewer mistakes and frustrating insanity. I have a much better perspective on life now than I did when I was young and am with increasing ease able not to sweat the small stuff. And the older you get, the more you realize that the small stuff is almost everything. It’s pretty great.

Således opmuntret kan vi alle gå ud i dagen uden synderlig angst for at blive ældre, uden nævneværdig frygt for at blive gammel, i taknemmelighed over, at vore medmennesker fra tid til anden har overskud til at dele sine indsigter med os. Hvad var vi uden hinanden, både de nære og de fjerne? Lad os derfor dele vore liv med hinanden.

M!

* Blogoverskriften har jeg lånt fra en anden ekspert udi aldringens kunst, nemlig den ligeledes uforlignelige (nu 95-årige) Tage Voss.