Archive for Bekendelser

tirsdag, januar 9th, 2018

Ugens haiku

(Natten mellem den 4. og den 5. januar 2018)
(Ved afbrudt nattesøvn)

Når hunden skal ud
og tisse midt om natten

Bander også jeg

M!

torsdag, december 21st, 2017

En tur med hunden

Nu har vi efterhånden boet her på kollegiet i halvandet år og er fortsat (overvejende) ovenud begejstrede; kun overvejende, fordi, når efterår glider over i vinter, som nu, og mørket mere og mere får magten, så melder begrænsningerne sig. Tidlige morgenture, ja, også sene aftenture, indskrænkes ofte til kollegiets eget område. Bevares; det er et stort kollegium, men at gå identiske – eller næsten identiske – ture morgen og aften føles som en form for fangenskab; nok er vi frie, men friheden er begrænset. Derfor er vi i hvert fald to, hvis ikke tre, i vores lille familie, der glæder sig til, at alting vender og går mod lysere tider. Blå himmel, frost, klar luft, sollys og udsyn kan hjælpe glæden på vej.

M!

mandag, december 18th, 2017

Uden mål og med (Furari)

2017 lakker hastigt mod enden og jeg er blevet fanget ind i en meget mærkelig, men ikke ukendt tilstand af kan ingenting og vil ingenting. Jeg flakker rundt, dagen igennem, uden egentlige mål. Jeg har lovet mig selv, at der ikke er noget (bestemt), jeg skal i dag. Jeg skal sådan set bare være.

Siden sommerferien har vi her i huset forsøgt at komme hviledagen i hu. Denne mandag forlænger blot hviledagen for mig.

Det er der flere grunde til. Fredag, halvanden uge tilbage, sluttede efterårssemesteret. De 13-14 hektiske uger nåede et foreløbigt klimaks med eksamensopgave i Etik og Religionsfilosofi (1), onsdag til fredag i sidste uge; 48, for mig, vanvittige timer, vitterligt non-stop, i selskab med K.E. Løgstrup og Den etiske fordring. Og såmænd: I tiden mellem fredag og onsdag gennemgik jeg mine noter og læste lidt supplerende, hvorfor jeg nærmest har gået hånd i hånd med Løgstrup i en uges tid.

Jeg afleverede min syv- siders opgave en god halv time før fristens udløb og faget bør være bestået – ellers forstår jeg ingenting – men jeg nærer omvendt ingen illusioner om, at det blev den perfekte opgave.

Tirsdag – natten til onsdag – sprang en halsbetændelse på mig og satte sig fast til glæde for alle i min lille familie; som jeg dog har hostet – og fortsat hoster. Den har jeg således kæmpet med alt imens jeg har taget livtag med Løgstrup, dag som nat, og har ikke det ene, så har det andet holdt mig vågen. Trætheden har nærmest overskygget forløsningen ved at aflevere.

Lørdag stod jeg alligevel tidligt op (kl. 5) og tog til Sjælland til årets sidste måde i Spilleklubben Sparbonde, et bræt- og kortspilsfællesskab, jeg har haft sammen med tre andre … i mere end 25 år. En munter, men faktisk også strabadserende dag, da jeg først var tilbage på vores fælles matrikel igen kort før midnat; ud-og-hjem-samme-dag er normalt ikke mig, men da jeg vandt både dagen og den ærværdige titel som Årets Spiller er det svært at være utilfreds i nævneværdig grad.

Måske alt ovenstående, denne tekst, har en klang af beklagelse, en tone fra en sang efter (med)ynk? men sådan skal det bestemt ikke læses eller opfattes. Min tilværelse er en yderst privilegeret gang på jord, magisk, ligefrem, og jeg er, bliver og forbliver Gud og mine medmennesker meget taknemmelig.

Magisk er også den lille bog Furari af mangakaen Jiro Taniguchi, som jeg fik fingrene i bare dagen før sidste uges eksamenen, hvorfor den på behagelig vis kom til at danne modvægt til al min faglige, saglige stræben. For det er det han kan Taniguchi. Skabe modvægt. Eller kunne. For jeg erfarede nemlig også i sidste uge, at Taniguchi desværre sluttede sin tid blandt vi levende allerede i februar i år. De faktuelle forhold gjorde mig en kende trist, men straks jeg påbegyndte læsningen af Furari blev jeg grebet af dens intensitet. Den er på mange måder beslægtet med Manden, der går tur, der blev udgivet på dansk i 2011, men har en central japansk historisk figur og har på sin vis en narrativ ramme, hvor Manden, der går tur er meget mere løs – og episoderne helt uforbundne. En smagfuld dosering af både magisk realisme og poesi løfter Furari ud af det ordinære. En særlig fin detalje er, at hovedpersonen møder Kobayashi Issa hele to gang. Issa er én af de fire helt store haiku-digtere.

Efterhånden kommer energien vel også tilbage, sådan, at jeg kan komme i træningslejr til næste eksemen, der ligger onsdag den 17. januar 2018?!?

M!

torsdag, august 31st, 2017

Den længste sommer

Den længste sommer er ved at være slut. Ikke som i den koldeste, varmeste eller vådeste sommer. Vejret har vel været meget typisk for vores lille land. Ikke som i kedelig eller langtrukken. Men bogstaveligt talt den længste. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har – om nogensinde før – har haft så lang en sammenhængende sommerferie, som jeg har haft i år. Jeg mener: Fra den 16. juni til den 3. september. Det er immervæk nogle uger over den normerede ferie, hvis man er blandt de arbejdende – eller arbejdsløse.

Det privilegium vil jeg gerne tilstå nærmer sig ren forkælelse.

Det er samtidig en sommer, hvor jeg har læst og læst og læst, endda også lidt forud i forhold til pensum på det snart kommende semester. Det har været dejligt at kaste sig ud i lystlæsningen … så dejligt, at jeg minder mig om, at jeg skal huske at holde lidt fast i det, når nu semesteret eksploderer omkring mig med alle sine planer og pligter, selvom jeg strengt taget har manglet den helt store læseoplevelse, hvis jeg ser bort fra Et lille liv, som jeg gik i gang med under min eksamensforberedelser.

Kæresten og jeg har været meget hjemme, men også meget ude og omkring i det danske sommerland … stort set alle weekender har budt på besøg, oplevelser eller rejser. Der har været så meget, at jeg næsten har haft en fornemmelse af, at tiden – trods sin overdådighed – alligevel ikke helt slog til. Eller er det alderen, der spiller ind? Er det den, der gør, at jeg altid og hele tiden kan føle det som om, at der er og sker mere, end jeg kan overkomme? Det ved jeg ikke, men det er en overvejelse værd.

Trods alle forbehold, så kan jeg ikke tillade mig at sige, at det har været en dårlige sommer. Den har ret beset været lige så dejlig, som den har været lang. Og, hvis det har været den længste, så må det jo også have været den dejligste. Det synes jeg faktisk!

M!

onsdag, juni 7th, 2017

Mellemrum

Næsten præcis mellem to eksamener og mærkeligt til mode; eksamen i bibelkundskab i fredags sidder stadig fast i kroppen, delvist bearbejdet, delvist ubearbejdet. Resultatet kan jeg ikke klage på, det gør jeg heller ikke, men oplevelsen var voldsom. Eksamen i græsk venter forude som et uundgåeligt uheld, der bare venter på at ske; nej, egentlig skal det nok gå, men nerverne sidder udenpå og jeg mangler føling med mig selv og ikke mindst med mine egne evner. Kunne man bare én gang opleve at være skråsikker?

M

tirsdag, marts 7th, 2017

En pjækkedag

Jeg kunne sige, at det var sangeren Allan Olsens skyld … men det er ikke sikkert, at han vil synes, at det er helt fair og rimeligt; heller ikke selvom han jo synger sådan her i sangen Jeg vil:

kom lad os ta’ en pjækdag sammen
den slags gør vi aldrig mere
vi render ud og gemmer os ved stranden
og fanger luftfisk mellem fingrene dér
kom lad os splejse om en billig flaske Palanca
vi sender alvorsbetjenten på flugt
vi retter ryggen
til honky tonky
og finder den baggård vi altid har brugt
når vi sagde

jeg vil
jeg vil ik’, jeg vil ik,
jeg vil
jeg vil ik’, jeg vil ik,
jeg vil

Så jeg tager en pjækkedag, men lader være med at give nogen skylden for det. Ikke andre, end mig selv. Og kun fra én enkelt time, også selvom det er fra mit yndlingsfag. Græsk. Jeg håber, at SFJ tilgiver mig. Og jeg håber, at det ikke giver bagslag. Det er faktisk fantastisk vanskeligt for mig at gøre det, som jeg gør i dag, men måske er det meget sundt – når jeg nu har muligheden for det.

Og i øvrigt holder det med pjækkeriet ikke éthundrede procent, idet jeg snart vil sætte mig og lave lektier. Græsk. Til i morgen. Så jeg kan vel godt pakke den alt for dårlige samvittighed langt væk.

Kender I til at pjække, og hvordan føles det?

M

torsdag, januar 26th, 2017

– pausesignal –

Nåede jeg derhen, hvor jeg syntes, at min læseferie manglede lidt ferie fra bøgerne, så kan jeg omvendt konstatere, at de godt fjorten dage, der er gået siden eksamenskulminationen, er gået med meget lidt. Jeg har knapt nok åbnet en fagbog. Til gengæld har jeg været lidt omkring i det danske land. Besøgt og set folk. Set ind, op og ud. Og det har bare føltes godt, ja, det føles stadig godt, men samtidig lyder og genlyder en spinkel stemme fra et sted bagest i hovedet, om det nu også var klogt?

Er det sådan, det er at studere? En konstant følelse af ikke helt at gøre nok, nå nok, ville nok?

Nå, men jeg vil overhøre stemmen lige ind til mandag morgen, hvor andet semester begynder, lige på og hårdt, med græsk mellem ni og ti. Den konsekvente pause gør, at jeg glæder mig. Lidt meget.

Lige nu kalder maven rumlende til frokost. Derpå går hunden og jeg en tiltrængt tur, langsommeligt og i stilhed, ned i skoven for at finde haiku (jeg), spor (hunden) og høre stemmer (mig) – og måske tænke en enkelt tanke.

M!

torsdag, januar 12th, 2017

tilstandsløs

Pludselig sidder jeg her. På den anden side af eksamen. Og på besøg i København, men ellers … underligt tilstandsløs. Jeg kæmpede og nåede igennem hele pensum, små syvhundrede sider, som langt fra alle var lige til at gå til, end sige forstå. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår heller ikke, hvordan det gik til, men med ført hånd klarede jeg mig sikkert og godt gennem studiets første mundtlige prøve med et langt mere end tilfredsstillende resultatet.

Mark Beazley - StatelessDet føles godt, men jeg prøver at forholde mig ydmyg, klar over, hvor lavt niveauet er på nuværende tidspunkt. Her taler jeg ikke nødvendigvis om andres niveau, men om, at uddannelsesinstitutionen trods alt tager visse hensyn, som altså også er kommet mig til gode. Jeg er klar over – særligt med udsigten til det nye semester – at jeg skal i arbejdstøjet, hvis jeg ønsker at fortsætte den gode begyndelse.

Derfor er dette pludselige limbo selvfølgelig mærkværdigt at befinde sig i, men måske både helt forståeligt og endda mere end velkomment, sådan i forhold til at samle kræfter, fysisk og psykisk. Jeg håber dog, at det fortager sig, inden semesterstart.

Men ved et helt utroligt tilfælde, så er Stateless også titlen på et formidabelt instrumentalt album af og med bassisten Mark Beazley – som også har et projekt, der hedder Rothko kørende – og det album har jeg vel nok lyttet til og lyttet til og lyttet til under mine forberedelser. Det har været med til at holde humøret oppe og motiveret mig. Ordet kan godt oversættes med det mere åbenlyse hjemløs, men da albummets skæringer alle bærer et tidspunkt, så antager jeg, at det er den alt for lette løsning. Måske spiller det ind nu. Men måske er det bare naturligt, når man i en god måneds tid har befundet sig i en kamp med siderne. Jeg må dog skynde mig at tilføjet, at jeg – særligt med et kærligt indspark fra en god veninde – fandt en fornyet læseglæde. Det var rigtig dejligt at opleve. Det er vitterligt et spændende studie, jeg er begyndt på. Og jeg er kun lige begyndt.

M!

torsdag, november 24th, 2016

København, kort

Den forgangne weekend var jeg som antydet i København for en kort bemærkning. Det var kun anden gang siden min ud/overflytning til Århus/Brabrand, at jeg tog tilbage til Hovedstaden, men denne gang var betydeligt rarere end første gang. Første gang følte jeg mig som en fremmed og hjemløs gut. Særligt et kortere visit i ‘min’ (udlejede)lejlighed forekom underligt fremmedgørende. Denne gang, selvom om, eller måske fordi, jeg var helt alene, følte jeg mig pludselig favnet, forstået og taget i mod. Det var ganske dejligt. Det er såmænd ikke fordi, jeg føler hverken længsel eller savn i forhold til København og Vesterbro – næh, jeg er glad for luftforandringen – men det er bare rart at vide, at forholdet er intakt.

Det blev et fortættet ophold.

Fredag landede jeg i passende tid til aftensmad og brugte resten af dagen på at forberede græsk til den kommende mandag. Lørdag morgen stod jeg tidligt op og tog til morgenandagt i Domkirken, Vor Frue Kirke, og nød godt af domprovstens gode karma, noget jeg i sagens natur ikke har gjort et stykke tid. Tilbage fra andagt skiftede jeg til det løbetøj, jeg efterhånden er ved at have for vane at pakke med, og løb en lige vel optimistisk tur ad Dybbølsbro, Havneholmen, Bryggebroen, Islands Brygge, vendte ved Langebro og kæmpede mig tilbage ad Kalvebod Brygge mod Dybbølsbro. Efter et langt bad snuppede jeg en bycykel – en førstegangsfornøjelse for mit vedkommende – ud til Møllegades Boghandel, der heldigvis havde Shuntaro Tanikawa på lager. Derpå fulgte en efterfrokostkaffepassiar med en god veninde. Så et besøg i Politikens Boghal, så jeg kunne få den seneste bog af Peter Robinson med hjem til Århus. Den glæder jeg mig til at komme i gang med. Resten af dagen brugte jeg i selskab med syv tidligere kollegaer, fem af dem pensionister, rundt omkring i den indre by; det var både hyggeligt og skægt i en sjælden grad. Søndag morgen tog jeg mig tid til mig selv, inden jeg pakkede sammen og drog et par timer på Glyptoteket og nød udstillingen Vild Natur, der bestemt er værd at skrive hjem om. Busturen hjem var til gengæld en ørkenvandring; togturene er så meget mere mig.

Og nu haster vi mod endnu en weekend, der bliver brugt her i Århus, i Brabrand, på besøg fra kærestens familie, fastegruppemøde, Gudstjeneste – og lektier, selvfølgelig.

Men dejligt at mærke, at jeg stadig at have rum for København i hjertet.

M!

lørdag, november 19th, 2016

Lidt om at famle … og at falme

Som jeg sidder her i stuen i mit midlertidige logi, en lettere nedslidt lejlighed på femte sal på Vesterbro, med espresso dampende i koppen, stadig forpustet og svedig efter en løbetur ad Havneholmen, Islands og Kalvebod Brygge, er jeg fyldt op til randen af den erkendelse, at jo mere jeg lever, des mere bliver det klart for mig, at jeg famler mig frem gennem livet. Det har jeg i virkeligheden altid gjort. Jeg har i hvert fald aldrig gået gennem tilværelsen med alt for faste og sikre skridt, men altid mere usikkert og vaklende. Og det vil jeg nok altid gøre, selvom jeg nu mere end nogensinde ved, hvad jeg vil … problemet er jo, at jeg ikke med sikkerhed ved, hvad jeg kan. Kan jeg alt det, som jeg skal kunne? Jeg kan noget af det, det ved jeg, det kan jeg mærke … men kan jeg alt, hvad der forventes?

Som et kuriosum må man jo bare tilføje, at man jo ligeledes falmer sig frem gennem livet … og det gælder til gengæld os alle sammen. Bogstav- og sprogfetichisten i mit hjerte frydes over dette sammenfald af bogstaver i mine to retningsgivende udsagnsord, men ikke nødvendigvis over betydningen af dette sammenfald. Det er en erkendelsesrejse at blive ældre. Men hvem, på den anden side, ønsker at blive yngre? Det ville jo slet ikke give nogen mening. Så man må vel bare bukke og sige tak?

M!