Archive for Bekendelser

tirsdag, marts 7th, 2017

En pjækkedag

Jeg kunne sige, at det var sangeren Allan Olsens skyld … men det er ikke sikkert, at han vil synes, at det er helt fair og rimeligt; heller ikke selvom han jo synger sådan her i sangen Jeg vil:

kom lad os ta’ en pjækdag sammen
den slags gør vi aldrig mere
vi render ud og gemmer os ved stranden
og fanger luftfisk mellem fingrene dér
kom lad os splejse om en billig flaske Palanca
vi sender alvorsbetjenten på flugt
vi retter ryggen
til honky tonky
og finder den baggård vi altid har brugt
når vi sagde

jeg vil
jeg vil ik’, jeg vil ik,
jeg vil
jeg vil ik’, jeg vil ik,
jeg vil

Så jeg tager en pjækkedag, men lader være med at give nogen skylden for det. Ikke andre, end mig selv. Og kun fra én enkelt time, også selvom det er fra mit yndlingsfag. Græsk. Jeg håber, at SFJ tilgiver mig. Og jeg håber, at det ikke giver bagslag. Det er faktisk fantastisk vanskeligt for mig at gøre det, som jeg gør i dag, men måske er det meget sundt – når jeg nu har muligheden for det.

Og i øvrigt holder det med pjækkeriet ikke éthundrede procent, idet jeg snart vil sætte mig og lave lektier. Græsk. Til i morgen. Så jeg kan vel godt pakke den alt for dårlige samvittighed langt væk.

Kender I til at pjække, og hvordan føles det?

M

torsdag, januar 26th, 2017

– pausesignal –

Nåede jeg derhen, hvor jeg syntes, at min læseferie manglede lidt ferie fra bøgerne, så kan jeg omvendt konstatere, at de godt fjorten dage, der er gået siden eksamenskulminationen, er gået med meget lidt. Jeg har knapt nok åbnet en fagbog. Til gengæld har jeg været lidt omkring i det danske land. Besøgt og set folk. Set ind, op og ud. Og det har bare føltes godt, ja, det føles stadig godt, men samtidig lyder og genlyder en spinkel stemme fra et sted bagest i hovedet, om det nu også var klogt?

Er det sådan, det er at studere? En konstant følelse af ikke helt at gøre nok, nå nok, ville nok?

Nå, men jeg vil overhøre stemmen lige ind til mandag morgen, hvor andet semester begynder, lige på og hårdt, med græsk mellem ni og ti. Den konsekvente pause gør, at jeg glæder mig. Lidt meget.

Lige nu kalder maven rumlende til frokost. Derpå går hunden og jeg en tiltrængt tur, langsommeligt og i stilhed, ned i skoven for at finde haiku (jeg), spor (hunden) og høre stemmer (mig) – og måske tænke en enkelt tanke.

M!

torsdag, januar 12th, 2017

tilstandsløs

Pludselig sidder jeg her. På den anden side af eksamen. Og på besøg i København, men ellers … underligt tilstandsløs. Jeg kæmpede og nåede igennem hele pensum, små syvhundrede sider, som langt fra alle var lige til at gå til, end sige forstå. Jeg forstår det ikke. Jeg forstår heller ikke, hvordan det gik til, men med ført hånd klarede jeg mig sikkert og godt gennem studiets første mundtlige prøve med et langt mere end tilfredsstillende resultatet.

Mark Beazley - StatelessDet føles godt, men jeg prøver at forholde mig ydmyg, klar over, hvor lavt niveauet er på nuværende tidspunkt. Her taler jeg ikke nødvendigvis om andres niveau, men om, at uddannelsesinstitutionen trods alt tager visse hensyn, som altså også er kommet mig til gode. Jeg er klar over – særligt med udsigten til det nye semester – at jeg skal i arbejdstøjet, hvis jeg ønsker at fortsætte den gode begyndelse.

Derfor er dette pludselige limbo selvfølgelig mærkværdigt at befinde sig i, men måske både helt forståeligt og endda mere end velkomment, sådan i forhold til at samle kræfter, fysisk og psykisk. Jeg håber dog, at det fortager sig, inden semesterstart.

Men ved et helt utroligt tilfælde, så er Stateless også titlen på et formidabelt instrumentalt album af og med bassisten Mark Beazley – som også har et projekt, der hedder Rothko kørende – og det album har jeg vel nok lyttet til og lyttet til og lyttet til under mine forberedelser. Det har været med til at holde humøret oppe og motiveret mig. Ordet kan godt oversættes med det mere åbenlyse hjemløs, men da albummets skæringer alle bærer et tidspunkt, så antager jeg, at det er den alt for lette løsning. Måske spiller det ind nu. Men måske er det bare naturligt, når man i en god måneds tid har befundet sig i en kamp med siderne. Jeg må dog skynde mig at tilføjet, at jeg – særligt med et kærligt indspark fra en god veninde – fandt en fornyet læseglæde. Det var rigtig dejligt at opleve. Det er vitterligt et spændende studie, jeg er begyndt på. Og jeg er kun lige begyndt.

M!

torsdag, november 24th, 2016

København, kort

Den forgangne weekend var jeg som antydet i København for en kort bemærkning. Det var kun anden gang siden min ud/overflytning til Århus/Brabrand, at jeg tog tilbage til Hovedstaden, men denne gang var betydeligt rarere end første gang. Første gang følte jeg mig som en fremmed og hjemløs gut. Særligt et kortere visit i ‘min’ (udlejede)lejlighed forekom underligt fremmedgørende. Denne gang, selvom om, eller måske fordi, jeg var helt alene, følte jeg mig pludselig favnet, forstået og taget i mod. Det var ganske dejligt. Det er såmænd ikke fordi, jeg føler hverken længsel eller savn i forhold til København og Vesterbro – næh, jeg er glad for luftforandringen – men det er bare rart at vide, at forholdet er intakt.

Det blev et fortættet ophold.

Fredag landede jeg i passende tid til aftensmad og brugte resten af dagen på at forberede græsk til den kommende mandag. Lørdag morgen stod jeg tidligt op og tog til morgenandagt i Domkirken, Vor Frue Kirke, og nød godt af domprovstens gode karma, noget jeg i sagens natur ikke har gjort et stykke tid. Tilbage fra andagt skiftede jeg til det løbetøj, jeg efterhånden er ved at have for vane at pakke med, og løb en lige vel optimistisk tur ad Dybbølsbro, Havneholmen, Bryggebroen, Islands Brygge, vendte ved Langebro og kæmpede mig tilbage ad Kalvebod Brygge mod Dybbølsbro. Efter et langt bad snuppede jeg en bycykel – en førstegangsfornøjelse for mit vedkommende – ud til Møllegades Boghandel, der heldigvis havde Shuntaro Tanikawa på lager. Derpå fulgte en efterfrokostkaffepassiar med en god veninde. Så et besøg i Politikens Boghal, så jeg kunne få den seneste bog af Peter Robinson med hjem til Århus. Den glæder jeg mig til at komme i gang med. Resten af dagen brugte jeg i selskab med syv tidligere kollegaer, fem af dem pensionister, rundt omkring i den indre by; det var både hyggeligt og skægt i en sjælden grad. Søndag morgen tog jeg mig tid til mig selv, inden jeg pakkede sammen og drog et par timer på Glyptoteket og nød udstillingen Vild Natur, der bestemt er værd at skrive hjem om. Busturen hjem var til gengæld en ørkenvandring; togturene er så meget mere mig.

Og nu haster vi mod endnu en weekend, der bliver brugt her i Århus, i Brabrand, på besøg fra kærestens familie, fastegruppemøde, Gudstjeneste – og lektier, selvfølgelig.

Men dejligt at mærke, at jeg stadig at have rum for København i hjertet.

M!

lørdag, november 19th, 2016

Lidt om at famle … og at falme

Som jeg sidder her i stuen i mit midlertidige logi, en lettere nedslidt lejlighed på femte sal på Vesterbro, med espresso dampende i koppen, stadig forpustet og svedig efter en løbetur ad Havneholmen, Islands og Kalvebod Brygge, er jeg fyldt op til randen af den erkendelse, at jo mere jeg lever, des mere bliver det klart for mig, at jeg famler mig frem gennem livet. Det har jeg i virkeligheden altid gjort. Jeg har i hvert fald aldrig gået gennem tilværelsen med alt for faste og sikre skridt, men altid mere usikkert og vaklende. Og det vil jeg nok altid gøre, selvom jeg nu mere end nogensinde ved, hvad jeg vil … problemet er jo, at jeg ikke med sikkerhed ved, hvad jeg kan. Kan jeg alt det, som jeg skal kunne? Jeg kan noget af det, det ved jeg, det kan jeg mærke … men kan jeg alt, hvad der forventes?

Som et kuriosum må man jo bare tilføje, at man jo ligeledes falmer sig frem gennem livet … og det gælder til gengæld os alle sammen. Bogstav- og sprogfetichisten i mit hjerte frydes over dette sammenfald af bogstaver i mine to retningsgivende udsagnsord, men ikke nødvendigvis over betydningen af dette sammenfald. Det er en erkendelsesrejse at blive ældre. Men hvem, på den anden side, ønsker at blive yngre? Det ville jo slet ikke give nogen mening. Så man må vel bare bukke og sige tak?

M!

onsdag, oktober 19th, 2016

Et efterårsbillede

I skrivende stund haster jeg med DSB InterCityLyn gennem et land præget af efterårets nuancer og overgivet til efterårets tilstande … meget er endnu frodigt, grønt, men naturen pakker snart sammen og forbereder sig på vinteren, så en del er allerede falmet, bart, brunt & nøgent eller eksploderet i gult, orange, rødt. Markerne er for længst høstede, pløjede, harvede – og sået til igen, nu med vinterafgrøderne. Himmelhvælvingen er oftest grå og i den dunkle ende af skalaen; jordens farver er nedtonede, douche, konturerne udviskede. Man bliver helt overrasket, når solen pludselig bryder igennem skydækket. Fugten ligger nu som en permanent film trukket ud over land og by, alt er klamt og vådt, og det er svært at tro på, at det nogensinde bliver anderledes. At det bliver vinter med knivskarp frost og hvide dyner af sne. At det vågner igen, først blidt og mildt, siden vildt og voldsomt under i forårets gennemspilning af genopstandelsestemaet. Det er tungere lige nu, men jeg er sådan set ikke trist, allerhøjest lidt mærkeligt til mode.

Det er allerede to og en halv måned siden, at jeg flyttede mit allersidste habengut fra København til Brabrand, Århus, til et nyt liv væk fra storbyen, nær skov, sammen med hunden og kæresten. Til et nyt liv. Som studerende. Med teologi. På universitetet! Det er lige godt halvanden måned siden, at jeg gik og var nervøs for ‘første skoledag’ … og siden er det gået slag i slag, dag for dag, fag for far, time for time … græsk verbum for græsk verbum … og så videre. Ikke et eneste undervisningsminut er undsluppet mig. Jeg har ind i mellem været fristet til at pjække, og måske heller ikke været helt nærværende i alle timerne, men intentionen og motivationen har været klar fra begyndelsen og er sådan set usvækket, men forandringerne og forventningerne har været overrumplende og overvældende, og jeg skal lige finde mine akademiske ben at stå på. Her går glæder hånd i hånd med frustrationer, men lige nu er det vel godt nok at vide, at jeg befinder mig så godt som nogensinde.

Nu er det så pludselig efterår og undervisningsfri uge. Uge 42. Og en anledning til at vende tilbage til udgangspunktet … til Sjælland, til København, til Vesterbro; ikke at jeg egentlig har travlt med det; afgangen er valgt udelukkende efter pris; eneste andet kriterium var såmænd prisen. Nu, hvor jeg ikke længere får min ‘fede hyre’ fra fabrikken, må jeg desværre skele til udgifterne – men afgangstidspunktet var da også en motiverende faktor. Hvorfor tager jeg overhovedet tilbage? Hjem, kan jeg ikke skrive, for i dag har jeg hjemme et helt andet sted. Men et gensyn er det jo. Med personer og steder. Savn og længsel præger i og for sig ikke mit forhold til København, til Vesterbro, selvom jeg i mine tyve år undervejs på stenbroen har været endog særdeles tæt på ovenud lykkelig. Men … der er mange mennesker, jeg næsten ikke har set, siden jeg flyttede, og det er et tab i min verden. Det er trods alt dem, som har været med til at forme mig til den jeg er i dag. Det er trods alt dem, der konstant tegner omridset af mig op og maler mig fuld med mine farver.

Jeg er intet i mig selv.

Nye relationer giver nye sider til Mikael, og det er slet ikke dumt. Jeg kan godt lide det. Og overgangen er jo heldigvis præget af relationer, som favner både det gamle og det nye.

Men nu venter fem dage i København og omegn og en hel stribe af gensyn. Jeg er spændt på at gense folk. Jeg er spændt på at gense stedet. Jeg er især spændt på, hvad det gør ved mig. Og jeg er overordentlig spændt på, hvordan jeg selv vil håndtere og rumme kontrasten mellem det gamle (som nu bliver det nye) og det nye (som for en stund lægger lidt bag mig). Heldigvis er jeg ikke alene af sted. Hunden ville gerne med. Han har også sine venner at besøge, sine bekendte at gense … han har også haft mange gode år derinde.

Uha, ja, efteråret har ramt os alle … nogle hårdere end andre. Men uden ville livet jo ikke være komplet, og hvem har lyst til at leve halvt? Direkte adspurgt, ingen.

M!

fredag, oktober 14th, 2016

To gange om ugen

Er der noget, jeg er bare en lille smule stolt af, så er det, at det i denne rimeligt travle eftersommer/dette rimeligt besatte efterår, alligevel er lykkedes hunden og jeg at komme ud og løbe/lunte en tur på tredive til tres minutter stort set to gange om ugen, nemlig mandag og torsdag, faktisk lige siden vi flyttede her til udkanten af smilets by. Og endelig begynder denne vedholdenhed, sammen med mine to daglige cykelture af femogtyve til tredive minutter, at sætte sig spor i min krop: Jeg har ikke tabt mig – hvilket nok kommer, når jeg igen får vredet sukkerdjævelen fladt om på ryggen – men kroppen begynder at mærkes ’strammere’ samtidig med, at jeg får mere og mere fysisk overskud. Netop dét har jeg brug for. I denne uge har jeg været særlig stolt, fordi efteråret virkelig har meldt sin ankomst, hvor det rå vejr godt – i hvert fald nogle gange – kan virke demotiverende. Desuden: Det bliver nok alt sammen virkelig godt, når jeg igen begynder at sove ordentligt – igen skyder jeg skylden på sukkeret – og det trænger jeg ved Gud også til. Det skulle gerne blive til mere end to gange om ugen.

M!

torsdag, september 29th, 2016

Bønnen bærer mig videre

Det kan synes som hokus pokus* (!) for mange/nogen, men det forholder sig vitterligt sådan, at bønnen bærer mig videre gennem svære/tunge tider.

Nogle gange er det naturligvis andre ting, men ikke sjældent, er bøn det eneste, der hjælper mig.

Og jeg er sikker på, at Teresa af Avila, en af reformationens bemærkelsesværdige skikkelser, en beslutsom og handlekraftig kvinde, der først sluttede sig til karmelitterordenen, siden grundlagde en lang række klostre, hvor bøn og hengivenhed til Jesus var i centrum, havde det på samme måde.

Og nu låner jeg lidt fra en kronik i Kristelig Dagblad af Grethe Livbjerg:

Hendes definition af bøn var så enkel: ” Ikke andet end det intime fællesskab mellem venner, ofte at være sammen med den, som vi ved elsker os.” Efter hendes død fandt man i hendes tidebog en lille seddel:

Lad intet forvirre dig.
Lad intet skræmme dig.
Alt forgår.
Gud forandrer sig aldrig.
Tålmodighed opnår alt.
Den, som har Gud, Skal opdage, at han intet mangler.
Gud alene er nok.

Lån slut.

M!

* hoc est corpus filii

søndag, august 21st, 2016

Før første skoledag

Kors; jeg nærmer mig de 50 og er simpelthen så nervøs som da jeg var lille dreng og stod foran første skoledag … hov, vent; det gør jeg også nu. Står foran første skoledag. Det er som om det hele begynder forfra. Det er studseligt. Men sikkert også forståeligt. For … er det nu den ny begyndelse, som jeg drømmer, håber og tror, at det er? Eller bliver det et uoverkommeligt mareridt? Det bliver jeg nok ikke klogere på lige med det samme, men mon alligevel ikke, at de første par dage giver mig en indikation.

M!

fredag, august 19th, 2016

Tomhed før storm

Selvfølgelig skulle der stå ’stilhed før storm’, men dels) synes jeg ikke, at her er så stille, at man kan fornemme, at der er noget andet på vej; jeg fylder i hvert fald mange af mine stunder alene med hunden her i huset med en slags foretagsomhed og musik til enhver lejlighed, nemt, særligt, efter at anlægget er kommet op … og cd’erne efterhånden finder vej til deres respektive skuffer, dels) fylder jeg mig selv med ingenting – tomhed – ganske enkelt fordi, jeg ikke helt tør forestille mig, hvordan det bliver … fra på mandag og endnu mere på næste mandag. I dag har jeg i hvert fald gjort og nået en hel del for ikke at forfalde til dagdrømmeri med fare for pludselige angstanfald. Og det er jo helt, helt skørt, når jeg også går og glæder mig sådan til at tage hul på mit liv som studerende.

Er der nogen, som har prøvet det og har et par gode råd, her, lige før, at jeg glemmer, at jeg jo gør det af lyst og for min egen skyld, selvom jeg selvfølgelig i sidste ende sigter efter at hjælpe andre?

M!