Archive for Årstiderne

torsdag, marts 16th, 2017

Ugens (låne)haiku

(15.03.2017)
(skrevet af min haiku-veninde IHA)

Kender du sproget
som vindende behersker
i hvisken og råb?

M!

mandag, februar 13th, 2017

Ugens haiku (tanka)

(13.02.2017)

Solsorten kæmper
for sit liv en vinterdag
Længes mod forår

Længes efter at synge
morgen, middag og aften

M!

fredag, januar 20th, 2017

Naturens helbredende kraft

Når man ser på, hvad naturen gør af godt for og ved os – hvad den kan, hvordan den praktisk talt kan helbrede os, jf. denne uvidenskabelige, men stærkt bekræftende artikel i Kristeligt Dagblad – så er det jo mildest lidt foruroligende og noget unfair, hvad vi gør ved naturen i og omkring os!

Personligt har jeg ikke PTSD, er slet ikke i nærheden af det, men stresset har jeg været – og stresset er jeg ind i mellem stadig.

Når jeg er lige ved at gå op i limningen, så er der to ting, der plejer at hjælpe.

Den ene er at hanke op i hunden og tage ham med ud en tur i Kilen, hvor vi bare går og lytter og snuser os frem. Jeg ynder at gå og lytte og se op i håb om at få et bekræftende glimt af en hidtil ukendt fugl. I går ikke bare hørte, men så jeg også en stor flagspætte. Hunden går med næsen i et spor efter noget, kun han ved, hvad er.

Idéen for mig er så også at prøve at omsætte oplevelsen til ét eller flere haiku. Som i går:

Denne vinterdag
ligner mest en forårsdag
synger fuglene

Hvad gør du i naturen? Og hvad godt gør det dig?

M!

mandag, januar 2nd, 2017

Ugens haiku

(02.01.2017)
(på morgenturen med hunden)

En frostklar morgen
mandag i det nye år
er begyndelsen

M!

mandag, januar 2nd, 2017

Overhalet indenom

Sidst jeg skrev her på siden, skrev kalenderen den 7. december 2016 og læseferien tog for alvor fart; nu skriver den 2. januar 2017 – og jeg er næsten igennem hele pensum. Sidstnævnte faktum er selvsagt både godt og tilfredsstillende, men jeg kan bare konstatere, at materialet og opgaven har overrumplet mig fuldstændigt, og tiden overhalet mig indenom. Det har på mange måder været en gentagelse af mit første semester. Bevares, ikke uden glæde og opture, men også en frustration og en kamp.

NÅ!

Det er min første læseferie siden slutningen af firserne, begyndelsen af halvfemserne, og jeg har aldrig været helt god til at planlægge den slags. Og, bortset fra tre intensive måneder med GSK/Engelsk sidste efterår/vinter, så jeg er også lidt ude af træning med at planlægge studietiden generelt.

Det må derfor give mig lidt tid til at finde den måde at gøre det hele på, der passer mig bedst. Der er masser af ting at reflektere over, og, når eksamen er overstået, så er der også tid nok til det. Tid til at gentænke indsatsen.

Læseferien har givet mig meget mere lyst til at læse ting … af lyst. Studiet kommer nok ikke til at give mig tiden til det, selvom jeg synes skemaet for andet semester ser godt ud. Græsk kommer helt sikkert også til at trække tænder ud! Så jeg er ganske langsomt i gang med at lave en sommerferielæsningsliste. Dén glæder jeg mig (også) til.

I adventstiden var vi – kæresten og jeg – som vanligt med i en fastegruppe, men – set i bakspejlet – så skulle jeg nok have holdt mig ude af det … eller været mindre ambitiøs. Dét gik nemlig slet ikke. Højtiden kom – og gik – i et rask tempo. Kirkejul i Gellerup og familie-julefrokoster (i Odense og Vemmelev) efterfulgt af fem rare sommerhusdage – heraf to helt stille, men ikke uden læsning – på Langeland henover nytåret. Dét var vitterligt balsam for hjerne, hjerte, sind, sjæl og krop.

Nu er vi tilbage i Brabrand og hverdagen har indfundet sig. Og nu kalder bøgerne. Godt nytår … jeg håber, at alle, hver især, vil føle sig beriget og velsignet.

M!

onsdag, december 7th, 2016

Ugens haiku

(04.12.2016)

De nøgne træer
afslører hvor sommerens
fugle boede

M!

torsdag, december 1st, 2016

Ugens haiku

(28.11.2016)

Himmelen er blå
nedenunder det mørke
– Morgentryllekunst

M!

tirsdag, november 15th, 2016

Ugens haiku

(08.11.2016)

Sneen daler ned
Breder sit kolde tæppe
ud over alt liv

M!

lørdag, november 5th, 2016

Ugens haiku

To efterårshaiku

(21.10.2016)

Regnvejret stemmer
sindet nogle grader ned
Alt bliver koldere

(26.10.2016)

Efteråret er
skizofrent i sit væsen
Gråt, men farverigt

M!

onsdag, oktober 19th, 2016

Et efterårsbillede

I skrivende stund haster jeg med DSB InterCityLyn gennem et land præget af efterårets nuancer og overgivet til efterårets tilstande … meget er endnu frodigt, grønt, men naturen pakker snart sammen og forbereder sig på vinteren, så en del er allerede falmet, bart, brunt & nøgent eller eksploderet i gult, orange, rødt. Markerne er for længst høstede, pløjede, harvede – og sået til igen, nu med vinterafgrøderne. Himmelhvælvingen er oftest grå og i den dunkle ende af skalaen; jordens farver er nedtonede, douche, konturerne udviskede. Man bliver helt overrasket, når solen pludselig bryder igennem skydækket. Fugten ligger nu som en permanent film trukket ud over land og by, alt er klamt og vådt, og det er svært at tro på, at det nogensinde bliver anderledes. At det bliver vinter med knivskarp frost og hvide dyner af sne. At det vågner igen, først blidt og mildt, siden vildt og voldsomt under i forårets gennemspilning af genopstandelsestemaet. Det er tungere lige nu, men jeg er sådan set ikke trist, allerhøjest lidt mærkeligt til mode.

Det er allerede to og en halv måned siden, at jeg flyttede mit allersidste habengut fra København til Brabrand, Århus, til et nyt liv væk fra storbyen, nær skov, sammen med hunden og kæresten. Til et nyt liv. Som studerende. Med teologi. På universitetet! Det er lige godt halvanden måned siden, at jeg gik og var nervøs for ‘første skoledag’ … og siden er det gået slag i slag, dag for dag, fag for far, time for time … græsk verbum for græsk verbum … og så videre. Ikke et eneste undervisningsminut er undsluppet mig. Jeg har ind i mellem været fristet til at pjække, og måske heller ikke været helt nærværende i alle timerne, men intentionen og motivationen har været klar fra begyndelsen og er sådan set usvækket, men forandringerne og forventningerne har været overrumplende og overvældende, og jeg skal lige finde mine akademiske ben at stå på. Her går glæder hånd i hånd med frustrationer, men lige nu er det vel godt nok at vide, at jeg befinder mig så godt som nogensinde.

Nu er det så pludselig efterår og undervisningsfri uge. Uge 42. Og en anledning til at vende tilbage til udgangspunktet … til Sjælland, til København, til Vesterbro; ikke at jeg egentlig har travlt med det; afgangen er valgt udelukkende efter pris; eneste andet kriterium var såmænd prisen. Nu, hvor jeg ikke længere får min ‘fede hyre’ fra fabrikken, må jeg desværre skele til udgifterne – men afgangstidspunktet var da også en motiverende faktor. Hvorfor tager jeg overhovedet tilbage? Hjem, kan jeg ikke skrive, for i dag har jeg hjemme et helt andet sted. Men et gensyn er det jo. Med personer og steder. Savn og længsel præger i og for sig ikke mit forhold til København, til Vesterbro, selvom jeg i mine tyve år undervejs på stenbroen har været endog særdeles tæt på ovenud lykkelig. Men … der er mange mennesker, jeg næsten ikke har set, siden jeg flyttede, og det er et tab i min verden. Det er trods alt dem, som har været med til at forme mig til den jeg er i dag. Det er trods alt dem, der konstant tegner omridset af mig op og maler mig fuld med mine farver.

Jeg er intet i mig selv.

Nye relationer giver nye sider til Mikael, og det er slet ikke dumt. Jeg kan godt lide det. Og overgangen er jo heldigvis præget af relationer, som favner både det gamle og det nye.

Men nu venter fem dage i København og omegn og en hel stribe af gensyn. Jeg er spændt på at gense folk. Jeg er spændt på at gense stedet. Jeg er især spændt på, hvad det gør ved mig. Og jeg er overordentlig spændt på, hvordan jeg selv vil håndtere og rumme kontrasten mellem det gamle (som nu bliver det nye) og det nye (som for en stund lægger lidt bag mig). Heldigvis er jeg ikke alene af sted. Hunden ville gerne med. Han har også sine venner at besøge, sine bekendte at gense … han har også haft mange gode år derinde.

Uha, ja, efteråret har ramt os alle … nogle hårdere end andre. Men uden ville livet jo ikke være komplet, og hvem har lyst til at leve halvt? Direkte adspurgt, ingen.

M!