Archive for Århus

tirsdag, april 25th, 2017

Ugens haiku

(25.04.2017)
(fra morgenturen i skoven)

Rimfrosten ligner
støv de har tabt i natten
– Anemonerne

M!

torsdag, marts 16th, 2017

Ugens digt

Peter Laugesen skriver i Brev til en maler:

Hast er ikke mit element, skrift er

Jeg føler, at han også skriver/taler på mine vegne … ja, også på en del af mine venners vegne; smukt, at han kan dette. Og så er han jo lokal … ganske enkelt fra Brabrand.

M!

tirsdag, marts 7th, 2017

En pjækkedag

Jeg kunne sige, at det var sangeren Allan Olsens skyld … men det er ikke sikkert, at han vil synes, at det er helt fair og rimeligt; heller ikke selvom han jo synger sådan her i sangen Jeg vil:

kom lad os ta’ en pjækdag sammen
den slags gør vi aldrig mere
vi render ud og gemmer os ved stranden
og fanger luftfisk mellem fingrene dér
kom lad os splejse om en billig flaske Palanca
vi sender alvorsbetjenten på flugt
vi retter ryggen
til honky tonky
og finder den baggård vi altid har brugt
når vi sagde

jeg vil
jeg vil ik’, jeg vil ik,
jeg vil
jeg vil ik’, jeg vil ik,
jeg vil

Så jeg tager en pjækkedag, men lader være med at give nogen skylden for det. Ikke andre, end mig selv. Og kun fra én enkelt time, også selvom det er fra mit yndlingsfag. Græsk. Jeg håber, at SFJ tilgiver mig. Og jeg håber, at det ikke giver bagslag. Det er faktisk fantastisk vanskeligt for mig at gøre det, som jeg gør i dag, men måske er det meget sundt – når jeg nu har muligheden for det.

Og i øvrigt holder det med pjækkeriet ikke éthundrede procent, idet jeg snart vil sætte mig og lave lektier. Græsk. Til i morgen. Så jeg kan vel godt pakke den alt for dårlige samvittighed langt væk.

Kender I til at pjække, og hvordan føles det?

M

torsdag, marts 2nd, 2017

Ta’ skraldet

Det er forår. Endelig. Det er endelig forår. Lyset er vendt stærkt tilbage, fuglene synger for fulde næb, træerne står med bristefærdige knopper – og alt sammen betyder flere gåture i skoven for både hund og herre (vi diskuterer ind i mellem, hvem, der er hvad her i huset), morgen, middag og aften.

Det er er bare dejligt. Vel er det så.

Det er bare knap så skønt at være vidne til, hvor lemfældigt mange bruger skoven. Det er ganske enkelt ikke småting, der bliver efterladt, glemt, kastet, smidt eller tabt i det grønne. Det er mig ganske uforståeligt, for jeg er opdraget til, at man pænt rydder op og tager sine ting med sig, hvor man end går og står; ligegyldigheden fylder mig med forundring – og har også gjort mig skiftevis indigneret, irriteret og vred.

Jeg synes bare ikke, at det er rimeligt, at ubetænksomme individer skal have den magt over mig.

Derfor … har det længe været min intention at tage en affaldspose med, i det mindste i hvert fald på én af de daglige ture, som jeg så kunne fylde med alt det, der ikke gavner i skovbunden, men der har været nærmest ufatteligt langt fra tanke til handling. Men … de sidste to dage, er det lykkedes mig, og trods det, at det er korte ture med den gamle hund, så har jeg nemt haft fyldte poser, når turen var slut.

Det er lidt skræmmende, synes jeg.

DA jeg ikke tror, at situationen er enestående for vores lille skov, så skynder jeg mig med at opfordre alle, der læser dette, til at gøre det samme, når de går tur i skoven. Det gavner miljøet, det er godt for den personlige samvittighed og så tager det tilmed toppen af den negative energi, man sender ud i verden, fordi andre ikke opfører sig helt, som man selv ville gøre.

M!

 

tirsdag, januar 31st, 2017

Ugens haiku

(31.01.2017)
(ses hele året rundt)

De fire råger
deler en bakke fritter
og rydder lidt op

M!

fredag, januar 20th, 2017

Naturens helbredende kraft

Når man ser på, hvad naturen gør af godt for og ved os – hvad den kan, hvordan den praktisk talt kan helbrede os, jf. denne uvidenskabelige, men stærkt bekræftende artikel i Kristeligt Dagblad – så er det jo mildest lidt foruroligende og noget unfair, hvad vi gør ved naturen i og omkring os!

Personligt har jeg ikke PTSD, er slet ikke i nærheden af det, men stresset har jeg været – og stresset er jeg ind i mellem stadig.

Når jeg er lige ved at gå op i limningen, så er der to ting, der plejer at hjælpe.

Den ene er at hanke op i hunden og tage ham med ud en tur i Kilen, hvor vi bare går og lytter og snuser os frem. Jeg ynder at gå og lytte og se op i håb om at få et bekræftende glimt af en hidtil ukendt fugl. I går ikke bare hørte, men så jeg også en stor flagspætte. Hunden går med næsen i et spor efter noget, kun han ved, hvad er.

Idéen for mig er så også at prøve at omsætte oplevelsen til ét eller flere haiku. Som i går:

Denne vinterdag
ligner mest en forårsdag
synger fuglene

Hvad gør du i naturen? Og hvad godt gør det dig?

M!

onsdag, december 7th, 2016

Læseferie

Det er lidt af en tilsnigelse, ikke? Alt kalde det læseferie, mener jeg. Jeg har regnet lidt på det og kan se, at jeg kommer til at sidde med næsen begravet i bøgerne og klistret til skærmen i mindst seks timer om dagen i mindst 22 af mine 32 dage, hvis jeg skal nå hele mit pensum igennem, hvilket jeg ville elske at gøre, så jeg kommer vitterligt til at læse – som i arbejde hårdt – i min ferie.

Men, når ovenstående lige er kommet ud mellem sidebenene, så kan jeg tilføje, at min læseferie officielt begynder i dag; jeg tyvstartede i går, men har lige haft nogle timer, der af en eller anden grund skulle ligge i denne uge – og ikke i sidste, hvad vi ellers gerne ville have haft – og som skulle overstås, inden det var muligt helt at koncentrere sig om læsningen. I dag har jeg således holdt et lille oplæg.

Grænseoverskridende, men nogenlunde vellykket.

Det betyder jo så også, at jeg allerede nu har været igennem mit første fulde semester på teologi. Næsten, i hvert fald. Der er jo lige den her eksamen, som vi skal til i en dag i begyndelsen af januar, og som jeg altså nu begynder at læse op til for fuld kraft … og ellers må jeg bare sige, at det er vildt. Jeg kan bare konstatere, at folk har talt sandt, når smilende de har forudset, at det ville gå ganske hurtigt …

… en time, et fag, en dag, en uge ad gangen.

Og nu har jeg bare tolv semestre tilbage.

M!

torsdag, november 24th, 2016

København, kort

Den forgangne weekend var jeg som antydet i København for en kort bemærkning. Det var kun anden gang siden min ud/overflytning til Århus/Brabrand, at jeg tog tilbage til Hovedstaden, men denne gang var betydeligt rarere end første gang. Første gang følte jeg mig som en fremmed og hjemløs gut. Særligt et kortere visit i ‘min’ (udlejede)lejlighed forekom underligt fremmedgørende. Denne gang, selvom om, eller måske fordi, jeg var helt alene, følte jeg mig pludselig favnet, forstået og taget i mod. Det var ganske dejligt. Det er såmænd ikke fordi, jeg føler hverken længsel eller savn i forhold til København og Vesterbro – næh, jeg er glad for luftforandringen – men det er bare rart at vide, at forholdet er intakt.

Det blev et fortættet ophold.

Fredag landede jeg i passende tid til aftensmad og brugte resten af dagen på at forberede græsk til den kommende mandag. Lørdag morgen stod jeg tidligt op og tog til morgenandagt i Domkirken, Vor Frue Kirke, og nød godt af domprovstens gode karma, noget jeg i sagens natur ikke har gjort et stykke tid. Tilbage fra andagt skiftede jeg til det løbetøj, jeg efterhånden er ved at have for vane at pakke med, og løb en lige vel optimistisk tur ad Dybbølsbro, Havneholmen, Bryggebroen, Islands Brygge, vendte ved Langebro og kæmpede mig tilbage ad Kalvebod Brygge mod Dybbølsbro. Efter et langt bad snuppede jeg en bycykel – en førstegangsfornøjelse for mit vedkommende – ud til Møllegades Boghandel, der heldigvis havde Shuntaro Tanikawa på lager. Derpå fulgte en efterfrokostkaffepassiar med en god veninde. Så et besøg i Politikens Boghal, så jeg kunne få den seneste bog af Peter Robinson med hjem til Århus. Den glæder jeg mig til at komme i gang med. Resten af dagen brugte jeg i selskab med syv tidligere kollegaer, fem af dem pensionister, rundt omkring i den indre by; det var både hyggeligt og skægt i en sjælden grad. Søndag morgen tog jeg mig tid til mig selv, inden jeg pakkede sammen og drog et par timer på Glyptoteket og nød udstillingen Vild Natur, der bestemt er værd at skrive hjem om. Busturen hjem var til gengæld en ørkenvandring; togturene er så meget mere mig.

Og nu haster vi mod endnu en weekend, der bliver brugt her i Århus, i Brabrand, på besøg fra kærestens familie, fastegruppemøde, Gudstjeneste – og lektier, selvfølgelig.

Men dejligt at mærke, at jeg stadig at have rum for København i hjertet.

M!

onsdag, oktober 19th, 2016

Et efterårsbillede

I skrivende stund haster jeg med DSB InterCityLyn gennem et land præget af efterårets nuancer og overgivet til efterårets tilstande … meget er endnu frodigt, grønt, men naturen pakker snart sammen og forbereder sig på vinteren, så en del er allerede falmet, bart, brunt & nøgent eller eksploderet i gult, orange, rødt. Markerne er for længst høstede, pløjede, harvede – og sået til igen, nu med vinterafgrøderne. Himmelhvælvingen er oftest grå og i den dunkle ende af skalaen; jordens farver er nedtonede, douche, konturerne udviskede. Man bliver helt overrasket, når solen pludselig bryder igennem skydækket. Fugten ligger nu som en permanent film trukket ud over land og by, alt er klamt og vådt, og det er svært at tro på, at det nogensinde bliver anderledes. At det bliver vinter med knivskarp frost og hvide dyner af sne. At det vågner igen, først blidt og mildt, siden vildt og voldsomt under i forårets gennemspilning af genopstandelsestemaet. Det er tungere lige nu, men jeg er sådan set ikke trist, allerhøjest lidt mærkeligt til mode.

Det er allerede to og en halv måned siden, at jeg flyttede mit allersidste habengut fra København til Brabrand, Århus, til et nyt liv væk fra storbyen, nær skov, sammen med hunden og kæresten. Til et nyt liv. Som studerende. Med teologi. På universitetet! Det er lige godt halvanden måned siden, at jeg gik og var nervøs for ‘første skoledag’ … og siden er det gået slag i slag, dag for dag, fag for far, time for time … græsk verbum for græsk verbum … og så videre. Ikke et eneste undervisningsminut er undsluppet mig. Jeg har ind i mellem været fristet til at pjække, og måske heller ikke været helt nærværende i alle timerne, men intentionen og motivationen har været klar fra begyndelsen og er sådan set usvækket, men forandringerne og forventningerne har været overrumplende og overvældende, og jeg skal lige finde mine akademiske ben at stå på. Her går glæder hånd i hånd med frustrationer, men lige nu er det vel godt nok at vide, at jeg befinder mig så godt som nogensinde.

Nu er det så pludselig efterår og undervisningsfri uge. Uge 42. Og en anledning til at vende tilbage til udgangspunktet … til Sjælland, til København, til Vesterbro; ikke at jeg egentlig har travlt med det; afgangen er valgt udelukkende efter pris; eneste andet kriterium var såmænd prisen. Nu, hvor jeg ikke længere får min ‘fede hyre’ fra fabrikken, må jeg desværre skele til udgifterne – men afgangstidspunktet var da også en motiverende faktor. Hvorfor tager jeg overhovedet tilbage? Hjem, kan jeg ikke skrive, for i dag har jeg hjemme et helt andet sted. Men et gensyn er det jo. Med personer og steder. Savn og længsel præger i og for sig ikke mit forhold til København, til Vesterbro, selvom jeg i mine tyve år undervejs på stenbroen har været endog særdeles tæt på ovenud lykkelig. Men … der er mange mennesker, jeg næsten ikke har set, siden jeg flyttede, og det er et tab i min verden. Det er trods alt dem, som har været med til at forme mig til den jeg er i dag. Det er trods alt dem, der konstant tegner omridset af mig op og maler mig fuld med mine farver.

Jeg er intet i mig selv.

Nye relationer giver nye sider til Mikael, og det er slet ikke dumt. Jeg kan godt lide det. Og overgangen er jo heldigvis præget af relationer, som favner både det gamle og det nye.

Men nu venter fem dage i København og omegn og en hel stribe af gensyn. Jeg er spændt på at gense folk. Jeg er spændt på at gense stedet. Jeg er især spændt på, hvad det gør ved mig. Og jeg er overordentlig spændt på, hvordan jeg selv vil håndtere og rumme kontrasten mellem det gamle (som nu bliver det nye) og det nye (som for en stund lægger lidt bag mig). Heldigvis er jeg ikke alene af sted. Hunden ville gerne med. Han har også sine venner at besøge, sine bekendte at gense … han har også haft mange gode år derinde.

Uha, ja, efteråret har ramt os alle … nogle hårdere end andre. Men uden ville livet jo ikke være komplet, og hvem har lyst til at leve halvt? Direkte adspurgt, ingen.

M!

onsdag, oktober 19th, 2016

Ugens haiku

(16.10.16)
(fra en meditativ skovtur)

Himlens grå hvælving
strejfes af en hvid due
Ellers ingenting

M!