Archive for Århus

torsdag, januar 18th, 2018

Ugens haiku

(Stille, søndag morgen)
(14.01.2018)

Ugens haiku et af mine få tanka:

Søndagsmorgener
er gerne anderledes
end alle andre

For de bærer stilheden
tilbage til mennesket

M!

fredag, januar 5th, 2018

Teori og praksis

Ét er teori, noget andet praksis. SE, jeg er altid blevet belært om, at karbade var skidt for miljøet, forstået på den måde, at man bruger langt mere vand, hvis man vælger at bade liggende frem for stående. Men jeg har også altid vidst, at dette nødvendigvis måtte afhænge af, den tid, man brugte på henholdsvis den ene og den anden badeform. På den korte bane, så vinder brusebadet. På den lange, karbadet.

Det siger al fornuft. Og det siger al empiri, også.

Men, ret skal være ret, karbade bruger meget vand, og i overgangen til 2018 lovede, at jeg mig selv, at det nye år skulle byde på langt færre karbade – og dermed også langt flere brusebade. Det er ikke så nemt, som det måske lyder eller ser ud på papiret. Sagen er nemlig, at karbadet er og bliver langt mere end blot et bad for mig. Det er afstresning foruden afvaskning. Det er en pause fra alt, hvad der er hektisk.

Og hektisk er min hverdag. Luksuriøst hektisk.

I dag har jeg så rent faktisk taget et karbad. Og taget tid. Det tager nogenlunde præcist ti minutter at fylde badekarret så meget, som det er forsvarligt. Og det betyder, kort fortalt, at bruger jeg at bruge mere end ti minutter i badet, så er badekarret ikke nogen dum løsning. Nå. Var vores brusebadsløsning så snedigt indrettet, at man nemt kunne sætte det på pause, når man sæbede sig ind og så videre, så ville regnskabet selvfølgelig se lidt anderledes ud.

Tror, at jeg skal afprøve dette lidt mere i praksis. Altså tænd-sluk-og-tænd-igen.

M!

fredag, december 29th, 2017

Digtningens vilkår

– Uuuuh! udbrød min kæreste T, da jeg straks efter hjemkomsten lagde mine hænder på hendes kinder. – Hvorfor har du dog ikke handsker på, når I går tur? Men det kan man jo ikke, for som jeg svarede: – Man kan ikke skrive haiku, når man er pakket ind. Kolde fingre er digtningens vilkår!

Og ved søens bred
i solens varme favntag

viser lykken sig

M!

torsdag, december 21st, 2017

En tur med hunden

Nu har vi efterhånden boet her på kollegiet i halvandet år og er fortsat (overvejende) ovenud begejstrede; kun overvejende, fordi, når efterår glider over i vinter, som nu, og mørket mere og mere får magten, så melder begrænsningerne sig. Tidlige morgenture, ja, også sene aftenture, indskrænkes ofte til kollegiets eget område. Bevares; det er et stort kollegium, men at gå identiske – eller næsten identiske – ture morgen og aften føles som en form for fangenskab; nok er vi frie, men friheden er begrænset. Derfor er vi i hvert fald to, hvis ikke tre, i vores lille familie, der glæder sig til, at alting vender og går mod lysere tider. Blå himmel, frost, klar luft, sollys og udsyn kan hjælpe glæden på vej.

M!

torsdag, oktober 19th, 2017

Tidens … løb

Min Gud, min Gud. Hvor tiden iler. Det har jeg skrevet før. Her. Og andre steder. Om tiden kommer eller går er jeg skiftevis i tvivl om. Men hurtig … det er den. Det er godt nok ikke mange indlæg, jeg får postet her. Det er heller ikke mange breve, jeg får skrevet. Det er ikke mange venner, jeg får kontaktet. Det er ikke mange kaffeaftaler, jeg får lavet. Studiet fylder. Hele tiden. Og sådan fylder det helt sikkert for meget. I hvert fald sådan at forstå, at jeg ikke har ret mange kræfter tilbage, når jeg har taget mig af det, som læseplanen kræver … ofte uden helt at være med, forståelsesmæssigt. Og det frustrerer mig. Trætter mig. Så jeg udskyder alle andre ting. Blandt andet bloggen. Blandt andet brevene. Blandt andet opkaldene.

Men da jeg vågnede i morges, alt, alt for tidligt, da kæresten kom ind og sagde farvel – lige godt halv seks – erfarede jeg kort efter, at mine forældre havde ringet til mig i nat. Min telefon ligger af forskellige årsager IKKE på min natbord, men langt væk, så jeg ikke kan kigge på den, lydløs i forhold til opkald og sms’er, så jeg ikke kan høre den – først og kun når alarmen lyder om morgenen. Mine forældre er gamle. Min far har været meget syg. Et opkald fra dem på det tidspunkt, der var tale om, kan næsten kun betyde én ting. Tænkte jeg. Og det er for så vidt rigtigt, men alligevel ikke, hvad jeg troede. Men det betyder, at jeg bliver nødt til at spørge mig selv, om jeg bruger min tid rigtigt. Og det gør jeg … spørger mig selv.

M!

torsdag, september 14th, 2017

Ugens haiku

(12.09.2017)
(På vej til Nobel)

Tag vestenvinden
ud af mit flagrende hår

og alt er muligt

M!

torsdag, august 31st, 2017

Den længste sommer

Den længste sommer er ved at være slut. Ikke som i den koldeste, varmeste eller vådeste sommer. Vejret har vel været meget typisk for vores lille land. Ikke som i kedelig eller langtrukken. Men bogstaveligt talt den længste. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har – om nogensinde før – har haft så lang en sammenhængende sommerferie, som jeg har haft i år. Jeg mener: Fra den 16. juni til den 3. september. Det er immervæk nogle uger over den normerede ferie, hvis man er blandt de arbejdende – eller arbejdsløse.

Det privilegium vil jeg gerne tilstå nærmer sig ren forkælelse.

Det er samtidig en sommer, hvor jeg har læst og læst og læst, endda også lidt forud i forhold til pensum på det snart kommende semester. Det har været dejligt at kaste sig ud i lystlæsningen … så dejligt, at jeg minder mig om, at jeg skal huske at holde lidt fast i det, når nu semesteret eksploderer omkring mig med alle sine planer og pligter, selvom jeg strengt taget har manglet den helt store læseoplevelse, hvis jeg ser bort fra Et lille liv, som jeg gik i gang med under min eksamensforberedelser.

Kæresten og jeg har været meget hjemme, men også meget ude og omkring i det danske sommerland … stort set alle weekender har budt på besøg, oplevelser eller rejser. Der har været så meget, at jeg næsten har haft en fornemmelse af, at tiden – trods sin overdådighed – alligevel ikke helt slog til. Eller er det alderen, der spiller ind? Er det den, der gør, at jeg altid og hele tiden kan føle det som om, at der er og sker mere, end jeg kan overkomme? Det ved jeg ikke, men det er en overvejelse værd.

Trods alle forbehold, så kan jeg ikke tillade mig at sige, at det har været en dårlige sommer. Den har ret beset været lige så dejlig, som den har været lang. Og, hvis det har været den længste, så må det jo også have været den dejligste. Det synes jeg faktisk!

M!

onsdag, august 30th, 2017

Ugens haiku

(29.08.2017)
(ved morgenmeditation)

Herfra kan jeg kun
røre dem med øjnene

Ahorntræerne

M!

onsdag, august 2nd, 2017

En ny sæson

En ny sæsons Taizé-andagter nærmer sig; hvis man bor/alligevel opholder sig i nærheden af Gellerup Kirke, så er man meget velkommen*:

Det er, hvis jeg skal sige det (i al ubeskedenhed, da jeg er én af arrangørerne), en koncentreret og rolig stund i et af byens (Århus’) smukkeste kirkerum, men kom og oplev det selv.

M!

* Det er man selvfølgelig også, hvis man bor langt væk, men så tænker jeg, at det er knap så sandsynligt, at man skulle få den tanke at dukke op.

tirsdag, juli 25th, 2017

Ugens haiku

(25.07.2017)
(Morgentur i skoven)

Tænk at grøn findes
i så mange nuancer
for øjnenes skyld

M!