stadig unægtelig uhørt

(Stille, søndag morgen)
(14.01.2018)

Ugens haiku et af mine få tanka:

Søndagsmorgener
er gerne anderledes
end alle andre

For de bærer stilheden
tilbage til mennesket

M!

Første vinterdag

Storetæerne kigger frem
af sokkerne

Ugens digt er et haiku (tæl ikke stavelser; de holder sjældent i oversættelser, hvor man går mere efter bogstavets ånd end bogstavets form) fra en af de fire store japanere, Kobayashi Issa.

M!

(01.01.2018)
(sen aftentur med hunden)

De fanger aldrig
fuldmånen på den måde

Ahorntræerne

M!

– Uuuuh! udbrød min kæreste T, da jeg straks efter hjemkomsten lagde mine hænder på hendes kinder. – Hvorfor har du dog ikke handsker på, når I går tur? Men det kan man jo ikke, for som jeg svarede: – Man kan ikke skrive haiku, når man er pakket ind. Kolde fingre er digtningens vilkår!

Og ved søens bred
i solens varme favntag

viser lykken sig

M!

(hjemme, i dialog med Kazuko Shiraishi)
(27.12.2017)

Den rene væren
gør intet væsen af sig
men er – i tavshed

M!

Nu har vi efterhånden boet her på kollegiet i halvandet år og er fortsat (overvejende) ovenud begejstrede; kun overvejende, fordi, når efterår glider over i vinter, som nu, og mørket mere og mere får magten, så melder begrænsningerne sig. Tidlige morgenture, ja, også sene aftenture, indskrænkes ofte til kollegiets eget område. Bevares; det er et stort kollegium, men at gå identiske – eller næsten identiske – ture morgen og aften føles som en form for fangenskab; nok er vi frie, men friheden er begrænset. Derfor er vi i hvert fald to, hvis ikke tre, i vores lille familie, der glæder sig til, at alting vender og går mod lysere tider. Blå himmel, frost, klar luft, sollys og udsyn kan hjælpe glæden på vej.

M!

(16.12.2017)
(skrevet i toget på vej til Næstved; man ser så meget kupévinduet)

Det lysner langsomt

Dagen er som en kæmpe
der rejser sig op

M!

Min Gud, min Gud. Hvor tiden iler. Det har jeg skrevet før. Her. Og andre steder. Om tiden kommer eller går er jeg skiftevis i tvivl om. Men hurtig … det er den. Det er godt nok ikke mange indlæg, jeg får postet her. Det er heller ikke mange breve, jeg får skrevet. Det er ikke mange venner, jeg får kontaktet. Det er ikke mange kaffeaftaler, jeg får lavet. Studiet fylder. Hele tiden. Og sådan fylder det helt sikkert for meget. I hvert fald sådan at forstå, at jeg ikke har ret mange kræfter tilbage, når jeg har taget mig af det, som læseplanen kræver … ofte uden helt at være med, forståelsesmæssigt. Og det frustrerer mig. Trætter mig. Så jeg udskyder alle andre ting. Blandt andet bloggen. Blandt andet brevene. Blandt andet opkaldene.

Men da jeg vågnede i morges, alt, alt for tidligt, da kæresten kom ind og sagde farvel – lige godt halv seks – erfarede jeg kort efter, at mine forældre havde ringet til mig i nat. Min telefon ligger af forskellige årsager IKKE på min natbord, men langt væk, så jeg ikke kan kigge på den, lydløs i forhold til opkald og sms’er, så jeg ikke kan høre den – først og kun når alarmen lyder om morgenen. Mine forældre er gamle. Min far har været meget syg. Et opkald fra dem på det tidspunkt, der var tale om, kan næsten kun betyde én ting. Tænkte jeg. Og det er for så vidt rigtigt, men alligevel ikke, hvad jeg troede. Men det betyder, at jeg bliver nødt til at spørge mig selv, om jeg bruger min tid rigtigt. Og det gør jeg … spørger mig selv.

M!

(12.09.2017)
(På vej til Nobel)

Tag vestenvinden
ud af mit flagrende hår

og alt er muligt

M!

(29.08.2017)
(ved morgenmeditation)

Herfra kan jeg kun
røre dem med øjnene

Ahorntræerne

M!