stadig unægtelig uhørt

(12.09.2017)
(På vej til Nobel)

Tag vestenvinden
ud af mit flagrende hår

og alt er muligt

M!

(29.08.2017)
(ved morgenmeditation)

Herfra kan jeg kun
røre dem med øjnene

Ahorntræerne

M!

(08.08.17)
(fra morgenturen)

Det dugvåde græs
gør mit fodtøj upraktisk
gi’r våde fødder

M!

(25.07.2017)
(Morgentur i skoven)

Tænk at grøn findes
i så mange nuancer
for øjnenes skyld

M!

Ugens digt er tilskrevet Lin Pe og taget fra titelbladet til William Heinesens fine erindringsbog Tårnet ved verdens ende. Jeg kan ikke på nuværende tidspunkt gennemskue, om Heinesen citerer en på hans samtid levende digter eller han selv har skrevet digtet og tillagt det en fiktiv figur, altså Lin Pe; det bliver jeg måske klogere på med tiden. Hvis nogen kan kaste opklaring over gåden, modtages denne med glæde. Digtet fejler ingenting:

Venner, se: Græsset grønnes!
Kulden bider, blæsten fejer,
sneen hvirvler,
men græsset grønnes,
og stor, stor er min grønne lykke!

Venner, se, Græsset grønnes!
Træt er min fod, hårløs min skalle,
tandløs min mund, sløret mit blik,
snart farer jeg heden,
men mit hjerte blomstrer
og dyb, dyb
er i aften min grønne lykke!

M!

(lige skrevet)

Solsorten synger
den eneste absolut
nødvendige sang

M!

(31.05.2017)
(Under observation)

Blåmejserne bor
oppe under vores tag
Unger i reden!

M!

Det er da studseligt så nøjagtigt efterårsagtig, forårsvejret kan vise sig at være.

M!

(25.04.2017)
(fra morgenturen i skoven)

Rimfrosten ligner
støv de har tabt i natten
– Anemonerne

M!

Ugens digt er et forårshaiku af en af de fire store japanske haikudigtere Yosa Buson, læst for ganske nylig (i den forgangne uge) i bogen Sommersol og vintermåne, der indeholder 185 haiku samlet og oversat af Niels Kjær; bare én af flere fine haikusamlinger fra hans hånd. Bemærk, at i oversættelse af japanske haiku, tilstræber man gerne en så tekstnær oversættelse som mulig – og tæller sjældent stavelser.

Jeg ville gå ud
men jeg blev hjemme hos
blommeblomsterne

M!