torsdag, juni 22nd, 2017...11:48

Forandringsparathedens svøbe

Jump to Comments

I dag skal alt og alle være forandrings- og omstillingsparate i et fuldstændig forrykt tempo, at den eller de, der tør holde uforanderligt fast og stå ved det, han, hun, den eller de er, altså de stokkonservative, næsten fremstår som de mest progressive.

Noget i den retning vil jeg citere formiddagens foredragsholder (og medkursusleder) på Silkeborg Højskole for at have sagt; så må han jo rette mig, hvis han læser dette og stejler, fordi det er en fejlfortolkning.

Han sagde det, netop i denne sammenhæng, fordi han følte, at her kunne kirken virkelig spille en rolle: Som en institution, der byder en meget kedelig, menneskeligt nedbrydende tendens trod og i stedet tilbyder hver enkelt af os et sted, hvor vi bare kan gå hen og bare være. I stilhed. Alene. Eller i et fællesskab. Et sted, hvor vi kan give os selv og hinanden lidt fri for alt det, vi ellers skal. Og det er godt sagt. Det ønsker jeg mig også. Det er faktisk noget af det, der ligger mig allermest på sinde … men det er bare ikke det, der sker. Folkekirken som institution – og det gælder både hele folkekirken og den enkelte folkekirke – er jo ved at slå knude på sig selv for at få fat på mennesker i troens periferi og bliver på den måde selv en meget aktiv spiller i forandringsparathedens svøbe.

M!



Leave a Reply