mandag, juni 19th, 2017...6:05

Ugens digt

Jump to Comments

Ugens digt er Jens Rosendals fine, fine salme De dybeste lag i mit hjerte (#28 i salmebogen):

1 De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor.
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.
Et sted må det findes, det lærred,
som spænder sit billede op,
et sted må dét være i verden,
som fylder mit sind og min krop.

2 De dybeste lag i mit hjerte
har set et forklarelsens land,
hvor alt var et fuldkomment billed,
og lykken var evig og sand,
men kun som et glimt, som en lysning,
der strøg over marker og vand.
I strejf lå mit landskab forklaret
som livets og kærligheds land.

3 Er billedet til som en kalden,
der rammer mig langvejsfra?
Et paradis, fjernt og forsvundet
fra slægten, jeg stammer af?
Er kaldet kun ekko af drømme,
den ø, som er intetsteds til,
så har den dog morgenens klarhed
og kræfter, som aldrig går til.

4 Min Gud, som jeg kalder den mester,
der maler mig morgenens drøm,
det spekter, jeg ikke behersker,
af længsel urolig og øm,
som spænder de strenge i hjertet,
der aldrig vil klinge ud,
som synger og smerter og kalder
og længes mod Herren, min Gud!

5 Du, skabelsens Gud, som vil bøje
dig ned til din verden i dag.
Du, Skaber, som åbner mit øje
og kender mit hjertes slag.
Din Ånd over lande og have,
din kalden på skabningen selv
er lyden i alt det, du skabte
i blodets og flodernes væld.

6 Så mød mig en skabelsens morgen
her midt i mit goldeste land,
og knus mig i selviskheds ørken,
skab du så, som Skaberen kan.
At uro kan vendes til glæde,
min længsel til det, jeg formår:
at rejse mig nyskabt og leve
på jorden, mens dagene går.

Den skrev han i 1990. Den skabte opmærksomhed omkring sig selv dengang. Den er lige smuk i dag. Og i går aftes hørte jeg forfatteren fortælle om den, hvorefter vi sang den – og en del andre salmer og sange – her, på Silkeborg Højskole, hvor jeg har begyndt min lange, lange sommerferie.

M!



Leave a Reply