lørdag, november 19th, 2016...10:05

Lidt om at famle … og at falme

Jump to Comments

Som jeg sidder her i stuen i mit midlertidige logi, en lettere nedslidt lejlighed på femte sal på Vesterbro, med espresso dampende i koppen, stadig forpustet og svedig efter en løbetur ad Havneholmen, Islands og Kalvebod Brygge, er jeg fyldt op til randen af den erkendelse, at jo mere jeg lever, des mere bliver det klart for mig, at jeg famler mig frem gennem livet. Det har jeg i virkeligheden altid gjort. Jeg har i hvert fald aldrig gået gennem tilværelsen med alt for faste og sikre skridt, men altid mere usikkert og vaklende. Og det vil jeg nok altid gøre, selvom jeg nu mere end nogensinde ved, hvad jeg vil … problemet er jo, at jeg ikke med sikkerhed ved, hvad jeg kan. Kan jeg alt det, som jeg skal kunne? Jeg kan noget af det, det ved jeg, det kan jeg mærke … men kan jeg alt, hvad der forventes?

Som et kuriosum må man jo bare tilføje, at man jo ligeledes falmer sig frem gennem livet … og det gælder til gengæld os alle sammen. Bogstav- og sprogfetichisten i mit hjerte frydes over dette sammenfald af bogstaver i mine to retningsgivende udsagnsord, men ikke nødvendigvis over betydningen af dette sammenfald. Det er en erkendelsesrejse at blive ældre. Men hvem, på den anden side, ønsker at blive yngre? Det ville jo slet ikke give nogen mening. Så man må vel bare bukke og sige tak?

M!



5 Comments

  •   betteskov
    november 21st, 2016 at 9:16    Svar

    Jeg synes slet ikke det er så ringe at forlade de meget unges række og vokse ind i mig selv – også selvom det medfører lidt slappere hud og skønhedspletter her og der ;-) Faktisk er der noget helt rart over at falme lidt, som kvinde.
    Jeg tror egentlig, jeg famler lige så meget nu som da jeg var teenager. Men i dag accepterer jeg at det er sådan, og ved, at alle andre er lige så usikre…

    •   lmikaeld
      november 22nd, 2016 at 13:07    Svar

      Tak for kommentaren!
      Jeg har aldrig vidst, at alle andre var lige så usikre, som jeg selv. Er det virkelig tilfældet?
      Forfaldet er jo uundgåeligt, så det kan man jo lige så godt overgive sig til.
      M!

  • Nu ved jeg jo ikke, hvor usikker du er ;-) Men min erfaring er klart, at alle jeg er kommet tæt på er lige så usikre som jeg er. Og jeg er meget usikker. Undtagen når jeg er stædigt skråsikker…

Leave a Reply