onsdag, august 27th, 2014...7:54

Dagen derpå

Jump to Comments

Det er dagen derpå på fabrikken efter endnu en større organisationstilpasning. Den første udmelding gik på, at det var nødvendigt at fjerne 120 m/k; tallet landede i praksis i går på 66. Det ér selvfølgelig positivt. Dét tal dækker over, at firmaet har tilstået ‘udvalgte’ en frivillig fratrædelse, ledt efter interne omplaceringer i stedet for nyansættelser samt og undladt at genbesætte stillinger, der var ledige efter opsigelser fra medarbejdere.

Egentlig positivt. Og i hvert fald, psykologisk set, ganske snedigt. Og så må jeg hellere lade være med at skrive mere om den sag, men i stedet finde tilbage på et positivt spor.

Det er jo dét min blog handler om. Det gode, det opbyggelige. Ikke al det fnidder, der nedbryder andre (og mig selv) indefra.

Little Dog Lost

Min kæreste, T, spurgte i går, hvad jeg gør for at finde tilbage til mig selv? Ind til mig selv igen? Jeg svarede instinktivt lidt spagt med ordet meditation; og bøn og meditation giver mig mening, men jeg har en alvorlig slagside, føler mig grædefærdig over udviklingen i en grad, så den personlige glæde/lettelse over stadig at være i job ingenting får lov at fylde, hvorfor det kommer til at tage lidt tid.

Tid i stilhed.

Dén må jeg give mig selv. Og alle andre må selv tage deres tid.

M!



2 Comments

  •   betteskov
    august 29th, 2014 at 11:21    Svar

    Jeg har læst dit indlæg et par gange og synes det har nogle perspektiver, jeg godt kan lide. Det ville være nemt med en “jeg håber det bedste for dig”, men du adskiller jo netop dit personlige udbytte (bevare jobbet) fra fællesskabet (den dårlige stemning). Så kommentaren må være “jeg håber det bedste for jer alle sammen”. Det lyder ikke spor sjovt med sådan en tilpasning!
    For at springe til noget helt andet, tak for dit bidrag til Team Betteskov til Stafet for Livet. Vil tænke på dig (og alle de andre, der er med i ånden) når det bliver rigtig hårdt :-)

    •   lmikaeld
      august 30th, 2014 at 8:03    Svar

      Tak for kommentaren.

      Tusind tak, også, for ønskerne for alle os, som stadig er tilbage på fabrikken, hvilket endnu er ganske mange i forhold til det antal, der har forladt os.

      Jeg har lidt svært ved at glæde mig på egne vegne, på grund af dem, der har fået sparket.

      Det er en ca. fyrre år gammel virksomhed, der har ydet et historisk bidrag til Danmark, og det er lidt svært at se på og være i et foretagende, der synes, at være ved implodere. Der kommer ikke færre opgaver pr. to hænder. Det er uungåeligt, at der kommer flere. Dels fordi vi bliver færre, dels fordi vi skal ha’ flere ordrer hjem for at tjene det samme.

      Det er skruen uden ende.

      Lige nu går det alligevel, men det bliver det jo ikke ved med. Mennesker er vi og mennesker kan jo kun presses til et vist punkt. Jeg forudser, at disse tilpasninger, kommer til at ramme fabrikken som en boomerang i form af en voldsom stigning i stress-relateret fravær.

      Men jeg kan tage fejl.

      God vind på banen … superkvinde!

      M!

Leave a Reply