mandag, oktober 23rd, 2017

Ugens digt

Korsruder

Mennesker er huse
med korsruder.

Alle er vi
huse i byen.

Skrevet af Ole Sarvig; taget fra digtsamlingen Jeghuset.

M!

torsdag, oktober 19th, 2017

Tidens … løb

Min Gud, min Gud. Hvor tiden iler. Det har jeg skrevet før. Her. Og andre steder. Om tiden kommer eller går er jeg skiftevis i tvivl om. Men hurtig … det er den. Det er godt nok ikke mange indlæg, jeg får postet her. Det er heller ikke mange breve, jeg får skrevet. Det er ikke mange venner, jeg får kontaktet. Det er ikke mange kaffeaftaler, jeg får lavet. Studiet fylder. Hele tiden. Og sådan fylder det helt sikkert for meget. I hvert fald sådan at forstå, at jeg ikke har ret mange kræfter tilbage, når jeg har taget mig af det, som læseplanen kræver … ofte uden helt at være med, forståelsesmæssigt. Og det frustrerer mig. Trætter mig. Så jeg udskyder alle andre ting. Blandt andet bloggen. Blandt andet brevene. Blandt andet opkaldene.

Men da jeg vågnede i morges, alt, alt for tidligt, da kæresten kom ind og sagde farvel – lige godt halv seks – erfarede jeg kort efter, at mine forældre havde ringet til mig i nat. Min telefon ligger af forskellige årsager IKKE på min natbord, men langt væk, så jeg ikke kan kigge på den, lydløs i forhold til opkald og sms’er, så jeg ikke kan høre den – først og kun når alarmen lyder om morgenen. Mine forældre er gamle. Min far har været meget syg. Et opkald fra dem på det tidspunkt, der var tale om, kan næsten kun betyde én ting. Tænkte jeg. Og det er for så vidt rigtigt, men alligevel ikke, hvad jeg troede. Men det betyder, at jeg bliver nødt til at spørge mig selv, om jeg bruger min tid rigtigt. Og det gør jeg … spørger mig selv.

M!

torsdag, september 14th, 2017

Ugens haiku

(12.09.2017)
(På vej til Nobel)

Tag vestenvinden
ud af mit flagrende hår

og alt er muligt

M!

torsdag, august 31st, 2017

Den længste sommer

Den længste sommer er ved at være slut. Ikke som i den koldeste, varmeste eller vådeste sommer. Vejret har vel været meget typisk for vores lille land. Ikke som i kedelig eller langtrukken. Men bogstaveligt talt den længste. Jeg kan ikke huske, hvornår jeg har – om nogensinde før – har haft så lang en sammenhængende sommerferie, som jeg har haft i år. Jeg mener: Fra den 16. juni til den 3. september. Det er immervæk nogle uger over den normerede ferie, hvis man er blandt de arbejdende – eller arbejdsløse.

Det privilegium vil jeg gerne tilstå nærmer sig ren forkælelse.

Det er samtidig en sommer, hvor jeg har læst og læst og læst, endda også lidt forud i forhold til pensum på det snart kommende semester. Det har været dejligt at kaste sig ud i lystlæsningen … så dejligt, at jeg minder mig om, at jeg skal huske at holde lidt fast i det, når nu semesteret eksploderer omkring mig med alle sine planer og pligter, selvom jeg strengt taget har manglet den helt store læseoplevelse, hvis jeg ser bort fra Et lille liv, som jeg gik i gang med under min eksamensforberedelser.

Kæresten og jeg har været meget hjemme, men også meget ude og omkring i det danske sommerland … stort set alle weekender har budt på besøg, oplevelser eller rejser. Der har været så meget, at jeg næsten har haft en fornemmelse af, at tiden – trods sin overdådighed – alligevel ikke helt slog til. Eller er det alderen, der spiller ind? Er det den, der gør, at jeg altid og hele tiden kan føle det som om, at der er og sker mere, end jeg kan overkomme? Det ved jeg ikke, men det er en overvejelse værd.

Trods alle forbehold, så kan jeg ikke tillade mig at sige, at det har været en dårlige sommer. Den har ret beset været lige så dejlig, som den har været lang. Og, hvis det har været den længste, så må det jo også have været den dejligste. Det synes jeg faktisk!

M!

onsdag, august 30th, 2017

Ugens haiku

(29.08.2017)
(ved morgenmeditation)

Herfra kan jeg kun
røre dem med øjnene

Ahorntræerne

M!

mandag, august 28th, 2017

Ugens digt

Det store hav
bringer mig i bevægelse.
Det store hav
sætter mig i drift.
Det bevæger mig
som alger på stene i rindende vand.

Himlens hvælv
bringer mig i bevægelse.
Det vældige vejr
blæser igennem mit sind.
Det river mig med
så jeg skælver af glæde.

Skrevet af den kvindelige, grønlandske Shaman Uvavnuk Iglulik og nedfældet af grønlandsfareren Knud Rasmussen i 1923 – og fundet i 2017 af mig i en retrospektiv fotobog, hvis titel, jeg ikke kan huske lige her og nu.

M!

torsdag, august 24th, 2017

Ugens digt

Du går forbi mig

Du går forbi mig
mens vi sidder helt stille

Jeg taler forbi mig selv
mens du ikke hører

Vi gør ingenting
og en engel samler os op

Inger Christensens fine digt er fra side 53 i Samlede digte.

M!

tirsdag, august 8th, 2017

Ugens haiku

(08.08.17)
(fra morgenturen)

Det dugvåde græs
gør mit fodtøj upraktisk
gi’r våde fødder

M!

onsdag, august 2nd, 2017

En ny sæson

En ny sæsons Taizé-andagter nærmer sig; hvis man bor/alligevel opholder sig i nærheden af Gellerup Kirke, så er man meget velkommen*:

Det er, hvis jeg skal sige det (i al ubeskedenhed, da jeg er én af arrangørerne), en koncentreret og rolig stund i et af byens (Århus’) smukkeste kirkerum, men kom og oplev det selv.

M!

* Det er man selvfølgelig også, hvis man bor langt væk, men så tænker jeg, at det er knap så sandsynligt, at man skulle få den tanke at dukke op.

tirsdag, juli 25th, 2017

Ugens haiku

(25.07.2017)
(Morgentur i skoven)

Tænk at grøn findes
i så mange nuancer
for øjnenes skyld

M!

Næste side »