mandag, juni 26th, 2017

Helt nye højdepunkter fra Silkeborg Højskole

For tredje år i træk deltog jeg på Bibelselskabet og Silkeborg Højskole og nu synes jeg efterhånden, at der er basis for, at kalde det en tradition; denne gang var jeg alene af sted (hvad jeg teknisk set også var første gang, hvad jeg absolut ikke var anden gang) og uden, at jeg på forhånd vidste, om jeg kendte nogle af de andre deltagere eller ej. Det, viste det sig, gjorde jeg, idet der var et par gamle kendinge, blandt andet en yngre pige, der også læser teologi – dog ikke her i Århus, men i København – og som jeg snakkede kort med, første gang jeg deltog.

Denne gang blev det til flere samtaler om faget.

Tre faglige højdepunkter:
Hans Jørgen Lundager Jensens ustyrligt morsomme forsøg på at gøre os alle sammen klogere på, hvad de egentlig troede/tror på i Det Gamle Testamente. Det er ikke noget nemt spørgsmål.
Birgitte Stoklunds genfortælling og gennemgang af Ruths bog, så let en af kernefortællingerne i Det Gamle Testamente.
Marie Hellebergs tour de force gennem sin nys udkomne reformationsroman Stormene efterlod os alle overvældede, men jeg endte faktisk med at få lyst til at læse den. Og det var vel hendes mål?

Tre kunst-højdepunkter:
Peter Brandes fremvisning af hans beskedne, men effektive arbejde i den gennemrenoverede, genåbnede Silkeborg Kirke … en kirke med meget få svipsere og ingen af dem kan tilskrives den distingverede Hr. Brandes.
Simon Grotrians beskedne, men effektive poetiske bidrag til Brandes kunst samme sted.
Gensynet med det på højskolen hængende og uforlignelige Adam, Eva og Slangen af Leif Sylvester Petersen.

Tre personlige højdepunkter:
Det, at jeg formåede at være social, samtidig med, at jeg forsøgte at tage hånd om mig selv, min egen træthed og mit behov for også at være alene.
Det, at jeg atter holdt gang i kreativiteten – som særligt flød over med kragefugle (mere eller mindre realistiske) – og som indirekte er skyld i og årsag til, at jeg nu er er i gang med tegningen Engel, vingerne inde – eller Indianerengel min kæreste T straks døbte den. Dens farvestrålende streg kommer op på siden her, så snart den er færdigfarvelagt.
Det, at jeg trods alt også havde overskud til at tage et smut tilbage til Århus og tage imod kæresten i det øjeblik hun trådte ud fra sin sidste eksamen.

Desuden var det bare dejligt at være til gudstjeneste i Tvilum Klosterkirke – besøg den, hvis du kan – og bare skønt at komme lidt rundt i Højskolesangbogen igen. Begge dele trængte jeg til.

Og nu ser jeg så frem til en uge uden kage til kaffen. Dér nåede jeg trods alt kvalmepunktet.

M!

torsdag, juni 22nd, 2017

Forandringsparathedens svøbe

I dag skal alt og alle være forandrings- og omstillingsparate i et fuldstændig forrykt tempo, at den eller de, der tør holde uforanderligt fast og stå ved det, han, hun, den eller de er, altså de stokkonservative, næsten fremstår som de mest progressive.

Noget i den retning vil jeg citere formiddagens foredragsholder (og medkursusleder) på Silkeborg Højskole for at have sagt; så må han jo rette mig, hvis han læser dette og stejler, fordi det er en fejlfortolkning.

Han sagde det, netop i denne sammenhæng, fordi han følte, at her kunne kirken virkelig spille en rolle: Som en institution, der byder en meget kedelig, menneskeligt nedbrydende tendens trod og i stedet tilbyder hver enkelt af os et sted, hvor vi bare kan gå hen og bare være. I stilhed. Alene. Eller i et fællesskab. Et sted, hvor vi kan give os selv og hinanden lidt fri for alt det, vi ellers skal. Og det er godt sagt. Det ønsker jeg mig også. Det er faktisk noget af det, der ligger mig allermest på sinde … men det er bare ikke det, der sker. Folkekirken som institution – og det gælder både hele folkekirken og den enkelte folkekirke – er jo ved at slå knude på sig selv for at få fat på mennesker i troens periferi og bliver på den måde selv en meget aktiv spiller i forandringsparathedens svøbe.

M!

tirsdag, juni 20th, 2017

Ugens haiku

(lige skrevet)

Solsorten synger
den eneste absolut
nødvendige sang

M!

mandag, juni 19th, 2017

Ugens digt

Ugens digt er Jens Rosendals fine, fine salme De dybeste lag i mit hjerte (#28 i salmebogen):

1 De dybeste lag i mit hjerte
er længsel, umålelig stor.
Jeg rækker mod vigende himle
og følger umulige spor.
Et sted må det findes, det lærred,
som spænder sit billede op,
et sted må dét være i verden,
som fylder mit sind og min krop.

2 De dybeste lag i mit hjerte
har set et forklarelsens land,
hvor alt var et fuldkomment billed,
og lykken var evig og sand,
men kun som et glimt, som en lysning,
der strøg over marker og vand.
I strejf lå mit landskab forklaret
som livets og kærligheds land.

3 Er billedet til som en kalden,
der rammer mig langvejsfra?
Et paradis, fjernt og forsvundet
fra slægten, jeg stammer af?
Er kaldet kun ekko af drømme,
den ø, som er intetsteds til,
så har den dog morgenens klarhed
og kræfter, som aldrig går til.

4 Min Gud, som jeg kalder den mester,
der maler mig morgenens drøm,
det spekter, jeg ikke behersker,
af længsel urolig og øm,
som spænder de strenge i hjertet,
der aldrig vil klinge ud,
som synger og smerter og kalder
og længes mod Herren, min Gud!

5 Du, skabelsens Gud, som vil bøje
dig ned til din verden i dag.
Du, Skaber, som åbner mit øje
og kender mit hjertes slag.
Din Ånd over lande og have,
din kalden på skabningen selv
er lyden i alt det, du skabte
i blodets og flodernes væld.

6 Så mød mig en skabelsens morgen
her midt i mit goldeste land,
og knus mig i selviskheds ørken,
skab du så, som Skaberen kan.
At uro kan vendes til glæde,
min længsel til det, jeg formår:
at rejse mig nyskabt og leve
på jorden, mens dagene går.

Den skrev han i 1990. Den skabte opmærksomhed omkring sig selv dengang. Den er lige smuk i dag. Og i går aftes hørte jeg forfatteren fortælle om den, hvorefter vi sang den – og en del andre salmer og sange – her, på Silkeborg Højskole, hvor jeg har begyndt min lange, lange sommerferie.

M!

onsdag, juni 7th, 2017

Mellemrum

Næsten præcis mellem to eksamener og mærkeligt til mode; eksamen i bibelkundskab i fredags sidder stadig fast i kroppen, delvist bearbejdet, delvist ubearbejdet. Resultatet kan jeg ikke klage på, det gør jeg heller ikke, men oplevelsen var voldsom. Eksamen i græsk venter forude som et uundgåeligt uheld, der bare venter på at ske; nej, egentlig skal det nok gå, men nerverne sidder udenpå og jeg mangler føling med mig selv og ikke mindst med mine egne evner. Kunne man bare én gang opleve at være skråsikker?

M

torsdag, juni 1st, 2017

Ugens haiku

(31.05.2017)
(Under observation)

Blåmejserne bor
oppe under vores tag
Unger i reden!

M!

onsdag, maj 31st, 2017

Studseligt

Det er da studseligt så nøjagtigt efterårsagtig, forårsvejret kan vise sig at være.

M!

tirsdag, maj 30th, 2017

Huskeseddel – opdateret

Forud for den læseferie, som jeg nu er mere end halvvejs igennem, lavede jeg sammen med min coach (sådan, officielt, endnu på sidelinjen) følgende huskeseddel (som jeg i parentes bemærket gerne vil tage med mig fremover):

  1. husk at anerkende dig selv
  2. husk at bede
  3. husk at bevæge dig
  4. husk at digte
  5. husk at gøre dit bedste
  6. husk at hvile
  7. husk at se ud over dig selv
  8. husk at smile
  9. husk at takke
  10. husk at være der, hvor du er
  11. husk at være nysgerrig

Seddelen er ordnet alfabetisk; intet er vigtigere end andet. Jeg finder listen temmelig komplet, men måske nogen har noget at tilføje; modtages med tak!

M!

tirsdag, april 25th, 2017

Ugens haiku

(25.04.2017)
(fra morgenturen i skoven)

Rimfrosten ligner
støv de har tabt i natten
– Anemonerne

M!

tirsdag, april 25th, 2017

Ugens digt

Så er jeg tilbage ved Peter Laugesen og Brev til en maler; Laugesen kan, som også tidligere vist, sige utrolig meget med utroligt få ord; her om skabelsen:

Der var ikke andre i begyndelsen,
og jeg var der heller ikke selv.

M!

Næste side »